Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25968Visninger
AA

7. Kapitel 6: Harry Styles

I'd tell her to speak up, tell her to shout out,
Talk a bit louder, be a bit prouder,

- Little Mix, Little Me

 

 


Jeg rømmede mig. 
Jeg kiggede ud på den lille forsamling af mennesker, som jeg kunne kalde mit hold. Min gruppe. Jeg satte mig ned, så da sad i en halvcirkel, og jeg mere eller mindre i midten.
De 'irriterende' piger var mere tilbageholdende idag, det var en lettelse. Jeg havde ærlig talt ikke magtet mere af deres barnlighed.
De to drenge sad og kiggede ligegyldigt og træt ned i gulvet. Jeg gættede på, at de havde været ude at skråle og drikke hele natten.
Jeg havde intet tilovers for dem. 
Også var der Kathleen. Det var så forfærdeligt, at en ung kvinde med den stemme, og den sans for sangskrivning bare sad der, og kiggede nervøst ned i sine negle. 
"Jeg har fundet den sang i skal synge." 
Der var kun lidt over to uger til hver gruppe skulle opføre en sang med deres coach. Derfor havde jeg brugt lang tid igår aftes, efter hændelsen med Kathleen, på at finde en sang.
Det havde været fristende, at bruge Kathleens sang. Men jeg var ikke idiot. Selvfølgelig ikke.
"Jeg ved at nogle af jer, vil syntes det var en pigesang. Men den har et godt budskab," jeg startede fra den ene ende, med at dele papirerne ud. Jeg nåede til den sidste person i rækken, nemlig Kathleen.
"Og nogle af jer, vil glæde sig over den." Jeg lod med vilje mit blik ligge længere på hende. Hun bed sig nervøst i læben, og tog papiret ud af min hånd. Jeg lod med vilje min hånd snitte hendes.
Det var en mærkelig følelse, måske af respekt der røg igennem mig, og jeg måtte tvinge mig selv til ikke at vise tegn på nervøsitet, eller svaghed.
"Little Me?" Sagde en af pigerne forvirret. Jeg nikkede og satte mig igen. 
"Little Me, af Little Mix." 
"Men det er jo en tøsesang!" Sagde en af drengene skuffet.
Jeg ignorerede dem. "Hvem har ikke hørt den?" 
Alle rakte hånden op, bortset fra Kathleen.
Jeg var ikke overrasket, sangen passede også godt til hende. "Jeg har understreget de dele i skal synge." Jeg pegede på en af de piger, jeg forestillede mig havde en normal, halvlys stemme. "Du skal synge sammen med Kathleen."
Der blev stille i lokalet. Pigen lænede sig frem. "Mig?" Spurgte hun forvirret. Jeg nikkede. "Ja. Og du," jeg pegede på pigen til hende side. "Du synger de højeste toner. Du bliver den der holder det igang." Pigen smilede stolt. "Og du," jeg pegede på den sidste pige. "Du synger den dybe tone. Jeg ved du sang lyst for mig, men du kan sagtens synge i det lave register." 
Hun nikkede med det samme på hovedet. Easy. Alt for let at bede dem om noget.
"Jeg har tænkt mig at skrive en rap til jer, som i skal hjælpe med at skrive," sagde jeg henvendt til drengene. "Det skal være det tredje vers." 
Drengene kiggede modvilligt på hinanden. "Okay," sagde den ene af dem langtrukkent. "Det er en Deal."
Jeg smilede bredt.
"Jeg vil gerne have jer to til at synge," jeg pegede på den første pige - Nina - og derefter på Kathleen.
Kathleen kiggede en anelse forskrækket på mig, og rejste sig stille op, samtidigt med Nina.
Nina sendte hende et stort smil, med undertonen af flabethed.
Flabet? Var der ingen der vidste, at hun kunne synge?
"I skal synge samtidigt, for jeres stemmer fungerer sammen. Ninas er præcis to toner lavere." 
"Lavere?" Sagde Kathleen forvirret. Jeg nikkede. Selvom det var meget lidt jeg havde hørt hendes stemme, så havde jeg ikke svært ved at  finde plads til hendes stemme. 
Nina holde et fnys inde. 
Velkommen til virkeligheden. 
Jeg gav Nina et start nik, og ingen længe var hendes brede stemme udover hele lokalet. Hun sang flot den del af første vers hun skulle synge. Jeg sendte hende et lille smil. "Godt. Og nu dig, Kathleen."
Igen flød hendes navn ud af min mund, som var det en lykkegerning. Hvorfor lød det så godt at sige?
Kathleen sang ikke. Hendes mund var stadig lukket. 
Jeg rynkede brynene. Hvorfor sang hun ikke? Det her var en sanglejr. Man skulle synge.
Og det værste var, at hun var den bedste af den alle.
Hun gjorde ikke engang mine til at begynde. Jeg gik langsomt hen til hende, og stillede mig så tæt på hende, at vores skosnuder næsten ramte. 
"Hvorfor synger du ikke?" 
Hun svarede ikke. Jeg kiggede med sammensnerpede læber på hende.
"Åben munden." 
Hendes dybblå, lyseblå øjne skar igennem mine grønne. Jeg måtte bide mig svagt i kinden. Bare hendes øjne fik en indre glød frem i mig.
"Åben munden. Så syng dog!" Sagde jeg irriteret.
Hun havde fået mig til at.... At hvad? Jeg var bare ved at sprængtes! Hun sang ikke, hun var stille, hendes fucking øjne hjalp heller ikke på det.

She lives in the shadow of a lonely girl
Voice so quiet you don't hear a word,
Always talking but she can't be heard!

You can see there if you catch her eye,
I know she's brave but it's trapped inside

Scared to talk but she don't know why!

Hun råbte syngende ordene ud. Ordene var fyldt af selvbebrejdelse, tristhed og vrede. Hun havde nærmest vendt det her til en musical. 
Jeg rystede nærmest af skræk. Hvad er det hun gør ved mig?
Jeg havde valgt den forkerte sang. Jeg vidste det. Jeg skulle aldrig have valgt den her. Hun havde... Skældt mig ud, havde råbt sine følelser ud i en sang.
Og det var så smukt.
Jeg reagerede ikke. Men jeg mærkede, hvordan resten af flokken var ved at sprængtes, af jalousi.
Jeg vendte mig med at voldsomt ryk væk fra hende, og hev pigen som skulle synge det lave op at stå.
"Syng," vrissede jeg. Hun holdte opgivende papiret op foran mig. "Hvad skal jeg synge?" "Det jeg har understreget!" Næsten råbte jeg. Mit udbrud mod denne pige, var nok en blanding af min irritation overfor Kathleen, og de gange, hvor hun havde hængt op af mig.
Med det samme sang hun flot sine linjer, og jeg måtte give hende et anerkendende nik.
"I to går hen og skriver den rap. Få inspiration fra resten af sangen, fra dens budskab. 
Vi ses senere." 
Alle skyndte sig at smutte ud af øvelokalet. Kathleen blev stående et kort øjeblik, imens hun kiggede efter mig.
Så gik hun også. 
Eller hun var ved at gøre det. Jeg greb hårdt fat i hendes underarm.
"Hvorfor sang du ikke?" Vrissede jeg. Forskrækket og såret kiggede hun på mig. Jeg stirrede koldt ind i hendes øjne. Men de blå øjne blødende mig langsomt op, og til sidst var det et venligt, medlidende blik jeg sendte hende. 
"Fordi jeg ikke kan, Harry."
"Det er løgn." 
Hun rystede på hovedet. Ubevidst kom jeg til at stramme mit greb om hendes arm.
"Det er løgn!" Gentog jeg.
Hun kiggede ned på hendes arm, som jeg holdte fast i, og derefter op på mig igen.
Hendes blik var koldt og hårdt. Så hadende, at jeg måtte tage mig sammen, for ikke at skrige eller falde bag over.
"Det er for fanden da dig, der skal til at indse, at vi ikke alle er som dig! Vi kan ikke allesammen bare åbne munden og synge, Harry! Prøv at hør, jeg kan umuligt komme op på samme niveau som de andre, okay?"
"Det er løgn!" Råbte jeg vredt. 
"Hør nu efter, for helvede!" Råbte jeg videre. "Du kan synge dobbelt så godt, som dem allesammen, til sammen, Kathleen! Hvis du åbner munden og synger, vil du kunne have hele verden i din hule hånd! Hvorfor kan du ikke se det?!" Råbte jeg frustreret.
Hun rystede på hovedet, "og hvad så, hvis jeg ikke vil det, Harry? Hvad hvis jeg ikke vil have hele verden i min hule hånd?"
Hendes stemme var rystende og såret. Som om mine ord virkelig havde ramt hende. Som om mine råbende ord, havde ramt hende hårdere, end hvad meningen var.
Hvorfor tog det så hårdt på hende? Jeg betød jo ikke noget særligt for hende.
Vel?
Jeg vidste hvordan hun havde det. Jeg kunne genkende følelsen fra mig selv. Jeg havde aldrig ønsket det liv jeg har, nu.
"Så gør man det alligvel. For når man har et talent, en gave, så spilder man det ikke.
Det fandt jeg ud af, for lidt tid siden, Kathleen. Jeg lover dig, at hvis du vil have en coach, der virkelig vil hjælpe dig, og som jeg lover vil forstå dig, så lyt til mig.
Vi er slet ikke så forskellige som du tror."
Jeg gav slip på hendes arm og gik.


Jeg ved ikke hvorfor de fleste mennesker kiggede efter mig, da jeg gik ned langs langbordene, og hen til Liam, Niall og Louis.
Kathleen var ikke til at se nogle steder, hvilket gjorde mig temmelig forurolig. Var det min skyld, at hun ikke engang turde dukke op til frokost? Jeg havde trods alt råbt lidt højt af hende, og måske også holdt lidt for hårdt på hende.
Jeg satte mig opgivende ned overfor Louis og Niall, og ved siden af Liam. 
De sagde ikke engang hej.
De sad bare, og stirrede mut ned, i den skål suppe vi alle havde fået. Niall kørte forsigtigt rundt i suppen, med sin ske.
Hele bordet vi sad på, hviskede og kiggede ned mod os.
Hvad var der sket? Det her kunne vel ikke være det med Kathleen og jeg, vel?
"Hvad er der sket?" Spurgte jeg chokeret. "Vi kunne spørge dig om det samme," bed Louis mig af.
"Hvad?" Sagde jeg forvirret. 
En enkel person fnes, nede i den anden ende af bordet. Jeg rykkede mig tættere ud på stolekanten, så jeg kunne kiggede direkte på Niall der sad lige overfor mig.
"Hvad mener du?" Spurgte jeg igen.
Niall smed hårdt sin ske ned i suppen. "Ja hvad tror du Harry?" Jeg løftede øjenbrynene.
"Jeg kan ikke fatte du har gjort det," mumlede Louis, mindst lige så chokeret som jeg selv. 
"Jeg kan ikke forstå jer." 
"Hvorfor har du råbt OG slået, en uskyldig pige, bare fordi hun ikke ville synge, Harry? Hvorfor? Hvad fik dig til det?" Hviskede Liam.
"Hvad?!" 
Jeg havde da bestemt ikke slået nogen. Ja, jeg havde råbt af Kathleen, og blevet temmelig sur på hende, men jeg ville aldrig finde på at slå hende.
"Slå? Hør her, jeg har ikke slået nogen! Det ville jeg aldrig kunne finde på! Og især ikke en ung kvinde, eller pige. Aldrig i livet," sagde jeg forbavset.
"Det skal du jo sige," svarede Louis flabet. Jeg blev mere og mere irriteret. Troede de slet ikke på mig?
"Slået hende Harry! Sig mig, hvordan tror du hun har det nu?" Blev Niall ved. 
"Jeg kan stadig ikke forstå, at du virkelig har gjort det," blandede Liam sig. 
"Jeg har-" "ikke slået nogen, nej, nej" mukkede Niall mig af.
Jeg rejste mig hårdt og kraftigt op, så hele salen kiggede forskrækket på mig. 
"Jeg har ikke slået nogen som helst. For fanden!" Råbte jeg arrigt og slog hårdt min hånd ned i bordet.
Jeg ignorerede min suppeskål, der allerede var ved at vælte.
"Jeg kan ikke fatte, at i ikke tror mig!" Råbte jeg.
Også skyndte jeg mig ud.

Efter mange timer alene i hytten, skete der endelig noget.
Jeg havde sider her, men selvbebrejdelsen på højeste plan, og vreden for mine venner. Hvorfor troede de ikke på mig?
Og havde jeg virkelig slået Kathleen, mod min vilje?
Og hvem havde fundet ud af det? Hvem havde opdigtet den løgn? 
Små tøvende bank lød mod døren.
"Jeg gider ikke snakke med jer lige nu..." Sukkede jeg. Jeg var nok temmelig barnlig, men lige nu ragede det mig. Jeg magtede simpelthen ikke Liam, Louis og Niall. Om de så var faldet i søen og manglede tørt tøj, ville jeg ikke lukke op for dem.
Vent, døren var ikke låst. Hvorfor gik de ikke bare ind?
Som om mine tanker blev læst, gik døren op.
Det var ikke nogle af drengene. Det var Kathleen.
Hun trådte tøvende op på dørkammen, og kiggede flovt ned i gulvet. 
"Kom ind," sagde jeg stille. Hun kiggede op på mig. Hendes ansigt eller blik, viste ingen følelser. Forsigtigt lukkede hun døren, og trådte ind til mig.
"Hej," sagde hun lavt. Hun lænede sig tøvende op af en af køjerne.
"Hej," svarede jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på hende. "Hvad laver du her? Skulle du ikke snakke sammen med nogen af de andre piger, der er her?"
Der var stille lidt. "Næh. For de..." Hun trak på skuldrene. "Jeg vidste bare ikke rigtig hvor jeg skulle gå hen." "Også kom du herover?" 
Hun bed sig i kinden, og kiggede væk. 
"Ja." 
Jeg pustede tungt ud. Hvad var hendes pointe, ved at være her?
"Undskyld," sagde jeg så.
"Undskyld?" 
"Ja. For det... Det imorges."
"Det er ikke din skyld, at det skete. Det er mig der undskylder." "Jeg tror vi er lige gode om det."
Jeg gemte mit ansigt i hænderne.
"Hvad syntes du, Kathleen?" 
Denne gang tvang jeg mig selv til, at ignorere den følelse der gik igennem mig, da jeg sagde hendes navn.
"Om hvad, Harry?"
Og den følelse der gik igennem mig, da hun sagde mit navn.
"Har jeg slået dig? Er jeg.... Blevet sindsyg?"
Jeg kiggede op på hende, hun kiggede neutralt på mig.
Hun havde et sørgmodigt blik i øjnene. Jeg så nok helt færdig, og knust ud. 
Måske var det lidt mærkeligt at spørge hende om det. Det var sådan en ting, jeg kun ville diskutere med mine aller nærmeste.
"Nej. Det er dem der er sindsyge," sagde hun stille. Jeg kiggede forbavset op på hende.
Hun satte sig forsigtigt ved siden af mig, som om hun var bange for mig.
Jeg fnøs træt. "Hvem.... Hvorfor kom du ikke til frokost? Var det fordi jeg råbte af dig?"
"Ja. Men ikke på den måde du tror." 
Forbløffende nok, lagde hun sin hånd på min skulder, hvilket fik mig til at se hen på hende.
"Jeg sad nede ved den sø, hvor du prøvede at få mig til at synge første gang. Og der tænkte jeg det hele igennem. Det du havde sagt, og det Liam havde sagt...."
"Liam? Hvad har Liam sagt?"
Hun tøvede. "At... Det samme som dig."
Hvornår havde Liam snakket med hende? Hvad? Så det betød vel, at hun stolede mere på mig, end Liam, ikke?
Hun fjernede sin hånd og kiggede tvivlsomt ned i sit skød. "Og jeg har besluttet mig for at stole på dig."
Nej, hvad? Virkelig? Jeg blev helt overvældet. Endelig ville hun lukke op for mig, og snakke - og endda synge - for mig. "Virkelig?" Spurgte jeg overrasket og glad. Hun nikkede, med sit lille søde smil. 
Jeg lagde min hånd på hendes. "Hvis du stoler på mig.... Vil du så synge? Med mig?"
Hun så lidt nervøs ud. "Nu?" Stammede hun. Jeg satte mig lidt til rette, men havde stadig min hånd på hendes.
Jeg nikkede med et lille smil, så mine brede smilehuller sikkert tittede frem.
Hun tyggede nervøst på din læbe. 
"Okay." Jeg lyste op i et stort smil. "Bare rolig. Ingen kan høre os." 
Et lille smil tittede også frem hos hende.
Derefter begyndte hun forsigtigt på første vers:

She lives in the shadow of a lonely girl
Voice so quiet you don't hear a word,
Always talking but she can't be heard,

Hendes fine smukke stemme fyldte lokalet, og jeg forsøgte at gøre det så godt jeg kunne, da jeg fortsatte:

You can see there if you catch her eye,
I know she's brave but it's trapped inside,
Scared to talk but she don't know why,

Selvom man i sangen gik en tone ned, gik hun en tone op, og det fungerede utrolig godt:


Wish I knew back then
What I know now.
Wish I could somehow
Go back in time and maybe listen to my own advice.

Sammen sang øve også omkvædet.
Her stoppede hun så, med et ryst på hovedet. 
"Jeg ved at det lød elendigt, så du behøves ikke at sige det," sagde hun flovt og kiggede væk.
"Kathleen. Hør på mig," mine ord, som havde en lidt hård undertone fik hende til at se hen på mig, med sine store lyseblå øjne.
Hun nikkede tøvende. "Du synger eminent godt. Du synger meget bedre end jeg. Jeg ved du måske ikke tror mig, men det er sandheden. Og jeg lover dig, at du en dag vil indse det."
Hun nikkede igen. "Tak."
Jeg sendte hende et smil. "Selv-" jeg blev afbrudt, da madklubben ringede ude fra lysningen.
Der blev serveret aftensmad.
Jeg rejste mig op, men hun blev siddende.
Jeg sådan set ikke så sulten, taget i betragtning af, at jeg ikke fik frokost, men sulten ville nok komme, så snart jeg kom derhen.
"Vil du med?" 
Hun rejste sig op. "Æhm... Ja."
Jeg åbnede døren til hytten, og fik hende med mig. I tavshed, fra den indebærende stemning fra før, gik vi ned mod kantinen. Jeg skulle lige til at åbne døren, da jeg så hun stoppede op.
"Kathleen?" 
Hun bed sig i læben. "Vi kan da ikke gå derind sammen," hviskede hun. Jeg gik hen til hende igen. "Kathleen." Sagde jeg bestemt. "Stoler du på mig?" Spurgte jeg igen. Hun mødte mine øjne, og nikkede. 
"Så lad mig vise dig det." Jeg tog hendes hånd og åbnede døren ind til fælleshuset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...