Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25934Visninger
AA

6. Kapitel 5: Kathleen Beck

You've got the light to fight the shadows
So stop hiding it away

- Emeli Sandé Read All About It(Pt. III)

Jeg var så frustreret over Harrys spørgsmål. Selvfølgelig ville jeg ikke være uhøflig, men jeg var utryg ved dette her. Jeg ville ærlig heller tilbage til min hytte, jeg var nervøs i andres nærvær, og især når det gjaldt fremmede drenge.

”Kathleen, vil du ikke nok snakke med mig” Harry kiggede med bedende øjne på mig.  Jeg viste godt jeg ikke havde svaret ham, men hvad skulle jeg sige?

Jeg bed mig hårdt i underlæben imens jeg slog mit blik ned i bordet vi sad ved. Mine vejrtrækninger var uregelmæssig, Harry lagde dog hurtig sin ene hånd på mine rystende hænder. Kontakten mellem Harry og jeg var anderledes, stødet der ramte min krop gav mig et synlig spjæt.

Men til mit forsvar, var jeg var ikke vant til kontant med det modsatte køn. Kun med Justin, som jeg ikke betegnet som noget stort.

”Hvad skal jeg sige?” jeg bed mig nervøs i læben. Desværre et træk jeg havde arvet fra min mor. Den person der burde være der for sit barn, uanset hvad.

”Et eller andet Kathleen” jeg kunne ikke lade være med at høre Harry tøvende stemme. Hans nervøsitet som smittet af på mig. Grunden var nok at han var nervøs for jeg ville stikke halen mellem benene og smutte. Det skal da heller ikke være løgn hvis jeg ikke havde tænkt på det.

”Som hvad?” jeg kunne ikke gemme min frustrationer i stemmen. Jeg var nervøs over hans reaktioner, jeg kendte ikke ham og han kendte ikke mig. Dog kendte alle nok min type.

 

”Du kunne jo starte med at sige noget om dig selv?” hans spørgsmål var nok mere retorisk, ind det egentlig var et spørgsmål. Jeg bed mig i læben igen, hvad skal man sige? Jeg blev forladt af min mor som 10 årige, da hun heller ville være ung, og det er derfor jeg er social akavede?

”Jeg har fortalt dig, om mig selv” jeg kiggede hen mod hytterne, prøvede at forsvare at jeg ikke ville snakke om mig selv. Harry som før havde fjernet sin hånd, lagde igen sin hånd på mine hænder. Jeg ville sige at jeg ikke spjættet, men så ville jeg lyve.

”Det var meget overordnet introduktion” han formodet at få mig til at kigge på ham. Det var ikke med min gode vilje, men der var noget over Harry som fik mig til at gøre det alligevel.

”Jamen” min stemme rystede, og jeg kunne mærke hvordan min krop begyndte at ryste. Det kunne han åbenbart godt mærke. Derfor i stedet for at sige noget, rejste sig for bare op og satte sig ned ved siden af mig. Han lagde sine arme rundt om mig, i en betryggende omfavnelse. Jeg veg forskrækket tilbage imens jeg kiggede på ham, mine blå øjne der ramte hans grønne øjne.

 

”Hvad med jeg så starte” Jeg kiggede ned i jorden, nikkede stramt. Følelserne skræmte livet af mig, jeg forstod ikke dem.

Han ignoreret min nervøsitet, ligesom alle dem jeg kendte gjorde. Hans ord han beskrev sig selv med, var sagt med en komisk stemme. Jeg kunne ikke lade være med at grine svagt af det. Jeg slog igen blikket væk, jeg var ikke glad for mine smilehuller eller min stemme, det fik mig bare til at se mere ynkelig ud.

Harrys tre mellemste finger drejede mit hovedet, så jeg ikke kunne andet ind at kiggede lige ind i hans  grønne øjne. Hans blik der bestemt holdte mit blik fast. Han sendte mig svage smil, nok det han ville kalde charmende. Jeg synes dog at det var skræmmende, hvad var det for nogle følelser han vækkede i mig.

Eftersom jeg ikke havde introduceret mig selv mere specifikt, valgt han i stedet af sige  ”Syng for mig Kathleen” jeg åbnede munden i ren og skær skræk. Jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

”Jeg ved du kan Kathleen.  Stol lidt mere på dig selv.” Jeg kunne ikke lade være med at føle mig stødt af hans kommentar. Måske bundet det i at jeg ikke generelt var en åben person.

”Jeg kan ikke synge uden musik” forsvarede jeg. Harry holdte stadige mit blik fast med hans øjne. Det var ved at blive lidt skræmmende,  så jeg formodede at kiggede bag ham.

 

Jeg lukkede øjne svagt i. Efterfølgende trak jeg vejret kort inden jeg lod min stemme ramme lydmuren. Skræmt over min stemme, fik mine tårekanalerne til at begynde at producere tårerne, som jeg forgæves havde prøvet at holde inde hele dagen.

 

”You've got the words to change a nation

But you're biting your tongue

You've spent a life time stuck in silence

Afraid you'll say something wrong

If no one ever hears it how we gonna learn your song?”

 

”Wow” jeg kiggede skræmt bag Harry. Der stod en ældre dreng og tæt på os. Han kunne ikke undgå at have hørt mig. Jeg veg chorkeret væk fra Harry, så jeg næsten endte med at falde af bænken.

Harrys blik der sagde at det var okay, skræmte mig endnu mere. Jeg plejede ikke at være så skræmt, men det var jeg. Eller det er måske en overdrivelse.

 

Jeg rejste mig frustreret op, kiggede sårede på Harry. ”Hvordan kunne du?” mumlede jeg. Jeg gik med hurtige skridt væk derfra. Jeg kunne høre nogle skridt lige bag mig, jeg mærkede hvordan tårerne gjorde mit syn slørret. Jeg trak vejret hårdt imens jeg satte i løb.

”Kathleen!” jeg kunne høre det var Harrys stemme, så måtte det også være Harrys skridt.

”Lad mig være” skreg jeg frustreret tilbage imens jeg vendte mig halvt om, imens jeg løb. Jeg kunne se Harry der stadige var bag mig. Jeg træk vejret kort inden jeg vendte mig om for at sætte i spurt.

”Kathleen!” hans stemme blev svagere og svagere. Mine hulk var blevet højere og højere. Jeg kiggede ligeud, løb lige forbi min hytte.

 

 

Jeg sad med rystende hænder imens jeg forgæves prøvede at holde mine hulk tilbage. Jeg mærkede hvordan den kolde skærm ramte min våde kind. Jeg havde ringede op til den jeg viste kunne berolige mig.

 

”Kathleen” Justin stemme rungede ind i højtalerne.

”Justin” jeg snøftet kort imens jeg lod min rystende krop ramme badebroen.

”Kathleen, hvad sker der?” jeg kunne ikke lade være med at holde mit snøft tilbage, så snøftet blev egentlig højere ind det skulle have været.

”Jeg er bange” jeg hviskede det svagt. Jeg kunne høre nogle puslende bag træerne. Jeg vendte mig rystende og forskrækket om, men ingen mennesker mødte mit syn.

”Hvad er du bange for?” Justins stemme lød bekymrende. ”Jeg er bange, for jeg ikke er god nok” min stemme var nok mere hysterisk ind det egentlig skulle have været. 

”Bange for du ikke kan synge?” han gav mig et retorisk spørgsmål, nok mere for selv at afklare det.

”Ja. Jeg er bange for jeg aldrig kommer op på det niveau de andre er på” jeg havde en del pauser imellem mit svar.

”Kathleen, jeg har aldrig hørt en smukkere stemme ind din” hans ord varmede, men det gjorde det ikke meget bedre.

”Det skal du sige” hviskede jeg lavt.

”Nej det skal jeg ikke. Men det er sandheden” hans stemme var bestemt og træt. Jeg trak vejret kort.

”Justin” et gab ramte højtalerne. Jeg kunne ikke lade være med at grine af Justin. ”Jeg savner dig. Du er den som kan få mig til at falde ned” jeg sendte et kort smil ud i mørket. Jeg kunne ikke undgå at høre et gren knække imens jeg vendte mig skræmt om. Der stod Harry, hans blik jeg ikke kunne tyde. 

 

 

Jeg sad ude ved badebroen igen. Jeg kiggede ned i bogen med mine tekster. Tårerne havde for længst havde tørrede ind i huden. Jeg trak vejret svag imens jeg lod mit blik ramme det rene vand under mig.

”Kathleen?” jeg vendte mig overrasket rundt. Nok fordi jeg ikke kunne genkende stemmen. ”Hvem er du?” jeg kiggede svagt væk igen. Jeg havde set ham i går, men den reaktion jeg var kommet med var jeg ikke stolt af.

”Liam” han slog sig ned ved siden af mig. Han kiggede lige ud, ligesom jeg lige før havde gjort. ”Hvad vil du?” jeg snublede over ordene imens jeg denne gang kiggede ned i broen.

 

”Du har en smuk stemme” han trak vejret kort. ”Hvorfor er du bange for at lade andre høre din stemme?” han kiggede med undrende blik på mig. jeg kiggede langt ud, og over vandet. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var vel ikke bange for at lade andre høre min stemme, eller var jeg?

”Liam, det er ikke noget at lave sjovt med” jeg rejste mig hurtig op, hurtig nok til jeg blev svimmel.

”Kathleen, nu må du stoppe” han rejste sig lige efter mig. Holdte fast om mit håndled. Jeg prøvede at rive min hånd til mig, men hans greb og styrke var langt stærkere ind jeg var. Jeg kiggede op gennem mine øjenvipper. Jeg kunne umulig gøre mig mere pinlig berørt.

”Hvorfor stoler du ikke på folk?” ordene gjorde ondt, og jeg bed mig frustreret i læben. ”Kan du ikke være ligeglad?” jeg vrisset surt af ham. Jeg kunne se forskrækkelsen ligge sig over hans ansigt, og det var også det der gjorde at han gav slip på mig.

”Jeg er ikke ligeglad med andre, uanset om du kan lide det eller ej” hans stemme var bestemt, hans få skridt fik mig til at træde et par skridt tilbage. ”Du kender mig ikke, så lad det nu ligge” skridtene gjorde at jeg stod tæt på badebroens kant. ”Kathleen. Lad nu være med at gå i forsvarsposition” han sukkede irritereret. Hans ord gjorde mere ondt ind hvad jeg egentlig ville have det til, jeg kendte dem jo ikke – og de kendte ikke mig.

”Du kender mig ikke, så lad være med at beskylde mig for ting jeg ikke har gjort” jeg trak et skridt bagud da han gik frem mod mig igen. Jeg mærkede hvordan balancen blev forværrede og der gik ikke flere sekunder før jeg faldt i vandet. Jeg kom hurtig op over overfalden imens jeg spyttet vandet ud af munden.

”Kathleen” han trak vejret stramt, måske fordi han ikke ville grine af mig. Jeg kan godt sige det er alt for sent at trække det tilbage. ”Lad mig hjælpe dig” han satte sig på hug og satte hånden ned til mig. Jeg lod min hånd ramme hans, men i stedet for at lade ham hjælpe mig op valgte jeg at hive ham med ned i vandet.
Jeg kunne se i de få sekunder det tog ham at ramme vandet, at hans ansigt var overrasket. Hans hoved tittede op igen efter få sekunder, jeg kiggede på ham og han kiggede på mig.

”Jeg kan for resten godt selv” jeg kunne ikke lade være med at sende ham et ægte smil. Hans hår der var sat op, var fuldstændig ødelagt.

”Kathleen” han skubbede mig blidt. Jeg røg nogle millimeter tilbage i vandet imens jeg sendte ham kort et smil.

”Hvad er der med at dig og Harry elsker at sige mit navn?” jeg løftede det ene øjenbryn. ”Kathleen, hvorfor skulle jeg i vandet?” han prøvede at holde hans faste mine, men det mislykkes godt og grundig.

”Fordi hvis jeg skulle i vandet, hvilket er din skyld. Så fortjener du også at komme i vandet” jeg kiggede rolig på ham. Jeg kunne se hans undrende blik, han åbnede og lukkede munden kort efter.

”Jamen tak” han skubbede vandet overmod mig, så vandet automatisk sprøjtede på mig. Jeg grinede svagt, men nok til at det kunne høres.

”Kathleen” han var svømmet hen til mig, vi var tæt nok på hinanden til at jeg blev nervøs igen. Jeg kiggede ned i vandet, da hans hånd greb fat i min hage og holdte den oppe.

”Harry, er en god dreng” hans blik var limet til mig, og jeg følte at det var utrolig ubehageligt.

”Man har hver sin mening” mit blik flakkede imens han gjorde alt for at holde mit blik.

”Lov mig i det mindste at du giver ham en chance” han trak i smilebåndet. ”Liam. Hvad tro du jeg forgæves prøver på?”  jeg kunne ikke lade være med at lade et par tårer ramme vandet. Liams hånd havde givet slip på min hage, så mit blik havde søgt vandet hurtig igen.

 

”Kathleen, hvad er der sket med dig?” vi var begge kommet op på badebroen. Jeg havde mine ben svingende ud over kanten, Liam sad dog med ophøjede ben.

”Hvad mener du?” jeg viste nok godt inderst inde hvad han mente. Men hvem ville indrømme det.

”Kathleen. Du er en af de piger som gemmer på en kæmpe og smuk stemme” jeg kiggede forundrende på ham. ”Hvad?” stammet jeg nervøst. ”Du gemmer din smukke stemme. Du kan ikke selv høre det, men det kan alle andre” jeg kiggede stadige på ham. Der var noget der ikke kunne få mit blik til at søge mod broen denne gang.

”Det passer ikke” jeg stammede utrolig meget, men det gjorde jeg nogen gange når jeg var nervøs og social akavet.

”Den dag du indser du gemmer på en smuk stemme” han trak vejret kort. ”Er den dag verden har fået en ydmyg stjerne”  jeg åbnede chokeret min mund.

”Tænk over det” han rejste sig og bevægede sig væk fra mig. Jeg sad stadige med åben mund, hvad var det lige han havde sagt til mig. Den verdenskendte dreng, roste mig, og det skræmte livet ud af mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...