Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25810Visninger
AA

5. Kapitel 4: Harry Styles

Everything will be alright
If you keep me next to you
You don't know about me
But I'll bet you want to

- 22, Taylor Swift

 

 

Jeg satte i løb efter hende, og nåede hurtigt op på siden af hende.
"Hvorfor er du så fjern?" Spurgte jeg.
Hun var den eneste af de unge piger der ikke havde skreget efter mig, da jeg var trådt ind i øvelokalet.
Derfor fangede hun min opmærksomhed. 
Hun rystede på hovedet, og skulle til at løbe videre, da jeg lagde en hånd på hendes skulder.
Hun stirrede forbavset, nærmest som var den et monster.
Jeg sendte hende et lille smil og et bedende blik.
"Please? Jeg vil ikke løbe alene." 
"Hvorfor løber du ikke bare videre?" Hun lød nervøs og bedende. Jeg gav slip på hende og kiggede opgivende op i skyerne. 
"Kathleen." Hendes navn kom ud af mig, som var det en ædel genstand. Hendes navn lå godt i min mund. Hun skælvede. Hun var virkelig ikke vant til, at få opmærksomhed fra andre. Altså måske. Jeg kendte hende jo ikke.
Hun kiggede ned i jorden. "Undskyld, men jeg vil altså gerne videre," sagde hun mumlende og skyndte sig at sætte sig i løb.
Jeg havde ellers håbet, at jeg ville have kunnet komme i kontakt med hende. Men selvfølgelig ikke. Hun var alt for genert, og slet ikke som jeg havde troet. Jeg spidsede læberne, og skyndte mig tilbage til hytten. Jeg hadede at lyve, men den eneste grund til, at jeg var trukket i løbetøjet, var fordi jeg gerne ville i kontakt med hende. 
Og fordi jeg havde godt af det, men altså.
Jeg hev døren til hytten op.
"Det gik sku godt nok stærkt," grinede Louis. Jeg svarede ham ikke, men trak den stramme løbetrøje af mig. Jeg foldede den sammen og lagde den ned i kufferten igen. Ingen grund til at ligge den til vask, eller noget. Den var overhoved ikke svedig. 
"Hvorfor er du sur?"
Louis blev ved. Og hvor var de andre egentlig? 
"De andre er ude med deres hold."
Tak Louis. Og hold så kæft. Jeg har haft en af de værste dage, ever.
Jeg trak en almindelig, tynd langærmet trøje over hovedet. Det var stadig køligt udenfor, selvom det var juli.
Jeg fik sparket løbeskoene af, og satte mig opgivende i Liam's underkøje.
Louis løftede øjenbrynene. "Du fik pigerne, hvad?" Drillede han.
"Hold nu kæft," vrissede jeg.
Jeg var pissesur over, at der var én samarbejdsdygtig på mit hold, og hun var ikke til at komme i kontakt med.
"Easy," grinede Louis. Han løftede fladt hænderne forsvarende op. "Det var bare for sjov."
"Bare fordi du fik de piger, der knap nok ved hvem vi er," sagde jeg irriteret.
"Ja, og Liam fik drengegruppen og Niall et blandet hold."
"Idioter," åndede jeg. "Harry?" "Ikke noget. Glem det."
Uden at tænke specielt meget over det, trak jeg mine halvlange løbebukser af, og fandt et par løse frem.
"Hvad har du tænkt dig at gøre imorgen?"
Jeg trak på skuldrene. Den sidste aften her, skulle hver gruppe fremvise en sang, sammen med deres coach.
Det vil sige, jeg og de håbløse piger, jeg ikke engang vidste om kunne synge, skulle spille en koncert med mig.
Fedt. 
Jeg fik trukket de afslappede bukser på.
"Hvad med jer?" Spurgte jeg, oprigtigt interreseret.
"Det går godt. De har en god stemme, allesammen." "Heldigt," mumlede jeg, og kløede min hage.
"Harry," Louis' opmuntrende tonefald fik mig til at se op. "Du skal nok klare den."
Selvfølgelig ville jeg kunne det. Og jeg vidste lige hvordan.


"Godt. Hør lige," råbte jeg.
Pigerne der hang op ved mine skuldre, skælvede over mit høje udbrud.
Åh, de skulle bare vide, hvor meget jeg havde holdt tilbage.
Jeg sendte flokken et anstrengt smil.
Fire opgivende piger. To ligeglade drenge.
Og én genert pige. Jeg vidste at alt det musikalske jeg kunne komme efter, var med hende. Så jeg måtte under huden på hende.
Jeg sendte de fire irriterende piger et venligt blik. "Sæt jer lige, så vi kan komme igang," jeg afholdte mig fra at vrisse.
Flokken af unge mennesker, satte sig, så de sad i en lang række foran mig. Okay, nu skulle jeg lige passe på. Jeg var vidst kun to år ældre end den ældste. 
"Godt. Lad os tage en runde." Jeg løftede øjenbrynene. 
Selvom jeg kiggede neutralt på dem, var mit blik stadig 'strengt'. Det var ihvertfald noget jeg havde fået at vide. Og lige nu kom 'strengheden' til gode.
Pigerne sad nemlig helt stille. Jeg var nysgerrig om, om de overhoved kunne noget.
Kathleen sad yderst, en lille plads væk fra den ene af drengene. Jeg sagde ikke noget til hende.
Men jeg kiggede hen på hende.
"Hvad er dit navn?" 
Selvom jeg vidste hvad hun hed, så skulle de andre ikke vide, at jeg havde været i kontakt med hende. Det var jo ligesom at pille ved en tændt bombe.
Hun kiggede overrasket på mig og derefter nervøst på de andre, der havde blikket på hende. Hun rømmede sig. 
Hvis ikke hun var det eneste håb, for denne gruppe, havde jeg været irriteret over hendes generthed.
Også selvom det ikke var fair. 
Hun rømmede sig endnu en gang. "Jeg hedder Kathleen. Kathleen Beck," sagde hun lavt. Hun havde en hæs undertone i sin stemme, men jeg tror kun den var der, fordi hun snakkede lavt.
Hun slikkede sig om læberne, og kiggede hen på mig.
Jeg lagde hovedet på skrå, og sendte hende et skævt smil.
En af de irriterende piger, blundede højlydt - Nina, tror jeg hun var - men jeg ignorerede det.
"Jeg er 20. Og æhm..." Hun fumlede lidt med sine fingre. "Jeg har sunget siden jeg var helt lille. Jeg var med i et skolekor, da jeg var 12. Også har jeg bare sunget og skrevet sange lige siden."
Jeg sendte hende et lysende smil. "Kan du spille?" Spurgte jeg begejstret. "Lidt. På guitar." Jeg nikkede.
"Fedt." Jeg nikkede lidt for mig selv, og mødte kort hendes kraftige, blå øjne.
Jeg lykkedes mig at flyve væk i dem i et par korte sekunder, inden jeg bad de andre om at præsentere dem selv, ligesom Kathleen havde gjort.

Da alle havde fået snakket ud - nogle i en hvis flirtende tone - bad jeg dem om at jeg rejse sig.
"Nu skal vi synge." Jeg kiggede rundt på dem alle. Mit blik lå dog lidt længere tid på Kathleen, men det var fordi jeg ville have hendes opbakning.
"Jeg foreslår, at vi kan varme op sammen, også går vi hver for sig."
"Hvorfor hver for sig?" Spurgte en af drengene. Jeg tænkte mig lidt om.
Min plan var god, hvis jeg skulle i kontakt med Kathleen, men dårlig hvis de andre skulle.
"Fordi jeg gerne vil vide hvad jeg kan sætte sammen."
Heldigvis var der ingen der syntes jeg lød nedladende eller højrøvet. Men det var trods alt mit arbejde, at få den rodebutik de nu var, til noget ordentligt.
"Vi starter bare med dig," jeg gav Kathleen et lille tilfældigt vift med hånden.
Hun kiggede forbavset på mig. "Skulle vi ikke varme op?" Spurgte hun. Jeg smilede. "Det behøves vi vist ikke. Kom med mig," jeg åbnede døren ud fra træningslokalet, og efterlod de andre derinde.
"Har du din guitar med?" Jeg kiggede mig om bag skulderen. Hun var kun omkring et hoved lavere end mig. Hun kom op på min side. "Ja. Men jeg forstår altså ikke hvorfor vi skal være hver for sig," sagde hun lavt.
Jeg smilede svagt til hende. Men jeg svarede hende ikke.
Jeg gik rundt om bygningen, og ned af en lille sti, jeg aldrig havde set før. Hun gik i stilhed ved siden af mig, med sin guitar i hånden. 
"Harry?"
"Ja?"
"Jeg er ked af, at jeg var så uvedkommende igår," hun rømmede sig svagt. "Jeg ville ikke virke uhøflig," mumlede hun. 
"Det er okay. Faktisk var det lidt rart," svarede jeg bare.
"Rart?" "Mhm. Du ved, at du ikke forsøge at få min opmærksomhed, men at det i stedet var omvendt."
"Åh."
Vi gik længere ned af stien. Træerne om stien blev tykkere og kraftigere. Vi kom længere ud i skoven.
"Skriver du sange?" Spurgte hun mig. Jeg blev faktisk en anelse forbløffet over hendes spørgsmål. Jeg vidste ikke rigtig, hvor genert hun i virkeligheden var. Eller også var jeg nem for hende, at tale med?
"Ja. Hvis det ikke er en sang, så skriver jeg mine følelser ned. Så kan det være, at jeg kan sætte det sammen til en sang en anden gang," jeg sendte hende et lille smil.
Hvis jeg gav hende min måde at skrive sange på, kunne det være hun fik inspiration.
"Jeg kan godt lide det," sagde hun. "At skrive sange, altså," pointerede hun. Jeg smilede skævt til hende.
"Det er som om det er det eneste der forstår mig," hendes kinder fik en svag lyserød farve.
Det var vel i grunden meget sødt.
"Hvor skal vi hen?" Spurgte hun forsigtigt.
"Jeg aner det ikke," sagde jeg med et grin. Lige nu fulgte vi bare stien. Måske den ville føre os et ordentligt sted hen.
Vi gik i stilhed, i lang tid.
"Må jeg spørge dig om noget?" Spurgte hun tøvende.
"Selvfølgelig."
"Hvordan er det at være kendt? Altså, på grund af sin stemme?" Spurgte hun.
Det overraskede mig, at hun ville vide svar på det. Men der var noget i mig, som fik mig til at sige sandheden.
"Det er okay. Det er jo fedt, at jeg kan bruge min stemme, som levesmål, men der er mange konsekvenser, ja." 
Hun tav. 
"Vil du gerne være kendt?" Spurgte jeg hende om. Jeg håbede inderligt at hun svarede...
"Nej. Nej det kan jeg ikke finde ud af," skyndte hun sig at sige.
"Det kan du ikke finde ud af?"
Stien var stoppet. Vi var nået en ny lysning, hvor en lille sø var. En gammel, slidt robåd vuggede idyllisk i den beskidte sø. Her skulle man nok ikke bade. Jeg trådte hen til badebroen. Der var et bænkeværk, som man kunne side ved. 
Hun satte sig overfor mig.
Jeg forventede ikke et svar på det sidste spørgsmål, og skiftede i stedet emne:
"Hvad har du lyst til at vise?" Spurgte jeg hende. Hun kiggede nervøst ned på sin guitar, som var det hendes livlinje.
Hun svarede ikke. Hun pustede tungt ud. Var hun så nervøs?
"Du skal ikke være nervøs," sagde jeg langsomt. "Det er bare mig." Jeg kiggede mig rundt omkring, men så ikke andre end os. "Der er kun os."
Jeg var nok nået til et desperat område, hvor jeg forsøgte at få hende til at vise sine evner, men jeg ville genre have det her op at stå, og hun var den eneste der kunne bære dem.
Og hun var også den venligste af dem. Og nok også roligste. Det kunne jeg godt lide. Hun var en god type, også selvom hun var meget genert.
Det lå man ikke meget mærke til, men jeg var også temmelig genert. Men vist ikke i en grad som hendes, alligvel ønskede jeg ikke at få opmærksomhed.
Hun sukkede og gemte sit ansigt i sine hænder.
"Jeg tror ikke jeg kan," sagde hun stille. "Hvorfor ikke?" Spurgte jeg skuffet. Hun rystede på hovedet, og kørte en hånd igennem hendes hår.
Hun trak lidt på skulderen. Nervøst lod hun sit blik ramme mit. De havblå øjne skar mine grønne. Jeg havde aldrig kigget en i øjnene på den her måde. Det var som om jeg kunne læse alle de følelser hun havde i sig. Alle. Hvor nervøs og kringlet hun var, og hvor anspændt hun var lige nu. Det undrede mig, at hun lige før kunne snakke normalt til mig, dog stadig tøvende, men hun gjorde det.
Var hun i tvivl om hun kunne synge? Eller skrive? Eller spille? Havde hun lavt selvværd?
Hun knep sine øjne sammen. "Jeg har ikke lyst til at skuffe dig mere, end jeg har gjort i forvejen," næsten-hviskede hun.
"Hvorfor skulle jeg være skuffet?" Sagde jeg med et lille grin. Hun bed sig i læben. "Det... Jeg tror ikke jeg kan leve op til, hvad du forventer af os."
Jeg kunne ikke lade være med at slippe et lille grin ud. 
"Kathleen," 
Øj det navn igen,
"Jeg forventer ikke at du kan synge som en professionel sanger. Men derfor skal du ikke være nervøs. Bare syng." "Det kan du vel sagtens sige. Du kan jo bare synge,"
"Det er ikke helt rigtigt." 
Hun kiggede overrasket op på mig. "Hvad?" Jeg rystede på hovedet. 
"Jeg kan ikke bare åbne munden og synge. Det er umuligt for mig," sagde jeg og snerpede mine læber sammen. Jeg kunne selvfølgelig godt synge, men hvis det skulle lyde bare ihvertfald rimeligt, skulle jeg have sunget et par toner først.
"Ellers så spil." 
Jeg må indrømme at jeg var ved at være lidt irriteret på hende. Det var jo meningen man skulle synge her.
Hun rejste sig pludseligt op, og tog guitaren med sig.
Der gik et par minutter, før det gik op for mig, at hun var på vej væk.
"Kathleen!" Råbte jeg efter hende.
Hun satte tempoet i sine skridt op.
"Nej! Vent!" Jeg satte i løb op til hende, og fik løbet mig foran hende.
"Kathleen vil du i-" "nej, jeg kan bare ikke. Jeg ved jeg er åndssvag, og at jeg ikke burde være her, hvis jeg ikke kan synge. Og måske spilder jeg en kæmpe chance nu, men jeg..." Hun rystede på hovedet. "Jeg kan bare ikke endnu."
Hun skyndte sig forbi mig, og småløb tilbage af stien.
Jeg sukkede. 
Ville jeg nogensinde kunne må ind til hende? Den smukke, unge, mystiske pige?
Jeg tog et skridt frem, men blev stoppet af et knas.
Det var et stykke papir. Jeg samlede det op.
Det var fyldt med en forunderlig, fin håndskrift.
Jeg lagde hovedet på skrå, og rettede papiret ud.
Det var en sang. Jeg kiggede efter hende, men hun var for længst borte.
Det var Kathleens sang. 
Jeg foldede den sammen, og lagde den i min bukselomme. Den måtte jeg kigge på senere.


Jeg skubbede diskret sedlen hen til Niall, der sad overfor mig.
Han kiggede med rynkede bryn, på den lille sammenfoldede seddel.
"Hvad er det?" Spurgte han forvirret. 
Vi havde med vilje sat os for enden af de store langborde, til aftensmaden. Jeg havde fortrudt lige siden det med Kathleen, at jeg havde valgt vi skulle øve på den måde. Det havde været rædselsfuldt. Til gengæld havde jeg fundet ud af, at de irriterende piger kunne synge.
Jeg kiggede hen på Niall som en hentydning, og lod så mit blik ende på Kathleen, der sad i den anden ende af lokalet. Niall kiggede stadig forvirret på mig. Jeg lod diskret min finger pege over på hende.
"Det er hendes," sagde jeg lavt. Niall tog papiret op, og foldede det ud. "Er det en sang?" 
Jeg nikkede. 
Niall kiggede undersøgende på det.
"Har du læst den?" Jeg rystede på hovedet. Niall løftede øjenbrynene. "Hvad? Hvorfor ikke? Den er fantastisk!" 
Jeg sagde ikke noget. 
"Årh altså," Louis hev papiret ud af Niall's hånd. "Det er jo bare en sang!" Sagde han.
Jeg tyssede panisk på ham. "Det er ikke min sang. Så hver lige lidt stille." 
"Hvorfor?" Louis kiggede mistroisk på mig.
"Det er Kathleens, er det ikke?" Spurgte Liam lavt. Jeg nikkede. "Jo, og derfor snakker vi lavt," jeg tog papiret roligt ud af Louis' hånd, og foldede det sammen igen. 
"Hvorfor dog det?" Sagde Louis. Jeg sukkede. "Mit hold består af en flok flirtende irriterende piger. Og hende," jeg pegede diskret hen på Kathleen, "er mit sidste håb. Og jeg kan simpelthen ikke få kontakt til hende. Jeg prøvede idag, men hun var for genert."
"Så giv hende lidt tid, Harry. Måske vil hun egentlig gerne i kontakt med dig?"
Jeg trak på skuldrene. Det var lidt synd, at hun var så indelukket. Hun havde sikkert en fantastisk personlighed. 
"Prøv at læs det. Bare det første vers," Niall nikkede ned til det sammenfoldede papir. Jeg trak det frem, og foldede det ud:

You've got the words to change a nation
But you're biting your tongue
You've spent a life time stuck in silence
Afraid you'll say something wrong
If no one ever hears it how we gonna learn your song?

 

Havde hun skrevet det? Jeg rynkede brynene. Det var som om, hun havde skrevet en sang, til sig selv.
Det var fantastisk. Hvordan kunne hun vende sin situation imod sig selv.
Jeg ville gerne læse den færdig, men jeg var bange for hun opdagede mig. Jeg pakkede sedlen væk igen.


Klokken var næsten 23. Der var 'socialt sammenværd' lige nu, men jeg sad alene i hytten. Niall og Louis hyggede sig sikkert ude ved bålet. Jeg var dog træt og frustreret, så jeg var gået med Liam tilbage til hytten for omkring en time siden. 
Jeg sad i Louis' underkøje. Liam var i bad.
Og jeg sad og nærstuderede Kathleen's sang. 
Jeg lod mine fingre stryge hen over papiret. Hun var en fantastisk sangskriver. Det var exceptionelt. Hun havde lavet en sang om sig selv, uden at bruge 'jeg' form. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har tænkt i de baner før, nogensinde. 
Og hun havde en pæn håndskrift.
Vent, hvad? Sad jeg, og talte om hendes håndskrift? 
Den var bindende og skrå. Den lignede på mange måder min, bortset fra, at hendes var mere feminin. 

Små stilfærdige bank lød mod døren. 
Hvem bankede dog på her til? Der var da ingen der vidste at vi boede her?
Vel?
Jeg rejste mig op, for at kigge ud igennem det lille vindue. Dog var det så snavset, at det var umuligt at se ud. Jeg bed mig en anelse nervøst i læben, og gemte sangen væk under dynen.
Uanset hvem det var, skulle ingen se det. 
Jeg håbede virkelig på, at det ikke bare var en fan, der havde forfulgt mig og Liam tilbage hertil.

Jeg åbnede døren med et lille smil. 
Det første der fangede mit blik, var en ung pige med lyst hår, der talte frustreret med sig selv. Da hun opdagede at jeg havde åbnet døren, vendte hun sig forskrækket om. De samme havblå, skarpe øjne fra tidligere idag, mødte mine igen.
Det var bare løgn. Hvad lavede Kathleen her?
Jeg sendte hende et lille smil. "Hej."
Hun stirrede stadig chokeret på mig. På min krop.
Jeg kiggede ned af mig selv. Hvad var der specielt? 
Det var de rev lod mærke til, at den hvide t-shirt jeg havde på, nærmest var gennemsigtig. Heldigt jeg var mand, huh?
Jeg havde nogle knælange, løse shorts på. Noget meget befriende tøj.
Hun bed sig hårdt i kinden. "Jeg ville bare lige sige undskyld for det tidligere idag," sagde hun stille. Jeg hørte indefra, at Liam trådte ud af badet, så jeg trådte ud af hytten, og lukkede døren.
Jeg kunne da godt skåne ham. Også selvom det ville være lidt sjovt. Men kun lidt, for Kathleen var her også. Jeg viste vej med hånden. "Skal vi ikke gå lidt væk? Jeg vil helst undgå, at nogle ser hvor vi bor."
Uden et ord fulgte hun med mig om bag nogle af hytterne, og hen til et bord og en bænk.
Jeg satte mig, og hun satte sig overfor. 
"Undskyld..." Sagde hun tøvende og lavt. Jeg smilede beroligende til hende. "Det er okay. Jeg vil ikke tvinge dig til noget, det må du ikke tro." Hun skuttede sig lidt, og kiggede ud til siden. "Og undskyld for at jeg forfulgte dig lidt meget. Du ved, lige før," sagde hun med røde kinder. Jeg grinede. "Så længe du ikke siger det videre." Hun nikkede hurtigt, og lige med det samme. 
"Jeg må hellere tilbage..." Hun pegede sig akavet over skulderen. Jeg greb fat i hendes hånd. Det her var min chance. 
"Vil du ikke blive og snakke lidt?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...