Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25991Visninger
AA

29. Kapitel 28: Harry Styles

Cause all that I got should be enough to make it work
Cause all that I want is to love and just be loved
 

- I Won't, Little Mix

 

 

 

Jeg stod lidt bagved, sammen med drengene. Længst væk fra Liam. Jeg tror han kunne fornemme, at noget var helt galt, for han sagde intet.
"Sony Music vil gerne forære en pladekontrakt, eller noget lignende. Jeg vil gerne have Michelle Cain, Emilia Rostock og..." Joanna tav et øjeblik. "Kathleen Beck herop."
De to andre piger, de så begge ældre ud end Kathleen, skyndte sig derop.
Kathleen derimod, kiggede overrasket op, og kiggede hen på pigerne og Joanna.
Hun kiggede mængden af mennesker der stod på scenen. Jeg var en af dem, men jeg stod så langt væk at jeg kunne se hende, men hun ikke kunne se mig.
Hun spændte i sin kæbe, inden hun langsomt gik frem. 
"I var utrolige i aften. Det var helt fantastisk." Joanna der netop havde talt, gik med det samme hen til Kathleen.
Hun kunne ikke se hende i øjnene, og der var intet moderligt i hendes opførsel. Hun var kun professionel nu.
"Sangen du sang i aften vil vi gerne indspille. Den var fantastisk skrevet." Hun kiggede hen på de to andre. "Men jer, vil jeg gerne have ind i studiet, og så med en anden sang." Joanna sendte dem et lille smil.
Pigerne hvinede og lignede nogen der havde fået sit livs drøm opfyldt. Kathleen havde blikket i jorden, og så mere nervøs end glad ud.
Men hun så så tilfreds ud oppe på scenen? Hvad går galt?
"I var allesammen helt fantastiske i aften." Joanna trådte ud til scenekanten. "Og husk, grunden i ikke fik noget i aften, er fordi i får noget bedre senere hen. Tusind tak for i aften."
Høje klapsalver lød og folk hujede og lykønskede. Kathleen løb væk fra scenen og ud bagved. Jeg løb efter hende ud, og fandt hende i pigernes omklædningsrum.
Hun sad hulkende på en stol ved et spejl bagerst i et hjørne.
Jeg gik langsomt hen til hende. Hun kunne se min refleksion i spejlet. 
Hun snøftede højt. "Er det virkelig det?" Græd hun. Jeg lagde mine hænder på hendes skuldre. "Hvad mener du?" Hviskede jeg.
"Er det det bedste jeg kunne få? En pladekontrakt hos min mor?" Hun vristede mine hænder af sig.
"Kathleen..." Jeg drejede stolen hun sad på, så hun vendte hen imod mig.
"Det er det bedste du kan få," sagde jeg lavt. "Så... Harry hun hader mig" sagde hun knust.
"Nej," jeg satte mig på hug, så jeg kunne kigge op på hende. 
"Din mor elsker dig meget højt. Hun elsker dig Kathleen," jeg lagde min hånd på hendes knæ.
"Det er det aller bedste du kan få. For den her branche er meget hård, og du vil altid have din mor til at beskytte dig." 
"Men hun forlod mig. Hun vil ikke beskytte mig."
"Nej, Kathleen," jeg kiggede ned lidt. Hvordan skulle jeg sige det?
"Din mor gjorde det for at beskytte dig. Ligesom dengang... Kan du huske dengang du tog hjem, fordi du ikke ville såre mig? Det var det samme din mor gjorde. Hun... Der skete noget dengang du var barn, som gjorde din mor ikke ville såre dig. Men hun sårede dig netop, da hun tog væk. Ligesom det med os.
Kan du huske hvad jeg sagde til dig da du ville gå?"
Hun nikkede forsigtigt.
"Det gjorde jeg fordi jeg elsker dig," hviskede jeg. Jeg tog fat om hendes kinder og bukkede hendes hoved ned til mit, så jeg kunne kysse hendes pande. "Det var også det din mor gjorde. Dine forældre elsker dig."
Hun snøftede. 
Hendes blik flyttede sig fra mig, og hun kiggede i stedet hen til døren.
Hendes forældre stod i dørkammen med sammenflettede fingre, og med tårer i øjnene.
Et lille hulk forlod hendes læber.
"Lad mig være," hikstede hun. Hun slog mig hårdt væk, og løb hurtigt forbi os allesammen. 
Jeg farede op fra min stilling og skubbede rimeligt hårdt til hendes far, for at løbe efter hende udenfor.
Hun stod ude ved lysningen alene.
Hun faldt grædende sammen på en træstamme der var placeret rundt om det utændte bål.
Justin løb op til min side. "Jeg tror du skal lade hende være."
Jeg kiggede hen på ham. "Med de tanker hun har i sig lige nu? Nej, Justin," jeg forsøgte at gå videre hen til hende, men Justin holdte mig tilbage.
"Jeg har set hende sådan før. Hun plejer at lade det forbipassere efter et stykke tid."
"Men den her gang skal det ikke forbipasseres! Hun skal forstå at det her er hendes familie. At vi elsker hende," jeg kiggede ham denne gang i øjnene, og da han så mit bestemte blik, nikkede lidt.
"Så er du selv ude om det."
Jeg gad ikke at tænke mere over hans kommentar, og skyndte mig i stedet hen til Kathleen. Jeg satte mig ved siden af hende.
"Kathleen..." Hviskede jeg svagt.
Hun skælvede da hun hørte min stemme. 
"Harry jeg kan ikke forstå noget..." Græd hun. Jeg tyssede blidt på hende. "Du skal ikke forstå noget," jeg trak hende ind til mig, så hun lå lænet op ad mig.
"Men jeg tror gerne at hun vil fortælle dig noget."
Jeg strøg forsigtigt Kathleen over håret, og kiggede hen på hendes forældre der sad ved træstammen til venstre. Sylvia og Justin havde taget plads ved den til højre.
Joanna skælvede, nærmest rystede, da alles blikke landede på hende. 
"Det... Det er..."
"Fortæl hende det, Joanna. Hun fortjener det," Sylvia kiggede sørgmodigt på hendes søster.
Joanna pustede tungt ud.
"Ved du hvor gammel din far er?" Startede hun rystende.
Kathleen ventede lidt med at svare. "42," svarede hun til sidst.
"Ja. Og jeg er 41" Joanna snøftede. "Vi var meget unge da vi fik dig. Det var ikke som sådan en fejl... Men vi var stadig unge. Forlovede." 
Joannas stemme blev mere kontrolleret. 
"Din far var ved at uddanne sig som politimand. Det siger sig selv. Men jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen," hun rullede frustreret sine læber sammen.
"Så jeg ventede, og vi fik dig. De første år var alt fint. Vi blev gift... Jeg tog den pædagogiske uddannelse. Du voksede stille og roligt op. Men..." Joanna lod tårer falde ned af hendes kinder.
"Jeg var bange for, at skulle ødelægge dig, at jeg ikke ville kunne hjælpe dig, når du begyndte at skulle begynde at udvikle dig. Kathleen jeg fandt ikke mig selv. Jeg nåede ikke at finde mig selv, før jeg fik dig. Og jeg vidste at jeg ikke ville kunne hjælpe dig, hvis jeg ikke havde fundet mig selv endnu. Så jeg tog afsted."
Joanna gemte sine hænder i sit ansigt. 
"Og idag... Idag lykkedes det."
"Vent, så det hele var med vilje?" Min stemme var ret høj.
Joanna kiggede hen på mig. 
"Ja." Hendes øjenfarve var næsten magen til Kathleen. Den bar bare på så mange flere ting, så hendes øjne var næsten nok til at slå mig omkuld. Ikke så sært, at det var Kathleen's øjne jeg bland andet faldt for. 
Joanna kiggede hen på hendes ældre søster, som om hun forventede at hun ville fortsætte.
Sylvia rømmede sig. "Det var med vilje, at netop i år, at du skulle med på den her lejr. Fordi vi ventede..."
Hun tøvede og kiggede hende på Joanna.
Hvad var det de havde ventet på?
"Vi vidste at du ikke havde lært alt det her hvis de ikke havde været her."
"Hvad mener du dog?" Kathleen's stemme rystede. 
"Jeg mener, at hvis du havde været på den her lejr sidste år, så havde du ikke lært at elske nogen. At være bange for at såre nogen..." Joanna kiggede op på den halvmørke himmel.
"Det... Det var helt med vilje at sende dig på lejr, da One Direction var her. Jeg kender dem jo."
"Men vi kender ikke dig," skyndte jeg mig at sige.
Jeg havde aldrig, aldrig, aldrig hørt om Joanna Beck før.
"Nej selvfølgelig ikke, jeg er jo bare hende der hiver folk ind i branchen," sagde Joanna.
"Jeg vidste at de ville forstå dig. Forstå hvad du manglede."
"Og jeg vidste at du ville finde dig selv, hvis du lod dine følelser styre dig. Derfor lod jeg dig og Harry være sammen," mumlede Sylvia.
Kathleen holdte igen for ikke at ryste. 
De havde fanme været udspekuleret de to. Hvordan havde de...?
Jeg sukkede dybt. 
"Fandt jeg så mig selv?" Hviskede Kathleen spinkelt.
For første gang i denne samtale åbnede hendes far munden.
"Ja. Oppe på den scene... Hvor du sang den sang du selv havde skrevet, og du lod dine følelser stikke ud. Dér fandt du dig selv."
Kathleen tørrede tårer væk fra hendes øjekroge. 
"Men hvad skal jeg så nu?" Hendes stemme rystede.
Joanna og Sylvia kiggede på hinanden.
"Det er noget du selv ved, Kathleen," sagde Joanna langsomt. 
Hun kiggede hen på sin datter. "Og jeg ved at du kan træffe den beslutning. Jeg ved hvor meget du har været igennem de sidste tre uger. Hvor bange og utilpas du har følt dig. Men jeg ved at du kan."
Kathleen lænede sig tungt tilbage i min favn og tog klamrende fat i mine hænder.
"Men jeg vil ikke såre nogen," hviskede hun. 
"Det gør du heller ikke," skyndte Justin sig at sige. "Men én ting er vigtigt at sige," vi alle kiggede hen på ham. 
"Du bor ikke i lejlighed med mig mere, efter den her lejr."
Kathleen rynkede brynene. 
Så Kathleen boede sammen med Justin?
"Øh..." Hun kiggede ned i jorden. 
"Du må gerne bo... Sammen med mig," sagde jeg usikkert. "Hvis du altså vil det," jeg bed mig nervøst i læben. 
Hun vendte sig og kiggede op på mig.
"Men..." Hun rødmede. "Altså..."
Kathleen's far grinede. "Vi kan tage den her senere. Men du skal vide, at der kommer til at ske en ændring nu."
Kathleen kiggede hen på sine forældre.
"Jeg kommer tilbage nu," sagde Joanna. "Men... Men hvis du ikke vil kendes ved mig, så forstår jeg det. Du skal ikke føle dig forpligtet til at tilgive mig. Jeg ville aldrig have gjort det selv."
Kathleen kiggede ned på mine hænder, som hun holdte i sine. 
"Men det er det man gør, ikke? Man tilgiver den man elsker?" Kathleen kiggede hen på sin mor.
Den lune brise hev blidt fat i hendes hår og legede med det. Hun skubbede det forsigtigt væk.
Joanna kiggede længe på hende.
"Jo," sagde hun stille. "Ligesom at du tilgav Harry, ikke? Og han tilgav dig."
Kathleen sukkede tungt ud. 
"Kathleen du er ikke tvunget til at tilgive hende. Jeg har ikke tilgivet hende," Sylvia kiggede sigende på Kathleen.
Kathleen bed sig forvirret i læben. Jeg kunne godt se det. Kunne man tilgive sin mor?
"Hvorfor blev du ikke bare dengang? Og blev ved med at være pædago?"
Jeg kunne se og mærke at det her var et meget ømt punkt for Joanna. Hun ville helst undgå at tale om det.
"Fordi jeg var dum. Og egoistisk. Jeg..." Joanna trak opgivende sine hænder op foran sig. 
"Jeg troede jeg gjorde det rigtige. Jeg troede at det ville være bedre, hvis jeg ikke var hos dig. Hvis det kun var din far der var ved dig."
Jeg var så opslugt af mine tanker og Joannas ord, alle forvirringerne, alle puslespillene der pludseligt blev lagt sammen, at jeg ikke opdagede at Kathleen lå og hulkede op af mig.
Jeg farede lidt forskrækket sammen, og strammede yderligere mit greb beskyttende om hende.
Joanna gemte sit ansigt under sit halvlange hår, men jeg kunne så nogle få tårer der gled ned ad hendes kinder.
Jeg åndede tungt ud. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle føle længere.
"Så det vil sige..." Startede jeg nervøst. Hurtigt fik jeg opmærksomheden fra dem alle. "At det var meningen at Kathleen skulle blive forelsket i en af os, og derefter, så mærke alle de her ting?"
Joannas gråd blev en anelse højere. "Ja," sagde Sylvia tonløst. "Men som sagt, støtter jeg stadig ikke min søster i de åndssvage beslutninger," vrissede hun. 
"Det er ikke det vi skal diskutere lige nu," svarede Kathleen's far irriteret. Han lagde en arm om sin grædende kone.
"Men hvad så? Prøv lige at se hende! I har jo ødelagt hende mere end i har reddet hende!" Justin lød frustreret.
"Jeg troede jo ikke det ville blive sådan!" Råbte Joanna grødet.
"Nej! Det tror du jo altid, og hvem ender du så med at såre?! Du aner ikke hvor mange timer jeg har brugt på at trøste hende, når hun bare ét minut tænkte på dig!" Justin rejste sig voldsomt og pludseligt op.
Joanna holdte et frustreret skrig tilbage, og sank sammen endnu engang på træstammen. "Jeg vil ikke høre ét eneste ord om, at du har haft det hårdt, når Kathleen har haft det meget værre!"
Han lignede en der var parat til at springe over og slå hende. 
Jeg syntes ikke han var så fair, for han havde aldrig rigtig snakket med hende, og nu stod han bare der og skældte hende ud. Jeg kunne desværre godt forstå det. Fra begge synsvinkler.
"Justin, jeg vil ikke se den opførsel fra dig, især ikke lige nu," skældte Kathleen's far ud. 
"Du fatter ingenting! I fatter ingenting nogen af jer for fanden!" Råbte Justin. 
Jeg tror der var noget der gik op for mig i det øjeblik. Hvorfor skulle han ellers forsvare hende så meget?
Men lige da jeg skulle til at sige noget, dukkede den syvende person op, og det skulle vise sig at han ville redde dagen, på trods af alt det han havde ødelagt.
"Stop!" Han løb hen til Justin og holdte ham tilbage fra at løbe imod Joanna.
"Du er ikke fair," han kiggede død alvorligt på Justin. 
"Hvad ved du om det? Du har heller ikke gjort andet end at ødelægge alt," 
Liam's ansigt falmede. Justin havde jo ret, men måske var det her snittet til at gøre alt godt igen.
"Jeg ved godt at du gerne vil hjælpe Kathleen, men måske er det dig der ødelægger hende lige nu," sagde Liam.
Justin kiggede længe på ham, og kiggede så hen på mig, der havde armene om Kathleen's liv. Vi kiggede bare begge to helt oprejste, og helt forbløffede med store øjne på Justin og Liam.
"Jeg ved det selv. Jeg kender din følelse," sagde Liam langsomt.
Mine mistanker blev tættere en realitet.
"Det har været rigtig, rigtig hårdt for mig. Og jeg kan forestille mig hvor hårdt du har haft det, især når du har boet sammen med hende."
Kathleen åbnede munden, og lukkede den igen.
"Jeg blev også forelsket i hende. Altså..." Liam kiggede ned. "Hvordan kan man lade være?"
"Hvad?!" Aldrig havde jeg set Kathleen så ophidset og skræmt, i hele mit liv. I de tre uger jeg havde kendt hende, havde jeg troet at hun havde vist mig alle sine sider, men nu var hun som en helt anden person.
Hun vristede sig fri fra mit greb og gik direkte hen til Justin og Liam. Nervøst gled jeg ud til kanten af træstammen.
"Er du forelsket i mig?" Skreg hun af Justin. 
Justin skælvede. "Jeg var, Kathleen. Og jeg troede virkelig jeg måske havde en chance, men nej. Tre uger og så har du en anden. Hvad skulle jeg tro? Han er jo en toptrimmet superstjerne! Ved du hvor dum jeg føler mig?"
"Ved du hvor dum jeg føler mig?" Spurgte hun mere kontrolleret. "I to år har jeg boet sammen med dig. Og du fortalte mig intet. Hvor meget tror du jeg har til overs for dig nu?"
For ti minutter siden havde jeg aldrig kunnet fortælle mig selv, at dette ville ske.
Den lune brise fra før, blev erstattet med en iskold en.
Jeg troede ellers det var juli måned. 
"Kathleen lad være med det der..." Sagde Liam forsigtigt. 
"Du er måske bedre?" Vrissede Kathleen.
"Hvem fanden kan jeg stole på?" Råbte hun af os alle. 
"Hvem af jer er overhovedet interreseret i mig? Og mine følelser?"
"Det er vi alle Kathleen, du kan bare ikke se det," sagde Liam med det samme.
"Hold nu op," 
"Kathleen han har ret, okay? Lyt for en gangs skyld til os," Joanna vendte hende om, så de stod ansigt til ansigt. 
Kathleen var et hoved højere end sin mor. Men det var vel naturligt, nu hvor hendes far selv var høj.
Hun kiggede sørgbart, nedtrykt ned på hende. 
Hun var stensikkert forvirret over hendes følelser, præcis ligesom jeg.
"Vi elsker dig så højt allesammen. Liam har ret. Og..." Joanna spændte i sin kæbe og jeg kunne se Kathleen blive mere og mere rastløs.
"Vi har aldrig, aldrig nogensinde villet såre dig. Men vi er alle så egoistiske. Måske kan vi ikke engang få os selv til at indrømme det, men det er vi. Vi tænker faktisk mest på os selv. Og det er noget vi alle skal blive bedre til. Vi skal blive bedre til at opdage fejlen, inden den sker. 
Det er vigtigt at du bliver sammen med Harry," 
Jeg skælvede da hun nævnte mit navn,
"For han er den eneste af os, der har været i stand til at kunne se de fejl. Hvem var det der kom tilbage efter dig da du tog hjem? Hvem har tilgivet dig gang på gang, også selvom det var en stor dum fejl du lavede?"
Kathleen snøftede, men svarede ikke.
Jeg var målløs over hendes ord. Jeg forstod hende ikke.
Jeg var så forvirret.
"Jeg er ked af det drenge, men jeg kan se at i ikke elsker hende. Ikke på samme måde som Harry gør," sagde Joanna til Liam og Justin. "Og jeg ved det er svært, men det er endnu en egoistisk fejl, som vil blive en realitet hvis vi ikke passer på."
For en gangs skyld dukkede et stolt smil op på Sylvias læber.
"Og..." Joanna trak et sammenfoldet stykke papir op fra sin lomme og rakte den til Kathleen.
"Pladekontrakten er din, hvis du vil have den. Men det er et stort valg."
Joanna kiggede hen på Liam og jeg. "Det er hårdt. Men jeg er sikker på du kan. Du kan med vores støtte."
Kathleen foldede papiret ud og kiggede tonløst på det.
Joanna sukkede. "Du skal ikke tilgive mig. Du skal slet ikke tænke på mig. Jeg syntes du skal bestemme hvad der skal ske nu, hvad der skal ske i din fremtid. Jeg er villig til at give slip på det hele igen."
Kathleen sank med besvær en klump.
"Hvis jeg siger ja til det her, hvad sker der så?" Hviskede hun grådkvalt.
Joanna sendte hende et lille smil. "Så kommer du i studiet og skal indspille et album. Nogle singles. Du skal skyde musikvideoer. Og hvis du får succes - hvilket jeg garanterer dig for du gør - så kan du få flere jobs. Mange flere jobs."
Joanna blinkede kækt med sit ene øje, og Liam indså det samme som jeg.
Hvis hun blev succesrig, kunne hun få en sammenhæng til One Direction, ikke bare venskabeligt, men også professionelt.
Kathleen, please sig ja?
"Det er op til dig. Bare husk at vi elsker dig. Det er det vigtigste i denne verden. Kærlighed."
Joanna var parat til at gå igen, da Kathleen pludseligt sprang ind i hendes favn. 
Hun knugede den midaldrende kvinde hårdt ind til sig, som ville hun aldrig kunne give slip.
Meget stille, men alligevel hørte jeg det:
"Jeg kan ikke tilgive dig. Ikke endnu. Men jeg får brug for dig i det liv jeg vil have."
Jeg hørte at Joanna lod en gråd slippe ud. 
"Det er okay. Det er okay min pige..."
De stod og omfavnede hinanden i et godt stykke tid, og jeg begyndte at føle mig mere og mere malplaceret.
Liam og Justin stod og smilede både af scenariet foran dem, men også til hinanden.
Joannas tale havde påvirket os allesammen.
Jeg havde slet ikke opdaget Kathleen's far, der med tiden var sneget sig hen ved siden af mig.
"Jeg vidste det ville ske," mumlede han. 
Et lille grin slap ud af mine læber.
"Jeg hedder forresten Marc. Jeg tror aldrig jeg har præsenteret mig for dig," han rakte mig hånden.
Jeg sendte ham et genert bredt smil. "Harry," sagde jeg bare.
Han grinede. "Det ved jeg da. Jeg tror vist heller ikke jeg slipper af med dig lige foreløbig," han nikkede hen til Kathleen, der med strålende øjen kiggede hen på mig.
Jeg sendte hende et smil.
Joanna trak sig ud fra deres omfavnelse. Med et lille lettet grin tørrede hun de sidste tårer væk.
"Hvad har du fundet ud af, Kathleen?"
Kathleen smilede, på en måde jeg aldrig havde set før. Jeg havde aldrig set hende sådan før. Forventningsfuld og lykkelig. 
Hun havde fundet sig selv. 
Havde jeg fundet mig selv? Jeg tror måske at Joanna vidste det, jeg måtte spørge hende senere.
Kathleen holdte papiret oppe. "Jeg vil gerne have den plade."
Joanna sendte hende et moderligt, kærligt smil. "Gør hvad du har lyst til. Tænk ikke på os længere. Vi er her for dig uanset hvad."
Kathleen rystede grinende på hovedet. 
"Nej. I er mig. I er et eller andet sted inde i mig," hendes stemme blev grødet, og hun fik blanke øjne.
Jeg rejste mig og gik forsigtigt hen imod dem, men Kathleen fangede mig på halvvejen i en tæt omfavnelse.
Hun holdte mig tæt ind til sig, og sukkede dybt imod min favn. Min skjorte blev våd af hendes tårer, men jeg tænkte ikke over det.
"Hvad skulle jeg gøre uden dig?" Hviskede hun.
"Åh gud Kathleen spørg din mor ikke jeg, jeg ved intet lige nu," min stemme var hurtig og forfjamsket, stadig helt rundtosset af alle de ting der var blevet opklaret.
Kathleen grinede hjerteligt og tog fat om mine kinder.
"Lad nu være med at være sådan," hviskede hun med et smil.
Jeg sendte hende selv et lille smil.
"Hmm. Jeg elsker dig," hviskede jeg så.
Kathleen's ansigt lyste op. "Jeg elsker også dig. Så... Hvad skal der ske nu?"
Jeg sendte hende et kækt charmerende smil. 
"Der sker det. At jeg, skal kysse dig," jeg løftede det ene øjenbryn. 
"Nå så det skal du?" 
"Jep. Og jeg har tænkt mig at gøre det lige nu..." 
Jeg lod mine arme folde sig om hendes krop og trak hende tættere ind til mig, så vores læber mødtes.
Det var det mest indholdsrige kys vi nogensinde havde delt. 
Der lå så mange følelser gemt i det, at vi umuligt kunne stoppe.
Altså, indtil vi ikke havde mere luft.
"Jeg vil rigtig, rigtig gerne bo hos dig," sagde hun glad da hun trak sig væk.
Jeg rynkede brynene og kiggede forvirret på hende.
Jeg kom pludselig i tanke om mit tilbud til hende.
"Nå ja!" Et lille grin slap ud af mine læber.
"Døren er altid åben," sagde jeg med et stort smil. 
Hun trak glad på skuldrene. 
Jeg kiggede om bag Kathleen hvor hendes forældre stod sammen med Justin og Liam og Sylvia og...
Niall og Louis.
Et højt lettet grin flød ud af mig. Kathleen vendte sig med det samme om, og da hun opfattede det samme som jeg, grinede hun med.
Og lige inden Sylvia hev os tilbage til scenen for at give det sidste nummer, så jeg Kathleen og hendes mors kærlige blikke til hinanden.
De havde fundet sig selv.
Og hinanden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...