Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25987Visninger
AA

28. Kapitel 27: Kathleen Beck

We’re gonna run through fire
Like we’ve never been burned
We're gonna laugh out loud
Like we've never been hurt

- Madison Beer Unbreakable

Jeg tro aldrig jeg havde været så skuffet i mit liv, jeg var retter sagt ødelagt. Det med at se min mor efter over ti år var for meget. Jeg skubbede hårdt til Harry så han røg nogle skridt bagud, jeg kunne se at det kom bagpå Harry at jeg havde så mange kræfter, det gjorde det også på mig. Jeg lod hidsigt min håndflade tørre mine blodsprængte øjne inden jeg satte i løb. Jeg var så frustreret at det eneste jeg gjorde var at løbe hen mod Harrys og min hytte imens jeg kunne høre Harrys panisk råb efter mig.

Jeg kunne ikke klare det så ligeså snart jeg kom ind i hytten faldt jeg grædende sammen. Jeg hev hulkende mine ben op til resten af min krop, så jeg lå i fosterstilling. Det havde altid beroligede mig en del, jeg vidste egentlig ikke hvorfor.

”Kathleen?” jeg kunne høre at det var Harrys hæse men varme stemmer.

Hans skridt der indikerede at han var trådt det ene skridt det tog at komme hen til mig. Hans hånd aede blidt mit hår inden han hev min grædefærdige krop op til sig. Han sad bare rolig og aede mig blidt op og ned af ryggen.

Jeg var for smadrede til at skubbe ham fra mig, så jeg lod ham bare holde om mig. Jeg lod engang i mellem mine hulk finde frem til den nedpakkede hytte.

”Kathleen” han lod blidt hans kys ramme min nakke og hen ad min ene skulder, tætteste på hans bryst.

”Harry” jeg lod et snøft afbryde min sætning.

”Det er så unfair det her” jeg rev mig panisk væk fra hans varme strøg. Bed mig hårdt i læben imens jeg kiggede på en trist dreng, drengen som betød så meget for mig, ingen andre ind Harry.

”Det kan jeg godt forstå, love.” hans ord der faktisk skulle have beroligede mig, gjorde det modsatte. Jeg kom til at udbryde for højt hvad jeg virkelig gik indebrændt med.

”Nej du gør ej Harry, ingen gør!” jeg skreg mine ord ud i ren og skær frustrationer. Han kiggede befippede på mig, inden han åbnede sin mund en smule. Han var lammede for ord, og det forstod jeg godt. Det havde aldrig været hans skyld, og det vidste han. Det var bare svært at se igennem finger med, da jeg følte at hele verden gik mod mig, lige når jeg havde det bedst i mit liv, sammen med Harry.

”Kathleen, stop” han formulerede få ord, men de gjorde mig endnu mere rasendende ind jeg havde troede.

”Stop dig selv Harry. Du ved ikke hvordan det her er. Du ved ikke en skid! Jeg bankede arrigt min hånd ind i trævæggen. Der var sådan en stor kræft der gjorde at træet gav en smule efter, for bare efterfølgende at rette sig ud. Det kan man bare ikke sige om min hånd, den sad krympede sammen, i en alt forkert stilling.

”Kathleen”  Harrys ord gjorde denne gang at jeg endelig helt registret hvad der skete med min hånd. Jeg gav et hyl fra mig, da den gjorde forfærdelig ondt. Jeg kunne mærke at Harry havde rejst sig for at komme mig til undsætning, men jeg havde ikke brug for at nogle kom mig til undsætning. Jeg ville bare gerne have sluppet for at se hende, hende jeg skulle formode at kalde min mor. Det var bare sådan, at hun aldrig ville formode at blive min mor nogensinde mere.

”Du skal ikke nærme dig mig” jeg hvæsset det igennem mine sammenbidte tænder. Kiggede igennem mine sammentværede øjenvipper.

”Kathleen” han kiggede sårede på mig. Alt inden døren gik op med et brag og ind kom Justin, han så forpustet og en anelse skræmt ud.

”Skrid Justin!” jeg rejste mig vredt og sårede op imens jeg kiggede mod de to drenge som bare ville hjælpe mig. Det havde jeg ikke brug for, det jeg havde brug for var at jeg ikke havde set min mor. Hun havde sårede mig, og jeg kunne ikke klare at blive sårede flere gange, det ville jeg ikke kunne håndtere mere.

”Kathleen. Nu stopper du fandme!” Justins øjne lynede af lyn, som mine gjorde. Det skyldes måske at han havde set hvad der var sket med min hånd, og han havde altid en bange anelse af det kun var begyndelsen.

”Du skal slet ikke blande dig, din… din” jeg skreg arrigt af Justin som bare bevægede sig lige ud mod mig. Jeg kunne mærke hvordan mine lunger blev flydt med luft, for bare at slippe det igen.

”Nu stopper du, med det der lort du lukker ud” jeg kunne skimte at Harry stod og kiggede overrasket og en anelse chokeret på senariet der udspillede sig for øjne af ham.

”Org, det skulle komme fra dig” jeg fnøs vredt og utrolig arrogant. Ja det kunne jeg godt være, det regnede man bare ikke med. Det var også kun få mennesker der vidste den side af mig eksisteret.

”Hold din mund Kathleen. Jeg ved godt hvad du mener” han trak min hånd hen til sig. Jeg prøvede dog alt hvad jeg kunne ikke at skrige da jeg hev den tilbage mod mig. Jeg kiggede med lynende øjne på Justin, Justin som også kiggede hen mod mig med de vredeste øjne jeg havde set i lang tid.

”Ikke en skid du gør. Din familie har alt hvad man ønsker sig, og alligevel vil du have mere” jeg bankede mine hænder ind i hans brystparti. Det fik bare mig til at stikke op i et smertefuldt skrig, jeg havde glemt min hånd for en stund.

”Harry. Være sød at gå” Justin vendte sig halvt om, kiggende på en trist og en anelse skræmt Harry.

”Jamen” Harry kiggede hen mod Justin og jeg. Jeg skubbede Justin tilbage da jeg havde  muligheden, hans skridt der indikerede at han lige måtte finde balancen igen. ”Skrid med dig Justin” jeg skreg igen, inden jeg ville have smadrede min hånd ind i væggen. Justin havde dog allerede registreret af det var det jeg ville, så han havde været hurtig og vendt mig væk fra væggen og holdt mine håndled stramt.

”Jeg beder dig Harry. Du skal ikke se hende sådan” jeg kunne høre ømheden i Justins stemme. Det skyldes nok at jeg kun havde været sådan få gange. Den sidste gang var da min mor var gået fra mig.

”Hvad, hvorfor?” Harry var tabt for ord. Justin holdte godt om mine håndled, så han havde en mulighed for at kigge tilbage på Harry.

”Kathleen har kun gjort det få gange. Det har dog altid skyldtes hendes mor” han trak vejret, jeg fnøs vredt.

”Det er kun hende der kan såre Kathleen så meget” jeg grinede håneligt imens jeg vred mine håndled under Justins greb.
”Det er så meget løgn” jeg fnøs kort.

”Se dig selv Kathleen. Tro du jeg er dum” han strammede grebet om mine håndled, da han kunne mærke at de var ved at slippe fri.

­­”Se dig selv Kathleen. Du siger at det ikke er en der har sårede dig” han kiggede bekymrede på mig. Jeg ville have grint, men det han sagde havde den effekt på mig, som han vidste den havde. Jeg skreg, jeg græd men allermest var jeg dybt sårede.

”Kathleen” Harry prøvede at snakke til mig. Det sårede mig, at se jeg havde sårede ham så meget, men jeg kunne alligevel ikke fokusere på andet ind min vrede til min mor, så jeg tro jeg sårede ham yderlig ved de få ord.

”Skrid Harry. Bare skrid!” jeg kiggede med lynende øjne på en tårefyldt dreng. Drengen som jeg elsket og elsker, men jeg kan ikke se udover mine behov nu.

”Jamen Kathleen” han bed sig frustreret i læben. Jeg åbnede min mund da jeg ville sige, eller råbe tilbage.

”Kathleen, tænk hvem det er?!” Justin fik min mund til at lukke sig igen, registreret hvem det virkelig var jeg var sur på.

”Hvorfor er du sådan!” jeg kiggede med tårefyldte øjne mod Justin øjne. Justin som stod med kolde og helt igennem velovervejede øjne.

”Sæt dig” jeg kunne høre døren lukke sig bag os, da Justin satte mig ned på sengen, kiggende bebrejdende på mig. Jeg sendte ham flabet smil tilbage, det var bare ikke sådan jeg havde det og han vidste det. Han rystet på hovedet af mig.

”Hvad er der galt med dig Kathleen. Du såre Harry, det er ikke dig” han satte sig på hug foran mig. Jeg hev mine fødder op på sengekanten og sad og vuggede mig selv.

”Jamen” jeg bed mig i læben.

”Det er din mor. Det er ikke Harrys skyld jo” jeg fnøs af hans ordvalg. ”Hvem er du med?” jeg sukkede frustreret og kiggede ind i hans bekymrede øjne.

”Ingen, Kathleen. Ingen” han lagde trygt hans hænder på mine lår inden han satte sig ved siden af mig.

”Jeg henter din far og hende” han kendte sine ord, så han brugte sine ordvalg omhyggelig. Det var jeg bare glad for, jeg nikkede stille efterfølgende. 

 

 

Jeg sad stadige indeni hytten, da min far trådt ind efterfulgt af hende jeg havde valgt at kalde forræder. Jeg stirrede længe på dem imens de satte sig i underkøjen overfor mig. jeg sendte min far et fnys, min mor overvejede jeg slet ikke at kigge på. Jeg var så skuffet, vred og indebrændt på hende.

”Kathleen” min far åbnede munden for at udtale mit navn. Jeg bed mig hårdt i læben, for ikke at vise hvor svag jeg egentlig rigtig var. Jeg ville ikke vise flere følelser overfor min mor, ikke flere ind hun allerede havde set. Hun skulle ikke vide at hun havde sådan en stor magt over mig, det fortjente hun ikke, hun fortjente ikke mine følelser.

”Være sød at kigge på os Kathleen” min far kiggede bedende på mig, det kunne jeg bare mærke. Jeg bed mig i læben imens jeg skubbede mig ind mod væggen, jeg sad stadige med mine ben oppe under mig.

”Kathleen” min mors stemme var til at finde i den lufttætte hytte jeg befandt i. Jeg kiggede automatisk hen på dem, deres sammenflettet finger de sad med hver og især. Jeg kiggede med løftet øjenbryn på hende.

”Tænk du overhoved kan finde på at sige mit navn” jeg kiggede på dem. Min mor sad med følelserne udenpå. Tænk at hun fik det til at omhandle hende, det har intet med hende at gøre. Hun har intet at være ked af det over.

”Kathleen, det var ikke okay det der” min far kiggede bebrejde på mig. Jeg fnøs bare for at provokere ham igen.

”Jeg tro ikke du har rettigheder til at sige sådan til mig” jeg lagde mit hoved på skrå. Kiggende med et overbærende blik, som var alt andet ind ægte.

”Hvad?” han kiggede oprigtig undrende på mig.

”Uh. Jeg ved ikke, måske den grund til at du altid har vidst hvor hun var” jeg nikkede arrogant hen på min mor.

”Det var ikke dig hun forladte. DET VAR MIG”  jeg kiggede op under køjen over mig. Blikkede en masse gange, bare for ikke at lade mine tåre falde ned af mine sammentværede kinder. ”Det er ikke rigtig” han havde rejst sig, var på vej hen mod mig. jeg kunne høre det på hans skridt, der indikerede at han gik.

”Du skal ikke nærme dig mig. Du ved ikke hvordan det var at blive forladt af sin såkaldte mor i en alder af ti” jeg kiggede denne gang direkte hen på min mor, der måtte synke den klump som sad fast i halsen på hende.

”Kathleen” jeg afbrød min far.

”Kan hun ikke selv forsvare sig” jeg kiggede med et slørret blik på ham. Jeg var sådan et nervevrag, mine følelser kunne ikke finde til ro.

”Du er slet ikke retfærdig nu” jeg kunne bare høre hvordan hans stemme var bebrejdende. Jeg forstod bare ikke hvorfor, det var ikke mig der forladte mit barn til forskel til hendes egen behov.

”Det var vel heller ikke retfærdig at hun forladte mig” jeg lagde mit hoved på skrå igen, kiggende med et alt for falsk overbærende blik på hende. Det kunne min far med det samme regne ud, han udstødte nemlig et frustreret og opgivende støn. Hvis der var nogle der havde den ret var det mig.

”Hun var også…” jeg fik min hånd op, fik ham automatisk til at stoppe hans talestrøm.

”Du må snart forsvare dig selv søde skat” jeg formede mine læber til en trutmund, med hoved på skrå. Jeg vidste jeg var gået over stregen, men det var en lægevarende trodsighed.

”Kathleen!” min far var sur nu, det kunne jeg fornemme. Jeg fnes kun for at provokere ham yderlig.

”Har du mistet mælet?” jeg lod et arrogant smil prydrede mine læber, kiggende på en overrasket person, eller for et være korrekt, to overraskede personer.

”Det troede jeg også” jeg rejste mig med besvær, for bare at blive skubbede ned i sengen igen. Jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at udtrykke hvor sårede jeg egentlig var. Det der sårede mig mest var at min far, min klippe ikke kunne gennemskue mit skuespil – var det virkelig et så gennemspillede skuespil og facade jeg havde sat op.

”Du har forandrede dig, Harry var vidst ikke god for dig alligevel” jeg kiggede med øjne som tekopper. Jeg kunne ikke fatte at han virkelig ville sige sådan til mig, han kunne se hvor meget jeg egentlig holdte af Harry.

”Hvad hvis vi nu snakker om noget konstruktiv. I stedet for at nedgøre hinanden” min mors blide stemme var til at finde i rummet jeg følte blev mindre og mindre. Både min far og jeg stirrede overrasket hen på hende, det var ikke ligefrem fordi hun havde været fyldt med ord, eller brugt sin stemme synderlig meget her inde.

”Som hvad?” jeg lagde vægten på den ene fod og satte min håndfladen i siden, stirrede på hende. Hun var egentlig ikke særlige høj, og det kom ikke bag på mig. Jeg havde arvet det meste fra min far, men jeg var meget sikker på at jeg havde arvet mit talent fra min mor af, som jeg inderlig ikke ønskede.

”Den der flabet attitude, gider jeg ikke” hun rejste sig og kiggede rigtig moderlig på mig. Jeg ville have krympede mig, men den magt skulle hun virkelig ikke have over mig, det tilladte jeg ikke.

”og det skulle komme fra min såkaldte mor?” denne gang havde vi faktisk en samtale i gang. Den var dog ikke særlig konstruktiv, nok mere destruktiv. Vi ødelagde nok hinanden mere, ind hvad var sundt. Det var bare lige det, jeg havde mistet grebet om hvad der var sundt for mig. det eneste jeg kunne fokusere på var min vrede, og den skuffelse jeg havde gået grundt med i over ti år.

”Gider i tage jer sammen nu!” først nu opdagede vi alle tre at Sylvia var indtrådt i den hytte Harry og jeg havde sovet i.  Jeg fnøs provokerende imens jeg blikkede en masse gange med øjenvipperne, lignede en der aldrig havde gjort noget galt.

Gider nogle at sige hvad der sker her?” jeg åbnede munden på klem, klemte mine øjne sammen, så det blev en streg. Jeg var frustreret og vred.

”Nå intet Sylvia. Bare det at du ikke sagde hvem der kom” jeg kiggede overbærende på hende, som hun intet kunne gøre for det.

”Kathleen. Den opførelse er uacceptable” jeg åbnede munden helt, bare for at vrange ordene ud. ”Som det min mor gjorde” Sylvia gik hen til min mor, og det samme gjorde min far. Havde jeg virkelig ikke betydet mere for nogle af dem?

Betyder jeg ikke mere for jer?” jeg vragende ordene ud imens jeg måtte bide mig i kinden, jeg var sårede men jeg ville ikke indrømme det. Selvfølgelig ville jeg ikke indrømme det, det ville være som at give magten til at ødelægge mig igen.

”Selvfølgelig gør du det” min far gik et skridt frem. Jeg trådte tre skridt bagud, han skulle ikke nærme sig mig.

”Som et stykke ødelagt legetøj. Eller som jeres datter?” jeg vragede ordene ud, efterfulgt at de kommende ord. ”For at være ærlig, føler jeg mig ikke som jeres datter mere” jeg kunne se jeg havde sårede dem. Det kom ikke bag på mig, men så kunne de bare smage deres egen medicin. Sådan havde jeg haft det siden jeg fandt ud af sandheden om hvad mine forældre skjulte for mig.

”Jeg. Jeg” min mor åbnede munden, let på klem, ligesom jeg havde gjort før. Hun mindede for meget om mig, mere ind hvad der egentlig er sundt.

”Jeg gider ikke denne diskussion mere” jeg vendte mig om imens mit hår flagrede kort.

 

 

 

Jeg stod inde i rummet som de kaldte omklædning. Jeg stod og fjernede min makeup, som så rimelig ødelagt ud. Drengene havde prøvede at snakke til mig, jeg havde bare lukkede døren lige i hoved på dem. Jeg kunne se hvordan jeg sårede dem, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg tro jeg har ødelagt mig selv, jeg kan ikke se noget at det gode i mig mere.

”Kathleen, åben døren” jeg kunne høre Louis frustreret banken på døren. Jeg sendte ham et fnøs imens jeg stirrede ind i mit spejlbilledet. Jeg lukkede hårdt øjne imens jeg udstødte et støn. Jeg åbnede øjne imens mine øjne var røde, men mit makeup var væk og jeg kunne se mig selv. Jeg følte bare alt andet, jeg kunne ikke forstå mig mere. Hvad havde jeg gjort galt?

”Louis, gå!” jeg stod denne gang henne ved døren. Døren var dog heldigvis låst, så jeg faldt ned på mine knæ imens jeg lod et hulk ramme væggene.

”Kathleen, vi skal alle ind på scenen. Så det kan jeg ikke” jeg udstødte endnu engang et frustreret støn, inden jeg rev mig frustreret i håret. Hånden jeg havde slået gjorde stadige ondt, men jeg var ligeglad. Det var slet ikke på samme niveau som den indre smerte jeg rendte rundt med. Jeg forstod ikke hvorfor jeg følte som jeg følte, jeg burde have det fint. Jeg burde ikke lade min mor gå mig så meget på, men det gjorde hun alligevel.

Jeg trak vejret uregelmæssigt imens jeg stillede åbnede døren, inden jeg kiggede på en overrasket Louis. Louis stod med sin hånd knyttet, tæt på døren. Hans position viste at han skulle til at banke på før jeg åbnede døren.

Jeg gik udenom Louis imens jeg gik mod scenen, og ligeledes gjorde Louis. Sylvia og min mor, talentspejderen skulle sige noget. Hvad vidste jeg ikke, men jeg var også ligeglad. Det havde sårede mig nok.

Jeg trådte ind på scenen imens de andre stirrede chokeret på mig. Jeg trak bare ligegyldig på skulderene. Jeg kiggede efterfølgende ned i jorden imens jeg stilede mig længst væk fra alle andre.

”Kan vi komme i gang?” vrisset jeg vredt, da alle stod og kiggede på mig. jeg hadet opmærksomhed, men lige nu var jeg ligeglad. Jeg var ligeglad med mit liv.

”Hej alle sammen” min mor kiggede kort på mig, jeg stirrede vredt på hende. Hun bed sig i læben, kiggede ud mod tilskuerne igen.

”Jeg er så glad for at kunne sige at Sony Music, overvejer” hun stoppede sig selv, kiggede denne gang åbenlys på mig. Jeg kiggede med et arrogant blik på hende, imens jeg sendte hende et overbærende smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...