Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25985Visninger
AA

27. Kapitel 26: Harry Styles

I'm exactly where I'm supposed to be now
Gonna let the light shine on me
Now I've found who I am
There's no way to hold it in
No more hiding who I wanna be

- This Is Me, Demi Lovato

 

 

Jeg smilede en anelse genert. "Jeg elsker også dig. Du skal ikke være nervøs. Jeg er ved siden af dig hele tiden," jeg gav hendes hånd et blidt klem. Hun nikkede lidt tøvende.
"Okay," åndede hun. 
I virkeligheden var jeg også nervøs. Og lige nu var jeg nervøs, fordi jeg var nervøs. 
For hvorfor er jeg nervøs?! 
Jeg havde stået på en scene mange gange. Virkelig, virkelig mange gange. Så mange gange, at jeg umuligt ville kunne tælle det.
Og nu var jeg nervøs? 
Havde hun smittet mig? Måske var jeg nervøs, fordi jeg skulle stå på en scene og synge, sammen med Kathleen. Foran hele lejren. Foran Liam. 
Foran hendes far. Mennesker der pludselig havde en helt anden, stor betydning.
Jeg sank en klump, og hev hende med mig ind.
"Åh, det var godt! I skal ind næste gang!" Sylvia løb stresset rundt om os.
Kathleen gav med det samme slip på min hånd. 
"Jeg tror ikke jeg kan," gispede hun. Jeg vendte hende mod mig, og sørgede for at have øjenkontakt. 
"Kathleen," min stemme var lav, men også bestemt. "Lad være med at være nervøs. Der kommer ikke til at ske noget. Ved du hvad der sker, hvis man laver en fejl?" Spurgte jeg. 
Hun trak lidt på skuldrene. 
"Ingenting. Der sker ingenting." "Men så skal man tilgives og..." Jeg tyssede på hende. 
"Den eneste der skal tilgives, er en selv. Når man kan tilgive sig selv, så kan alle andre også gøre det," jeg gav slip på hende. "Glem det ikke. Tro mig, jeg har ikke engang lært det selv endnu. Men man begynder et sted, ikke?" Jeg sendte et lille smil. 
Hun gik den ene vej og jeg den anden. Jeg regnede med at hun skulle samle sig selv alene et kort øjeblik.
Jeg gik om bag scenetæppet, og kiggede ud igennem en lille sprække.
Niall's gruppe var derude og sang. De var faktisk overraskende gode. 
Niall spillede selv guitar, imens han havde tre piger som sangere og nogle drenge både som kor og på tromme og keyboard.
Sådan lidt 80'er agtigt måske. Jeg kvalte et lille grin. Typisk Niall. 
"Styles?" Jeg vendte mig om til en smilende Sylvia. 
"Bare kald mig Harry. Jeg bliver altså så nervøs når du siger Styles," jeg rødmede kraftigt. 
Hun grinede. "Held og lykke. Jeg er sikker på du har fundet på noget godt."
Jeg nikkede og rødmede stadig en anelse. "Tak. Jeg håber det kommer til at gå godt," jeg lød nok lidt bekymret.
"Ja," sukkede hun, "hvis hendes selvværd var lige så stort som hendes stemme, ville det måske ikke være så svært."
Hun kunne på nogle måder have ret. Det hun sagde om Kathleen. 
"Det tror jeg ikke. Hvis du er for selvsikker, viser du dig selv, og ikke sangen. Det er også en lektie."
Hun tænkte over mine ord. Musikken lød af ude fra scenen og klapsalver lød.
"Jeg ved du har styr på det. I skal ind om nu," hun pustede tungt ud og skyndte sig videre.
De tre uger jeg havde været her, havde jeg fået det indblik, at Sylvia var en selvsikker kvinde. Men nu var hun utrolig nervøs. Og lidt bange.
"Sådan," Matt gav mig hånden imens Jacob og Kathleen også kom op til mig. "Tak for nu, coach," drillede han. Jeg smilede stort. "Det var sjovt. Selvom vi havde nogle problemer," "det siger du ikke!" Grinede Jacob.
Kathleen smilede nervøst. 
"Godt. Er vi klar?" Jeg kiggede åbenlyst på Kathleen. Hun nikkede med et tappert smil.
"Godt. Så lad os gå derud. Husk hvad vi har aftalt."
Scenetæppet blev trukket fra, og udsigten til os fire blev forstørret. 
Jeg sørgede for at smile bredt, da jeg som den første trådte længere ud på scenen. 
Jeg have Kathleen et nik, da hun satte sig på den ene af de høje stole, og jeg på den anden.
Matt og Jacob stod lidt bag os. De skulle være 'overraskelsen'.
Kathleen kiggede hen på mig, nærmest med åndeproblemer. 
Hun skulle starte sangen.
Jeg så på første række en masse jeg ikke kendte. Anden række, var tildækket af blandt andet hendes far, og Justin. Jeg vidste de betød meget for hinanden, men jeg var ikke bange for at de skulle gå ud over os.
Niall og Louis stod nede i hjørnet til scenen og sendte smil og thumps up's til os. 
Kathleen fnes en anelse, hvilket gjorde mig mere lettet.
Vi havde sat et sæt trommer og en bas til at dække noget musik ind i lette akkorder.
Musikken var klar, jeg var klar, Matt og Jacob var klar.
Var Kathleen klar?
Det skulle hun være, for klaveret omme bag ved, begyndte stille at spille.
Det var Kathleen der spillede, en optagelse vi havde lavet i løbet af ugen. 
Jeg bed mig spændt i læben. 

Der var en kort intro, som var langsom og stille i tempoet. 
Kathleen tog nervøst mikrofonen op til munden, og begyndte at synge med sin fantastiske, flotte stemme:

in the first days I thought that I was right where I should be. But now I'm not sure, 'cause these feelings inside of me,
They showed me that maybe I breathed my last breath

Det var en opbygning, så hendes stemme blev højere og højere og til sidst sluttede hun introen af:

and it was clear too see - i am love Confused!


Trommen begyndte at slå slagene hurtigere og da bassen også begyndte, slap jeg bidet i min læbe. Starten var helt klart det værste.
Den hårdeste del at komme igennem. 
Kathleen hoppede ned fra stolen og lod for alvor sin stemme brede sig rundt om os.
Ordene smøg sig elegant ud af hendes mund og fangede alles opmærksomhed på pladsen. 
Jeg følte mig nærmest pinlig da jeg skulle synge. Hun var jo meget bedre end mig. 
Men hun var min 'elev'. Så jeg må vel have lært hende det.
Hehe. Nej, okay.
Min stemme udskiftede hendes, og jeg hoppede op til hende, så vi stod med nogle få meter imellem os.
Besynderligt nok, syntes jeg det lød utrolig godt da min stemme blev højere. Den hæse underklang skillevej vores stemmer helt fra hinanden, men det lød godt.
Det lød harmonisk.
Der kom et lille break, for hun sang den opgående linje:

 - Oh, i think im in love Again

Og mig med en nedgang: 
- I Can't describe the feeling inside of me.

Og sådan skiftede vi hele tiden hinanden ud, til omkvædet var slut.
I harmoni sang vi sammen få linjer inden Matt og Jacob kom frem.
Vi gik bag dem, så de stod ved scenekunstens hvor vi lige før havde stået.
De begyndte deres hårdt udarbejdende rap, som ikke var såden en helt forvirrende en.
Det var en forståelig, halv syngende rap. For i virkeligheden kunne de synge, men det var ikke fordi de altid gad. Jeg mødte Kathleen strålende blik, og der vidste jeg, at det næste jeg skulle gøre i mit liv, var at overtale til at få Kathleen ind i et studie.
Den måde hendes øjne strålede, fortalte mig at hun var glad. At hun følte sig godt tilpas.
At hun var født til at performe, præcis ligesom mig.
Alle fire sang vi fantastisk klingende omkvædet en gang til.
Jeg kunne se og mærke Kathleen's glæde strømme sig ud af hende. Hun var overlykkelig. Hun havde klaret det.
Og da trommen havde slået sit sidste slag, løb hun direkte i mine arme. 
Et lettet, højt grin forlod hendes mund og plantede sig i min favn. 
"Tak," hendes lykkelige øjne mødte mine. Jeg gad ikke give mig til at svare hende, og tog istedet for hendes ansigt i mine hænder, inden jeg uden overhovedet at tøve lagde mind læber på hendes.
Hun gav et lille spjæt fra sig, da de høje klapsalver og råb blev højere og højere.
Hun trak sig grinende væk fra sig og kiggede med en genert rødmen op på mig.
Hun lagde sin hånd oven på min, der stadig var på hendes kind.
Jeg vil gætte på, at jeg selv strålede i hele min væremåde og at jeg måske rystede en lille smule, på grund af al andrealinen.
"Skulle du gøre det lige her?" Hviskede hun. 
"Skulle du spørge fra nogen?" Jeg løftede drillende øjenbrynene. Hun grinede højt.
"Tusind tak for i gad at lytte!" Råbte Jacob.
"Det var en fornøjelse!"
Klapsalverne hørte ikke op, og publikum rejste sig overvældet op.
Dog var der én, én fra første række der fik min opmærksomhed.
Hun havde siddet yderst, og det var tusmørke fordi klokken var ved at blive mange, og her om sommeren blev det sent mørkt.
En dame med lyst hår rejste sig skyndte sig væk fra koncerten, dog nåede jeg at se, at hun græd.
Hun græd.
Hvad var der sket? Tilsynetladende, var der ingen der løb efter hende.
Hvem var hun?
Jeg fulgte med Kathleen, Matt og Jacob ned fra scenen og med det samme kom næste gruppe på, som var nogle fra andet år.
Vi havde været sidste gruppe fra første år.
Matt og Jacob roste og smådrillede Kathleen.
Jeg trådte hen til dem og trak med det samme Kathleen ind i et kram.
"Jeg er så stolt af dig," hviskede jeg i hendes øre. Jeg kunne mærke kuldegysningerne på hendes arme, fra min lave hæse stemme.
"Du var helt igennem fantastisk," jeg trak mig en anelse væk fra hende, og sendte hende et kærligt blik.
Hun smilede helt op til ørerne. "Tusind, tusind tak for alt du har gjort, Harry. Jeg ved slet ikke..."
"Du behøvedes ikke at sige noget." Jeg aede blidt hendes kind. Jeg rødmede en anelse. 
"Har du lyst til at gentage succesen?" 
Hun kiggede overrasket op på mig. "Altså... Jeg ved ikke rigtig om jeg kan... Jeg havde svært ved at få mig selv til det," hun kiggede ned i jorden. "Men du må indrømme, at du har lyst til at mærke den følelse der gik igennem dig, da du stod der på scenen. Og helst mange gange endnu."
Hun grinede lettet. "Åh Harry du ved slet ikke hvor helt igennem..." Hun hvinede svagt. "Jeg kan ikke forklare det."
Jeg grinede og kyssede hendes pande. "Det er noget der skal opleves, ikke forklares."
"Mhm. Præcis som det her," hun stillede sig på tæer og pressede så hårdt sine læber mod mine. 
Denne gang tillod jeg mig at gøre det lidt mere passioneret og tog også fat i hendes talje.
Hun rykkede tættere ind til mig og trak sig væk med et forelsket blik.
"Jeg elsker dig," hviskede hun. "Og jeg elsker dig," jeg kyssede hendes pande. "Tak Kathleen." 
Jeg trak hende ind til mig igen og strøg hende blidt over hovedet.
Dog kunne billedet af den grædende dame ikke fjerne sig fra min nethinde. Hvem var hun? Og hvad lavede hun dog her alene?
"Kathleen!" Jeg hørte tre stemmer på en gang, dog kunne jeg kun se Niall og Louis.
Kathleen trak sig fri fra mit greb og løb direkte forbi mig og over til Justin der kom bagfra.
Han svingede hende op i luften og smilede stort til hende. "Er du gal hvor var det flot!" Han grinede højt.
"Jeg er meget stolt af dig!" Han grinede glad.
Jeg kiggede hen på Niall og Louis, der begge stod med et forarget ansigtsudtryk. Jeg gik hen til dem. 
"Hvem er det?" Vrængede Niall utilfreds. "Justin. En af hendes venner," svarede jeg lavt, så de ikke hørte os.
Kathleen trak sig grinende væk fra Justin og kiggede i stedet for hen på os.
"Hej!" Hun skyndte sig hen til os igen, Justin fulgte efter hende. 
Louis trak hende med det samme ind i sin favn. "Hold kæft hvor var det flot. Tillykke," han vuggede hende i sit skød.
Hun grinede og kiggede hen på Niall der stirrede forknyt på Justin, der sendte ham et ligestående blik.
"Det er Niall, og det her er Justin," hun præsenterede dem venligt for hinanden.
"Aha...." Sagde Justin langsomt. Niall lod sin høje latter slippe ud.
Til sidst grinede Louis og Justin med, men Kathleen gik bare hen og svang armene om mit liv.
"Tak," hviskede hun igen.
"Selv tak baby. Øhm..."
"Mhm?" Hun kiggede op på mig med røde kinder. Sikkert efter mit lille kælenavn til hende.
"Så du den kvinde? Hende fra første række?" Hviskede jeg.
"Hmm. Nej." 
"Okay." 
"Hvad var det?" Spurgte hun forvirret. 
"Intet. Ikke nogen."
Hun trak sig væk fra mig med et lille smil. "Hvis det går dig på, så sig det," sagde hun bekymret.
Jeg rystede på hovedet. "Det var ikke noget vigtigt."


Da alle koncerterne var færdige, stillede Sylvia sig op på scenen. 
Sylvia. 
Sylvia stillede sig op på scenen. Kathleen og jeg delte et forundret blik.
Sylvia havde været væk lige siden vi havde været oppe at synge. 
Pist væk. Jeg vidste hun behandlede Kathleen som sin egen datter, så det gjorde mig forbavset at hun ikke var kommet hen til os. Men nu var hun jo så tilbage.
Jeg havde en grin mistanke om, at det handlede om kvinden der græd efter vores optræden. Hun havde naget mine tanker lige siden.

"Tusind tak for alle de flotte indslag i aften. Jeg har glædet mig rigtig meget til dette øjeblik! I virkeligheden er det her lejerens højdepunkt. Vi har en stor overraskelse, der især får betydning for de unge."

Hendes stemme blev mere og mere skælvende, i takt med at hendes stemme blev højere.
Kathleen blev med det samme bekymret.
"Hvad er der dog sket?" Spurgte hun lavt. Jeg lagde min arm om hende og kyssede hendes hovedbund. "Hun skal nok fortælle det. Prøv at høre overraskelsen i stedet."
Kathleen kiggede afventende, ligesom resten af lejren op på Sylvia.

"Vi har haft en helt speciel tilskuer i bland publikum idag. Hun er talentspejder for Sony Music. Tag godt imod hende!"

Jeg vidste udemærket godt at det pladeselskab jeg var med i havde udsendt talentspejdere. Men da ikke her.
Gud, hvis der var en talentspejder, betød det at Kathleen måske ville blive opdaget.
Hun kunne få en kontrakt i samme selskab som mig. 
Jeg kiggede med store øjen på på scenen, hvor...
Den grædende dame trådte op.
Hvad, hvordan, hvorfor?
Hvorfor græd hun da vi var færdige?
Jeg stivnede.
"Hej," hun fik fat i en mikrofon. Hun kiggede nervøst hen på Sylvia, og lod imens hun snakkede sit blik vandre igennem mængden.
"Jeg er som sagt talentspejder. Jeg er virkelig blevet underholdt i aften. Det har været helt fantastisk fra start til slut." Hun lukkede øjnene et sekund. 
"Og jeg har fundet utrolig mange talentfulde mennesker her i aften. Desværre kan jeg ikke garantere, at i får et gennembrud. Tusind tak for alle de..."
Jeg holdte vejret, da jeg mærkede hendes blik på mig.
På os. Hun stirrede direkte på os. 
Et par mennesker vendte sig og kiggede på os, og Kathleen kiggede med det samme ned i jorden.
Jeg pustede tungt ud. 
"Tak." Kvinden gik ned fra scenen.
Kathleen begyndte pludselig at trække vejret meget uroligt.
"Kathleen? Kathleen, hvad sker der?"
Hun kiggede op på mig med tårer i øjnene.
"Hvad betyder det her?"
Sylvia tog ordet igen oppe på scenen, men jeg hørte ikke efter.
Jeg strammede mit greb om Kathleen og trak hende væk fra sceneområdet.
Vores venner og familie sad oppe på nogle af de forreste rækker, men jeg kunne ikke lade Kathleen blive her, når hun var sådan.
Da vi var nået væk fra hele virvaret, stoppede jeg op.
"Kathleen, kan du fortælle mig hvad der sker?" Jeg holdte hende forvirret om skuldrene.
"Så du hende ikke?" Gispede Kathleen.
"Jo, da hun græd ikke?"
"Græd?!" "Ja efter du havde sunget."
"Hvad? Det..." 
"Jeg kender hende ikke, Kathleen jeg vidste intet om det," Kathleen rystede febrilsk på hovedet.
"Det... Nej... Hun" hun viftede med hænderne foran sit ansigt.
"Hvad sker der?" Hviskede hun. "Jeg ved det ikke. Men jeg er her, Kathleen, ikke også? Jeg går ikke," jeg holdte hendes hænder i ro. 
"Hvorfor sagde Sylvia ikke hendes navn?"

Da hun havde sagt den sætning, begyndte min grimme mistanke at blive nærmere en realitet.
Sylvia havde været 'væk'
Damen græd efter Kathleen havde sunget. Hun har lyst hår.
Sylvia havde holdt hende skjult. 
Vi havde endnu ikke talt med Kathleen's far.
Og...

Da tankerne begyndte at nå et færdigt puslespil, rev jeg Kathleen med mig.
Det var ikke fair, det kunne ikke ske, det var umuligt...
Eller åbenbart ikke. 
Det kunne ikke passe. Kathleen's tårer var væk, hun kiggede ned i jorden. 
Så hun det samme som mig?
Jeg vidste ikke hvor vi var på vej hen. Men jeg gik, og vi gik. Og Kathleen klagede ikke engang over farten. Jeg glemte nogengange at mine ben var noget nær dobbelt så lange som hendes.
Da vi drejede om hjørnet ved fælleshuset, braste jeg direkte ind i en blød genstand. Et menneske.
Da jeg kiggede op, mødte jeg de blå øjne. Så blå øjne havde jeg aldrig i mit liv set. Jeg troede det var Kathleen's, men de her var en nuance dybere. En nuance mørkere. De var mindst lige så smukke som Kathleen's øjne. Da jeg zoomede lidt ud, holdte jeg et højt gisp inde.
Det var kvinden. Damen der græd.
Grebet om min hånd blev strammere, og Kathleen fik også fat i min underarm.
Vi stirrede frem og tilbage på hinanden. 
"Hvem er du?" Stammede jeg.
Hendes stemme var kølig, men den var nervøs og skælvende:
"Talentspejderen."
"Hvad er dit navn? Jeg går vel ud fra, at du hørte vores optræden, og syntes at Kathleen bærer på et stort talent. Så hvis du vil give hende en chance, skal hun jo lige vide hvad du hedder."
Kvinden stirrede forbavset, skræmt på mig. 
Tro mig, jeg var også rædselslagen. "Det... Det er en lang historie..." Hun kiggede omsorgsfuldt op på Kathleen.
Hun var ikke meget lav, men Kathleen var et halvt hoved højere end hende. Kathleen's far var jo også meget høj, så det passede fint.
"Hvad er dit navn?" Vrængede jeg.
Kvinden spændte i hele kroppen, og tog mange dybe åndedrag. 
Jeg prøvede noget andet.
"Hvorfor gik du, efter Kathleen havde sunget?"
Da kvinden åbnede øjnene igen havde hun tårer i øjnene. 
"Det..." 
Og der blev jeg næsten 110% sikker på hvem hun var. Og det skræmte mig grænseløst.
Kathleen's negle skar mig dybt i min hud, og jeg var bange for at jeg måske ville bløde.
"Dit navn er Joanna. Joanna Beck. Og du har en søster der hedder Sylvia. Du forlod din mand og datter for 10 år siden. Du er nu talentspejder hos Sony Music. Du-" 
"Stop Harry! Vil du ikke nok stoppe!" Skreg Kathleen grædefærdigt.
Tårerne gled ned ad kvinden kinder, og det var nok til at få mig til at ligge puslespillet sammen.
Kathleen's mor stod foran os, hende som har gjort det mest utilgivelige i verden.
Hvor mange vidste at hun var her nu?
"Hvem er du?" Hviskede jeg skræmt. 
"Harry stop... Please..." Kathleen gav slip på min arm og lod i stedet det ene hulk slippe ud efter der andet.
"Er du klar over hvor meget skade du har gjort?!" Vreden til Kathleen's mors handlinger væltede pludselig ud af mig. 
"Er du klar over hvor mange du har såret? Ødelagt? Prøv at se hende! Prøv at se din-"
"Harry!" Sylvia løb hen til os og tog hårdt fat i min skulder.
Søstrene fik hurtigt øjenkontakt. "Så stop dog!" Råbte Sylvia strengt.
"Så hvor længe har du holdt det skjult?"
Jeg snøftede. Først der fandt jeg ud af, at jeg græd. Jeg græd på Kathleen's veje.
Sylvia stirrede forarget på mig. "I... Lang tid..." Sagde hun afkræftet.
"Okay. Men det var da fint gjort af jer. Super flot."
Flere tårer gled ned af mine kinder da jeg begyndte at kunne se lighederne imellem de to kvinder. Sylvia var tydeligvis storesøster til Joanna. 
"Harry så stop dog... Kan du ikke Kathleen?" Sylvia kiggede trist hen på Kathleen der stadig havde dækket sig selv.
Joanna måtte holde sig selv oppe ved at holde fast i Sylvia. Hun rystede og tårerne gled uafbrudt ned ad hendes kinder.
Jeg måtte indrømme at jeg fik lidt ondt af hende. Jeg havde aldrig mødte hende, også stillede jeg mig bare op og råbte af hende.
"Hold kæft hvor er du unfair! Du er ligeså slem som hende!" Skreg Kathleen af Sylvia.
"Kathleen tag det" "jeg kan ikke tage det roligt!"
Joanna havde stadig ikke sagt et ord til Kathleen. Hun stirrede bare trist på hende.
"Jeg hader jer!" Kathleen stod og var forvirret over sig selv et øjeblik.
Hun stod et øjeblik og bare flæbede. Hun var komplet ødelagt af det her.
Jeg trak hende ind i min favn.
"Så lad mig være!" Skreg hun af mig. Men jeg kunne ikke lade hende gå nu. Hun var i stand til alt for meget når hun var så splittet.
Jeg lod hende afreagere på mig. Hun gemte sit hoved i min favn imens hun græd sine øjne ud. Jeg vendte mig halvt om fra de to søstre og strøg hende forsigtigt over hovedet. 
"Kathleen?" Joanna forsøgte med en tøvende, spinkel stemme at kommunikere med sin datter.
Et snøft lød fra Kathleen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...