Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25981Visninger
AA

26. Kapitel 25: Kathleen Beck

This could take some time, hey
I made too many mistakes
Better get this right, right, baby

- Ariana Grande Into You

En uge efter:

 

Jeg stod indeni hvad folk nok ville omklædningsrummet. Personalet der arbejdede her løb stresset rundt, råbte og skreg. Det mest komiske var nok at de forvekslede os med superstjerne, for det var ingen af os og blev det aldrig – jeg ved at jeg ikke ville blive det. Det var nok komisk da vores koncert ikke var for flere tusind mennesker, men for vores nærmeste og det var egentlig ikke særlige mange, eller det var det ikke i mit tilfælde.

”Kathleen” jeg kiggede ind i spejlet og kiggede på Harrys genspejling. Jeg sendte ham et nervøs smil, hans blik der ikke var til at fjerne for mit ansigt. Jeg viste at mit makeup var voldsomt, men da jeg ikke er sikker på mig selv, kunne jeg heller ikke augmentere imod det.

”Harry” jeg vendte mig smilende om imens hans øjne strålede af kærlighed.

”Hvad er der sket med dit ansigt?” jeg kunne ikke lade være med at gemme det lille fnis der kom ud.

”jeg ved det. Jeg ligner noget der er løgn” jeg rejste mig smilende op, lagde mine arme omkring hans hals. Lod blik mine læber køre op af hans hals, lod et kys blive plantet på hans kindben.

”Du er smuk. Du er dog smukkere uden makeup”  jeg rødmede kort inden jeg kiggede ned. Harry trak blidt mit ansigt op mod hans, hans blik der var fyldt med kærlighed. Jeg tro jeg ville være faldet bagover hvis Harry ikke havde holdt om mig.

”Harry, bare sig det. Jeg kan godt selv se det” Jeg kiggede op i hans grønne øjne, der bare fik mig til at falde i staver.

”Vil du have mig til at lyve?” han lod hans læber blidt ramme mine, i det mest fantastiske kys jeg længe havde fået.  

Jeg tøvede længe, inden ordet forlod mine læber, ”Nej”. Han sendte mig et betrykkende smil inden han lod vores finger flettes sammen, det var som et puslespil der endelig gik op.

”Kathleen” han fik mine øjne til at søge hans igen, jeg havde ellers tappert kiggede alle andre steder hen.

”Harry?” jeg kiggede smilende, men spørgende på ham. Jeg hadet denne følelse, jeg var bange for at det ikke ville gå. Jeg var bange for at gå i stå oppe på scenen.

”Jeg elsker dig” han havde blidt sine læber blidt adskilt. Jeg kunne mærke den lyserøde farve stige frem igen, men det var jeg næsten blevet så vant til. ”Jeg elsker også dig” jeg lod blidt min finger glide henover hans let adskilte læber.

”Du skal ikke være nervøs, love” hans bed sig let i underlæben. Det var som om han kunne læse mine tanker. ”Det er lettere sagt, end gjort” grinede jeg nervøs. Det var ikke hans første tur til at stå på en scenen, det havde han gjort som enhver anden hverdagsting. Lidt ligesom at børste sine tænder.

”Kathleen, jeg er stadige nervøs når jeg går på scenen” han lagde små men blide kys på min pande.

”Jamen jeg er bange for at ligne en komplet idiot” jeg bed mig i kinden. 

”Det kommer du aldrig til. Bare du lader folk høre din smukke stemme” han trak sig lidt væk, kun for at kunne se mig dybt i øjne. Hans finger fangede mine rystende og svedende hænder. Jeg var bestemt nervøs, næsten på kanten til at være skræmt fra hvid og sans.

”Harry” jeg kiggede rødmede på ham. I løbet af de uger her var jeg bedre til at holde øjenkontakt med folk, og det var jeg stolt af.

”Stol på mig” han kiggede drilsk på mig. ”Det gør du vel stadige” grinede han ned mod min hovedbund, hans læber der blidt efterlod små kys.

”Selvfølgelig” jeg kiggede flovt væk.

Jeg kunne høre nogle stemmer henne ved døren, nogle stemmer der lød bekendte og trykkende.  Jeg vendte spændt mit hoved imens den lå op af Harrys brystkasse. Jeg kiggede hen på min bedsteven og min fars bedsteven – men hvor var min far henne?

”Kathleen” Justin kiggede glad hen på mig, og det varmede mig en del. Gjorde mig en del trykker.

”Hvad laver i her?” jeg lod mine finger glide ud af Harrys greb, gik med store skridt hen til dem.

”Sylvia var det vist nok det hun hed” jeg slog mine arme om Justin, før han overhovedet nåede at snakke færdig. Jeg stod med mine arme omkring hans hals, hans arme som var svunget hen over min talje.

”Dejligt at se du har savnet mig” han trak sig svagt væk, men kun for at kunne se på mig, og efterfølgende Harry.

”Han behandler dig stadige som den prinsesse du er?” han kastede henkastede sit hoved mod Harry. Harry som stadige stod og kiggede hen mod os. Stod og ventet tålmodigt, hans rolige smil som blev erstattet med et pint et. Jeg vendte mit hoved mod hans blik, kiggede hen mod Liam som stod og kiggede mod Harry.

”Kathleen?” jeg vågnede op af min korte trance, rystet kort med hovedet, kiggende på Justin. ”Bedre ind som en prinsesse” jeg han kysset blidt den ene kind og så den anden, i et fransk kys.

”Det er jeg glad for at høre” jeg registreret halvt det han sagde da jeg kunne skimte Liams skikkelse træde ind i rummet. Jeg lagde tungt mit hoved mod Justin bryst, bare fordi jeg ikke kunne se de to drenge i øjne. Jeg havde ødelagt deres venskab, og det var jeg ikke glad for.

”Harry?” jeg kunne høre Liams grødet og hæse stemme, intet af det var særlig attraktiv – så han måtte være rigtig trist.

”Liam vi har intet at snakke om” Justin lod hans arme strammes om mig, jeg tro han havde på fornemmelse at det ikke var noget jeg var tryg ved.
”Kathleen, gå hen til Harry” han hvisket det ned i min hovedbund inden han gav min krop et trygt klem. Jeg nikkede stumpt, ned mod hans bryst, lod mig skubbe væk fra Justin for at gå hen til Harry.

 

”Harry, please” Liam kiggede bedende på Harry, og efterfølgende trist på mig. Jeg lagde mine arme omkring Harrys maveregion, trak ham ind i et trygt kram. Jeg tro faktisk det var til gavn for os begge.

”Der er ikke noget at snakke om Liam” Harry lagde hans arme omkring mig, strammede mig hårdt ind til sit bankende hjertelyd. Jeg kunne mærke hvordan hans hjerte bankede mod mit ene øre, og gjorde mig utrolig nok tryg. Det havde han altid gjort, men det var nok først nu jeg rigtig lagde mærke til det.

”Det var aldrig meningen det skulle ske Harry” Liams stemme var sunket ned til en niveau hvor man kun kunne høre hans desperate bedende stemme.

”At du skulle kysse hende, eller at hun var tæt på at dø Liam?”  Harrys stemme var højere ind jeg egentlig troede og det skræmte mig lidt.
”Hun kunne været død” Harry stemme var sunket ned på det lave niveau. ”Hun kunne have været død Liam” Harrys stemme dirret af tårer der nok ville ud. Jeg strammede grebet om Harry da han havde løsnet hans greb en smule.

”Det gjorde hun ikke Harry. Jeg reddet hende” Liams stemme var denne gang grødet og stammende. Liams små snøft kunne svagt høres.

”Efter at du tvang hende i vandet” han slap mig denne gang. Strammede hans hænder, hans knoer der var blevet en underlig og unaturlige hvid farve.

”Hun var selv skyld” han stoppet sig selv. Hans fødder der trådte på sig selv. Jeg bed mig trist og skyldbetynget i læben.

”Hvad var hun selv skyld i?” Harry havde helt sluppet mig denne gang. Jeg trådte et par skridt mod Liam, Harry stod allerede helt op af Liam, så deres snosnuder ramte hinanden.

”Hvad Liam, hvad var hun skyld i?” Harry trak besværede luften ind og ud af hans lunger.

”Liam svar mig” Harry stod truende op af Liam, hans brystkasse man kunne se bevægede sig op og ned i store træk.

”Harry” Liam var chokeret men nok allermest såret. Jeg tog de sidste skridt hen til dem, skubbede Harry væk. Harry der uden indvendinger bare fulgte med mig ud af døren. Hans blik der ikke kiggede hvor han gik, men bare gik som en zombie.

 

 

 ∞∞

 

Jeg stod og kiggede ud på publikummet som var ved at finde sig til rette. Der stod nogle stole der ikke var brugt, nogle stole helt oppe foran. Det kunne aldrig betyde noget godt, kunne det? Jeg bed mig hev mig frustreret i håret. Jeg kunne stadige ikke se min far nogle steder henne, og det skræmte mig. Havde han glemt mig, var jeg ikke det vigtigste han havde i sit liv. Var jeg bare endnu en bump på vejen, ligesom min mor mente jeg var.

”Kathleen?” jeg vendte mig om imens Sylvia stod og kiggede på mig. Hendes ene hånd som gav min skulder et klem, kiggende ud hvor jeg kiggede – ud på publikummet.

”det er da et godt fremmøde” hun sendte mig et prøvende smil, men kunne nok godt inderst inde se at jeg var for nervøs til at registrer noget.

”Din far er vidst farede vild igen” hun prøvede at affyre en joke, som ikke faldt godt i jord. Jeg kiggede skuffet på hende, det var vel ikke hende jeg var skuffet på. Det var derimod min far jeg var skuffet over, hvordan kan han glemme det.

”Du er enestående når du synger” hun nikkede henkastede ud mod publikummet, og rigtig nok sad min far der, på anden række ventende og spændt. Jeg vendte mig mod Sylvia igen, kiggede smilende på hende.

”Selvfølgelig har din far ikke glemt dig Kathleen” hun kysset blidt min pande, en gestus, ens mor ville gøre. Det triste af det hele var nok at Sylvia var det tætteste jeg kom på en mor, og så alligevel ikke.

”Hvordan?” jeg åbnede min mund let, havde mine læber let adskilt, en anelse skræmt over hun vidste hvad jeg havde i tankerne.

”Du minder meget om din mor. Det er ikke en dårlig ting Kathleen” hun sendte mig et opmuntrende smil. Jeg nikkede med sammenrullede læber, jeg havde aldrig tilgivet min mor. Det var heller ikke noget jeg nogensinde ville have i tankerne at gøre. Personen som skulle hjælpe mig igennem de svære år, forladte mig til fordel for hendes karrierer. Forretningskvinde, men ingen mor.

”jeg mener det” hun klappede blidt min skulder og trådte rundt om mig for at gå ud på scenen. Hendes knold var denne gang lidt mere afslappede og hendes sko havde stadige den sammen klikkende lyd når hun gik. Jeg vendte mig automatisk om da hun trådte ud på scenen. Hendes figur blev oplyst at den skarpe scenelys som lyste hendes væsen direkte op. Hun rødmede sig kort og kiggede ud mod forsamlingen, kiggende lidt længe på en bestemt person. Det gjorde at min nysgerrighed tog over, min fornuft så jeg trådte lidt længere ud, men blev hevet kort tilbage. Det eneste jeg rigtig nåede at se var en kvindekrop, sidende på en af de forreste stole. Var det en hun kendte.

Jeg kunne høre hun var i gang med at præsentere lejren og hvad vi havde lavet. Vores sange vi hver og især ville performe.

Et par arme lagde sig trygt over min mave, et par kys der blev plantet i min nakke. Jeg vendte mig halvt om, kiggende på Harry der stod med et charmende smil – hans smil, ingen andres. ”Glæder du dig?” han vendte min krop om med hans hænder. Hans hænder der lå på min talje, hans varme som strømmede igennem min rystende krop.
”Jeg er nervøs” jeg lod mine læber spidses sammen til en trutmund, et kys der blev lagt på hans næsetip.

”Du har intet at være nervøs for” han trak mig længere ind til sig, hans ånde der lå ved min kraveben. Det fik kuldegysningerne til at formere sig med voldsomt hast ned af mine bare arme.

”Tak Harry. Men det er jeg stadige” han nikkede tænksom imens hans hænder lagde sig mod min lænd. Hans arme som lå tæt op af min krop.

”Kom med mig” jeg nikkede kort inden han hev mig med sig. Hans lange ben gjorde at jeg måtte sætte tempoet lidt mere op. ”Harry” jeg brokket mig smilende imens jeg ikke kunne holde smilet tilbage fra mine læber.

”Hvad?” han vendte sig halvt om, men gik stadige. ”Jeg ved jeg er en normal højde. Det betyder ikke at jeg har ligeså lange ben som dig” jeg grinede mit akavede grin, et lille grin gjorde vel ikke noget.

”Så må de se at få vokseværk” han sendte mig det skæve smil, hans hemmelige mission jeg var blevet vidne til.

”Det kan de desværre ikke hjælpe dig med” jeg sendte ham et flabet smil tilbage. Han lod blidt hans læber ramme mine, men kun så let som en fjer, inden han hev mig af sted igen.

 

 

Vi stod ude på badebroen, hvorfor vidste jeg ikke. Jeg kiggede undrende op på Harry som stod med sine arme omkring mig. Jeg sendte ham et svagt smil, der kun blev lyst op af den store fællesal, man kun kunne skimte her fra af.

”Harry, hvad laver vi her?” jeg kiggede kærligt på ham. Hans smil han kort sendte mig inden han kiggede ud mod den store sø. 

”Jeg vil vise dig at der intet er at frygte” han vendte blidt min krop, så jeg kiggede ud mod den smukke sø. Jeg kunne ikke lade være med at føle en svag smil der ville frem, men jeg kunne ikke formode at gøre det. Jeg havde aldrig troede søen så, så smuk ud om aften.

”Det du ser ikke” han lagde små kys ned af min bare skulder. ”Det du ser er din smukke stemme” jeg kunne ikke finde ordene til at beskrive hvad jeg virkelig følte. Aldrig havde jeg troede Harry ville sige det, det var som en tung sten faldt for mit bryst, landede i vandet, og forsvandt.

”Harry” jeg vendte mig lamslået om, kiggede ind i Harrys øjne fra genskinnet fra månens lys. ”Kathleen?” han lagde sine hænder på min lænd inden han trykket mig ind til sit bankende hjerte. Jeg gispede efter vejret imens jeg holdte mine tårer inde, jeg var stadige helt mundlam efter hans ord.

”Det du så, er det jeg høre hver gang du åbner munden” han løftet mit ansigt op, så jeg kiggede ind i hans øjne der kun viste kærlighed.

”Jeg” jeg stoppede igen, da jeg ikke kunne formodede at finde ordene for det.

”Du behøver ikke at sige noget. Det vigtigste er at du ved det indeni” han kysset blidt min pande, mine kinder som var plusset helt op så de var ildrøde.

”Det alle kan høre når du synger, du synger med så meget passion at ikke andet kan ind at falde bagover” han trak sig lidt væk, tørrede de uvedkommende tårer væk. Jeg havde ikke opdagede tårerne før de var faldet.

”Du er smuk på alle måder” han lod mig ikke svare ham før hans læber var placeret på mine. Hans tunge der presset mine læber svagt fra hinanden, vores tunger der blidt omfavnede hinandens strøg.

Jeg trak mig væk fra Harry, kiggede ind i hans øjne. ”Harry. Tak”

”Kom” han trak sig blidt væk fra mig. Hans finger der søgte mine for at flette sig sammen, som to puslespilprikker som passer perfekt til hinanden.

Jeg stoppede inden vi nåede ind, inden jeg sagde de tre magiske ord. ”Jeg elsker dig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...