Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25982Visninger
AA

25. Kapitel 24: Harry Styles

 

Med næb og klør, kæmper for at hænge i

Man har vel lov til at håbe At guderne smiler til mig endnu en dag

Trænger til at løbe langt, uden at se mig tilbage

Der er god energi, så jeg støver mig af

- Ild Til Blokken, Djames Braun

 

"Aldrig havde jeg troet du ville være sådan!" Råbte jeg hysterisk af ham.
"Harry du fatter ingenting!" "Det er dig der er komplet hjernedød!" "Fortæl mig, Liam, hvad gjorde du, der fik hende til at falde i vandet?" 
"Intet. Jo, jeg fortalte hende hvor egoistisk du er i forhold til mig! Kan du sket ikke se at jeg er den rette for hende!" 
Noget i mig gik i stykker. Han løj. Selvfølgelig løj han. 
Alligevel var min stemme ikke lige så kraftfuld, da jeg åbnede munden igen: 
"Hvad sagde hun så?" "Ja, hun er jo hjernevasket af dig, så hun fattede intet!" "Jeg tror du er ved at blive psykisk syg, Liam. Psykisk ustabil måske. Hun er et menneske, ikke en genstand."
"Det siger du! Du har jo ikke gjort andet end at have sex med hende! Du elsker hende ikke engang!"
Der sprang bomben. Der stoppede det. 
Som en lynhurtigt refleks, lød jeg min spændte næve slynge sig hårdt ind i hans kæbe.
Med et forskrækket hyl røg han bagover.
"Du er sindsyg!" Skreg han. "Måske du kan lære lidt af dig selv, Liam!"
Jeg afholdte mig fra at sparke ham, og vendte mig i stedet om.
Sylvia stod med begge sine hænder på Kathleen's kinder.
Moderligt aede hun hendes kinder og krammede hende ind til sig, imens hun forsøgte at berolige hende.
Vent. Hun var vågnet. 
Liam til den spasser, havde fået mig til at glemme at se efter hende, fordi han var her.
Jeg bed mig virkelig, virkelig hårdt i læben, og inden få sekunder flød den metalliske væske rundt i min mund.
Jeg løb hen til Kathleen og lagde mig på knæ foran hende. 
"Kathleen," min stemme skælvede voldsomt, da jeg så hendes blege ansigt.
Hun rystede en anelse, men rakte alligevel sin hånd ud mod mig.
"Harry," mumlede hun. Jeg rykkede tættere på, og hun lagde sig med det samme over i mine arme. Hun trak vejret tungt og uregelmæssigt imod mit bryst.
Jeg tyssede meget blidt på hende. "Det er godt der ikke skete dig noget," hviskede jeg knust. 
Jeg kiggede hen på Sylvia, der så mindst ligeså bekymret og sørgmodig ud. Kathleen betød også meget for hende. 
"Undskyld," hikstede hun svagt. "Jeg skulle have lyttet til dig... Jeg skulle altid lytte til dig..." Hviskede hun.
Jeg kunne mærke hendes tårer imod min brystkasse, som jeg stille tørrede væk.
"Du kunne ikke vide noget, Kathleen. Det vigtigste er, at du er i sikkerhed nu."
Et højt råb fra sidelinjen, fik Kathleen til at sætte sig rystende op i mit skød.
Louis forsøgte tydeligvis at holde Liam tilbage, og inden længe kom Niall og hjalp ham.
"Åh nej," Kathleen brød sammen igen. "Jeg har ødelagt ham... Se ham... Det er min skyld," hulkende fossede ud af hende.
"Kathleen du har ikke ødelagt ham. Det sørgede han selv for," jeg forsøgte at tørre hendes kinder, men de blev hele tiden våde. 
"Kathleen hør her," Sylvia tog fat i hendes hånd. "Nogen gange sker der væmmelige ting, okay? Kærlighed er sådan et bredt emne, med mange, mange synspunkter. Intet af det her er din skyld. Men der er nogle mennesker man skal holde sig fra, hvis de er misundelige. De ved ikke hvad de virkelig har brug for,"
"Men han har jo brug for mig," snøftede hun. "Nej, Kathleen. Han tager fejl. Han har bare nogle andre ting, som han forbinder med dig. Måske er det i virkeligheden ikke dig det handler om." Sylvia kiggede kort op på mig.
"Bliv hos Harry, Kathleen. Han er god for dig. Det var ikke for sjov, at jeg sagde i skulle tage afstand til ham. Lyt nu til mig, Kathleen," Sylvia kærtegnede forsigtigt hendes kind.
"Men hvad skal jeg gøre? Sylvia jeg kan ikke det her..." Kathleen snøftede højt.
"Bliv sammen med Harry. Han skal nok passe på dig," "men hvad med Liam?"
"Jeg skal nok tage mig af ham. Jeg snakker med ham når han er faldet lidt til ro."
Sylvia kiggede hen på de tre drenge der stod og skændtes. "Eller måske lige nu. Det her kan ikke vare ved."
"Du kan da ikke sende dem hjem," sagde jeg chokeret.
Sylvia rejste sig. "Jeg syntes også du skal passe lidt på. Vold er aldrig løsningen. Jeg ved du er en god mand, men pas nu på."
Kathleen hev sig selv op, ved at hægte sig fast til min hals. 
"Hvad har du gjort?" Hviskede hun forvirret.
Jeg kiggede flovt ned i mit skød. Jeg ville ønske jeg aldrig havde gjort det. Hvad hvis Kathleen hadede mig nu? Eller ikke kunne stole på mig mere?
Jeg sank nervøst en klump. Det ville ikke være fair, hvis jeg ikke sagde det.
"Jeg slog ham," hviskede jeg.
"Harry..." Hun lagde sin hånd på min kind og flyttede det i over mod hendes, så vi fik øjenkontakt. 
En stikken i brystet ramte mig, da jeg så hendes sorgmodige, triste øjne.
"Harry... Du har slået ham... På grund af mig," hun lod et hulk slippe ud.
"Kathleen, undskyld. Jeg... Jeg blev bare så vred, og jeg ved det ikke er en god undskyldning overhovedet..." Hun satte sig, så hendes ben var rundt om mit liv, og vi sad i front, dog sad hun i mit skød.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... Føle...." Hviskede hun mod min hals.
Jeg åndede tungt ud. "Jeg syntes du skal prøve at lytte til din moster.... Hvis du ikke er..."
Jeg skælvede.
 "Jeg er ikke bange for dig. Du vil aldrig finde på at slå mig... Men du skulle ikke have gjort det. Jeg føler jeg har ødelagt alt."
"Ikke for mig. Du har netop lavet alt for mig. Kathleen Liam skal nok snart komme over det."
Hun trykkede sit hoved ind imellem mit hoved og skulder. 
"Jeg elsker dig," hviskede hun. 
Jeg strammede ubevidst mit greb om hende. "Jeg elsker også dig, Kathleen. Jeg skulle have passet bedre på dig," hviskede jeg tilbage.
"Nej. Det var min egen skyld. Jeg skulle bare have lyttet til dig. Harry jeg er voksen, og tager selv ansvar for mine fejl," hun trak sig væk fra mig. "Men derfor kan jeg godt beskytte dig alligevel," jeg nussede blidt hendes kind.
"Det gjorde du lige fra starten. Men jeg har bare så dårlig samvittighed."
"Lad være med det. Skal vi ikke tænke på noget andet?" Jeg sendte hende et forsigtigt lille smil.
Hun nikkede. "Så lad os gå ind. Matt og Jakob venter."
"Hvem?" Hun rynkede forvirret brynene. "Drengene fra holdet. Matt og Jakob."
Hun nikkede forsigtigt igen og rejste sig akavet fra mit skød.
Jeg lagde betryggende en arm om hende, og støttede hende i sin kraftløse gang.

Så snart vi var nået hen til hytten trak hun med mig ned i underkøjen.
Jeg kunne ikke lade være med at slippe et hæst grin ud. 
"Hvad så?" 
"Jeg har savnet dig," mumlede hun. Hun rykkede helt tæt ind til mig, og lagde sine arme om mit liv.
Jeg fnes, inden jeg lod vores ben flette sammen.
Hun åndede tungt ud. "Sådan her...." Hviskede hun. 
"Mhm, det er helt perfekt," hviskede jeg. Jeg kunne se hun smilede svagt. 
Jeg lagde min hånd mod hendes kind og lod den køre op over hendes hår, og ned i hendes nakke. 
"Jeg elsker dig," hviskede jeg. Der var kun få millimeter ned til hendes læber, og jeg kunne mærke hendes ånde stikke imod mine læber.
Hun trak vejret en smilede hidsigt, men ventede ikke et sekund, inden hun trykkede sine læber mod mine.
Det var en af de ting, jeg ønskede ville vare for evigt. Min hånd lod jeg glide ned langs hendes ryg, helt ned til hendes lænd og hofte, og gav det et kærligt klem.
Hun udviklede blidt kysset, men stoppede det også selv, da hun lagde sin tommelfinger ind imellem vores læber.
"Jeg elsker også dig. Harry, det betyder intet at du slog Liam. Jeg ved du ikke gjorde det med din gode vilje."
Jeg nikkede forsigtigt. "Jeg mener det," hun nussede forsigtigt min kind. 
Hun gav mig et lille kort kys, inden hun puttede sig tungere ind mod mit bryst. 
Hun lagde sin hånd over mit bankende hjerte, og jeg hørte hende fnise.
"Hvad?" "Dit hjerte banker hurtigt," hviskede hun. "Det er på grund af dig."
Denne gang kom farven frem i hendes kinder.
"Må jeg hvile mig lidt? Her?" Jeg rykkede min arm op til hendes ryg. "Selvfølgelig. Du må altid ligge her."
"Mhm. Tak."
Jeg kyssede hendes hovedbund. "Selv tak, Kathleen."


Jeg sov ikke. Men jeg lå med lukkede øjne og nød hendes dybe, rolige åndedræt. Jeg vidste at hun var rolig, fordi hun lå hos mig, og det gjorde mig helt varm indeni. 
Jeg strøg hende forsigtigt over hovedet.
Hvorfor var det hele så svært for hende? Hun skulle have alt det bedste, men det kunne hun ikke.
Og siden hvornår var Liam begyndt at være sådan? Ingen vidste helt præcist hvad der skete ude på den bro, og jeg tvivlede på, at vi kunne få Kathleen til at sige noget om det.
Jeg efterlod små kys i hendes hovedbund, der desværre havde en klam eftersmag af det vand hun var faldet ned i. Jeg ville råde hende til at tage et bad, så snart hun vågnede. 
Men der var bare nået jeg ikke forstod. Hvordan kunne hun næsten drukne, når nu hun kunne svømme? Hvordan blev hun slået ud? 
Var det ikke sandt det Louis sagde, det med at det kun handlede om et kys?
Slog Liam Kathleen? Prøvede de at skjule noget for mig? 
Jeg bed mig nervøst i læben. Der skulle ikke være sket hende noget.
Faktisk var vores stilling rimelig irriterende. Altså, det var da dejligt at ligge helt sammenkrøllet med hende, men hendes tøj var stadig vådt, hvilket betød, at jeg også skulle have et bad. 
Jeg lod min hånd køre hen over hendes kind, og studerede hendes ansigt fra min vinkel.
Mine fingre fulgte hendes hud rundt i det meste af ansigtet.
Hun var smuk. Meget smuk. 
Men hvad skete der på den bro? Hvad fik hende til næsten af drukne, og derefter søge hen til mig med det samme? 
Vi kom knap nok ind i hytten, før hun lagde sig og bad om tryghed.
Jeg ved det ikke. Kun hun, også Liam vidste det. Men jeg nægtede at tale med Liam. Måske engang efter den her lejr, kunne jeg hilse pænt på ham igen. Men jeg nægtede også at give slip på Kathleen, så måske det her ville vare ved længe. 
Jeg vidste ihvertfald, at efter den her lejr, der skulle Kathleen ikke bare forsvinde ud af mit liv. 
Hun skulle gerne ligge sådan her i min favn mange gange til, måske flere måneder til.
Hun kunne flytte ind hos mig. I min store lejlighed.
Bandet holdte alligevel pause, så indtil næste turne, hvilket var om lidt over et halvt år, kunne vi godt opbygge noget, så vores forhold kunne holde.
Jeg kiggede ned på hende igen. Det kunne aldrig skade at forsøge, og jeg vidste at både jeg og hendes far - forældre?, Sylvia? - var enige om at jeg var god for Kathleen.
Men igen. Jeg havde faktisk slået min bedste ven, for hendes skyld. Var det det værd? 
Min hånd gled ned af hendes ryg, til den nåede hendes BH-'s lås omme bag på.
Det fik mig til at tænke tilbage på, hvordan vi have været sammen her, for nogle dage siden. 
Hvordan vores kærlige, dybe berøringer have vist vores kærlighed til hinanden. Hvordan hvert et lille kys havde betydet mindst lige så meget. Hvordan vores hænder omhyggeligt havde undersøgt hinandens kroppe, og sørget for at intet gik glemt.
Hvordan vi elskede hinanden. 
Som et lille chok, skælvede jeg mig væk fra tankerne. Det var uhyggeligt. Jeg havde aldrig mærket de tanker før.
Hver en anden gang jeg havde haft sex, var det bare en ting der var gået forbi, med min gamle flirt, eller halv-kæreste. Men nu betød det virkelig noget, og på en måde skræmte det mig. Jeg følte jeg havde sprunget ned i et dybt hul, som jeg aldrig ville kunne komme op af.
Ville jeg nogensinde slippe væk med de her følelser? Og var de her følelser gode, tildels for jeg aldrig havde oplevet dem før?
Havde kendis livet ødelagt mig så meget, at jeg ikke engang kunne finde rundt i mit liv? I de nye mærkelige følelser, hvordan jeg uden tvivl bare havde troet jeg kunne tillade mig at slå Liam?
Hvad var der helt præcist galt? 
Jeg ville ønske jeg kunne ringe til min søster, men på nogle måde ville det være pinligt.
hey søs, jeg er forelsket men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for min bedste ven Liam er også forelsket i hende og hun er den mest perfekte skabning jeg nogensinde har mødt.
Nej vel?
Også havde jeg intet dækning alligvel.
Også savnede jeg mine lange krøller.
Og sådan var det bare. 
Uh, og jeg havde også en koncert der skulle op at stå. Og den mest talentfulde af os alle, var også den mest generte af os alle. 
Men jeg kunne finde på noget. 
Jeg skal finde på noget. 


Nogle små forsigtige bank lød mod døren. Jeg strammede beskyttende mit greb om Kathleen, bange for at det var Liam der kom ind.
Det var kogende varmt at ligge sådan her på en sommerdag i juli, men jeg kunne ikke få mig selv til at give slip. Jeg elskede at ligge og holde om hende. 
"Kom ind," jeg håbede man kunne høre det, også selvom jeg talte i et lavt tonelav.
Sylvia og Louis kom ind i hytten.
"Hej. Næ, nej, forstyrrer vi?" Spurgte Sylvia undskyldende. "Nej, nej. Hun hviler sig bare. Efter det i vandet," svarede jeg lavt. 
Jeg gav en anelse slip på hende, men hendes arme holdte sig selv fast. Jeg grinede lavt, og forsøgte at få hendes arme af mig, til hun til sidst lå selv på madrassen. 
Hun åndede tungt ud, men sov heldigvis videre. Sylvia og Louis satte sig i den modsatte underkøje. 
Jeg var våd, både af sved og vandet Kathleen var røget ned i. 
Jeg kiggede flovt ned af mig selv. Sylvia var jo nærmest min svigermor, altså indtil Kathleen fandt sin egen mor. "Vil i have noget imod hvis jeg....?" Jeg trak lidt i min t-shirt. 
Sylvia grinede. "Nej, slet ikke."
Med de ord trak jeg hurtigt trøjen over hovedet, og satte mig så ved siden af den sovende Kathleen.
Jeg sendte dem et undskyldende smil, men begge grinede de lavt, for ikke at vække Kathleen.
"Nå. Jeg har snakket med Liam," startede Sylvia.
Min smilende grimmasse forsvandt med det samme. Godt nok var vi ikke på talefod lige nu, men han var stadig en af de personer der betød aller mest for mig. 
"Han er ikke sendt hjem," Louis vidste hvad min bekymring var, og skyndte sig at berolige mig.
Smilet kom frem igen.
"Men vi har aftalt, at han ikke nærmer sig dig eller Kathleen på resten af den her lejr. Og vi har også aftalt, at hvis der kommer bare ét skænderi eller ét slag mere, så er det ud."
Jeg krympede mig i sengen. "Det var stadig ikke med min gode vilje at jeg slog ham. Jeg er virkelig ked af, at jeg måske gav dig forkerte tanker om mig. Jeg ville aldrig kunne finde på at slå Kathleen," jeg kiggede nervøst ned i mine hænder.
"Bare rolig." Sylvia sendte mig et lille smil. "Vi ved allesammen godt at Liam nok havde fortjent det,"
Hun lænede sig lidt frem.
"Og... I må ikke sige det til nogen vel? Men hvis du ikke havde gjort det, ville jeg nok have gjort det."
Et lille grin slap ud af både min og Louis' mund. 
"Tak så," grinede jeg. Hun var lidt af en spøjs dame. 
Hun sendte mig et skævt smil. "Jeg lader jer være alene, der er nogle flere ting jeg skal ordne."
Hun rejste sig og gik. 
"Nå," sagde Louis henkastet. Jeg grinede lidt. 
"Godt hun ikke er sur på mig," sagde jeg lavt. Louis nikkede.
"Jeg har altså aldrig set Liam sådan... Jeg tror ikke kun det her har noget med Kathleen at gøre," han rullede koncentreret læberne sammen. 
"Hmm. Uanset hvad det er, går det ham på," "det er nok bare varmen," "eller hans hold."
"Hans hold?" Jeg lagde forvirret hovedet på skrå.
"Ja. Vent. Hvilket hold?" "Ja, han siger intet om det."
Jeg svang mine ben op på madrassen, uden at ramme Kathleen og lænede mig op af sengegavlen.
"Louis hvad hvis det er hans hold, der er noget i vejen med?" "Det ved jeg ikke Harry. Måske. Jeg gider ikke rigtig at tænke over det."
"Nå."
Men hvad var der egentlig i vejen med Liam? Der måtte være noget i vejen, som ikke omhandlede Kathleen. 
"Louis jeg mener det," blev jeg ved.
Louis sukkede. "Jeg gider ikke at snakke om ham. Han er lidt af en idiot lige nu."
"Slog han hende?" Spurgte jeg nervøst. "Kathleen?" Spurgte Louis forvirret.
Jeg nikkede. Jeg var bange for hans svar. "Der er ingen af os der ved det," Louis skar en grimasse.
"Men hvis nogen skal finde ud af det, så er det da dig. Du er den eneste af os, der kan tillade sig at undersøge hende for mærker."
Jeg fnes. "Det tror jeg ikke du skal regne så meget med. Kathleen er en lidt...."
"Besværlig type?" "Nej! Nej, slet ikke besværlig... Hun er bare anderledes."
Louis kiggede hen på hende. "Hvad fik hende til at miste bevidstheden igen? Har hun fået nok næring?"
Jeg nikkede. Siden dengang hun besvimede sidst, har jeg sørget for hun fik hvad hun skulle have. 
"Nå. Måske blev hun bare forskrækket."
Vi sad lidt i vores egne tanker, indtil Kathleen begyndte at pusle med dynen.
Jeg lagde hovedet på skrå, og studerede hende, da hun langsomt åbnede øjnene og satte sig søvndrukkende op.
Den første hun så var Louis. Hendes øjne blev store. "Hvad laver du her?" Hviskede hun hæst.
Louis pegede over på mig. Hendes blik flyttede sig hen på mig, der sad i den modsatte ende af underkøjen.
Hendes trætte skikkelse lyste op i et lille smil. 
"Har jeg sovet længe?" 
Jeg rystede på hovedet. "Måske en time," jeg rykkede mig tættere på hende så vi sad ved siden af hinanden.
Med det samme fandt hun min hånd, og holdte sig godt fast til den, som var hun bange for jeg hav slip på hende.
Måske var hun i virkeligheden bange. Jeg kunne ikke læse hendes tanker, men jeg kunne nogen gange nemt læse hende, og ud fra det hun har fortalt mig, har hun båret inde med mange forvirrede følelser i forhold til mig. 
Jeg grinede lavt. "Jeg giver ikke slip på dig," sagde jeg lavt. Jeg trak hende tættere ind til mig. Hun lod sit hoved falde ned på min brystkasse. "Hmm. Undskyld for det ude i vandet," sagde hun lavt.
"Kathleen det var ikke din skyld," sagde Louis. Kathleen kiggede hen på ham. "Men jeg kunne have sagt fra på en anden måde..." Sagde hun trist. 
Jeg skubbede hende blidt væk fra mig, men holdte hendes skuldre fast. "Hvad gjorde han Kathleen? Vil du ikke nok prøve at sige det?" Jeg kiggede væk fra hende et kort sekund. "Slog han dig, Kathleen?" Hviskede jeg.
Hun rystede hurtigt på hovedet. "Nej... Nej men han..." Hun bed sig nervøst i læben. Hun pustede tungt ud. "Han prøvede at... Kysse mig... Og jeg vidste, at hvis det skete så havde jeg været dig utro, og så ville jeg såre dig igen, og jeg bare aldrig såre dig igen," hun kiggede ned i madrassen og forsøgte at vriste min hånd af sig, men jeg strammede mit greb.
"Men Kathleen, jeg ville vide, at det var med tvang. Så havde du jo ikke været mig utro." "Men så havde jeg alligevel såret dig... Og jeg har allerede såret dig igen..." Hviskede hun. "Kathleen, du har ikke såret mig. Du gjorde mig bare bekymret. Jeg var bange for at der var sket noget alvorligt med dig."
"Så Liam forsøgte at kysse dig, men så hoppede du i vandet for at undgå det?" Louis rynkede sine bryn. 
"Nej..." Sagde Kathleen tøvende. Hun mødte mit blik. "Han tvang mig ud til kanten af badebroen, også fik jeg overbalance lige inden han skulle til at gøre det." 
Hun kiggede nervøst ned i sine fumlende fingre. 
"Men Kathleen..." Jeg vidste ikke rigtig hvad 'men' betød lige nu. 
Jeg kyssede blidt hendes tinding og trak hende ind til mig igen. "Så længe du er okay," hviskede jeg. 
Hun sukkede. "Jeg er bange, Harry," hviskede hun. 
"Bange for hvad?" Jeg strøg hende over håret.
"Liam. Jeg ved ikke hvad han kan finde på..." Hun gemte sit ansigt ved min skulder. Jeg kærtegnede forsigtigt hendes panderegion med mine læber. Ikke som et kys, bare mine læber der strøg forsigtigt over hendes hud.
"Så længe du er hos mig, sker der ikke noget..."
"Bare rolig Kathleen, vi har talt med Sylvia. Eller, Sylvia har talt med Liam."
Kathleen trak sig med det samme væk fra mig. "Hvad har hun sagt?" Stammede hun.
"At Liam skal tage lidt afstand fra os alle. Og at hvis hun hører én ting mere, så er vi alle ude."
"Åh," hun lagde sig ind til mig igen. 
"Men... Jeg må nok hellere videre," grinede Louis nervøst. "Matt og Jacob venter udenfor." Han pegede ud mod lysningen. "Sig til dem at vi kommer snart," sagde jeg. 
Louis sendte os et sidste smil, inden han gik ud. 
Jeg væltede os ned i sengen, så vi lå liggende, mig med hende i mine arme.
Hun grinede lavt og puttede sig tættere ind til mig. 
"Undskyld," hviskede hun igen. Jeg kyssede hendes hovedbund. "Det er lige meget. Vi glemmer det, Kathleen." "Men det tror jeg ikke Liam gør." 
Jeg tøvede lidt. "Jeg tror ikke kun det har noget med dig at gøre. Jeg tror der er noget der nager Liam et sted."
"Du ved slet ikke hvad han sagde til mig," sagde hun en anelse vredt. 
"Så fortæl mig det," svarede jeg roligt. "Fortæl hvad han sagde til dig," min stemme var ukontrolleret og nervøs.
"Han fortalte hvor meget han ville gøre for mig, og hvor meget jeg betød for ham. Hvor meget bedre han var end dig."
Jeg sank en klump. "Og kom du så i tvivl?" Hviskede jeg. "Nej. For jeg ved at du elsker mig i forskel til ham, der ikke ved hvad han føler."
Jeg havde aldrig oplevet, at hun havde snakket sådan til mig. Jeg grinede lettet.
"Åh tak. Tak." 
Hun grinede højt, med sin klokkeklare perlelatter.
Ej, hvor poetisk. 
"Slap af, altså. Hvad havde du regnet med?" Jeg rødmede. "Det ved jeg ikke... Måske er jeg selv lidt bange for Liam."
Vi lå lidt og holdte om hinanden. "Uh. Harry giv mig lige den sang du er ved at skrive."
Jeg gav slip på hende, og rullede om på den anden side. Jeg fik fat i papiret under sengen.
"Her," mumlede jeg. Jeg rullede om igen, og mødte hendes tænkende blik. 

"You know this is a battle, but love is a winner, and faith the maker, the desicion maker."
Hun løftede øjenbrynene. "Men det passer ikke ind..." Mumlede hun. 
Jeg tænkte mig lidt om. "Hvad hvis vi to synger det første vers og omkvædende. Så kunne vi tage det du lige har sagt og lave det til en rap, til Matt og Jacob."
Hun lyste helt op. "Ja! Men..." Hun rullede sine læber sammen. "Jeg kan ikke være forsanger, Harry." "Det bliver du heller ikke. Det bliver en duet." Jeg strøg hende over hovedet og derefter kinden.
"Ikke?" Jeg kyssede hendes pande. "Okay. Så lad os gå ud til dem!" Hun rejste sig fra min favn, men jeg hev hende ned igen. "Ikke så let," vores læber fra få millimeter fra hinanden. Hun fnes inden hun med et lille grin lod vores læber mødes. Vi smilede begge i kysset, hvilket gjorde mig mere ør i hovedet end hvad godt var. Vi trak os rødmende fra hinanden. 
"Godt. Kom." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...