Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

26Likes
4Kommentarer
25773Visninger
AA

24. Kapitel 23: Kathleen Beck

And I hope I can give back
A little bit of what you've given me
You give me all that I need, yeah

- Christina Aguilera - Thank You (Dedication To Fans)

Jeg sad indeni hytten, Harry var et andet sted henne. Jeg kunne ikke sætte finger på hvad jeg følte lige nu. Jeg viste at Liam var vild med mig, jeg viste at Harry hadet det, men det værste var nok at jeg havde ødelagt et eller andet mellem de to bedste venner, uden at jeg vidste det. Jeg sukkede inden jeg lod mine fødder ramme gulvet. Jeg kiggede en enkel gang rundt inden jeg gik hen for at åbne døren, det var kedeligt at side alene. Ellers var det bare at jeg manglede Harrys tilstedeværelse.

”Kathleen?” jeg vendte mig hurtig om, kiggede på de to drenge fra holdet. Jeg sendte dem et svagt smil, ville det være pinligt at sige at jeg ikke kunne huske deres navne?

”Hvad?” jeg bed mig nervøs i læben da de var nået helt hen til mig. ”Vi ville gå hen og øve, vil du med?” jeg kiggede undrende på dem. Havde de ikke øvede en hel dag? ”Kan i ikke jeres tekster endnu” jeg måtte bide mig i kinden for ikke at sende dem det forkerte signal. Det ville vel ikke være godt hvis man grinte af dem, vel?

”Jo, vi tænkte bare det ville være godt at øve sangen sammen” den høje og blonde dreng kiggede flovt ned i jorden.

”Men drenge. Det kan vi jo ikke, vi skal have ændret hvad vi skal synge” denne gang var det mig til at kigge ned i jorden. Jeg var bange for at folk ville tro det værste om mig.

”Okay. Hvad så med at lære hinanden at kende. Du trænger vist til noget opmuntring” Jeg lod mine øjne mødes med drengen med det blonde hår. Vores øjne havde næsten samme øjenfarve, hans var bare rigtige blå.

”Er i nu sikker på det?” jeg satte mig ned på græsset, vi var nået hen til blåpladsen. Vi kiggede alle sammen på hinanden.

”Med mindre din kæreste ikke tillader det” de sendte hinanden et intern smil.

”Hvad?” jeg bed mig nervøs i læben. Jeg var ikke vant til at alle på lejren vidste det. ”Kathleen, det er svært ikke at overse. I er altid sammen, man skal ikke være dum for at regne det ud” de skubbede blidt til mig, jeg bed mig flovt i kinden.

”Og nu er det heller ikke fordi at du er grim” jeg kiggede flovt ned i det udbrændte bål. ”Kathleen, hvis du ikke havde fundet Harry. Så var du stadige ikke gået forbi drengens øjne” jeg lod mit blik ramme drengen jeg ikke kunne huske navnet på. Det mest pinlige var nok det med at de kunne mit navn, men jeg ikke kunne deres.

”Jeg” jeg blev afbrudt af et par læber der ramte min hals. Jeg kiggede op på Harry som stod og kiggede på mig. Jeg hev ham ned til mig, og overfor drengene.

”Hvad snakker i om?” Harry lod hans læber snitte mine kort, men nok til at jeg blev døsig. Jeg bed mig generet i læben.

”Ikke det store” drengen med det blonde hår kom først. Jeg kiggede kort hen på drengene og efterfølgende lagde jeg træt mit hoved op af hans bryst. Han lagde betrykkende hans arme omkring mig, trykkede mig længere ind mod hans bryst.

”Okay” jeg kunne høre at han ikke troede på det, men det var måske også en lille løgn. Jeg løj ikke, men det gjorde drengen med det blonde hår nok. ”Jeg kom faktisk for at finde jer alle” jeg  kunne mærke nogle læber ramme mit kindben i et svagt men helt igennem dejlig kys. ”Om hvad” jeg vendte mig lidt om så jeg kunne kigge på Harry. ”Vi har jo rimelig meget vi skal have lavet om” han kiggede bedrøvet på os alle, hvorfor forstod jeg ikke.

”det siger du ikke” jeg fnes kort, inden han lagde sine læber på mine. Det forvandlet sig til et mere intimt ind det egentlig skulle være, og ikke når vi sad overfor drengene fra holdet.

”Kathleen” Harry trak sig forpustet væk, men det gjorde mig ikke noget. ”Ja?” jeg tro vi for en kort stund glemte drengene fra holdet, indtil den ene rømmede sig akavede.

Vi kiggede begge hen på dem, Harry som tog sig sammen til at sige de få ord. De ord jeg havde frygtet.

”Jeg har i lang tid tænkt at vi skulle have en der bar sangen. Nu når pigerne ikke er her mere” han trak vejret kort. ”Så tænkte jeg på at Kathleen skal stå som forsanger” jeg rystet panisk med hovedet. Det kunne han da virkelig ikke mene, med mindre han vil have jeg fryser fast oppe på scenen.

”Det tro jeg ikke er en god ide Harry” jeg kiggede nervøs op på ham, hans beroligende smil gjorde mig mere utryg. Det var ikke fordi jeg ikke stolede på ham, jeg var bare bange for at det ville ende galt.

”Du er en unik stemme Kathleen” han valgte at hviske det i øret. Jeg fik koldsved ned af mine arme.

”Hvad med os Harry?” drengene kiggede først kort på hinanden og efterfølgende hen på Harry og jeg. ”jeg tænkte at i stadige skulle synge omkvædet i lavede” han kiggede ned på mig, søgte min anerkendelse.

”Det er op til dig Harry. Du er vores coach” jeg sendte ham et stort smil. Hans smil som kom frem gjorde mine at mine ben var som gele.

”Jeg må lige finde ud af det. Jeg finder ud af det til i morgen, og så har vi også travlt” Harrys stemme var en anelse panisk. Det skyldes måske at vi havde haft så mange problemer og vi skulle op og synge om en uge, til en koncert.

”Bare ikke sæt mig til at” mere nåede jeg ikke at sige før der var en der rømmede sig bag os. Vi kiggede begge bagved, hvilket resulteret i vi kiggede på Liam. Liam så ødelagt ud.

”Må jeg snakke med dig Kathleen” hans stemme var grødet, og det gjorde helt ondt indeni mig.

”Du kan ligeså sige det til mig” Harrys stemme var kold og hvis hans blik kunne dræbe havde den gjort det for længst. Jeg fandt frem til hans knoer som var strammet godt og grundig sammen. Jeg lod mine finger glide over hans knoer, hvilket gjorde at han slappede mere af i dem.

”Harry. Det er okay” jeg prøvede at fange hans flakkende øjne. Han lukkede svagt hans øjne og lod et tungt suk ramme lydmuren omkring os.

”Jeg vil ikke have der sker dig noget” han havde sluppet hans greb om hans hænder, bare for at gribe fat i mine kinder. Han holdte hans håndflader helt tæt mod mine kinder, kysset blidt min næsetip.

”Jeg vil godt snakke med dig Liam. Men det er kun på grund af jeg stadige holder af dig, uanset hvad du har sagt” jeg rejste mig op, kiggende på Liam som bare nikkede stumt.

”Hvor vil du snakke?” jeg stod foran Liam og kiggede med et nervøs blik. Jeg var nok mest nervøs for hvad Liam kunne finde på, men han fortjente at snakke sin sag. Han havde trodsalt hjulpet mig mange gange, men jeg vidste også hvorfor nu.

Det havde været en helt anden grund, ind hvad jeg gik og troede. 

 

 

Liam kiggede ned på hans hænder, da vi sad ude på badebroen. Der hvor vi mødtes første gang, det gjorde helt ondt at tænke på. Tænk hvor meget jeg har ødelagt en dreng, bare fordi jeg social akavede og ikke forstår folks signaler.

”Kathleen” jeg kiggede hen på Liam som stadige sad og legede med hans hænder. Denne gang kiggede han dog på mig, men med et såret og tårefyldt blik.

”Liam” Liam trak nervøs hans ben sammen, trak dem så lagt op han kunne. ”Jeg” han stoppet sig selv, inden et hulk forladte hans mund. Jeg bed mig stramt i læben, trist og frustreret var jeg på mig selv.

”Hvad?” det kom måske lidt hårdere ud ind det skulle. Det var bare det at jeg havde så dårlig samvittighed overfor Liam og også Harry.  Jeg skulle aldrig have taget med tilbage, så var det ikke endt her, i sådan en forfærdelig situation.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige” jeg trak mig op af træværket da Liam trak sig mod mig. Han kiggede sårede væk.

”Hvad har du på hjertet” jeg lagde mit hoved op af træværket, kiggede til siden. Jeg kunne ikke få mig til at se på ham, jeg viste jeg havde sårede ham. Det værste var vel at jeg var blevet kærester med hans bedste ven, så han kunne ikke slippe for mig, med mindre han ødelagde Harry og hans venskab og det ville jeg ikke have.

”Jeg holder af dig, Kathleen” han bed sig i læben, skubbede sig selv tættere mod mig. Jeg ville have veget tilbage, men træværket stod i vejen. ”Liam” min stemme var lav og skide nervøs.

”Hvorfor var jeg ikke bedre til at erobre dig” han kiggede trist på mig. ”Hvorfor faldt du for Harry, jeg skulle have været din” jeg åbnede munden, men ingen lyd formodet at komme frem. Han havde formodet at gøre mig mundlam, hvad skulle man også sige til den konstatering.

”Kathleen, sig noget” han skubbede sig et skridt tætter på mig, kiggede ned på mine læber. Det ville nok være en god ide at flygte nu, men jeg var frosset fuldstændig fast, og det sagde ikke meget.

”Hvad vil du have mig til at sige Liam” jeg hikstet det ned mod mine knæ. Jeg var så skræmt over mine egen følelser, han betød så meget for mig. Men det var Harry jeg elsket.

”Et eller andet” pippede han grødet. Jeg lagde mine arme omkring mine ben, kiggede såret ned i mellemrummet mellem mine lår.

”Jeg ved ikke hvad du vil have mig til at sige Liam” han lagde hans hånd på min kind, hvilket fik mig til at ryste svagt på hovedet så hånden faldt ned. ”Kathleen. Hvorfor kan du ikke bare vælge mig” han løftet mit hovedet så jeg kiggede ind i hans brune øjne. ”Fordi det kan jeg ikke Liam” jeg viste det sårede ham, men han sårede også mig.

”Kathleen, hvad skal der til for at jeg kan få dig” jeg lod denne gang mine tårer falde, han havde ramt mig et skrøbelig sted.

”Vil du have at jeg skal finde din mor” jeg kiggede med tårne rende ned af mine kinder. ”Jeg vil gøre alt for dig” han trak mit hoved tætter mod hans. Hans greb var stærkt, og selvom jeg prøvede at slippe fri, kunne jeg ikke. jeg var frosset helt fast.

”Sig til mig hvad jeg skal gøre” han kiggede på mine læber. Jeg rullede dem sammen i skræk for hvad han ville gøre.

”Hvad skal jeg gøre for at få dig” jeg åbnede munden på klem, men lyden forblev ude. ”Skal jeg virkelig igennem det her” han trak vejret tungt. ”Sig mig hvad har jeg gjort dig” jeg rystet af grød, jeg havde aldrig troede jeg ville såre ham så meget.

”Vil du have mig til at gå fra alt” han rykkede denne gang hans hoved tætter på mit. ”Det vil jeg gerne gøre, bare for at få dig” hans stemme var bedende og grødet samtidige.

”Nej Liam” jeg kunne mærke hans ånde mod mig, jeg kunne høre hans uregelmæssige hjertebakken.
”Sig mig hvad jeg skal gøre, så gør jeg det. Bare ikke sig at jeg skal lade dig være” hans ånde var varm og ubehagelig. ”Liam” jeg formodet at trække mig længere væk, men så endte jeg også ude ved kanten til broen.
”Kathleen. Du tilhøre mig, jeg vil give dig alt i verden” han havde sat sig på hug foran mig igen. ”Harry vil ikke være den ideelle kæreste. Han vil aldrig kunne beskytte dig som jeg” jeg bed mig i læben imens jeg blidt fjernede hans hånd.

”sig at du ikke vil vælge ham” jeg rystede på hovedet imens jeg trak mig tilbage. Jeg kunne mærke hvordan min balance blev forværret, og der ikke ville gå lang tid før jeg ville falde i igen.

”Ved du hvad jeg vil gøre for dig” jeg rystet nervøs på hovedet. ”Jeg vil give dig hele verden hvis du beder mig om dig” han trak sig hen mod mig. Min refleks som gjorde at jeg var få sekunder for at være nede i vandet igen. Jeg lod et skrig ramme lydmuren imens jeg kunne mærke den iskolde vand omsvøbe min krop.

Jeg kom hurtig op over overfladen imens jeg kiggede panisk rundt. Det hele var slørret og utydelige – men er det ikke det samme?

Jeg kunne mærke hvordan de sorte pletter forværrede mit syn. Jeg prøvede forgæves at holde mit hoved op over vandet, men min krop ville give efter, men jeg kunne ikke lade være med at kæmpe. Kæmpe med de få kræfter jeg havde tilbage.

Jeg mærkede hvordan vandet igen omfavnede mig, men denne gang for at beholde mig nede under vandet. Jeg ville have skreget hvis det ikke var fordi min krop var tappet for energi, jeg kunne mærke hvordan øjne lukkede sig for at lade min krop ramme den flade bund.

Jeg kunne mærke min ryg blive lagt på noget fladt, og tørt. Jeg kunne mærke hvordan et par læber ramte mine, plot for at puste noget ind som mindede meget om luft. Et par store hænder der presset min brystkasse ned og ned. Hvordan vandet som lå i mine lunger bare blev forværrede, hvordan luften blev pustet ned til mine oversvømmede lunger.
”Kathleen” – ”Kathleen, vågn” – ”Please” jeg kunne høre stemmen, men jeg kunne ikke sætte ord på stemmen. Jeg kunne mærke hvordan vandet svulmede rundt i mine lunger. Jeg ville inderligt gerne åbne mine øjne, men noget gjorde at jeg bare ikke kunne.

”Kathleen!” et par andre stemmer blandet sig, imens mine bryst gjorde ondt. Jeg kunne mærke nogle kolde hænder ligger sig på mine kinder, hvordan jeg kunne mærke alt, høre alt gjorde mig skræmt. Hvad skete der her?

 

 

Jeg spjættet med min krop, inden sekunderne gik og jeg åbnede træt mine øjne. Jeg kiggede op på Harry som stod med tårerne rendende ned af kinderne. Jeg tro ikke han havde opdagede at jeg havde åbnede mine øjne. Det gjorde helt ondt at have dem åben, så jeg lukkede dem frustreret igen. Jeg kunne høre nogle snøft nogle og vrede stemmer.

”Hvordan kunne du?” – ”Hvorfor tænker du ikke på andre” – ”hun kunne have været død, hun er måske død”

Men det er jeg ikke, men jeg har ikke noget energi. Jeg lukkede svagt mine øjne op, Louis var den eneste som stod henne ved mig. Harry og Liam stod længere hen af broen, og skændtes højlydt.

”Drenge?” Louis havde opdagede jeg var vågen, og prøvede at få deres opmærksomhed – men de var alt for langt inde i deres skænderi.

”Hold kæft Louis” Harry stod med ryggen til. Louis hjalp mig op og sidde, han sad og holdte min slappe ryg oppe.
”Harry” Det var Louis der igen prøvede at få hans opmærksomhed, men det lykkes bare ikke.

”Harry?” peb jeg inden jeg måtte falde sammen igen. Louis der havde prøvede at holde mig oppe, men det lykkes ikke.

”Kathleen” en bekendt stemme var til at høre og et par klik med hælene. Det kunne kun være Sylvia.

”Gud, du er okay” Sylvia tog min slappe krop hen til hende. Drengenes stemmer der var forsvundet som dug for solen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...