Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25993Visninger
AA

23. Kapitel 22: Harry Styles

Really had me going
But now it's time to go
Curtain's finally closing
That was quite a show
Very entertaining
But it's over now

- Take A Bow, Rihanna

 

 


"Liam," Kathleen peb forskrækket. 
Jeg åndede tungt ud. Jeg kunne ikke rigtig forklare hvad jeg følte.
Adrenalinen fra mit og Kathleen's 'øjeblik' pumpede stadig rundt i mig, og det var måske derfor at jeg var nået vredere end jeg burde.
Det var lidt synd, at Kathleen ikke troede på hvad jeg havde sagt. Ja, jeg havde været sammen seksuelt med andre flere gange end hende, men intet kom op på samme niveau, som det jeg lige havde oplevet.
Det havde været så fantastisk. Enhver lille berøring eller kærtegn havde været med kærlige intentioner. Og det gjorde denne gang meget anderledes, for de andre gange jeg har prøvet det.
Jeg nød det mindst ligeså meget denne gang, og hendes udseende fejlede da bestemt ikke nået.
Fuldt beklædt, eller nøgen.
Jeg måtte bide mig i læben for ikke at komme til at smile over vores handling. Det passede ikke rigtig ind i det her lige nu.
"Kathleen, vil du ikke nok svare?"
Liam forsøgte desperat at...
Ja, han forsøgte vel at få Kathleen til at blive så såret, og blive så meget i tvivl, at hun ville gå fra mig, bare fordi han var forelsket i hende.
"Liam." Min stemme var skarp, og noget mere hæs end normalt. 
Der føg en kulde igennem rummet. 
Jeg rejste mig op fra sengen, og kiggede ned, første på en forskrækket Kathleen og derefter på en såret Liam. Han havde bestemt ikke nogen grund til at være såret. Overhoved ikke. Kathleen og jeg var sammen i et forhold, og det medførte også seksuelle handlinger. Så han skulle virkelig bare..
"Jeg syntes du skal holde din store klamme kæft, Liam." 
Louis trådte et skridt frem. Han skulle fanme også bare passe på, at jeg ikke også kom efter ham.
Liam kiggede op på mig, med et såret forfærdet ansigt. "Hvordan kan du dog sige det? Kan du sket ikke se hvor ondt det gør?" Spurgte han mig grødet.
"Kan du slet ikke se hvad du selv gør?"
"Bare fordi du aldrig har oplevet ulykkelig kærlighed."
"Jeg har aldrig oplevet kærlighed, Liam. Indrøm det nu bare."
Kathleen snøftede og dækkede sit ansigt i sine hænder. 
"Harry, du bliver nødt til...." "Hvad bliver jeg nødt til, Liam? Skal jeg slå op med hende? Så du kan få hende?"
Han sendte mig et af de der blikke, der viste at han brændte for at jeg ville gøre det, men han syntes det var lidt synd.
Lidt synd? Hold kæft han kunne få synd.
"Jeg syntes du skal til at overveje hvad du brænder for, Liam. Hvis du virkelig er så vild med Kathleen, så syntes jeg du skal begynde at vise din kærlighed overfor hende, istedet for at vise dit had til hende."
Jeg satte mig i hug foran Kathleen og fjernede hænderne fra hendes ansigt. 
"Kom med mig, Kathleen. Please?" Jeg mødte hendes øjne, der ikke udstrålede andet end skyld. 
Hun gav mig et forsigtigt nik, og jeg hjalp hende op at stå.
Vi gik hånd i hånd forbi Liam og Louis, og videre ud af hytten. 
Jeg trak hende helt ud til en lysning, vi aldrig havde set før. Vi var tæt på havet.
Væk fra alt og alle. 
Jeg stoppede pludseligt op, ikke så langt fra bredden.
"Kathleen hør på mig," min stemme var hård, men også tryglende. Hun kiggede dog ned i jorden.
"Harry... Kommer det her til at gå?" Hviskede hun. 
"Ja. Kathleen det gør det. Hvis vi," jeg tog fat i hendes hænder, "hvis du virkelig elsker mig, så gør det."
Hun nikkede bestemt. "Selvfølgelig elsker jeg dig. Jeg gør jo næsten ikke andet. Men jeg er bare så bange for Liam... Hvad han kan finde på... Om det er min skyld. Du kan ikke benægte, at meget af det her er min skyld," hviskede hun rystende.
Jeg lagde min hånd imod hendes kind. "Det er ikke din skyld. Kærlighed er en stor ting, Kathleen. Og nogen gange hænder det, at det får fatale følger. Og det er desværre det der er ved at ske nu. Men så længe jeg kan kalde dig min, så vil jeg aldrig give slip på dig, hører du? Jeg elsker dig ufatteligt højt, Kathleen. Tro aldrig andet," jeg trak hende ind til mig, og omfavnede hende tæt ind til mig. 
Jeg nød hendes beroligende duft og holdte min ene hånd bag hendes hoved, og den anden ved hendes lænd. 
Jeg vuggede hende blidt i min favn. "Okay? Stol på mig, min Kathleen.... Stol på mig."
Jeg vidste at jeg med mine ord også havde fortalt hende, at hun ikke måtte tro på det nogen nogensinde ville sige til hende. Så snart den her lejr var slut, ville hun komme i mediernes søgelys på et splitsekund. Især hvis man fandt ud af, hvilken stemme hun havde. 
"Jeg elsker dig," hviskede hun spinkelt. "Jeg vil aldrig have en anden end dig."
"Så ignorer dem. Bliv hos mig. Glem Liam. Glem Niall. Glem Louis. Glem alle andre. Du har mig."

Kathleen lå mod mit bare skulderblad. Hun havde bedt mig om at tage min t-shirt af, for at hun virkelig ville kunne mærke mig. Jeg tror nu at det var fordi, at hun gerne ville ligge og studere mig.
Hendes hånd tegnede små cirkler rundt omkring på min overkrop. Det var dejligt beroligende. 
I virkeligheden, forstod jeg ikke hvorfor jeg ikke var mere sur. Liam havde tager fat i hende, og grædt
Liam havde grædt. Og råbt. Og jeg sagde bare til mig selv og Kathleen:
glem ham og alt det der har noget at gøre med ham. 
Kathleen pustede tungt ud, og vendte sig i min favn. "Hvad har jeg gjort for at få dig?" Hviskede hun.
Jeg vendte også selv en halv omgang, sådan så vi lå med ansigtet i front. Det tørre græs stak mig i siden, men lige nu var jeg ligeglad. 
"Hvad mener du?" Jeg kærtegnede blidt hendes kind. 
"Du er så perfekt. Og kærlig. Der er aldrig nogen der har behandlet mig på den måde som du har gjort det," hviskede hun skælvende. 
Jeg rykkede mig tættere ind til hende. "Nogen gange, så finder man noget man ikke kan forklare. Og jeg kan ikke forklare, hvorfor vi har det sådan her. Men det er værd at passe på." Jeg kyssede hendes pande. 
"Jeg har aldrig oplevet kærlighed på den her måde." Hviskede jeg. Mine læber var kun få centimeter fra hendes.
Hun smilede svagt. "Det har jeg heller ikke," hun lænede sig den sidste afstand tættere på, og lod forsigtigt vores læber mødtes.
Følelserne slog mig omkuld, og jeg fik hurtigt fat om hendes hofte og trak hende helt ind til mig. 
Jeg udviklede forsigtigt kysset. Hendes tunge blandede sig med min, i små blide strejf. 
Hun trak sig en anelse forpustet væk.
"Tak. For... Ja, for alt. Også... Også det vi gjorde... Inden Liam kom," hun rødmede svagt.
Jeg kunne ikke holde et lille bedrøvet blik væk. "Jeg er ked af at det endte sådan. Jeg ville have at det skulle være perfekt," jeg tog forsigtigt fat i hendes hånd.
"Men det blev perfekt. Det gjorde det," hun tog fat om mine kinder. "For jeg elsker dig. Og derfor vil jeg, uanset hvad der sker holde fast i dig."
En ubeskrivelig følelse gik igennem mig. Jeg lyste op i et stort smil. Jeg krammede hende tæt indtil mig.
"Selv tak, Kathleen. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op uden dig," jeg kyssede hende flere gange i hovedbunden. 

"Hey!" En stemme som nok var temmelig overraskende at høre, kom hen til os.
Det var Sylvia. "I bliver nødt til lige at forklare hvad der sker i min lejr lige nu," hendes blik var ufatteligt strengt.
"Hvad?" Stammede Kathleen. Hun trak sig fri fra mit greb.
"Kan du forklare mig, hvad i to har gjort der er så slemt, at jeg står med 5 knuste personer, og 3 forsvarende, Kathleen?" 
Vi kiggede på hinanden. 
Hvorfor vi så mange pludseligt blevet indblandet?
Hvem var de mennesker?
"Gruppen," hviskede Kathleen skræmt. "Men hvorfor?" 
Vi kiggede op på Sylvia der løftede øjenbrynene. 
"Vi..." Jeg sank en klump. Kunne jeg bare sige det til hende?
"Vi havde et samleje," sagde jeg lavt. Jeg strammede grebet om Kathleen's hånd.
Sylvia kiggede frem og tilbage på os. "Og det blev slemt fordi?"
Kathleen kiggede forvirret på hende. "Der var intet forfærdeligt ved det. Det var helt fantastisk," hendes stemme var lav og skælvende. "Jeg forstår det ikke," sukkede hun. 
Sylvia sukkede også.
"Jeg tror bare i skal komme med."

Liam. Niall. Louis.
Nanna. Ninna. Cait.
Og så var der os.
Og selvfølgelig drengene. Drengene fra vores hold.
Som stadig ikke havde noget navn.
Det skulle nok blive sjovt. 
"Må jeg så lige få en forklaring?!" 
Og en vred moster, der måske var lejrens leder. 
Vi kunne ikke sige noget. Nogen af os.
"Først vil jeg gerne vide," startede jeg langsomt ud. "Hvorfor i er blevet blandet ind i det?" Jeg pegede på Ninna og Nanna. 
"Harry. Det var vi været lige fra starten. Du har bare haft travlt med alt andet."
Nanna sendte mig et flabet smil. 
Jeg sukkede. Jeg kunne mærke Kathleen's nervøse adfærd. Hun holdte stramt i min hånd, og bed sig også en gang i mellem i kinden.
Sylvia rømmede sig. "Hvor begyndte det her?"
"Siden dag et," mumlede Liam.
"Hvordan det?"
Vi kiggede allesammen på Liam. 
"Altså...." 
Sylvia sukkede. "Piger. Hvad går det her ud på? Hvorfor er i her nu?"
"Fordi Kathleen er en kæmpe idiot," vrissede Cait. 
"Jeg har hørt noget andet," Sylvia lagde armene over kors. "Jeg har faktisk hørt det stik modsatte. 
I tre har igennem hele lejren, forsøgt at komme i kontakt med Styles. Hvilket faktisk er nok til at jeg kan smide jer ud af lejren. Men ikke nok med det, har i forsøgt at manipulere dem fra hinanden," hun pegede på Kathleen og jeg.
"Ja, for at vedligeholde reglen," Cait forsøgte at holde den.
"Sådan går det ikke på mit sted. Jeg skal se ordentligt, hvad der sker imellem de to parter, inden de får lov at være sammen. Og det gjorde Styles og Beck. Så enten har i tre en skide gode undskyldning, ellers skal i ud og pakke kufferterne."

En kold, isnende luft bredte sig hurtigt. Hvilket var temmelig ironisk, for det var mindst 25° udenfor. 
"Jeg elsker ham!" Skreg Ninna. Vi kiggede allesammen temmelig forbløffede på hende. 
Tårer gled ned af hendes kinder. "Kan i ikke se det? Jeg elsker ham for fanden!"
Jeg vidste hun mente mig. Og derfor blev Kathleen også mere og mere nervøs. Jeg forholdte mig dog bare i ro.
"Ja, så er det godt. Ud og pak, jeg ringer til jeres forældre omgående,"
"Koldhjertet nar! Kan du slet ikke se noget af det?" Græd Ninna.
Pigen fik ingen medlidenhed, og blev sendt hen til sin hytte, ligesom Nanna og Cait.
Da de var væk, stod vi til sidst tilbage. Drengene, Kathleen og jeg.
Sylvia åndede tungt ud. Jeg tror vi allesammen var glade for, at vi var sluppet af med de tre.
"Godt. Hvad her?"
"Jeg elsker hende også," hviskede Liam. 
"Du skal passe på hvad du siger nu, Payne," Sylvia trådte et skridt hen til ham.
Liam var højere end Sylvia, så han kiggede ned på hende.
"Jeg vil have en forklaring helt fra starten. Du må gerne begynde."
"Lige siden jeg mødte Kathleen første gang, tændte hun noget i mig. Og siden dengang blev jeg mere og mere forelsket i hende. Indtil til sidst, at Harry fik hende. Så kom de sammen. Og jeg er efterladt tilbage nu."
Kathleen krøb tættere ind til mig, og jeg lagde armen om hende, for at vise hende at jeg ikke forlod hende. 
Aldrig.
Ikke uden kamp.
"Okay. Og hvad med jer?" Hun pegede på Niall og Louis.
"Jeg har bare prøvet at beskytte dem!" Louis skyndte sig at forsvare sig selv. Jeg tror han var lidt bange for Sylvia, især efter den skoletid han havde haft. 
"Jeg accepterer dem fuldt ud, og jeg syntes det er pisse unfair, at Liam og Niall er begyndt på det der. Det er virkelig lavt," han sendte dem et hårdt blik.
"Så, så. Rolig nu," Sylvia vendte sig imod Niall.
"Jo... Altså..." 
Kathleen holdte en hånd op. "Jeg har gættet dit problem. Du vil bare gerne have en kæreste, ikke?" 
Niall nikkede forsigtigt. "Godt så er den klaret. Nu skal i høre. Der er nogle regler på dette sted. Og den første regel er:  - ikke at have noget som helst forhold til sine elever, Payne. Jeg ved at du ikke decideret er Kathleen's lærer, men i mine papirer står du som lærer. Og derfor får du kun en advarsel. Men jeg vil ikke se flere kendsgerninger fra dig, er du med?" Liam nikkede febrilsk på hovedet.
"Godt. Og Tomlinson. Du bliver ude af det her. Jeg vil råde jer allesammen til at tage lidt afstand fra hinanden. Så laver jeg nogle nye grupper."
"Nye grupper?!" Udbrød Louis.  "Vi har koncert om en uge! Det kan du ikke mene!" "Se Styles' hold. Han har ingenting længere."
"Jo," afbrød jeg hende. "Vi klarer den. Virkelig."
"Jer to? Eller fire, undskyld jeg mente fire," hun sendte de to drenge fra vores hold et undskyldende smil. 
"Vi kan godt gøre det. Vi laver bare en kvartet," Kathleen smilede lettet.
"Hvad siger i til det?" Hun kiggede hen på drengene-uden-navn. 
"Deal. Hvis vi må fixe lidt i det selv?"
"Åh, der er meget vi skal have talt om. Vi fixer det bare imorgen," jeg sendte dem et lille nik.
"Så er det en aftale. Tak for idag."

Jeg havde ikke lagt mærke til, at stemningen havde taget pusten fra mig.
Kathleen svang armene om mig. "Undskyld," hviskede hun.
 "Det betyder intet. Nu er vi af med de piger. Så skal det hele nok blive godt igen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...