Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25987Visninger
AA

3. Kapitel 2: Harry Styles

So tell my friends that I'll be over here
- Here, Alessia Cara

 

 


Jeg lynede min kuffert sammen med et smæld.
"Hvad så, man?" Liam gav mig et klap på skulderen.
Jeg sendte ham et svagt smil. "Gider du tage min kuffert ud i bilen? Jeg skal lige slukke alt her."
Liam tog som svar min kuffert, og forsvandt ud af mit soveværelse.
Jeg tog opladeren ud af stikkontakten og lagde den i min lomme. Min mobil røg samme vej.
Niall og Louis sad nede i bilen og ventede på mig. Liam var kommet op for at hjælpe mig, med at bære min kuffert ned. Inden længe, ville vi ankomme til en sommerlejr, om musik. Musik og sangskrivning. Det skulle nok blive interesant. 
Jeg sørgede for, at alle stikkontakter og lys var slukkede. Selvom jeg med lethed kunne betale fire ugers ubrugt strøm, ville jeg forsøge at leve ligeså naturligt som andre mennesker. Det her var jo ren procedure, når andre skulle på ferie. Jeg gjorde det også altid.
Jeg kiggede rundt i lejligheden, for at finde noget jeg havde glemt. 
Men jeg havde de vigtigste ting med:
Mine sangbøger. Det lød nok morsomt, men jeg havde 3-4 bøger, fyldt med sangtekster. Måske jeg ville få brug for dem, på lejren. Jeg ville nok få inspiration, også havde jeg brugt for at koble nogle ting sammen, og måske få skrevet en ny sang. 
Jeg fortrød overhovedet ikke, at vi havde valgt at bruge sommeren i vores pause fra 'One Direction' på det her. Faktisk glædede jeg mig ret meget.
Den her sommer skulle nok få nogle oplevelser hjem. Jeg smilede lidt for mig selv, og fik låst døren til lejligheden.
Nu skulle vi afsted. 
Jeg skyndte mig ned af trapperne, og satte mig ind på passagersædet af den store bil. 
Niall sad ved rattet, og Liam og Louis bagved. Det var bare sådan vi normalt sad. 
Eller, nogen gange byttede Liam og jeg plads, men det var kun når vi kørte et menneskeløst sted.
Hvis Louis og jeg sad ved siden af hinanden, et sted hvor folk kunne kigge ind af vinduerne, ville der skabes problemer.
Mange fans troede fuldt og fast på, at jeg og Louis havde et forhold til hinanden.
Jeg følte de ikke respekterede os, men lad dem nu tro det. Så længe jeg ved, hvor jeg skal hen.
Niall smilede stort til mig, og gassede op på speederen igen.
"Er du klar?" Spurgte han med sit blændende smil.
Selvom det efterhånden var mange år siden, at han fik sin bøjle af, havde han stadig den vane, at skulle smile, så hans lige og pæne tænder kunne ses.
Tanken fik et lille smil frem. 
"Selvfølgelig. Har i hørt noget om, hvordan det skal foregå?" Spurgte jeg.
Jeg var den yngste af os. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle en hvis seriøs mine, der altid faldt over mig. Louis, som var den ældste af os, var den mest legesyge.
Utroligt nok. Men han var ikke dum. Bestemt ikke. 
"Vi får en gruppe hver vi skal arbejde med," forklarede Liam, omme bagfra.
En gruppe? "Hvordan?" Spurgte jeg videre.
"Dem der bor på lejren, bliver delt op i grupper, også skal vi have en gruppe hver," forklarede han. Jeg nikkede. Så nu skulle vi give vores erfaringer videre, til nogle nye mennesker? Jeg måtte indrømme, at det ikke lød helt skidt.
Louis grinede. "Du får sikkert den gruppe med pigerne. Du ved, de værste af dem." 
Jeg sukkede. Ingen tvivl om det. Det var som om alle mine forhåbentligheder faldt med et brag.
Jeg ville sten sikkert få den gruppe, hvor pigerne ville hænge op af mig, og forsøge at flirte med mig.
Og folk spurgte hvorfor jeg ikke havde en kæreste?
Niall og Liam hoppede på grinetoget, imens jeg sad og surmulede lidt. Det var faktisk ret unfair.
"I det mindste, har du ikke de lange pigekrøller længere."
Okay. Den var faktisk slet ikke sjov. 
"Louis, hold nu kæft," vrissede jeg.
De 'lange pigekrøller' var faktisk en del af mit image. Jeg havde brugt rigtig lang tid på, at vænne mig til ikke at have dem. Det var også derfor, jeg havde gemt mit hår væk under en hue, eller en hat.
Jeg have bare slet ikke kunnet fokusere på andet, end at alle have fri adgang til at se på mine ører.
Uanset hvor dumt det lød.
Jeg kørte en hånd igennem det lak satte, korte hår jeg nu havde fået.
Det var kun to måneder siden, at det blev klippet. Og to måneder siden, at filmoptagelserne var blevet færdige.
Pyha. Godt det var overstået. Det havde utroligt nok, taget mig på mig, at skulle være med på det filmsæt. Det havde været en barsk, svær oplevelse, men jeg var meget stolt af at have gennemført det.
Men jeg talte aldrig om det.
En krigsfilm var ikke ligefrem så let at tale om. Nogen dage, under optagelserne, havde jeg følt mig helt malplaceret, eller også så langt inde i handlingen, at det nærmest var virkelighed. At jeg et kort øjeblik glemte, det bare var ren fantasi, og ikke noget der skete her og nu.
Niall tændte for radioen, og med det samme blev humøret skruet højt op.
Ironisk nok, var det sangen 'Hello Friday' der blev spillet.
Det var ligesom fredag. Den første fredag i juli måned. Og det var idag, at alle der skulle bo på campen, skulle møde frem. 
Jeg havde skam godt hørt den sang. Mange gange faktisk. Men det var måske ikke lige helt min smag. Det kunne man godt fornemme, på de sangtekster jeg havde lavet.
Jeg var nok den, der gik mest op i det, af os fire. Louis og Liam var også eminente sangskrivere, men de skrev vidst ikke ligeså meget som mig.
Men jeg vidste det egentlig ikke. Man skulle tro, at man kendte ALT om hinanden, nu hvor vi stort set var sammen 24/7 og havde været det de sidste år. Men det var langt fra alt, også selvom vi kendte hinanden ud og ind. Men det var jo også nødvendigt. Det ville skabe alt for meget drama, hvis vi blev uvenner, internt imellem os. 
Så ingen piger på denne Camp. 
Ingen.
Niall sang højlydt med, og klappede også en enkelt gang på rattet. 
Jeg kom vidst til at smile lidt.

Niall kørte ind på den humpende parkeringsplads.
Ude i skoven.
Langt væk fra civilisationen.
Så det var vel godt? For så havde paparazzierne sværere ved at finde os?
Vi blev holdt ude, af en bom. Her skulle du scanne et indgangsbevis.
Det her var åbentbart temmelig seriøst. Også selvom jeg ikke kunne lade være, med at tænke, at de nok var på grund af os den var der.
Jeg kunne ikke lade være med at få dårlig samvittighed. Jeg rullede mine læber sammen.
Men jeg sagde ikke noget. Det var jeg efterhånden stoppet med. Måske fordi jeg var blevet mere forsigtig psykisk, og fordi jeg var begyndt at udtrykke mig mere med sang.
Men jeg var i det mindste ikke stum.
En midaldrende kvinde, skyndte sig hen til os med et stort smil. Hun gik hen til Niall side af bilen.
Niall rullede vinduet ned, og sendte hende et stort smil. Hun bar et par sorte solbriller, og havde sit falmede går i en knold, øverst på hovedet.
Sådan en havde jeg også engang. En knold. En stor en, faktisk.
Jeg holdte et fnys inde. Det var hår, ikke andet.
Hun havde typisk sommertøj på.
Men hun var som sagt ikke yngre end omkring 50, så hun så lidt sjov ud, i shorts og tanktop. Alligevel så hun ikke helt dum ud.
"Velkommen! Jeg åbner lige bommen for jer." Hun pegede ind på lysningen, hvor mange hytter var samlet. "Men prøv at være lidt forsigtige. Det skulle gerne være en overraskelse, at i kommer," hun sendte os et kæmpe smil. 
Jeg smilede venligt tilbage, og løftede hånden som en hilsen, da hun løb over og åbnede bommen.
Det var et meget afslappet, tilfældigt sted. Det var som om at ingen her, rigtig tænkte over hvordan de så ud, eller hvad de gik og lavede.
Det var dejligt. Det trængte jeg til. 
Bare ren (måske, altså) afslapning. 
Jeg smilede, da Niall kørte rundt om den eneste store murstensbygning her. Mange unge gik ind og ud af hoveddøren, for at melde sig ind. Niall forsøgte ligesom mig at holde hovedet lidt nede, så vi bare lignede almindelige unge. 
Ruderne på bagsædet var tonede, så Liam og Louis var skjult. 
Så vi var en overraskelse? Det gjorde det bare langt værre. Fedt. 
Niall holdte ind ved en bagdør. Han slukkede motoren.
"Jeg tror bare vi skal prøve at gå ind." "Men så opdager de os," sagde Louis.
"Der var du godt nok hurtig, hvad?" Grinede Liam. Jeg rystede på hovedet af dem, og trådte som den første ud af bilen.
Solen skinnede kraftigt ned på mig. Jeg kunne reelt godt se fordelen, ved at have kort hår. Det var sådan set dejligt, når det var varmt.
Solen bagte på mine blottede arme. Jeg havde en almindelig hvid t-shirt og et par sorte skinny jeans på.
Typisk min stil, egentlig. Åh, også mine dyre støvler.
Nej. Jeg havde det ikke for varmt.
Liam kom ud fra døren bag mig. 
"Her er friskt," sagde han entusiastisk.
Jeg kunne ikke lige afgøre, om det var ironisk. 
Jeg nikkede mig enig. "Her er fantastisk," sagde jeg. Niall grinede nervøst. "Det siger du kun, indtil vi bliver overfaldet af skrigende tøser." Jeg slog et grin op. "Det skal nok gå."
Jeg gik med Liam til min ene side, og Niall på den anden, ind imod den store bagdør.
Vent. Hvorfor var bagdøren stor? Det var da åndsvagt. 
Louis hentede op til os, og hen ved siden af Niall.
Nu kunne vi faktisk gøre en flot entré.
Sådan en pigedåner.
Det kan godt være jeg ikke ligefrem siger så meget, men jeg kan skam godt tænke mig frem til åndssvage ideer.
"Vent." Louis stoppede Niall, der var ved at trykke dør håndtaget i bund.
"Hvad?" "Vi gør det lige lidt flot ikke? Vi er One Direction." Han lagde et piget tryk på vores gruppenavn, som fik mig til at rynke på næsen.
One Direction var efterhånden bare en forbindelse med skrigende piger, og det var jeg egentlig ikke så stolt af. Men jeg var stolt af vores koncerter og sange. Det var jeg.
Og også vores fans. De fleste af dem. Jeg hadede når de var for tætgående.
Liam himlede med øjnene. "Gå nu bare ind."
Vi gik en af gangen ind af den brede glasdør, og ind på en tom gang.
Virkelig, virkelig trist.
"Pis os," sukkede Louis. Jeg grinede kort. "Lad os finde nogle ledere. Et eller andet sted skal vi jo placeres." Jeg førte an ned af gangen, hen til døren med skiltet: kontoret.
Jeg vinkede de andre med mig ind, og fandt en skrænk, hvor en sekretær sad.
"Nå, der har vi jer," sagde hun, tonløst.
Jer. Der har vi jer. 
Ja, vi er faktisk nogen. Kom nu.
"Godt i kunne komme." Hun rejste sig og gav os hånden. "Jeg er lederen af den her Camp, og har været det i mange år. Og jeg tolererer ikke, at i ødelægger det." Da hun nåede til min hånd, stoppede hun længere tid op, end hos de andre. 
"Selvfølgelig ikke," sagde jeg. Hun gav mig et enkelt nik, og gik videre til Liam.
"I skal være coaches, for en gruppe hver. Grupperne består af både piger og drenge fra første år." Hun lænede sig op af hendes bord.
Første år. "Så der er nogle der har været her år i træk?" Spurgte Niall. Kvinden nikkede. 
"Der er en der kommer for sjette år i træk. Men så er der også en hel masse, der først er kommet i år." Hun smilede svagt. Jeg fik kort øjenkontakt med Louis.
Dem fra første år, måtte være de yngste. 
"Hvad er aldersgruppen for dem på første år?" Spurgte jeg. 
Kvinden lod sit blik søge tænkende op i loftet. 
"Den yngste fra første år, er 19."
19. Det ville gå an. 
Vi nikkede. "I får en hytte for jer selv, også bliver i inddelt med jeres grupper imorgen, hvor undervisningen starter. Og-" hun gik om bag skranken, og fandt en nøgle frem som hun rakte til Liam. "I bliver præsenteret ved vores bål i aften. Hver aften laver vi et bål ude midt i lysningen. I finder det helt sikkert."
"Mange tak," hilste Louis. De gik først ud af døren, og da jeg skulle til at følge dem, vendte jeg mig om. 
"Undskyld, men jeg fik ikke lige fat i dit navn," jeg smilede en anelse genert til hende. Hun slog en latter op. "Sylvia. Bare kald mig Sylvia."
Jeg smilede mere bredt til hende. "Harry," hilste jeg. Hun grinede. "Det ved jeg da godt. Vi ses, Styles." Jeg smilede kort farvel og skyndte mig efter de andre.
"Hvad så?" Spurgte Louis og klappede mig på ryggen da jeg nåede op på hans side. Jeg trak på skuldrene. "Jeg ville bare vide, hvad hun hed." 
Niall og Liam kunne ikke holde et grin inde. Men okay, min gæstfrihed var måske lidt for meget nogen gange.
Jeg ignorerede dem bare. Vi gik (overraskende nok uset) ud af hoveddøren. Vi stod nu, så vi kunne se det udtændte bål længere fremme, og hytterne rundt omkring. 
Pigernes hytter til højre, drengene til venstre.
"402," mumlede Liam, der stadig havde nøglerne. Jeg begyndte med det samme at skimte efter skilt, hvor vores hytte nummer kunne stå på. Men ingen hjælp der.
Jeg gik stille og roligt ved siden af Niall og Liam. Men Louis var allerede løbet foran, og hen til en anden dreng fra lejren. Han lignede en på 20, eller 21.
Han diskuterede kort noget med ham, og kom løbende tilbage til os. "Ham der bor i 201. Så han ved hvor vi skal hen." 
Louis førte an hen imod hytten. Drengen havde givet ham korte instrukser om vejen hen til hytten.
Hvor var alle henne? Hvorfor var der nærmest ingen mennesker her?
Vi nåede hen til hytte nummer 200. Her satte jeg tempoet en anelse op. 
Jeg nåede som den første hen til hytte nr 202. Dem lignede alle andre hytter. Lavet af lyst træ, med et vindue på hver side, og hvis jeg skulle gætte, var den udstyret med to køjesenge.
Liam trådte hen til døren, og låste op. 
Dørens lås klikkede, og vi trådte alle ind i den snævre hytte.
Den var helt klart kun beregnet til, at vi fire skulle sove herinde. 
I tre uger. 
I tre uger skulle vi bo her, sammen. Det var lidt mærkeligt, at vi skulle være så tætte på hinanden igen, også selvom vi normalt sov i samme rum otte måneder af gangen, når vi var på turne.
Jeg smilede bredt for mig selv. Det her var intet mindre end fantastisk.
"Jeg tager underkøjen," Louis smed sig i underkøjen til højre. Jeg hadede at sove i overtøjet men...
"Jeg tager den anden," det var Liam. 
Idiot. De vidste at jeg ikke kunne lide det. Jeg fnøs. De kunne ikke lade være med at grine.
"Okay. Men så sover jeg over Louis." Jeg var høj nok til at kunne se op over sengegæret, og op til overtøjet hvor jeg skulle ligge. 
Niall klatrede muntert op i den anden overkøje.
"Det skal skam nok blive hyggeligt. Var der nogen af jer, der lod mærke til det med det praktiske?" Spurgte han. Jeg løftede øjenbrynene. 
Det praktiske? Jeg gik med lange skridt ud til den dør der var bagerst i hytten.
Et toilet. Og et bad. 
I en hytte. Var der det i alle hytter, eller var det os der fik særbehandling?
Det så nu egentlig meget normalt ud. Der var en lille hylde, over spejlet, over håndvasken. Der lå en folder.
Jeg tog den ned.


Morgensamling: 7:30, ude i lysningen
Morgenmad: 8:00
Gruppearbejde: 9:00-13:00
Frokost: 13:00-14:00
Gruppearbejde: 14:00-18:00
Aftensmad: 19:00-20:00
Socialt sammenværd: 21:00- 02:00

 

Jeg snerpede læberne sammen
Socialt sammenværd. Ja tak da. 
Det vil sige, skrigende, opklamrende piger.
Eller måske nogle venlige nogen.
"Jeg har fundet et program!" Råbte jeg. Niall hoppede ned fra overkøjen, og hev programmet ud af min hånd.
"Hvornår er der så samling derude?" Spurgte han forvirret. 
"Nu." Liam pegede ud af det lille vinduet i hytten.
"Okay. Så henter vi kufferterne senere."
Jeg åbnede døren ud til en masse unge, der flokkes om de utændte bålsted. 
"Her er ingen dækning!" Råbte Louis indefra.
Men så måtte vi jo leve med hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...