Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25982Visninger
AA

19. Kapitel 18: Harry Styles

And you're spending all your time
In this wrong situation
And anytime you want it to stop

- Treat You Better, Shawn Mendes

 


"Hvad sker der her?" En arrig, streng stemme, bedre kendt som Kathleen's fars stemme lød højt.
Vi var nået udenfor, i den voldsomme hede, men lige nu ragede det mig. Alt ragede mig. 
Jeg havde brug for Kathleen, og det skulle være lige nu.
Lige. Nu.
Kathleen stivnede. 
"Harry lad mig så være," sagde hun bange.
"Vi ved begge to godt at du modsiger dig selv, Kathleen.
"Du ved ikke-" "hvem fanden er du?!" "Kathleen?!"

To nye stemme afbrød mig, og jeg var kort sagt ved at sprængtes.
For fanden da også.
Jeg gav slip på Kathleen, og kiggede i stedet på de to nye mennesker der stod om os.
Kathleen's far. En dreng jeg bestemt ikke kendte, som så utrolig vred ud, og en dreng til, som så virkelig, virkelig forbavset ud.
Drengen der tidligere havde råbt Kathleen's navn, gik hen til hende, og placerede et lille kys på hendes kindben, inden han stillede sig om bag hende.
Vent. Havde hun en kæreste? En flirt? En hvad? 
Havde hun ikke brug for mig?
Så var det løgn, da hun sagde hun elskede mig?
Jeg spændte meget, meget hårdt og nervøst i kæben. 
Det her kunne ikke passe.
"Bare rolig, Kath," manden sagde lige præcis så højt, at jeg og den anden dreng kunne høre det.
Og hvem var den anden så?
Hendes tredje flirt? For var jeg en flirt?
Og havde hendes væremåde hele sidste halvanden uge været ren skuespil? Nej, vel?
Det kunne det måske godt tyde på, eftersom hun selv havde lagt op til sex.
Hvad hvis hun i virkeligheden slet ikke var så skrøbelig, men bare prøvede at bilde mig det ind?
Nej, det kunne hun ikke. Nej, den var ikke den Kathleen jeg forelskede mig i.
Han kyssede hendes hals bagfra.
Både hendes far, og den anden mand trådte et skridt frem i vrede.
"Hvad laver du? Kan du slet ikke se at den mand elsker hende? Kathleen pas nu på..." Hendes fars stemme var nervøs og panisk. Han pegede på mig. Det var nervepirrende. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
Var han ikke politimand? Burde han ikke vide hvad han skulle gøre?
Drengen bag Kathleen fnøs.
"Elsker hende? Det må du ikke tro på, Kathleen. Selvfølgelig elsker han dig ikke. Det hele er ren indbildning. 
Kan du slet ikke se hvem han i virkeligheden er?"
Stod han lige, og sagde Kathleen's far imod?
Drengen som jeg ikke kendte, som stod ved siden af Kathleen's far blev hvid i hovedet.
Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde.
"Det eneste han vil, Kathleen er at udnytte dig. Han er kendt. Han kan manipulere dig til alting. Når den her sommer er slut, var du bare hans legetøj. Men jeg," han lagde sine hænder på hendes hofter.
"Jeg vil aldrig udnytte dig. Jeg ville passe på dig, og trøste dig. Og beskytte dig. Lyt til mig Kathleen."
Jeg lukkede mine øjne og knyttede mine hænder. Jeg kunne ikke klare at lytte til ham. Han havde vendt vores synsvinkler. Det var ham der ville udnytte hende. Det kunne man tydeligt se. 
Kunne Kathleen se det?
Jeg mærkede tårerne samle sig under mine øjenlåg, men jeg klarede at blinke dem væk.
"Prøv at se ham, Kathleen. Han er helt færdig. Hvordan skulle han nogensinde kunne beskytte dig, hvis han ikke engang kan holde styr på sig selv?"
Jeg gispede efter vejret. Det her var slet ikke fair. Det var ikke fair, at han havde kræfterne til at manipulere Kathleen og jeg. 
Og hvor var hendes far? Burde han ikke sige noget?
Kathleen kiggede hen på drengen, der kun var blevet mere hvid i hovedet. Han kiggede forfærdet rundt på os alle.
Mest på mig. Men hvad havde jeg dog gjort, udover at forelske mig i den pige? 
Jeg følte mig som en idiot. Hvorfor sagde jeg ikke noget? Hvad var jeg så bange for?
Hvornår ville jeg nogensinde finde kærligheden, hvis den blev taget fra mig på den måde hver gang?
Jeg kunne se Kathleen's rastløse blik. Hun var klog. Hun vidste at den dreng ville udnytte hende.

Og pludselig skete der noget helt fantastisk. Men intet kan være fantastisk, uden at det kan være hjerteknusende.
Hun vred sig vredt fri fra drengen. Så stak hun ham hårdt en albue i maven, så han stak op i et hyl.
"Hvis der er nogen her der vil i bukserne på mig, så er det dig!"
Også løb hun direkte hen til mig, og slog armene om mig.
Jeg stivnede. Jeg stivnede rigtig meget. Hun begyndte øjeblikkeligt at ryste, og hulke. 
Det blev bare ved. Tøvende lagde jeg mine arme om hende, og hun krammede mig tættere ind til sig.
"Undskyld," hikstede hun. "Undskyld Harry. Undskyld," det var næsten ikke til at forstå hvad hun sagde, fordi det ene hulk kom ud efter hende, efter det andet. 
Jeg så over hendes skulder, at hendes far tog den manipulerende dreng i armen, og skældte ham voldsomt ud.
Det var noget i den retning af:
 - hvis du nogensinde rør min datter igen, skal jeg nok få sat et politihold på dig!
Og det var ikke den rareste ting at få at vide.
"Harry," græd hun mere kontrolleret. Hun tog mit ansigt i sine hænder, men hun kunne ikke få sig selv til at se i mine øjne.
"Sig noget. Please," hviskede hun knust.
"Harry..." Hendes stemme var grødet og bedende.
Helt ærligt Kathleen. Hvad skal jeg sige?
"Harry. Jeg har brug for dig," hviskede hun. Hendes ene hånd kærtegnede forsigtigt min kind.
Men jeg var som en trance. Jeg opfattede overhovedet ikke noget af det. Jeg kiggede bare neutralt, og måske endda lidt koldt på hende.
Jeg havde intet at sige.
En hånd blev lagt på min skulder, og jeg kiggede hen på drengen den tilhørte.
"Justin..." Hviskede Kathleen såret.
Drengen rømmede sig.
"Harry," hilste jeg forsigtigt. Han gav mig et nik. "Justin. Brook. Og du må være Harry Styles," han vidste ikke om han skulle vrisse af mig, eller hvordan. 
Kathleen's tårer gled fortsat ned ad hendes kinder.
"Harry please. Jeg..." Hun kiggede fortabt ned i jorden.
"Jeg elsker dig jo. Harry vil du igen nok tage mig tilbage?" Justin stivnede og stirrede forbavset på os begge.
"Jeg kom ikke for at tage dig med tilbage." Min stemme var tonløs.
Kathleen bed sig utrolig hårdt i læben, og jeg var bekymret for om hun ville begynde at bløde.
"Jeg kom for at få at vide, hvad der fik dig til at gå. Hvad der fortalte dig, så vi ikke kunne sammen. Om de tårer, der uafbrudt af hærget mig igår aftes og nat, har været det værd. Kan du fortælle mig det, Kathleen?"
Kathleen snøftede. 
"Vil du ikke nok fortælle mig, hvorfor du ikke kan være sammen med mig? Du har lige sagt at du elsker mig. Hvis du elsker mig, hvorfor bliver du så ved med at ødelægge mig? Ødelægge os?"
Denne gang begyndte hun igen at hulke. "Jeg ved det ikke Harry... Jeg er bare så bange. Jeg er bare så frygteligt bange for dig."
"Er du bange for mig?" Jeg forsøgte at holde overraskelsen i min stemme, på et lavt niveau.
"Ja. Jeg er så frygteligt bange for alt det der har med dig at gøre. Alt. Den følelse jeg får når du kigger på mig. Den følelse du giver mig, når du kysser mig, og alle de følelser der er i mig lige nu. Jeg er bange for dit liv, som sanger. For jeg ved at folk lige om lidt vil opdage min stemme, og jeg kan ikke klare at være stjerne selv, og være din. Jeg kan ikke håndtere den er frygt."
"Så du er bange for at elske?" Spurgte jeg lavt.
"Jeg ved ikke hvad det er," hviskede hun grådkvalt.
Hun åndede tungt ud.
"Jeg er ikke den samme uden dig," hviskede hun. "Jeg har brug for dig," hendes stemme rystede. 
En kæmpe byld lå for alle mine organer. Jeg havde en trykkende, voldsom fornemmelse i brystet.
Og jeg vidste at det kun var Kathleen der kunne opløse det. Men ville jeg lade hende opløse det?
Jeg stirrede mut på hende.
"Jeg elsker også dig," sagde jeg langsomt. Jeg vidste ikke hvor ordene jeg fik ud kom fra, men de kom fra mig.
"Og hvis du vil, hvis du virkelig elsker mig, så lover jeg dig aldrig at give slip på dig. Og beskytte dig anset hvad der sker. Men du skal love mig det samme. For jeg kan ikke være i et forhold til en, der bliver ved med at nægte sine følelser."
Hun nikkede ivrigt. "Jeg vil gøre alt," hviskede hun. 
Jeg trak hende ind til mig, og strøg hende forsigtigt over håret. 
Det var dejligt at have hende i min favn igen. 
Jeg lukkede øjnene, og lod min næse begrave sig i hendes hovedbund. 
Den typiske, beroligende Kathleenduft fyldte mine næsebor.
Jeg kunne ikke lade være med at smile.
En hånd lagde sig på min skulder. Den var langt mere mandig end Justins, så jeg gik ud fra at det var Kathleen's far. Jeg gættede på, at Justin var nogle år yngre end jeg, ligesom jeg med Kathleen.
Men der betød intet. 
Jeg gav Kathleen et forsigtigt kys i hovedbunden og kiggede hen på hendes far. 
"Undskyld, Harry," han sendte mig et venligt smil.
"Jeg burde have vidst at du var god for min datter."
Jeg sendte ham et lille smil. "Det er okay. Men jeg håber ikke at du har noget imod, at vi tager tilbage til lejren? Ellers så må jeg tage alene tilbage også komme tilbage når lejren er slut?"
Han lyste op i et kæmpe smil. "Ville du have været kommet tilbage, selv efter lejren?" Spurgte han begejstret. 
Jeg nikkede. "Selvfølgelig. Jeg kan ikke lade Kathleen forbipassere på den måde," jeg sendte Kathleen et lille smil. 
Hun lagde sit hoved ind mod min skulder. "Jeg tager med dig. Jeg kan ikke undvære dig."
"Du klarede det da ellers meget godt de første 20 år af dit liv," drillede hendes far.
Ingen af os kunne rigtig lade være med at grine.
"Kathleen min pige," sagde han og fik hurtigt hendes opmærksomhed.
Han lagde sine hænder på hendes skuldre, og hun gav slip på mig. 
"Lov mig du bliver hos Harry, okay? Han er en god mand. Han skal nok passe på dig. Han mener alt det han siger til dig. Det kan jeg se på ham," han gav hende et lille kys på panden. 
"Du skal være taknemmelig over at have fået en som ham," han smilede til Kathleen, og kiggede derefter ned på mig, med et takkende, bredt smil.
"Tak far," hviskede hun. 
"Jeg tror det er den unge mand du skal sige tak til," han blinkede til mig. 
Farven steg gradvist i mine kinder. 
De grinede begge to. "Nå. Men så må i jo afsted. Skal jeg køre jer?"
"Jeg har vores bil," sagde jeg så. "Okay. Men i skal hjem og hente tasker."
"Og i skal lige sige farvel."
Justin trådte frem med et stort smil.
Kathleen grinede og løb ind i hans favn. Ham var hun også tryg ved.
"Hav det godt Katty," sagde han og kyssede hendes hovedbund. "Vi ses Justin."
Hun gik hen til mig igen, og flettede vores fingre sammen.
Jeg rødmede svagt og smilede bredt.
"Pas godt på hende Styles," Justin løftede advarende øjenbrynene. Jeg nikkede. 
Man skulle ikke såre Kathleen. "Selvfølgelig."
Så sendte han mig et af de der hvis-du-nogensinde-sårer-hende-får-du-med-mig-at-bestille. 
Det gjorde mig en anelse nervøs.
"Vi ses i to. Pas på jer selv."
Jeg gav Kathleen's hånd et lille klem, og fulgte hende med mig hen til bilen.
Selvom jeg havde ment alt jeg sagde til Kathleen, havde jeg givet hende en chance til.
Fordi, at jeg ikke ville kunne undvære hende, som hun heller ikke ville kunne undvære mig. Jeg elskede hende skyhøjt, og jeg vidste allerede nu, at vores forhold ikke var magen til mange andres. Men det var lige meget. 
Vi havde hinanden nu.
"Undskyld Harry. Jeg burde være blevet."
Ja, det burde hun.
"Det glemmer vi, min Kathleen. Nu tager vi tilbage, og afslutter campen."
"Okay. Ej Harry, jeg mener det," hun stoppede op. Jeg kiggede en anelse forvirret på hende.
"Hvad mener du Kathleen?" "Harry jeg var været en kæmpe idiot. Og det med Nick..."
"Drengen der kyssede dig?" Min stemme var overraskende rolig, i forhold til hvor vred jeg var.
"Sig ikke du er sur på mig," hviskede hun grødet. Jeg kyssede forsigtigt hendes pande. 
"Jeg er ikke sur på dig. Hvis jeg var sur på dig, ville jeg ikke kunne gøre det jeg har aller mest lyst til," hviskede jeg. 
Jeg lagde min ene hånd om i hendes nakke, og den anden om hendes talje. Jeg skubbede hende blidt ind imod mig, så vi stod støt op af hinanden.
"Harry..." Hviskede hun. Hun kiggede ned i jorden.
"Vil du ikke se på mig?" Hviskede jeg. Hun bed sig i læben. "Jeg kan ikke tilgive mig selv, for at have såret dig endnu engang. Harry, Nick betød intet og," "shy," jeg lagde min finger for hendes læber.
"Du skal ikke tilgive dig selv. Det er mig der skal tilgive dig. Og du er tilgivet. Jeg kunne tydeligt se, hvor utilpas han gjorde dig. Og jeg er ked af, at jeg ikke hjalp dig."
"Du hjalp mig ved, bare at være der."
Jeg smilede svagt til hende. Jeg tog fat om hendes kæbe, og tvang hende til at se op på mig.
Men hendes blik flakkede. "Kathleen kig på mig. Kig i mine øjne," bad jeg. Jeg havde savnet hendes forunderlige, fantastiske blå øjne. Den specielle livsglød de havde i sig, var nok til at gøre en hel uge perfekt.
"Jeg kan ikke," gispede hun. "Hvorfor? Kathleen jeg er ikke vred på dig."
Hun løftede forsigtigt hendes blik, og endelig mødte vores øjne hinanden. "Sådan. Se, det var slet ikke så skidt endda?" Sagde jeg med et lille lettet grin. 
Hun åndede tungt ud. "Jeg var bange for det blik du ville sende mig. Jeg hader når du kigger sådan... Sådan på mig."
Jeg vidste mit blik var mildt, så jeg forstod hende ikke.
"Kan du ikke lide mig blik nu?" Spurgte jeg. "Jo. Det er fantastisk. Du... Skinner," hun rødmede svagt.
"Tillad mig at udleve mine tanker?" Spurgte jeg hende.
Hun nikkede med et lille smil.
Jeg lænede mit hoved ned til hendes, og lod vores læber mødtes.
Selv blot en dag uden hende, havde ødelagt mig. Jeg vidste, at dette ikke var en tilfældig forelskelse. Det skulle være os. Vi skulle være noget.
Den berusende følelser skød rundt i hele min krop, og jeg måtte holde en anelse bedre fast om hende, for at holde balancen i et enkelt sekund. Hun lod sine arme svinge sig om min hals og skuldre. Jeg smilede i kysset, og holdte det ud i lang tid. Jeg kunne ikke stoppe.
"Harry," hun trak sig grinende væk og lagde en hånd på min kind. 
Jeg smilede kærligt til hende. "Jeg elsker dig, Kathleen." Hun fjernede sin hånd igen.
"Og jeg elsker dig," hun svang armene om mig, og lagde sit hoved ind til mit bryst. Jeg tillod mig at nyde øjeblikket, og lagde også små kys i hendes hovedbund. 
Hendes rift på panden var næsten væk.
"Skal vi videre? Måske kan vi nå derud inden aftensmad," sagde jeg stille.
"Aftens-hvad?" Spurgte hun drillende.
"Åh, det havde jeg næsten glemt aftens-.... Ikke mad ihvertfald." Hun grinede stille og kyssede mit kindben, inden hun flettede vores fingre sammen endnu engang.
Vi begyndte at gå igen.
Jeg løftede hendes hånd op, og gav hendes håndryg et kys.
"Jeg glemte vidst at fortælle dig noget," sagde jeg nervøst, da vi var ved bilen. 
"Hva-" 
"Kathleen!!" 
Den unaturligt farvede irer stormede ud af Range Roveren, var den første han gik efter Kathleen. 
Han krammede hende ind til sig. "Kathleen det må du aldrig gøre igen." Kathleen grinede svagt og lagde også armene om ham. 
"Bare rolig Niall. Jeg bliver her."
"Ja, du kunne da i det mindste fortælle os, at din far er politimand. Jeg troede vi var blevet sagsøgt!" Louis skubbede Niall væk og trak selv Kathleen ind i et kram.
Kathleen grinede højt. "Han er altså ikke farlig," hun kiggede over på mig. 
"Han kan godt lide Harry."
"Det så da ikke sådan ud igår."
"Det var bare en stor misforståelse," sagde jeg med et smil.
Liam trådte ud fra førersædet. 
"Dejligt at se dig Kathleen," han gav også hende et kram. 
"Skal du med tilbage?" Spurgte Louis glad. Kathleen nikkede. "Jeg kan da ikke lade jer blive uden mig."
Jeg gik hen til hende, og plantede mine læber på hendes kind. 
"Neeej," Niall gav mig et puf i siden. "Du risikerer nok, at Styles her for en maskinefejl."
Kathleen grinede. 
"Det har han da allerede fået," grinede Liam. 
"Men jeg reparerede ham," smilede Kathleen.
"Og jeg reparerede dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...