Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25974Visninger
AA

18. Kapitel 17: Kathleen Beck

When I said, "Goodbye," I wasn't ready no, whoa
But I don't wanna waste your time
No, you deserve to find the love of your life
One day you'll marry such a lovely wife

- Megan Trainor My Selfish Heart

Jeg stod henne ved mine tasker. Jeg rev T-shirten over hovedet imens jeg rodet i mine tasker for at finde noget tøj. Jeg fandt det også, jeg havde fundet en tynd kjole som var kommet over min næsten nøgne krop. Jeg kunne mærke at Harry stirrede på mig, og jeg følte mig ærligt blottet. Jeg rev fat i mine tasker imens jeg gik hen mod døren, hvad jeg sagde passet desværre alt for godt. Vi ville aldrig passe sammen, hvem prøvede vi at narre.

”Kathleen” Harry rev fat i mit håndled, og strammede til. Jeg vendte mig halvt om og kiggede med et såret blik på ham. ”Lad mig være Harry” hvisket jeg svagt.

”Kathleen, lad nu være med at gøre det samme som din mor gjorde” han kiggede bedende på mig imens han stod og spærrede vejen, så jeg ikke kunne komme væk. ”Lad være med at bruge min mor mod mig” hvisket jeg, meget tæt på at lade mine tårer falde igen. ”Men” han stoppede sig selv og lod blikket søge gulvet, det var min billet ud herfra. Jeg skyndte mig udenom Harry, så jeg nåede døren.

Jeg stirrede trist tilbage på den lukkede dør. Jeg lod nogle snøft ramme den trykkede og varme luft, som var omkring mig. Jeg bed mig svagt i læben inden jeg bevægede mig hen til kontoret, hvor jeg viste Sylvia ville være. Jeg viste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre med det her, men en ting er sikkert. Jeg havde såret Harry igen - og jeg kunne ikke blive ved med det.

Jeg bankede svagt på døren ind til kontoret, og der gik ikke lang tid før der var en der råbte at jeg kunne komme ind. Jeg trak vejret dybt imens jeg trykkede ned i dørhåndtaget. Jeg kunne ikke lade være med at bide mig i læben.

”Kathleen?” Sylvia kiggede overrasket på mig. Jeg kiggede ned i gulvet imens jeg lod mine ting falde ned på gulvet ved døren. Jeg var kommet hen til skranken imens jeg svagt lod mit blik ramme hendes. ”Jeg vil gerne have du ringer til min far. Der er dårlig forbindelse på min telefon” jeg stirrede direkte ind i hendes øjne, som minde for meget om mine.

”Kathleen, er det nu en god ide” hun kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede med sammenrullede læber, jeg viste det var dumt, men jeg gjorde dumme ting.

”Lad mig nu bare låne telefonen Sylvia” jeg kiggede tøvende hen på hende. Hun rakte mig nervøs den stationere telefon. Jeg smilede svagt til hende, inden jeg ringede min far op.

”Kathleen?” min fars stemme var til at høre i røret. Hvordan viste han at det var mig?

”Gider du at komme og hente mig nu” jeg gled ned af skranken til jeg sad på gulvet. Jeg prøvede at holde mine snøft inde, men det lykkes ikke særlig godt.

”Hvad sker der?” han lød bekymrede og det gjorde det hele meget værre. Jeg måtte bide mig i læben for ikke at lyde som en kæmpe idiot.

”Hent mig nu bare far” jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at begynde at stortude. Det lykkes også at holde det inde, men smagen af metal fra min mund begyndte at blive mere tydelig.

”Kathleen!” jeg kiggede op på Louis der havde skubbede døren hårdt op. Han så lidt chokeret ud, måske fordi at døren gav sådan en høj lyd.

”Hvad sker der Kath” min far lød bekymrede. ”Hent mig” hvisket jeg ind i telefonen imens jeg nervøs trak mine ben op til resten af min krop.

”Jeg er der om en time” jeg kunne høre den dyttende tone, hvilket vil sige at han havde afsluttet samtalen.

 

”Kathleen” Louis stod nu ved mig, og kiggede ned på mig. har nogle nogensinde prøvede det, man føler sig utrolig lille. ”Louis, gå” jeg kiggede bedende på ham imens jeg måtte synke den bittere metalsmag jeg havde i munden.

”Nej. Harry er væk, og det er din skyld” han pegede vredt ned mod mig. jeg skuttet mig så min ryg ramte den kolde skranken.

”Så led efter ham, Louis” hvisket jeg svagt, min stemme dirrede af nervøsitet. Louis satte sig på hug foran mig imens han kiggede såret på mig. Hvorfor var han sårede?

”Du er hans kæreste. Opfør dig som en” han kiggede med bebrejde øjne på mig. Jeg sank den klump der havde samlet sig i min hals. ”Stop” jeg kunne mærke den saltet smag. Han rystet opgivende med hovedet, kiggede efterfølgende utrolig skuffet på mig.

”Du flygter fra dine problemer” han rejste sig. Han greb fat i mine tasker inden han lukkede døren. ”Louis” skreg jeg panisk efter ham, men jeg viste selv at det var en tabt kamp.

 

Jeg stod henne ved lågen som holdte de fremmede væk, og eleverne inde. Jeg bed mig i læben da jeg så min fars bil køre hen til mig. Mine tårer var stadige ikke stoppet, og det gjorde mig endnu mere trist.

”Kathleen, hvor er dine tasker?” han rullede vinduet ned imens han kiggede undrende på mig.

”Jeg ved det ikke” hvisket jeg grædefærdig. Han kørte hen til parkeringspladsen og steg efterfølgende ud.

”Så lad os finde dem” han trak mig ind i et kram, og først der opdagede jeg at han stadige havde sit arbejdstøj på. Jeg løftet det ene øjenbryn imens mit blik ramte hans øjne. Han grinede kort af mig inden han klappede mig på hovedet.

”Du ringede i min arbejdstid Kath” han lod et kys ramme min pande. ”Undskyld” jeg sendte ham et nervøs smil. ”Hvor vil dine tasker være?” han skubbede mig blidt af sted. Jeg kiggede bagud hvor min far gik. Jeg bed mig i læben igen

 

Jeg åbnede døren ind til hytten der tilhørte Harry og jeg. Jeg kiggede ind i den korte gang, jeg kunne ikke se nogle og det gjorde mig mere tryg. Min far skubbede mig ind af døren så jeg faldt over noget. Jeg åbnede chokeret mine øjne, og kiggede ind i nogle triste grønne øjne.

”Kathleen!” Harrys øjne var blodsprængte imens jeg skubbede mig væk fra ham.

”Hvor er mine ting?” min far var trådt ind af døren og blev mødt af fire drenge, otte øjne.

”Kathleen, sover du med drenge?” jeg svang mit hovedet bagud. Jeg tro jeg ramte Harry med mit blonde hår, min far som kiggede lidt overrasket rundt.

”Gider du hjælpe med at se om mine ting er her” min stemme rystet og lød utrolig skrøbelig.

”Først skal du lige fortælle hvad der sker her?” min fars stemme lød bebrejdende, men det er vel også forståeligt. Det er vel ikke lige det man regner med at være vidne til.

”Kathleen” Harry trak mig ned til ham, hans blik var utrolig skrøbelig. Mit blik flakkede imens jeg åndede tungt.

”Harry. Lad mig være” hvisket jeg svagt imens jeg trak mig tilbage. Han kiggede sårede hen på mig, min far så stod med hans uniform og så utrolig arrige ud.

”Er det dig der har sårede min datter?!” han kiggede utrolig vredt på Harry. Harry veg lidt væk, kiggede med nogle chokeret øjne på min far.

”Nej, nej sir” hans fingerspidse ramte min ene hånd. Jeg kiggede nervøst ned i jorden, bange for at kigge op på de fire sårede fyre.

”Sig mig, har du været i seng med hende” han trak Harry op og stå. Harry kiggede bange på ham.

”Far” jeg lød overrasket over hans udbrud.

Min far ignorererede mig inden han skubbede Harry ind mod væggen, man kunne høre smældet hvor jeg sad. Ellers var det bare mig der synes at den var utrolig høj.

”Svar mig knægt” han kiggede med lynende øjne ned på Harry. For at være helt konkret så var min far højere ind Harry, hvilket nok var enestående, for Harry var høj.

”Vi har ikke lavet noget” Harrys blik lå på mig. Jeg sad på hug og kiggede på hvad der forgik lige foran mig, det var skræmmende.

”Kig på mig, når du snakker til mig” han kiggede kort, men vredt på Harry. Drengene havde rejst sig og var på vej hen til Harry.
”I rør jer ikke!” han kiggede med lynende øjne på drengene, for bare at vende hans blik mod Harry igen. ”Far” råbte jeg panisk, da han hev Harry op fra gulvet. Jeg kunne se Harry paniske blik, det var et blik jeg aldrig ville glemme.

”Harry!” jeg rejste mig da Harry var blevet bleg i ansigtet. ”sæt ham!” min far skubbede ham ind i væggen og efterfølgende gav slip på ham.

Han kiggede på de fire chokeret drenge imens han stod foran mig. ”Hvis i nogensinde rør hende igen, får jer sagsøgt. Og hendes tasker nu” Liam var den første til at reagere. Jeg kunne se det skuffet blik da han gik ind på badeværelset og hentet dem.

”Her sir. Men må jeg sige en ting” han kiggede roligt op på min far, og min far kiggede utålmodigt på Liam.

”skynd dig lidt” Liam trak vejret kort. ”du har en vidunderlig datter, som jeg ved Harry elsker. Han vil aldrig såre hende” han kiggede hen mod mig, jeg bed mig trist i læben. ”Men din datter elsker også Harry. Det er nyt for hende” han sendte mig et svag smil. Jeg kiggede ned på mine negle, som var blevet til det mest interessant.

”Hun skal ikke såres. Det skal jeg nok sørge for” han brummede det vredt.

”Og Harry vil aldrig såre hende” jeg var overrasket over at Liam kunne være så rolig og alligevel være så blid i hans tone.

”Det må han have gjort. Se på min datter” han kiggede hen mod mig. jeg kiggede svagt op igennem mine øjenvipper. ”Lige nu tro jeg at hun såre sig selv sir” jeg kunne se at han ville protestere, men Liam kom først.

”Se på dem sir. De er begge triste, og det ville de ikke være hvis de ikke elsket hinanden” Harry åbnede munden, men lukkede den igen. Jeg kiggede nervøs på Liam.

”Hun har en smuk stemme, og Harry er den eneste her der har fået hende til at åbne sig” Liam bed sig læben, men jeg kunne ikke forstå hans følelser.

 

 

 

Jeg stod foran bildøren imens jeg kunne mærke drengens blikke. Jeg åbnede døren imens jeg kiggede hen på dem. Harry og Liam stod og holdte om hinanden, jeg kunne svagt skimte Harry som hikstet af gråd. Det gjorde ondt at se, men det var det bedste.
Liam smil han sendte mig, nåede aldrig rigtig hans øjne. Jeg havde sårede dem alle, og det værste var at jeg selv viste det.

”Kathleen” jeg bukkede mig ned imens jeg kiggede ud igennem vinduet. Jeg kunne se Liam var løbet hen til bilen. Min far der havde tændt for motoren og kiggede afventende på mig.

”Er du parat?” han sendte mig et smil, som heller ikke nået hans øjne.

”Jeg ved det ikke” min far trådte svagt på speederen så den lavede en spindende lyd. ”Kathleen, elsker du ham?” han satte bilen i gear inden han drejede sit hoved. Han var kørt, og Liam kiggede længe efter bilen.

”Det kan være ligegyldig nu” jeg bed mig i læben imens jeg kiggede ned mod mine negle.

”Du ved godt at din bedsteven vil være skuffet” han kiggede kort på mig, inden han kiggede ud på vejen igen. Jeg bed mig i læben, drengen jeg ikke ville skuffe.

”Han vil gerne se dig bruge dit talent. Og det kommer du ikke til hjemme i byen” han lagde sin hånd kort på mit knæ.

”Jamen” han trommede på rattet imens han kiggede lige ud. ”Det er dit valg. Vi kan også køre tilbage” han sendte mig et trygt smil. Jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg har ødelagt alt.

”Nej” jeg var selv i tvivl. Der var dog en ting jeg viste ved mit valg, Harry kunne få en meget bedre pige ind mig. Selvom det gjorde ondt, var jeg glad for det.

”Sikkert?” han holdte inde i nødsporet imens han lod hans blik ramme mit. ”Vi er halvvejs hjemme, halvvejs til lejeren” han trak mit ansigt op så jeg kiggede på ham. ”Jeg tro drengen elsker dig” jeg kunne skimte det nervøse blik han sendte mig.

”Han klare sig” jeg var usikker på mit svar. Det var selvfølgelig det jeg ønskede men jeg ville også elske at han ikke kunne klare sig uden mig. Ja det er selvisk, hvorfor tro du jeg ikke vender om.

”Men det er ikke problemet. Klare du den?” jeg kiggede ned i gulvet. ”Jeg ved det ikke. Men hvis min mor kan, kan jeg også” jeg kiggede ind i min fars grønne øjne, men de havde ikke samme livglade glød som Harrys.

”Hvor har du hørt det fra?” jeg kunne se mit fars nervøse blik. ”Fra min moster, Sylvia” jeg kiggede ind i hans øjne. Jeg kunne se det nærede ham.

”Du skulle aldrig have mødt hende Kathleen. Hun er ikke andet ind problemer” han lod hans blik ramme vejen igen.

”Hvor vil du hen?” han kiggede smilende, men nervøs på mig.

”Hjem”

 

Jeg sad inde på politistationen imens vi far kørte patrulje. Jeg havde ikke lyst til at være ude, ingen gang løbe. Jeg sad bare her inde imens jeg kiggede ud på det gode vejr. Jeg sukkede svagt, var valget jeg tog godt?

”Hej” jeg slog blikket op fra min bog. Kiggede på en ung mand i uniform. ”Hej” hvisket jeg tilbage. Selvtilliden var blevet større, men jeg var stadige ikke glad for at snakke med fremmede.

”Jeg hedder Nick” han rakte hans hånd mod mig. Jeg tog den nervøs inden jeg trykkede blidt den.

”Kathleen” han sendte mig et tandpasta smil.

”Den Kathleen” han sendte mig et drillende smil. Jeg kiggede undrende på ham, med det ene øjenbryn i vejret.

”Er jeg eftersøgt eller hvad?” jeg kunne ikke lade være med at gemme den spydige kommentar. ”Kun blandt alle ungkarle” han satte sig ned overfor mig. ”Du er den smukkeste og naturligste pige i denne lille by” han kiggede charmende på mig. jeg bed mig flovt i læben, det var nået Harry kunne finde på at sige til mig.

”Gud, du smører tykt på” jeg kunne mærke den lyserøde farve som brændte på mine kinder. Han trak mit ansigt op, så han kunne kigge på mig.

”Og så er det ikke værst at din far er politibetjent” jeg kiggede spørgende på ham, inden mit blik flakkede rundt.

”Ellers havde jeg aldrig mødt dig” han trak mit hovedet hen til sig inden han kysset min kind blidt. Jeg viste at det var dumt, men jeg kunne ikke lade være med at fnise kort.

”Ikke være flov” han lod hans brune øjne ramme mine blå. Jeg savnede Harrys øjne, de var de smukkeste jeg havde set.

”Det er jeg heller ikke” jeg kiggede ned på mine negle, da han havde givet slip.

”i må nok stoppe inden din far kommer” vi kiggede begge hen mod min fars makker, og bedste ven. ”Vi laver ikke noget” jeg kiggede nervøs på ham, han sendte mig et lumsk smil.

”Bare husk at passe på jer selv” han grinede da han gik ud til skranken. Jeg kiggede flovt ned i bordet. Hvem ville dog ikke være det. ”Jeg skal nok passe på dig” han lod hans læber snitte mit kraveben. Jeg skubbede nervøs min stol tilbage imens jeg greb fat i min bog.

”Kathleen?” jeg var nåede hen til fronten imens jeg frøs. Jeg havde ikke troede at han ville stå her. Jeg kiggede ned i gulvet imens jeg trådte et par skridt tilbage. Jeg kunne mærke nogle hænder ligge sig på mine hofter inden han skubbede mig blidt hen mod dørkarmen igen. Jeg bed mig nervøs i læben, kiggede op på Nick, og efterfølgende hen på ham. Hvad lavede han her?

”Kathleen” min far trådte ind af døren, kiggede på hele senariet, der udspillede sig foran ham.

”Jeg bliver nød til at gå” jeg rev mig fri af Nicks greb inden jeg åbnede skranken og satte i løb. Det her kunne ikke passe, det skulle ikke passe.

”Kathleen” stemmen der råbte efter mig var så bekendt. Det gjorde ondt at høre. ”Kathleen” et par arme lagde sig om mig, hev mig op så jeg ikke kunne nå jorden.

”Slip mig” min stemme var grødet. ”Aldrig. Jeg fortjener sandheden” personen der havde grebet mig, vendte mig. Jeg stirrede på en ødelagt dreng, drengen som havde betydet alt, og nok stadige gør det.

”Harry. Jeg skylder dig intet” jeg stammet det næsten.

”Du skylder mig meget”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...