Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25979Visninger
AA

17. Kapitel 16: Harry Styles

Please, won't you wait? Won't you stay?
At least until the sun goes down
When you're gone, I lose faith

- Final Song, MØ

 

 


Jeg kunne ikke lade være med at smile svagt over hendes ord.
Jeg var dog stadig meget overrasket over, at hun ikke var jomfru. Men på en måde lettede det også, og den dag vi gjorde det (hvis vi altså gør det), ville jeg ikke kunne få dårlig samvittighed, for at hendes første gang blev dårlig.
Jeg trak mig langsomt væk fra hende.
"Harry," hun greb fat om begge mine hænder, og lod sine fingre følge senerne, og de synlige knogler i mine fingre. Til sidst sluttede hun sit blik ved mit tatoverede kors, og mit anker.
"Vil du ikke nok fortælle mig hvad du tænker på? Hvad der går dig på?" Spurgte hun lavt.
Jeg bed mig i læben. Jeg vidste at jeg måske ville såre hende, og det var det sidste jeg havde lyst til.
"Jeg..."
"Please?" Hviskede hun. 
Jeg sukkede. "Jeg tænker på os... På dig..." Sagde jeg langsomt. 
"Er det fordi jeg ikke er jomfru? Harry fortæl mig det," bad hun.
"Ja," indrømmede jeg så. "Jeg troede du var jomfru, og jeg er ret overrasket over det. Også er jeg ked af det, fordi du fortrød din første gang. Ingen skal behandle dig skidt," hviskede jeg.
"Og jeg lover dig, at hvis vi gør det, så vil jeg behandle dig meget bedre end den nar gjorde. Til enhver tid," jeg fugtede mine læber.
Hun blev en anelse varm i kinderne, men kun en anelse. "Jeg vil gerne... Med dig," hviskede hun svagt, og også ret genert. "Men ikke nu. Det ved jeg bare ikke om jeg kan." Jeg smilede forsigtigt til hende.
"Jeg vil aldrig, aldrig tvinge dig til noget. Vi skal være enige, før vi gør noget." 
Hun nikkede med et lille, glad smil.
Jeg fortsatte:
"Også er jeg stadig påvirket af, at du besvimede. Det skulle aldrig have været sket."
"Harry," hun gav slip på min ene hånd, og lagde i stedet for sin hånd imod min kind.
"Det er stadig ikke din skyld. Det bliver det aldrig." "Men jeg er din kæreste. Jeg burde have passet bedre på dig."
Det gjorde lidt ondt i maven at sige det. Jeg fortrød nu, at da jeg spurgte hende om vi skulle komme sammen sådan for alvor, at jeg havde løjet om mine og Sylvias planer. Ikke fordi det var en meget streng plan, men jeg havde ønsket det ville have kommet fra mig, og ikke bare noget hun havde sagt var bedst for os.
Men hvis jeg tænker tilbage på, at Sylvia er Kathleen's moster, og kun ønsker det aller bedste for hende, var jeg ikke så skuffet endda. Sylvia havde på en måde overtaget Joannas plads, Kathleen's mor's plads, og igennem mig sørget for Kathleen havde det godt.
Men jeg løj aldrig, og specielt ikke overfor Kathleen. Hver eneste gang jeg forsikrede jeg elskede hende, var det sandt. Sylvia havde vist mig det. Det var jeg utrolig taknemmelig for.
Da Kathleen havde sagt det tilbage til mig, vidste jeg ikke rigtig, om hun bare sagde det, fordi jeg havde sagt det.
Men hun stolede på mig, og derfor måtte jeg også stole på hende.
Hun kærtegnede blidt min kind. "Da det skete, var vi faktisk ikke kærester," den røde farve steg i hendes kinder. 
Jeg kiggede ned i jorden med et genert smil. Aldrig i livet havde jeg troet, at jeg ville finde en kæreste på denne lejr. Men Kathleen havde taget mig med storm, og allerede efter en uge, var vi blevet kærester.
"Men det er vi nu," sagde jeg lettet. Lettet, fordi jeg endelig havde fundet en jeg holdte af. 
Min største bekymring, nemlig tiden efter den her Camp, overskyggede desværre rimelig meget mine tanker.
Men vi kunne klare 
"Også tænker jeg på os, efter den her lejr."
Hendes ansigts glød fortrak sig med et knips. "Ja?" Spurgte hun nervøst.
Hun fjernede sin hånd fra min kind. "Det vil aldrig kunne komme til at gå. Du vil bare blive irriteret over mig," hviskede hun. "Irriteret over min pokkers generthed, som gør at jeg ikke kan holde ud at folk kigger på mig. Og hvordan skal man så lige være kærester med en som dig?" Hun var frustreret, men hendes stemme var stadig i et hviskende tonelav.
Denne gang var det min tur, jeg tog fat om begge hendes kinder.
Jeg mødte hendes fantastiske, blå, store, varme og kærlige øjne, som sorgmodigt kiggede ind i mine.
Jeg måtte rømme mig en anelse, for ikke at falde bagover.
"Så længe mit hjerte banker hurtigere hver gang jeg ser på dig, og mit eneste ønske er at mærke dine læber imod mine, så vil jeg aldrig give slip på dig. Uanset hvad," hviskede jeg.
"Og hvad så efter det?" Hviskede hun. Jeg rystede på hovedet. 
"Den tid kommer aldrig," svarede jeg hende. "Jeg elsker dig, og aldrig ville jeg kunne give slip på dig. Du er min unikke øjensten, Kathleen."
Hun kiggede ned i jorden, og da hun mødte mine øjne igen, var de blanke af tårer. 
"Men jeg vil aldrig kunne klare det. Vi vil bare miste hinanden," hendes stemme var grødet.
"Så længe du bliver hos mig, og lader mig beskytte dig, så lader jeg intet ondt ramme dig," jeg fjernede mine hænder fra hendes kinder, og tog fat om hendes hænder i stedet for.
"Jeg vil ikke miste dig. Jeg kan ikke miste dig. Du fuldender mig, Kathleen. Og det tog mig kun en uge at finde ud af." Jeg smilede skævt, genert.
"Jeg er faktisk lidt stolt over det."
Et lille grin slap ud af hendes læber. "Tak Harry," hun svang pludseligt armene om mig, men jeg tøvede ikke et sekund ved at gøre det gengældt. 
Hun sukkede tungt ud imod mit bryst.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dig," hviskede hun. "Du behøver ikke at sige noget, min Kathleen. Så længe du er hos mig."
"Der er aldrig nogen der har talt sådan til mig før," hviskede hun. Hun havde stadig sine hænder bundet omme på min ryg, men hun trak sig lidt væk, og mødte mine øjne igen.
"Jeg elsker dig," hun rullede sine læber sammen.
Jeg lod min tommelfinger køre hen over hendes underlæbe, hvilket fik hende til at give slip på sine læber. Jeg sendte hende et lille smil.
Så lænede jeg mig frem, men min ene hånd på hendes kind og den anden i hendes nakke. 
"Meget bedre," hviskede jeg. 
Også ramte mine læber hendes, igen. 
Den dejligste, flydende følelse gled igennem mig igen. Jeg var nærmest blevet helt døsig, af at leve mig ind i øjeblikket.
Hun trak sig smilende væk.
"Jeg tror gerne de andre vil ud at bade," sagde hun, denne gang i et normalt tonelav. Så kunne man bedre høre hendes dejlige stemme. 
"Er du sikker på du også har lyst? Ellers kan vi to bare blive på land," sagde jeg med et smil.
I virkeligheden ville jeg helst have en dukkert, men det kom selvfølgelig an på hvad Kathleen helst ville. Lige nu blev hun prioriteret højere end jeg.
"Jeg har ikke noget badetøj med," sukkede hun. 
Jeg greb hendes hånd, og trak hende med mig hen imod hytten.
"Bah. Du låner bare en af mine t-shirts," sagde jeg med et smil.
"Din t-shirt?" Spurgte hun forundret. "Ja. Jeg går ud fra den dækker det meste. Kvinder har jo normalt også bikinier på og sådan," sagde jeg, og forsøgte ikke at lyde som en klapspade. 
Hun grinede, men svarede mig ikke.
Drengede havde imens vi havde snakket med Sylvia, flyttet over til den anden hytte, så da vi trådte ind var det kun mine og Kathleen ting der var der.
Kathleen smed sine sko og satte sig i en af underkøjerne.
"Hvordan skal vi sove?" Spurgte jeg hende. 
Hun rødmede svagt. "Sammen," sagde hun så. Et bredt smil dukkede frem på mine læber.
"Okay. Men i underkøjen, for jeg hader at sove i overkøje," jeg hev mine ting ned fra overkøjen, og lagde det ved den underkøje vi skulle sove i. 
Jeg glædede mig allerede til at ligge tæt med hende igen. Det føltes så perfekt og rart. Og trygt. 
Også selvom det var helvedes varmt, men jeg kunne ikke være mere ligeglad.
Jeg fandt en af mine t-shirts, der var lange og ikke så gennemsigtige, og kastede den til Kathleen.
"Prøv den," jeg vendte mig om, og fandt selv mine badebukser frem. Selvfølgelig havde jeg da taget bade tøj med. Tøj til hver en lejlighed, ikke?
Okay, måske ikke gallatøj, men you know.
Da jeg vendte mig om igen, så jeg et lille udsnit af hendes BH, inden min t-shirt gled ned over hendes overkrop.
Jeg var ærligtalt overrasket over, at hun have turdet bare at trække sin trøje af, når jeg stod lige ved siden af hende, også selvom jeg kiggede væk.
Jeg kommenterede det ikke. Hun rejste sig op, og kiggede ned af sig selv.
Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun så så frygtelig kær ud, i min lange t-shirt. Den gik hende til midten af hendes lår, og ærmerne nåede næsten ned til hendes albue.
Jeg rynkede brynene. Gik den virkelig ikke længere ned?
"Hm," brummede jeg. Jeg gik hen til hende, og trak forsigtigt lidt ned i den. Den gav sig ikke.
"Hvad laver du?" Spurgte hun med et sødt lille grin. Jeg kiggede smilende til hende.
"Jeg undrer mig over, hvorfor den er så kort på dig," jeg gik et skridt tilbage, og lagde hovedet på skrå.
Hun kunne ikke lade være med at grine. "Måske er den ikke så lang, som du havde troet."
"Neeeeej." Jeg prøvede at udtænke mig til, hvad jeg havde taget fejl af. Den t-shirt var ikke så forfærdelig kort på mig. Faktisk var det mest mine brede skuldre, og muskuløse ryg der havde holdt den bedre oppe på mig.
"Du er høj." Jeg trådte hen til hende igen, helt tæt, så vi nærmest stod op af hinanden.
"Virkelig høj," sagde jeg chokeret. Hun grinede. "Jeg er ikke spor høj. Det er en almindelig højde," hun kiggede ned ad sig selv, og kunne ikke holde et lille smil inde.
"Hvor høj er du?" Spurgte jeg så.
Hun tænkte sig om. "170 cm. Tror jeg."
Jeg løftede øjenbrynene. "Men så er du jo også høj," sagde jeg. "Nej. Jeg er ikke den laveste nej, men,"
"Kathleen jeg er 180 cm plus-minus og der er jo kun et hoved imellem os."
Hun trak på skuldrene. 
Jeg sendte hende et kækt, skævt smil. "Men det gør ingenting. Så har jeg lettere ved at nå dig," sagde jeg og behøvede knap nok at bukke mig, for at nå hendes læber i et kort kys.
Hun smilede bredt, men kunne heller ikke holde den svage farve tilbage.
"Fordi," jeg vendte mig om. Jeg kunne ligeså godt bare skifte til badebukser her, en mand i bar overkrop havde alle vel set.
Altså måske ikke Harry Styles, men no Way. Jeg ville ikke lyde ophidset over mig selv.
"For jeg ved ikke om du ved det," jeg fandt mine badebukser frem, og lagde dem foran mig på den modsatte underkøje, af hvor Kathleen sad. "Men jeg tror du er god nok til at blive model."
"Harryyyy," sukkede hun.

"Jamen du er høj nok. Og du er meget smuk," jeg trak min trøje over hovedet, så jeg stod i bar overkrop.
"Harry lad være," sagde hun flovt. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg skulle lade være med.
At afklæde mig foran hende?
"Men jeg mener det. Desværre tror jeg bare ikke du er egnet til at være model. Du skal helt klart være noget inde for musikken."
Jeg satte mine hænder i hofterne og kiggede på hende med løftede øjenbryn.
"Syntes du ikke også det?" Spurgte jeg hende.
Jeg fik dog intet svar. Hun sad bare og stirrede.
Stirrede helt og aldeles åbenlyst på mig.
"Kathleen?" Spurgte jeg drillende. 
Hun sank en klump.
"Model? Nej, ikke mig," skyndte hun sig at sige.
Jeg kunne ikke holde et lille grin inde. "Hvad er det dog der har fanget dit blik?" Spurgte jeg kækt.
"Hmm." Mumlede hun bare. 
"Hmm?" 
"Dig. Du har fanget mit blik," sagde hun lavt.
Jeg fnes kort. Jeg vidste hun var temmelig genert over, at jeg bare stod sådan foran hende.
"Det er bare dine tatoveringer," smilede hun. 
"Aha?" Jeg kiggede ned af mig selv. "You like it?" Grinede jeg. Hun nikkede langsomt. 
"Ja. Du æhm..." 
"Ja, jeg ved det. Jeg er super lækker, sig det nu bare."
Farven steg i hendes kinder på mindre end 0,2. 
Jeg greb grinende fat i hendes håndled, og trak hende op så kraftigt at hun væltede ind i mig. 
Hun gispede forskrækket mod min nøgne hud, og hendes ene hånd landede lige over mit ene bryst.
"Det er altså ikke farligt," sagde jeg grinede. Hun grinede også selv, sådan lidt forsigtigt.
Hun tillod sig selv at lade sin hånd glide tøvende ned, hen over den tatoverede sommerfugl midt på min mave.
"Hvorfor en sommerfugl?" "Du er vel nok nysgerrig, hvad?"
Hun fnes. "Jeg vil gerne vide det," sagde hun bare.
"Vide hvad der sker oppe i dit hoved, når dig beslutter dig for at få tatoveret et insekt på midten af din overkrop, som vil være der resten af dit liv."
"Ja tak, det vidste jeg faktisk godt. Nå. Jeg valgte en sommerfugl, for en sommefugl starter med at være en lille tilfældig larve, der med tiden bliver større, og bliver til en sommerfugl. Sådan ville jeg også gerne leve mit liv," sagde jeg med et smil. 
"Åh," hun nikkede lidt. "Jeg vidste ikke at dine tatoveringer havde så overført en betydning." "Det var da det jeg sagde," grinede jeg. "Dengang vi lå ude i skoven. - alting har en overført betydning."
Hun fnes. "Jeg kan slet ikke forestille dig uden dem," grinede hun, og lod sin hånd strejfe min ene biceps, som var dækket af adskillige tatoveringer.
"Nej. Jeg har også glemt det lidt," indrømmede jeg. Hun kyssede blidt min skulder. 
"Skal vi gå ud til dem?" Spurgte hun med et lille smil.
"Mhm, jeg skal lige have badebukser på," jeg ville ikke skifte det her, foran hende så jeg smuttede hurtigt ud på badeværelset og skiftede.
Tålmodigt var hun blevet stående og ventet, til jeg kom ud igen.
"Klar?" Spurgte hun, og lød sådan ret forfjamsket.
Jeg tog hendes hånd og sendte hende et lille smil. "Ja."
"Men vent lige," jeg løftede min hånd op til hendes pande, og trak forsigtigt plasteret af. Hun kunne ikke bade, med et plaster. Hun bed sig i læben, af smerte.
"Er du okay?" Spurgte jeg bekymret. "Jaja. Er det meget slemt?" Spurgte hun nervøst. Såret var friskt, men det var meget lille, så hvis hun lod sit hår hænge løst kunne man ikke se det. Jeg rystede på hovedet.
"Nu kan vi gå."
Sammen i hånd gik vi ud af hytten og ud til den lille badebro.
Drengene plaskede allerede rundt dernede. "Hej!" Råbte Niall vinkende. 
Jeg gav slip på Kathleen's hånd. "Vil du først?" Spurgte jeg hende. Hun rynkede på næsen. 
"Nej." "Hmm," jeg tog fat i hendes hånd igen. "Skal vi så springe sammen?" 
Jeg rynkede brynene. Jeg var lidt forvirret over hende.
Hun gav dog slip på min hånd, og inden jeg havde nået at se mig om, havde jeg fået et ordentligt skub og var med et forskrækket råb på vej ned i vandet.
Vandet omsluttede mig og gjorde mig helt kold og ør. Godt nok var det utrolig varmt udenfor, men vandet var stadig iskoldt.
Kathleen brød sammen af grin oppe på broen. 
"Det var ikke sjovt!" Råbte jeg advarende af hende.
Niall, Liam og Louis kunne dog heller ikke lade være med at grine.
Kathleen hoppede også ned i vandet, og dukkede snart op ved siden af mig.
"Nå? Du blev vidst lige lidt våd," drillede hun. Jeg fnøs og svømmede helt hen til hende.
"Du er lidt lækker i min t-shirt," hviskede jeg lavt i hendes øre, så drengene ikke kunne høre det. Jeg holdte godt fast i hendes hofter, inden jeg smedede vores læber sammen i et ømt, vådt kys.
Følelserne sprang rundt i mig, helt indefra til helt ud i mine fingerspidser. 
Hun udviklede det langsomt, og lod sig holde fast om min nakke og hals. 
Vi var ikke langt fra badebroens pæle, og det vidste hun. Men alligevel skubbede hun os hen imod dem, til hun selv stødte op af dem med sin ryg.
"Kath-?" Jeg nåede ikke engang at sige hendes navn færdigt, inden hendes hænder begyndte at køre rundt på min overkrop, der var under vandet. 
Jeg kunne ikke undgå at sige at jeg nød det, for hendes berøringer var utrolig glatte og kærlige, og jeg havde aldrig oplevet noget lignende før. Alle de andre gange jeg havde haft et samleje, havde det ikke rigtig betydet noget, og kærtegnede havde været nydende, men ikke kærlige. 
Jeg skubbede min krop tættere op af hendes, hvilket fik et lille støn til at forlade hendes læber.
Jeg sukkede dybt mod hendes hals og kraveben, og lod mig sætte små kys ned langs hendes hals og nakke. 
Hendes vejrtrækning var begyndt at blive ustabil, hendes hjerte bankede hurtigere. 
Da jeg trak mig blidt væk fra hende, og troede det skulle ende der, lod hun sine læber ramme min hals hårdt. 
Berøringen fik et hæst støn slippe ud af mine læber.
"Kathleen," hendes navn skulle have lydt bedre bedende, og ikke stønnende, som det kom til at gøre.
Jeg mærkede hendes - min - trøje var gledet langt op af hendes krop, og jeg kunne derfor ikke lade være med at lade mine hænder udforske hendes midterregion. Jeg mærkede hendes maveskind, talje og hofter, med blide, varme bevægelser. Helt op til hendes BH kant, lod jeg mine hænder nå.
Pludselig fattede jeg hvad hun var igang med.
Hun forsøgte at tænde mig så meget, at jeg til sidst ville have sex med hende. 
Og det skulle da for alt i verden ikke ske. Det var slet ikke fair. Uanset hvor påvirket jeg var blevet af det hele, skulle det ikke gå udover hende. 
Da hun så lod sine læber trykke sig mod mine, skubbede jeg hende hårdt væk.
"Kathleen," sagde jeg vredt. Hvorfor var hun sådan? Hvorfor havde hun det ene øjeblik sagt, at hun bestemt ikke var klar til det her, og nu lagde hun selv op til det?
Hun kiggede forvirret på mig. 
"Lade være, Kathleen."

Da vi efter en times tid havde svømmet rundt i vandet og leget længe nok, besluttede jeg mig for at gå op.
Jeg havde holdt mig fra Kathleen, lige siden episoden i vandet. Jeg fattede hende simpelthen ikke.
Gjorde hun det, for at imponere mig, eller hvad? Eller var det mit 'popstjerne-heartbreaker-image' hun ville forsøge at leve op til?
For at vise jeg ikke var sur på hende, rakte jeg hende min hånd, og hjalp hende op fra vandet.
Drengene havde opdaget vores nye adfærd, men havde heldigvis ikke kommenteret.
Hun kom op at stå, uden at se på mit ansigt en eneste gang. Jeg gav hende mit håndklæde, og tøvende svang hun det om skuldrene.
Jeg lagde min arm om hendes lænd, og kyssede hendes tinding inden vi gik ind igen.
Da vi var nået ind i hytten skyndte hun sig at svinge håndklædet af sig.
"Jeg tager et bad," sagde hun tonløst. 
Nej, det kunne hun godt glemme. Jeg greb hårdt fat i hendes håndled, hvilket fik hende til at se tilbage hen på mig.
"Hvad?" "Ja, hvad tror du? Hvad gik det ud på, det i vandet?"
"Hvad mener du?" Hun forsøgte at lyde uforstående. "Kathleen, svar mig dog," vrissede jeg.
Hun kiggede bare ufølsomt på mig. Hun forsøgte at skjule sin fejl.
"Kathleen. Nu skal du høre her. Uanset hvad det gik ud på derude, vidste jeg hvad det ville have endt med. Hvorfor gjorde du det? Kathleen, jeg ved ikke hvad jeg skal tro, det ene øjeblik fortæller du mig, at du er utryg omkring det, og det andet er du fuldstændig væk i det. Hvad har du gang i?! Gider du godt fortælle mig det?"
Hun kiggede ned på vores hænder, og op på mig igen. Hun vristede sig fri fra mig, og satte sig hen i vores underkøje.
"Jeg gjorde det fordi jeg var bange," sagde hun lavt. 
"Bange for hvad, Kathleen?" 
"Bange for om du ville blive træt af mig, hvis jeg ikke var mere spændende, end til hvor vi er nu. Helt ærligt, Harry."
"Men hvorfor tager du så meget fejl?"
"Det... Den sidste jeg stolede på, som ikke er min bedste ven.... Ham der tog min mødom. Jeg stolede blindt på ham, men det burde jeg ikke have gjort. Han var så kærlig, og fortalte han elskede mig. Men så snart han havde haft sex med mig, gik han videre til den næste."
"Men Kathleen, sådan er jeg jo ikke. Kan du ikke se det? Tror du, at hver gang jeg har fortalt at jeg elskede dig, bare var for at komme i bukserne på dig? Hvis det havde været min plan, havde jeg aldrig taget fra lige før. Kathleen hvorfor stoler du ikke på mig?"
"Det er svært, når min sidste oplevelse var sådan. Og du er en popstjerne, der kan få alle han vil have." Hun rejste sig, og gik hen til døren.
"Jeg tror det er bedst, hvis vi slutter det her forhold inden det begynder."
Vent, hvad? Nej! Nej, nej, nej!
"Kathleen, nej, jeg elsker dig jo, kan du slet ikke se det?!"
Min stemme var panisk.
"Undskyld," sagde hun svagt.
"Kathleen! Kathleen, du begår samme fejl som din mor, nu."
Det var måske lidt unfair at blande hendes mor, som betød så meget for hende, ind i det her. Men jeg måtte have hende hos mig. Hun kunne ikke bare gå fra mig.
"Nej. Jeg vil ikke være som hende."
"Men det gør du, hvis du forlader mig nu."
"Jeg vil ikke være som hende!" Skreg hun. 
"Så bliv, Kathleen. Hvis du bliver, laver du ikke hendes fejl om igen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...