Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25991Visninger
AA

16. Kapitel 15: Kathleen Beck

We face tomorrow as we say goodbye to yesterday
A chapter ending but the story's only just begun
A page is turning for everyone

- Hannah Montana Wherever I Go

Jeg var stadige ør i hovedet efter mit lille fald. Det at høre at Harry havde været bekymrede gjorde bare et eller andet ved mig som jeg ikke kunne sætte ord på. Jeg kiggede ud mod vinduet imens jeg havde formodet at spise maden op, det var i det mindste meget bedre ind hvad vi normalt fik. Jeg kunne mærke hvordan den røde farve brændte under mine kinder. Det skyldes måske at jeg ikke kunne glemme at Harry rent faktisk havde været bekymret for mig, og at min mor stadige ikke havde glemt mig. Det havde nok altid været min største frygt. Det var nok også grunden til at jeg bare ikke var helt tryg i andres nærvær, men hvem ville bebrejde en, ens mor burde være der for en uanset hvad.

”Kathleen?” jeg vendte hovedet hen mod Harry og Sylvia. De kiggede stadige urolig på mig, og det skræmte mig en smule. ”Ja?” hvisket jeg spæd. Jeg havde på mystiskvis næsten mistede min stemme.

”Kom” Harry havde rejst sig og rakt sin hånd ned til mig. Jeg stirrede længe på hånden hvilket bare fik Harry til at grine svagt af mig. Jeg mærkede den brændende fornemmelse igen, og kiggede kort ned i gulvet.

”Kathleen” Harry trak mig op, så jeg næsten væltet ind i ham. Jeg kunne ikke lade være med at grine svagt. ”Hvad skal vi?” Harry kiggede ned på Sylvia, som bare kiggede sigende på ham. Jeg forstod ikke noget af det der lige skete, og om jeg ville vide det vidste jeg ikke.

”Skal vi ikke hen til de andre?” jeg kiggede spørgende på Sylvia og Harry som begge kiggede på hinanden kort. Sylvia rystet svagt på hovedet inden hun sendte os et smil.

”Jeg har bedt dem om at øve alene” jeg kiggede overrasket på hende, hvorfor ville hun gøre det. Jeg forstod ikke meget af det her.

”Så ved jeg hvor vi skal hen” Harry lyste op i et smil imens han trak mig hen mod udgangen. Jeg sendte ham dog bare et smil.

”Harry” grinede jeg, da Harry var sat i løb og holdte stadige min hånd fast. Det er faktisk svært at løbe og holde i hånd samtidige.

”Harry hvor skal vi hen” mit hovedet var stadige en anelse øm, og min krop var stadige ikke i sin bedste topform.

”Til lysningen” kunne jeg høre Harry råbe imens han gav slip på min hånd, hvilket var skøn. Jeg bed mig i læben, der hvor Harry havde fundet min sang. Det gav mig stadige kuldegysninger, bare at tænke på det. Jeg var røget bagud, hvilket aldrig plejede at ske. Måske var det fordi jeg ikke havde samme energi som jeg plejede og det skræmte mig en smule. Jeg havde aldrig været god til det med at miste energien.

”Kathleen” Harry løb på stedet han var noget til. Jeg sendte ham et svag smil inden jeg havde indhentet ham.

”Hvad sker der, du plejer at løbe hurtigere?” Harry og jeg løb denne gang ved siden af hinanden. ”Jeg er øm i min krop” vi var nået til lysningen og bare stod og kiggede på hinanden. Harry lod hans blik ramme skosnuden og trak vejret dybt.

Hvad havde jeg sagt noget forkert?

”Harry” jeg løftet blidt hans hage, så vores blikke ramte hinanden. Jeg bed mig kort i læben da vores dybt forskellige øjenfarver ramte hinanden. ”Hvad sker der?” jeg prøvede at fange hans blik, men den flakkede utrolig meget.

”Det er min skyld” jeg forstod ikke hvad han mente med det var hans skyld. Hvad var han skyld?

”Hvad er din skyld Harry?” jeg hvisket det lavt, men er det ikke det man gør når man hvisker? ”Min skyld at” han svar stoppet brat. Mente han at det var hans skyld jeg bevismede? ”Harry!” jeg kiggede på ham, nervøs for svaret nok.
”Det er min skyld at du besvimede” jeg rystet hurtig med mit hovedet, det gjorde ondt, men det var ikke det jeg bekymrede mig mest om nu. ”Harry, det har aldrig været din skyld” jeg lod min krop ramme hans. Der gik et usynlig stød igennem min krop, hvilket bare fik mig til at krumme mine tær.

”Jo, jeg skulle have lagt mærke til det. I stedet var det alle andre ind mig der opdagede det” Harry lød trist og det gjorde ondt at høre. Det havde aldrig været hans skyld, hvordan kunne det nogensinde være hans skyld. Jeg er voksen og jeg kan klare mig selv.

”Harry, det bliver jo aldrig din skyld” jeg trak hans hoved hen til mig, så vi kiggede direkte på hinanden, og denne gang skræmte det mig ikke.

”Jo, jeg skulle have set det” jeg trak hans hovedet ned mod mig, så vores læber var få millimeter fra hinanden.

”Det er ikke din skyld Harry. Stop med at bebrejde dig selv” jeg kunne fornemme at Harry skulle til at beklage sig igen. Denne gang lod jeg ham ikke gøre det, så jeg lod hårdt mine læber ramme hans. Jeg kunne mærke at chokket var blevet mindre hos Harry da han lod hans læber kysse med. Jeg trak mig svagt væk, kun så vores øjne kunne mødes i et stilfærdig blik. Han bed sig blidt i læben hvilket fik et eller andet i mig til at springes.

”Jeg elsker dig” Harry hvisket det mod mine læber. Jeg kunne have været faldet om, hvis han ikke holdte om mig. De få ord gjorde mig helt ør i hovedet, jeg havde aldrig hørt de tre ord med så meget følelse før. Det skræmte mig, men jeg kunne lide det.

”Jeg elsker også dig” jeg kunne mærke at jeg rødmede voldsomt. Harry smilede dog varmt tilbage.

”Jeg kan aldrig få nok af at høre din stemme. Det gør det ikke meget bedre at du lige har sagt de dejligste ord.”  jeg bed mig i læben, hvad skulle man sige til det. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige” jeg kiggede flovt ned i jorden. Han trak mit hovedet op til sig imens hans lumske smil var at finde.
”Gør jeg dig mundlam?” han grinede drilsk. Jeg slog ham blidt på skulderen. ”Harry” ordet der kom til at lyde som man stønne hans navn. Det gjorde mig bare mere pinlig berørt.

”Er jeg så tiltrækkende” hvisket han ned mod mit øre. Jeg mærkede hvordan den røde farve kom frem igen, jeg tro aldrig jeg havde rødmede så meget som jeg havde gjort i de her uger.

”Harry” jeg kiggede flovt op på ham. ”Intet støn?” jeg slog ham blidt på skulderen ”Det var ikke et støn” jeg bed mig flovt i læben.

”Org, det er okay Kathleen” han trak mig helt ind til sig. Lod hans hænder glide ned af min krop. Jeg lagde min pande ind mod hans brystkasse. Jeg havde ikke været så flov i lang tid.

”Du har en smuk krop” han lod hans hænder ligge på min bagparti. ”Harry” jeg trak hans hænder væk. Jeg gik et par skridt tilbage imens han kiggede flabet på mig.

”Hvad ville du?” jeg kiggede på ham.

”Jeg ville bare. Nej det er ligegyldig” han skyndte sig at vende sig om, løb tilbage til stien. Jeg kiggede overrasket efter ham. Var det noget jeg havde gjort?

 

 

Jeg sad inde i øvelokalet imens jeg kort lod mine finger køre langs tangenterne. Jeg havde i lang tid filtet med en sang, men problemet var ikke i teksten. Det var i melodien, og jeg kunne ikke få det til at hænge rigtig sammen.

Jeg lod mine finger ramme det første tangenter imens jeg lod min stemme ramme de fire vægge. Sammenspillet mellem klaveret og min stemme havde altid lydt godt i mit hovedet, men jeg havde næppe troede at andre ville synes godt om det.

When you need to smile

But you can't afford it

Go on point it out

I'm gonna steal it

When the floor is more familiar than the ceiling

I will break in late at night

Shake up how you're feeling

Jeg kunne mærke hvordan tangenterne blidt blev skubbede ned og lod deres smukke lyde komme frem. Der var noget magisk over lydene som formede sig under tangenterne og lod lydene flyde ud i rummet, der var noget jeg ikke kunne sætte fingeren på.

Jeg lod fingrene ramme nogle nye imens en anden lyd ramte lydmuren. Jeg kunne ikke sætte fingeren på lyden, men jeg viste det var en stemme. Jeg vendte mig om imens Harry stod med et stort smil på læberne.

”Hvad vil du?” jeg kiggede kort på klaveret inden jeg vendte mig om. Jeg kiggede direkte op på Harry. Jeg kunne se han svag skuttet sig, men det havde han også stor grund til. Hvorfor gik han bare?

”Jeg vil bare finde dig” jeg fnøs kort. ”For så at lade mig være alene igen?” jeg kunne se at han godt viste hvad jeg hentyde til.
”Det var ikke med min gode vilje”  jeg kiggede stadige på Harry. Harry var trådt helt hen til mig imens jeg stadige på stolen ved klaveret.

”Hvad var det så?” jeg kunne se Harry åbnede munden, for bare at lukke den igen.

”Jeg viste bare ikke hvordan jeg skulle sige det” han bed sig i læben, og selvom jeg ikke ønskede det var der noget der sprang i mig igen.

”Harry. Kom nu til sagen” jeg lagde mine arme over kors. ”Jeg elsker dig, og vil være sammen med dig” jeg kiggede undrende på ham. ”Sammen?” Harry skubbede blidt til mig, så han kunne sætte sig ved mig. jeg kiggede på ham. ”Sammen, sammen” hvisket han nervøs.

”Sammen som i kærester?” jeg forstod intet. ”Ja” han kiggede nervøs ned på sine hænder. ”Hvorfor? Hvad har Sylvia eller de andre sagt?” jeg kunne ikke få mig selv til at forstå det. ”Nej, det er kun mig” hans nervøsitet smittet af på mig. jeg sad og pillede ved mine negle imens jeg bed mig i læben. Harry trak mit ansigt op til sig inden han lagde sine læber på mine.

”Jeg vil kun være sammen med dig” 

 

 

Jeg sad inde i fællesrummet sammen med de Harrys venner. Jeg kunne tydelig mærke at folk kiggede nysgerrige hen på os, og det var ikke en rar følelse. Jeg kiggede ned i mit skød hvor mine hænder lå foldet sammen. Harry lagde sin hånd over min imens han fik min opmærksomhed. Jeg kiggede nervøs op på ham, havde jeg sagt jeg ikke var tryg ved følelsen af at blive nedstirret, men hvem har overhovedet det.

”Kathleen, træk vejret” først nu lagde jeg mærke til at mine vejrtrækninger var rimelig uregelmæssigt. Jeg lod mit ansigt ramme hans brystkasse. Jeg smilede ned i hans trøje. ”Harry, de stirre” mumlede jeg svagt, så det kun var Harry der kunne høre det. ”Så lad dem stirre” han lagde små kys i min hovedbund.

”Jeg kan ikke lide det” han trak mit ansigt op fra sit gemmested. Kiggede intenst på mig, jeg bed mig flovt i læben. ”Det bliver du nød til at vende dig til” han kysset blidt min næsetip. Desværre var det han sagde også rigtig, hvis jeg skulle have et forhold til ham måtte jeg også vænne mig til folks blikke. Det var nok det der slog mig mest ud, jeg ville for alt i verden gerne være ved ham, men jeg var ikke tryg ved andres blikke. Jeg følte de kun så mine fejl.

”Jeg ved det” jeg kysset Harry blidt på munden. Jeg tro det kom bag på dem alle sammen, for der blev lige pludselig meget stille. Jeg bed mig i læben da jeg skubbede mig blidt væk fra Harry.

”Det hele skal nok gå” han havde hurtig fundet fatningen igen, og lod hans læber ramme mine igen. Jeg smilede i kysset inden jeg trak mig væk.

”Det håber jeg så sandlig også” jeg sendte drengene et svagt smil, som de hurtig gengældte. ”Kathleen?” jeg nikkede nervøs. Der var et spørgsmål ingen af os turde spørge om, og stadige ikke havde gjort. ”Jeg elsker dig” han hvisket det ned i min hovedbund. Det gjorde mig glad, mere ind hvad det burde. For vi begge viste at det ikke kunne forblive sådan her, på et tidspunkt må vi vågne op og se virkeligheden i øjne. Jeg bed mig svagt i læben. ”Jeg elsker også dig” jeg kunne høre de andre drenge hvine som små børn, og det fik mig bare til at grine.

”Nogle der vil med ud og bade?” vi kiggede alle hen på Niall, der sad og hoppede i sofaen som et lille barn. Jeg kiggede undrende på ham, er der nogle strand i nærheden.

”Niall, der er jo ikke nogle strande i nærheden” Liam kiggede opgivende op i luften inden han kiggede smilende tilbage på Niall.

”Vi kan da bade nede ved badebroen” forsvarede han sig med, vi andre kiggede på hinanden. Jeg kan ligeså godt sige at jeg ikke havde taget badetøj med, da det ikke lige er hvad man bruger mest af her. Eller alle andre ind mig, jeg tro jeg har været i vandet for mange gange i løbet af de få uger her.

”Kathleen du er da frisk” Niall kiggede med bedende øjne på mig. Jeg sendte ham en grimasse, inden jeg fniste kort. ”Vandet er jo koldt” jeg grinede af Niall mutte ansigt.

”Harry kan holde dig varm” både Harry og jeg fik i løbet af få sekunder røde kinder.

”Uha, de har ikke været sammen endnu” jeg kiggede flovt ned i gulvet. Var det virkelig sådan de altid var?

”Louis, du ved godt du ikke er sjovt” Liam prøvede at rede denne her meget akavede situation. Selv Harry sagde ikke noget, men jeg kunne skimte at han tænkte på noget. Jeg kiggede op på ham, hans ansigt der var fortræk i en grimasse.

”Hvad tænker du på?” hvisket jeg svag imod hans øre. Hans hår på armene rejste sig op, hvilket vil sige jeg påvirkede ham på en måde jeg ikke selv forstod.

”Dig” hvisket ham tilbage. Hvorfor tænkte han på mig?

”Jeg?” jeg kiggede undrende på ham. Han aede mig blidt op og ned af ryggen. ”Ja, dig.” han kiggede nervøs hen på mig.

”Lad os snakke” han hev mig hen mod udgangen.  

”Harry” jeg trak min hånd til mig, da han havde strammet lige lovlig til. ”Undskyld Kathleen” han kiggede ømt på mig, kiggede med sorgmodig blik på mig.

”Hvad er der Harry?” det gjorde ondt at se ham sådan her. ”De havde jo ret” jeg viste godt hvad han hentyde til, og det skar i mit hjerte. Hvordan kunne det lade sig gøre at blive så forelsket i en fyr, uden egentlig rigtig at give sig hen.

”Harry” han lagde en finger på mine læber, og det irriteret mig faktisk lidt. ”Harry, må jeg godt snakke” jeg trak hans finger væk. ”Det er okay, jeg vil jo ikke presse dig til noget” hans stemme var så lav, måske var det fordi folk gik frem og tilbage, og lige ved siden af os.

”jeg elsker dig Harry, men jeg kan ikke. Sidste gang blev jeg bare udnyttet” jeg kiggede ned i græsset. Han gik et skridt tættere på mig, så vi stod få millimeter fra hinanden. ”Så det vil sige at du ikke er jomfru” han trak mit ansigt op, kiggede spørgende på mig. ”Nej, jeg er ikke jomfru. Men jeg fortryder det” jeg hvisket det så svagt at han måtte koncentrer sig om at høre det.

”Men jeg er ikke som de fyre du har mødt” jeg kunne ikke undgå at høre hans sårede stemme. Jeg havde lukket mine øjne, bange var nok det rigtige ord. Bange for at se hans reaktion. ”Nej, og det er også det der skræmmer mig” jeg kunne mærke hans ånde helt tæt på mig. det fik mine sommerfugl laver, til at forvandle sig til sommerfugle.

”Kig på mig Kathleen” hvisket han bedende. Jeg åbnede modvilligt mine øjne. ”Hvad?” hvisket jeg sammenbidt. ”Jeg vil ikke presse dig til noget” hans stemme var så skrøbelig at den kunne knække når som helst.

”Det gør du heller ikke” han lod små kys ramme mit kraveben. ”Hvad gør jeg så?” hvisket han mellem de kys han lagde på mig.

”Gør mig tryg”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...