Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25934Visninger
AA

15. Kapitel 14: Harry Styles

Don't take em back now
Don't let me down
Do all the things you said that had me going
Let's get caught in the moment

- Promises, Wiz Khalifa

 


Jeg nåede lige akkurat at gribe fat om hendes arme og ryg, så hele hendes kropsvægt var støttet op af mig.
Jeg satte mig i knæ, og holdte hendes overkrop oppe, med min ene arm, så hendes hoved slapt hang og dinglede fra min albue.
"Kathleen," sagde jeg sammenbidt.
Og bekymret og ked af det, og panisk og temmelig meget bekymret.
"Hvad skete der?" Spurgte Niall forvirret. Liam kiggede panisk rundt i lokalet.
"Hun bløder! Vi bliver nødt til at hjælpe hende."
Liam, jeg satte pris på din venlighed og din gode indsats for den pige jeg holder af, men lige nu gjorde du mine bange anelser værre.
Louis satte sig i hug, overfor mig. "Hun er besvimet," han klappede blidt hendes kind, men der kom ikke nogen reaktion fra hende.
Hvorfor skulle hun lige besvime?! Hvorfor besvimede hun?
"Åh, Kathleen," jeg lagde hovedet på skrå og aede hendes kind.
Jeg vidste hun var i live, ingen tvivl om det, men det gik mig hårdt på. Meget mere end jeg troede.
"Styles, tag det roligt," denne gang var det Sylvia der brød ind. 
Jeg sendte hende et vredt, irriteret blik. Hendes niece var besvimet for øjnene af hende, og hun stod bare der, og bedre mig om at tage det roligt?!
Jeg begyndte mere og mere at forstå, hvorfor Kathleen ikke ville have noget med sin mors familie at gøre.
"Jeg kan ikke tage det roligt, når min kæreste lige er besvimet!" Råbte jeg af hende.
En akavet tavshed bredte sig i rummet. Niall smilede lamt, Louis skar en grimmasse men smilede, og Liam sukkede.
Hvad? Sagde jeg noget forkert. 
Sylvia lagde armene over kors, og lagde hovedet på skrå.
Jajaja, dine lorte regler om choaches og elever ville jeg da skide på.
Indtil jeg lige afspillede scenen i mit hoved igen,
"Åh. Altså. Kæreste som i... Som i at hun er en af mine kæreste personer... I ved," jeg trak hårdt i kæben, forsøgte at gemme min dumdristighed.
"Harry, vi har fattet det okay? Sylvia, hvor er der en førstehjælpskasse? Hvis du ikke gider, skal jeg nok tørre blodet af hendes pande," Louis kiggede mut op på Sylvia.
Vent, hvornår begyndte han at fornærme Sylvia?
Måske på grund af den fact, at Sylvia var Kathleen's moster, hvilket ville sige at Kathleen er hendes niece. Og hun stod bare der og så på, imens vi andre var bekymrede, og gerne ville hjælpe.
Hvad fanden var hun for en moster?!
Sylvia sukkede og gik hen til en skuffe, hvor hun trak den lille boks ud.
"Her," sagde hun spydigt og rakte kassen til Louis.
Hvis Kathleen lignede hendes mor, lignede hendes mor virkelig ikke hendes søster.
Sylvia virkede i første omgang meget flink, men nu var hun jo direkte det modsatte.
Jeg strøg forsigtigt håret væk fra hendes pande. Jeg vidste ikke hvor meget hun kunne mærke lige ni, men jeg vidste af erfaringer at det gjorde ondt at få renset et friskt sår.
"Vil du?" Spurgte Louis. Jeg kiggede med på den bevidstløse Kathleen og tilbage op på ham.
"Du må godt gøre det."
Louis åbnede en af renseservietterne, og bed sig i læben, inden han lod det fugtige papir ramme hendes pande.
Selvom hun havde fået et ordentligt slag, kunne man stadig se hendes fantastiske skønhed. Hun er en af de smukkeste mennesker jeg nogensinde havde set eller holdt om.
Jeg ønskede inderligt at hun skulle blive min, og det var måske også derfor jeg havde kaldt hende min kæreste.
Louis havde renset alt blodet. Heldigvis var det en meget lille rift, og derfor ville det forsvinde hurtigt. 
"Giv hende et plaster på," beordrede Liam. Louis kunne ikke holde et fnis inde, hvilket fik mig til at sende ham et skarpt blik.
"Easy, Styles," han holdte forsvarende sine hænder op. Jeg sukkede. 
Han fik lagt et langt plaster hen over riften.
"Læg hende over på sofaen."
Vi kiggede allesammen overrasket op på Sylvia.
"Dejligt du gad at hjælpe," sagde Liam sarkastisk. Jeg strammede mit greb om hende, og fik også fat ind under hendes knæ. Med besvær fik jeg rejst mig op med hende i mine arme, og bar hende så hen på sofaen. 
Jeg gav hende et lille kys på tindingen inden jeg gav slip på hende.
Jeg havde sørget for at hun lå med god hovedstøtte på en mindre pude, bare så hun ikke fik ondt i nakken når hun vågnede. Jeg satte mig på kanten af sofaen, ved siden af hende.
Jeg ignorerede drengenes nysgerrige blikke, og fik roligt fat i hendes hånd som jeg blidt nussede.
Jeg hørte skridt bag mig, og jeg vidste med det samme at det var Sylvia, der med hendes klikkende hæle gik tøvende herover.
Jeg sukkede. Hun måtte ikke have det skidt. Hun skulle have det godt, og være glad. 
Jeg løftede hendes hånd op, og kyssede blidt hendes håndryg. Jeg ønskede at hun skulle åbne sine øjne, så jeg kunne se op i hendes mærkværdige, smukke blå øjne. 
Se hende smile, og ivrigt ligge sine læber på mine.
Jeg rødmede ved tanken. Jeg måtte også lige indrømme, at jeg måske var gået lidt for langt med mine tanker om hende - om os - igår da vi var i vandet. Men hun havde en perfekt krop, var guddommelig smuk og udover at jeg var meget forelsket i hende, var jeg kun 22, og vidste sådanne tanker var normale. 
Jeg bed mig i læben. Det ville ikke være fair overfor hende, hvis jeg lod min lyst styre sig. Uden at have spurgt, vidste jeg at hun var jomfru. Jeg kunne ikke forestille mig andet.
"Må jeg tale med dig alene, Styles?" Sylvia lagde en hånd på min skulder. Jeg kiggede op på hende, og mødte hendes øjne. Hendes blik var bedende og bekymret. Måske der alligevel var nogle gemte, gode følelser vendt mod Kathleen inde i hende?
Jeg nikkede forsigtigt.
Drengene så det som en hentydning, og gik så ud af lokalet.
Sylvia satte sig i en lænestol, overfor mig.
Det var et besynderligt kontor. Der var den typiske skrank, og kontormøbler. Også gemt hvor folk ikke lige umiddelbart kunne se det, stod der stuemøbler, i form af sofa, lænestole og et lille bord.
Jeg kiggede med på Kathleen med et sørgmodigt blik.
"Du elsker hende virkelig, gør du ikke?" Spurgte Sylvia.
Hendes spørgsmål fik mig til at skælve. "Det... Jeg har kun kendt hende i en uge," sagde jeg nervøst.
"Det er ikke en undskyldning," "men hvad mener du så?" Hun gjorde mig helt forvirret.
Hun sendte mig et lille smil. "Kærlighed har ingen grænser."
"Så... Jeg elsker hende?" "Det er noget du selv kan mærke."
"Elsker du hende?" Jeg blev nødt til at spørge.
Sylvias blik vandrede over på Kathleen. Hendes lyse hår lå fint i folder på hendes skuldre.
"Ja. Det gør jeg."
Jeg svarede hende ikke. Hun havde givet mig alt for meget at tænke over allerede. 
Så det var sandt, det jeg sagde til hende? 
Jeg bed mig i læben.
"Jeg syntes du skal spørge hende," sagde Sylvia.
"Spørge om hvad?"
Hun blev en anelse utålmodig. "Og i skal være sammen. Helt sammen. Som et par. Jeg kan se du gerne vil. Det er ingen hemmelighed." Hun sank en klump.
Var det her en plan, for at adskille os, alligevel? Bare for at drille os?
For det var jo hende der strengt havde fortalt os om campens regler.
"Men så... Så kan vi jo ikke være på hold sammen," sagde jeg, og lød nok lidt for sørgmodig.
"Det skal jeg nok klare. I får lov til at være sammen, også i gruppen."
Selvfølgelig blev jeg glad. Men vi var jo ikke alene på det hold. Ninna, Nanna og Cait, og ikke mindst drengene-uden-navn var der også. 
"Men hvis vi nu bliver kærester, så bliver det meget sværere at være i gruppen, fordi at de andre bliver mere misundelige på Kathleen. Og hun er så skrøbelig," sukkede jeg. 
Sylvias ansigt fortrak sig i en grimasse. "Hvad er det helt præcist der er sket i den gruppe?"
Også fortalte jeg hende alt om hvad der var sket den sidste uge, og mere til. Alt om Ninnas udfald og situationerne imellem Kathleen og jeg. 
Sylvia tænkte sig lidt om. 
"Hvis nu i ikke bliver kærester, men bliver i gruppen, vil de få ret i at du giver hende særbehandling." 
"Det vil de jo også, hvis vi gør." Jeg forstod pludselig alle reglerne. Det var for ikke at skade den musikalske oplevelse, at kærlighed og venskab imellem coach og elev. For hvis man nu blev forelsket i sin elev, og det også hændte omvendt, ville man let kunne gå hen og kysse hende let, eller kigge lidt mere blidt på hende.
Og måske også være lidt sødere imod hende. Så ville de andre tro man favoriserede hende. 
Men på den anden side, kunne man ikke gøre for hvem man forelskede sig i.
"Nej. For hvis i er kærester, er det jo helt normalt lige at smutte over og give hinanden et kys, eller holdte lidt i hånd og sådan noget. Men hvis i ikke er, er det nemmere at kalde det særbehandling."
Jeg tænkte lidt over hendes ord. Hun havde fuldstændig ret. 
"Så vi er faktisk tvunget til at være kærester?" Spurgte jeg.
Hun vippede lidt med hovedet. "Nu troede jeg da ellers, at det var en god ting, og at i ville være sammen."
"Jo. Men er det ikke ret hurtigt? Der er kun gået en uge."
"Harry Styles. Du elsker den kvinde og jeg ved hun også elsker dig, så nu spørger du hende."
Hun sendte mig et skarpt blik, og jeg kunne ikke lade være med at skutte mig tilbageholdende.
Jeg kiggede ned på hende. Selvfølgelig ville jeg være hendes kæreste. Mere end noget andet.
"Men jeg giver dig én betingelse, for det her," Sylvia rejste sig og gik hen til en skuffe ved skranken. Hun rodede rundt i den, indtil hun trak en nøgle op.
"Du kan give den her nøgle, til en tom hytte, så resten af dit band kan sove et andet sted. Så kan du og Kathleen få den anden hytte. Og i får lov til at være sammen på et hold, selv som kærester."
Det her kunne nemt ende ud i en stor betingelse. Det var mange regler der blev undtaget, for Kathleen og jeg. Men jeg ville gøre alt for det skulle ske.
"Du skal skrive en sang, som din gruppe skal synge til koncerten."
Min mund stod på vidt gab. "Det er umuligt! Der er knap nok to uger til!" "Præcis. Men det er betingelsen."
Jeg spidsede mukkende læberne. Skulle jeg sige ja? Var det det værd?
Gu' fanden da ja. Jeg ville være Kathleen's kæreste.
"Jeg gør det," jeg hev nøglen ud af hånden på hende. "Det er en aftale." Jeg sendt hende et nik. 
Hun sendte mig et anstrengt smil. "Godt. Jeg ved du kan. Når du kigger på Kathleen får du inspirationen."
Hun blinkede med det ene øje. Et lille kækt smil kom frem på mine læber. Det skulle jeg nok klare.
"Jeg skal nok informere dig, når hun vågner," hun pegede på Kathleen. Jeg rejste mig fra sofaen.
Jeg var så glad, at jeg et øjeblik ville give hende et kram, men jeg gav hende i stedet for hånden.
Uden et ord, men med forsvarsfulde blikke gik jeg ud af kontoret.
Drengene stod (mega overraskende) ude for døren. 
"Er hun okay?" Skyndte Niall sig at sige. Jeg nikkede. 
Jeg holdte nøglen op til dem. 
Louis skyndte sig at rage ud efter den, men jeg nåede lige at vende den i min hånd.
"Det fik en betingelse," sagde jeg seriøst. Liam's blev med det samme nervøs.
"Hvis Kathleen og jeg skal blive sammen, skal det være som par. Og hvis vi skal have den gamle hytte, og i den nye, skal jeg skrive en sang til koncerten, som min gruppe skal synge."
De stirrede chokeret på mig. "Herre gud. Hvordan har du tænkt dig at gøre det?!" Råbte Louis. Jeg spændte i kæben.
"Intet er umuligt," sagde jeg bare. Liam grinede sarkastisk. "Jo. Det her er." Jeg rystede på hovedet, "jeg får brug for jeres hjælp." Louis nikkede og lagde en hånd på min skulder. "Deal. Du starter også sender du den videre."
Jeg rakte nøglen til ham. "Skal vi gå? Eller vågner hun snart?" Spurgte Niall forsigtigt. Med det samme blev jeg bekymret igen. Jeg kiggede trist ned i gulvet. "Bare rolig, Harry. Hun skal nok vågne."
Jeg grinede lidt, men det var ikke et rigtigt grin. "Ja selvfølgelig vågner hun. Jeg er bare lidt ked af at det skete. Jeg føler ikke jeg passede godt nok på hende," sagde jeg stille. Liam fik et smil på læben. Sådan et lidt stolt smil. Louis grinede derimod. "Hun har jo sprunget en masse måltider over. Så hun er nok bare underernæret." Jeg skælvede. "Hvis de ikke gør det, så sørger jeg personligt for at køre ud af den her lorte skov og hende spiseligt mad til hende," vrissede jeg.
Denne gang grinede de alle højt af mig. "Hvad? I syntes da også selv maden er forfærdelig! Jeg har knap nok fået en bid ned den sidste uge," jeg rystede på hovedet af dem.
"Easy," Niall hulkede af grin. "Prinsen i Range Roveren skal nok klare den," han kunne bare ikke stoppe med at grine, og lige nu irriterede det mig ret meget. Hans joke fik resten af systemet til at grine videre.
Jeg fnøs bare af dem. Endelig var jeg blevet rigtigt forelsket, også grinede de bare af mig.
En rømmen hende fra kontor døren, fik mig til at vende mig om. Sylvia stod med et opgivende blik.
"Hun er vågnet. Kom med ind," hun forsvandt dernæst ind af døren. Jeg skyndte mig efter hende, og videre hen til sofaen, hvor en konfus, energidrænet Kathleen lå.
Jeg satte mig ned i knæ foran sofaen, og aede blidt hendes kind.
"Kathleen?" Spurgte jeg stille. Et lille træt støn forlod hendes læber. "Harry?" Spurgte hun overrasket. Hendes ansigt var stadig vent mod loftet. Jeg greb forsigtigt fat om hendes kæbe, og vendte hendes hoved imod mit.
"Åben øjnene, Kathleen," hviskede jeg blidt. 
Hun åbnede forsigtigt sine øjne på klem, men det var nok til at jeg kunne se hendes matte, blå øjne.
Jeg sendte hende et lille smil. Hun sukkede dybt.
"Hvad skete der?" Spurgte hun forvirret. 
"Du besvimede," sagde Niall. Kathleen åbnede øjnene helt, og svang sit hoved op, så hun så på både Liam, Niall og Louis. Og vist også Sylvia. 
"Åh," sagde hun bare.
"Er du okay?" Spurgte Liam hende. Hun nikkede. "Jeg... Har hovedpine... Og jeg er svimmel," hun forsøgte med det samme at rejse sig, men hendes arme knækkede sammen under hende. Jeg greb fat ved hendes skuldre, ville fik et lille gip op i hende.
Hun stirrede forskrækket på mig. "Jeg hjælper dig bare op," mumlede jeg, og skubbede hende forsigtigt op at sidde. Hun støttede sig til mig, da hun satte sig op af sofaens ryglæn.
Hun tog sig til hovedet. "Hvordan kunne det ske?" Spurgte hun forvirret. Jeg satte mig op ved siden af hende. Hun lod sit hoved falde ned mod min skulder, og lukkede øjnene igen.
"Fordi du har glemt at spise," Sylvia kom hen til os, og satte sig i hug foran hende.
"Kathleen," hun fik hende til at åbne øjnene. Kathleen kiggede bare tonløst på hende.
"Hvor meget har du fået at spise det sidste stykke tid?" Kathleen trak lidt på skuldrene. "Ikke så meget," sagde hun tøvende. Sylvia sukkede. "Jeg henter noget til dig," hun rejste sig og gik hen imod døren.
"Forsøg at finde noget spiseligt!" Råbte Louis efter hende. 
Sylvia ignorerede ham. 
Kathleen fandt min hånd og holdte fast i den.
"Er du sikker på at du er okay?" Hviskede jeg. 
"Ja," åndede hun. "Jeg er bare træt."
Jeg kyssede hendes hovedbund. 
"Du skulle have set Harry, da du besvimede," drillede Louis.
"Åh Kathleen! Åh!" Sagde han i en pivet stemme.
Kathleen grinede et hæst grin. 
"Det var ikke engang sjovt," sagde jeg fornærmet. "Især ikke når min stemme er mørkere end din."
Denne gang grinede de allesammen, bortset fra Louis.
Han fnøs og satte sig ved siden af Kathleen. 
Liam og Niall fulgte trop.
Kathleen satte sig bedre op, men flettede vores fingre sammen.
Hun sendte mig et lille smil. "Så du gik i panik?" Spurgte hun flabet. "Nej..." Tøvede jeg, da jeg kom i tanke om scenen hvor jeg kaldte hende min kæreste.
Hun grinede og kyssede forsigtigt mit kindben. 
Hun puttede sig ind mod mig bryst, og jeg svang stramt armene om hende.
"Mhm," mumlede hun. Jeg fnes en anelse. 
"Hvad er der?" Hviskede jeg. Hun rødmede. "Du gør mig tryg," hviskede hun. 
Jeg kunne ikke lade være med at smile stort. 
"Det er jeg glad for," jeg nussede blidt hendes handryg.
Drengene forsøgte at lade som ingenting, men det var lidt svært, tror jeg.
Hun vendte sit hoved for - ja, jeg ved det ikke - men skar pludselig en grimmasse. Hun trak sig væk fra mig.
"Er det... Et plaster?" Hendes fingre gled hen over såret på hendes pande. Jeg nikkede trist.
"Du ramte skranken, da du faldt." 
Hun stak mut underlæben ud. "Var det meget slemt?"
"Nej. Det er hurtigt væk," beroligede Louis hende. Hun sendte ham et lille smil.
Sylvias klikkende skridt kom igennem lokalet, og endte ovre hos os. Hun stillede en bakke med mad (som rent faktisk var spiselig(!) ) på bordet og satte sig i lænestolen overfor os.
Kathleen kiggede op på hende. Sylvia kiggede på hende.
Sådan sad de lidt og kiggede på hinanden. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad Kathleen følte.
Men den øjenkontakt, den forbindelse var så kraftig at det gjorde mig ør i hovedet.
Kathleen slog blikket ned, og greb ud efter kanden med vand på bordet. Hun fyldte glasset fra bakken, og tog en lang slurk. I en mundfuld, havde hun bundet glasset.
Hun lagde glasset fra sig med et klunk.
"Hvad skal der ske nu?" Spurgte hun hæst. Hun kiggede op på Sylvia. 
Sylvia rømmede sig. 
"Du og Harry får lov til at være sammen. Både i gruppen og i al almindelighed. Og i får lov til at flytte sammen i hytten. De andre flytter ud."
Kathleen løftede overrasket øjenbrynene. "Virkelig?" 
Sylvia nikkede. Kathleen kiggede op på mig med et stort smil. "Men det er da godt, ikke?"
Jeg ville ikke fortælle hende det med sangen. Det skulle være en overraskelse, selv for gruppen. Og selvom hun var min 'kæreste' betød det, at hun også skulle vente med at få det at vide.
Og det havde intet at gøre med, at hun ville få særbehandling.
Jeg nikke med et stort smil. "Rigtig godt," jeg kyssede forsigtigt hendes kind. Jeg var stadig lidt for genert til at give hende et direkte kys på læberne, især når Sylvia, hendes moster sad lige foran os.
Der opstod en akavet tavshed. 
Sylvia rømmede sig. "I skal vel tilbage til jeres grupper, Horan, Payne og Tomlinson."
Vent, hvorfor ikke os? Drengene skyndte sig at rejse sig og gå.
"I to bliver her," sagde hun strengt. Kathleen sukkede.
"Hvorfor?" Spurgte hun nervøst.
"Fordi du skal spise. Og jeg er sikker på, at du vil have Harry ved din side."
Forbløffet løftede Kathleen øjenbrynene. 
Hvornår var hun blevet så.... Venlig?
 Kathleen tog gaflen og stak det ned i pastaskruerne der lå på tallerknen. 
Den akavede stilhed fortsatte. 
"Har du..." Kathleen kiggede koncentreret ned i sin mad.
"Har du snakket med min mor? For nylig?" Spurgte Kathleen nervøst.
Jeg kiggede hen på Sylvia, der bed sig nervøst i læben.
"Har du?" Kathleen blev irriteret.
Sylvia sank en klump. "Ja," hendes stemme var lav og nervøs.
Kathleen kiggede op på hende. "Har du snakket med hende? Min mor?"
Sylvia nikkede. "Vi har altid haft kontakt til hinanden," sagde Sylvia en anelse chokeret. 
Kathleen lagde bestikket fra sig, og spændte lidt i kæben. 
"H-hvordan?" 
"Hun ville have min støtte."
"Men... Hvorfor?" Kathleen's stemme var rystet.
"Kathleen. Lov mig at du venter med at sige noget, indtil jeg har talt ud okay? Det er på tide du finder ud af hvad der er sket," "ja tak da." Kathleen sendte hende et spydigt blik. "Ti år, ventede jeg."
Sylvia ignorerede hendes forespørgelse.
"Jeg har altid haft kontakt til din mor. Altid. Jeg var altid den hun ringede til, når det knækkede sammen for hende. Jeg fik alle informationerne fra hende, og derfor blev du også holdt væk fra mig," Sylvia kiggede nervøst ned i sine hænder, og jeg begyndte at kunne se, at både Sylvia, stensikkert også Kathleen's mor, og Kathleen lignede hinanden frygtelig meget.
"Dengang hun efterlod dig og din far... Det var ikke fordi hun gjorde det med sin gode vilje. Hun elskede din far, og hun elskede også dig. Det gjorde så ondt på hende, at hun måtte forlade jer."
Sylvia pustede tungt ud og kiggede væk. Det her var tydeligvis svært for hende at sige, især når Kathleen sad med armene over kors, og kiggede protestantisk ned i gulvet. 
"Dine forældre havde det meget svært økonomisk dengang. Og din mor var eventyrlysten. For hun havde aldrig fundet sit talent." 
Kathleen kiggede op, og jeg blev også utrolig nysgerrig.
"Så hun tog afsted. Hver eneste måned har hun sendt din far penge, så kan kunne forsørge dig, og sørge for du havde det godt."
"Men... Er de ikke skilt? Er mine forældre stadig gift?"
"Ja. Dine forældre elsker hinanden, Kathleen."

"Hvor er hun nu?" Kathleen's stemme var tonløs.
"Det kan jeg ikke sige."
"Nå. Men hun lever, ikke?" "Din mor er levende, ja."
Det var først nu jeg så tårerne i hendes øjne.
"Hun kunne have fundet en anden... Jeg kunne have fået halvsøskende," hendes stemme hævede sig for hvert ord hun sagde, hun satte sig helt frem på kanten af sofaen.
"Hun kunne have været død!" Råbte hun. "Min mor kunne have været død, uden jeg havde vidst det! Jeg troede hun var blevet skilt fra min far! Der kunne have været sket alt! Alting! Uden jeg vidste det! Jeg troede min far ville fortælle mig alt, men næ nej, jeg blev holdt for nar i 10 år! 10 år!" Skreg hun hysterisk. 
Sylvia veg forskrækket tilbage. 
"Kathleen," sagde jeg stille, selv forskrækket over hendes udbrud, jeg lod forsigtigt min hånd stryge hen langs hendes ryg.
"Lad være Harry! Din familie er sikkert skide velfungerende, så du forstår slet ingenting!" Råbte hun såret af mig.
Jeg krøb sammen i hjørnet af sofaen, en anelse såret over hendes ord.
Men hun havde jo egentlig ret. 
Kathleen faldt grædende tilbage i sofaen, og dækkede med sine hænder, sit ansigt.
"Undskyld," hviskede hun.
"Det gør ikke noget," svarede jeg stille tilbage. Hun fjernede hænderne fra sit ansigt, og kiggede hen på mig.
"Jeg mener det." 
"Det gør jeg også." 
Vores blikke var fastholdte i lang tid. Ikke så meget på grund af hendes udbrud imod mig, men bare på grund af det hele. 
Jeg forstod pludselig, hvorfor Sylvia så gerne ville have, at Kathleen og jeg skulle være sammen.
Hun vidste at Kathleen manglede en at støtte sig til, en som ville elske hende, og give hende det hun manglede.
"Din mor ligner dig utrolig meget, Kathleen," fortsatte Sylvia. "Både på ydersiden og indersiden."
"Hvad har det at gøre med det her?" Spurgte Kathleen grådkvalt. 
"Hun forlod mig, i de vigtigste år i mit liv."
"Joanna kan ikke se sig selv i øjnene, efter hun forlod jer. Det er derfor hun ikke er kommet tilbage."
"Lad være med at sige hendes navn sådan," bad Kathleen. 
"Hun elsker dig, Kathleen. Det er derfor hun ikke er kommet tilbage. Fordi hun ved, at du hader hende, og ikke vil kendes ved hende. Fordi hun ved, at du ikke ser hende som din mor."
"Nej. Hvorfor skulle jeg også det?" Sagde Kathleen spydigt.
Jeg vendte mig en halv omgang, så jeg kom til at se på Kathleen. Jeg tog roligt fat i hendes ene hånd.
"Din mor gør det for at beskytte dig," sagde jeg stille. "Ikke for at såre dig."
"Men hun har såret mig. Rigtig meget. Hun tog alt fra mig."
Jeg lod min tommelfinger køre rundt på hendes håndryg, i blide, beskyttende strøg.
"Jeg prøver at få min søster til at forstå, at det hun gør, er endnu en fejl, Kathleen," Sylvia lød faktisk oprigtigt, virkelig ked af det.
"Hun har set den fejl hun lavede dengang, men hun har ikke set den hun laver nu," sagde Sylvia stille.
Kathleen pustede tungt ud.
Der var stille i en lille rum tid, inden Kathleen lænede sig ind mod mig, og lod sig ligge lidt op af mig. Jeg foldede mine arme om hende, og gav hende små kys i hovedbunden.
"Så min far har også haft kontakt til hende?" Hviskede hun. 
Sylvia nikkede. "Din far har vidst det hele tiden. Og i år... I år, da Joanna spurgte om jeg på nogen måde kunne lade mig snakke med dig, optog jeg dig til lejren på stedet."
Kathleen lukkede øjnene.
"Jeg ved ikke om jeg kan tilgive hende. Om jeg vil tilgive hende," hendes læber bevægede sig til den lyd der kom ud af hendes mund, helt ved min hals. Jeg kunne mærke enhver bevægelse hun lavede. 
Jeg måtte tage en dyb indånding, for at holde styr på mig selv, men kuldegysningerne spredte sig hurtigt. 
Hun lod sin hånd glide ned ad min arm, den arm, hvor tatoveringerne herskede.
"Du behøvedes ikke at tilgive hende Kathleen. Hun gjorde det rigtige, indtil hun til sidst lod dig leve videre uden hende. Og det var en meget stor fejl."
Kathleen vendte sit hoved, så hun kiggede over på Sylvia igen.
"Tak. Moster." Hun sendte hende et lille smil.
Et stort bredt smil lyste op på Sylvias ansigt. 
Hun rejste sig op, og Kathleen trak sig væk fra mig.
"Selv tak, niece. Husk vi elsker dig," Sylvia slog armene om Kathleen, men mødte mine øjne bagefter.
"Os alle sammen."
Jeg rullede læberne lidt sammen.
Os alle sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...