Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

26Likes
4Kommentarer
25773Visninger
AA

13. Kapitel 12: Harry Styles

  I've been waiting a long time
For this moment to come
I'm destined
For anything...at all

- Waiting, Green Day

 

Jeg virkede nok temmelig diva agtig, men lige nu sårede Kathleen mig faktisk. Jeg troede hun stolede på mig. Hvorfor kunne hun ikke bare have fortalt mig noget om Sylvia?
Om hendes mor?
Om Nina, Nanna og Cait, som fornærmede hende hver morgen og aften ovre i hendes hytte?
Var hun stadig bange for mig? 
Jeg sukkede. "Kathleen, lad nu være," mumlede jeg.
"Harry," hendes stemme var bedende og rystende.
Det kan godt være, at hun lige nu forsøgte at vise mig hvor vigtig jeg var for hende, og hvor vigtigt det var, at jeg ikke var vred på hende, men lige nu gad jeg hende bare ikke.
Men det var selvfølgelig en løgn, rettet mod mig selv. Jeg ønskede ikke at være sur på hende, jeg ville bare gerne være sammen med hende, være glad. Men lige nu var jeg bare lidt splittet.
Jeg vidste ikke hvor meget jeg egentlig betød for hende, nu hvor hun ikke engang kunne fortælle mig noget som helst.
"Harry, den eneste grund til jeg ikke fortalte dig noget, var fordi du ikke skulle bekymre dig for mig."
Jeg kunne mærke drengenes blikke på mig, hvordan de ivrigt fulgte med i vores samtale.
"Hør her Kathleen," min stemme var hårdere, end jeg troede.
"Stoler du overhovedet ikke på mig? Tror du at jeg er en kendt, narrøv til popstjerne, der bare manipulerer rundt med dig?" Jeg rystede mine hænder fri fra hendes, og tog i stedet hårdt fat om hendes underarm.
Hun kiggede forskrækket på mig.
"Gør du, Kathleen? For jeg nægter at have et forhold til nogen, der ikke engang kan fortælle mig, at de piger, der hader dig så voldsomt, bor på værelse med dig. Hvorfor har du ikke sagt noget?! De er sindsyge! Kathleen de hader dig noget så grusomt, og du fortalte mig ikke en skid!"
Min stemme var høj og vred. Jeg mærkede vores publikums blikke, hvordan de stirrede chokeret på mig.
"Gider i godt kigge væk? Vi er jo ikke dyr i zoo, vel?"
De skyndte sig at kigge akavet rundt i hytten, og forsøgte ikke at virke for åbenlyse.
Kathleen skælvede.
"Men jeg holdte kun mund, fordi jeg ikke ville have dig til at... Gøre noget for mig, bekymre dig for mig... Jeg gjorde det fordi jeg ikke ville påtrænge dig mere at tænke på. Fordi jeg holder af dig," hun kiggede ned i sit skød.
"Hvis du virkelig holder så skide meget af mig, så burde du vide, at man ikke kan undgå at bekymre sig for hinanden. Ved du hvad, Kathleen? Du har slet ikke forstand på at holde af nogen." Jeg gav slip på hendes arm, og forsøgte så godt jeg kunne af ignorere det røde mærke, som på ingen tid ville blive til et blåt.
Hun begyndte at ryste, og hun lænede sig skræmt op af sengegavlen. Hun trak benene op under sig.
"Du er ikke bedre end nogen Ninna lige nu, Harry," Niall's bebrejdende stemme fyldte hytten.
Jeg lænede mig mut op af den modsatte sengegavl.
"Harry så tag dig dog sammen," skældte Liam ud. 
"Skrid nu forfanden da Liam. Kan du slet ikke se, hvor meget det går mig på?"
"Kan du slet ikke se hvor meget det går Kathleen på? Helt ærligt, Harry. Jeg tror det er dig der ikke ved hvordan man holder af nogen." Liam rejste sig og gik irriteret ud af hytten. 
Niall og Louis kiggede opgivende på hinanden. 
"Ved du godt at jeg var lige ved at gå?" Spurgte Kathleen rystende. "Og jeg blev kun, fordi jeg vidste du ville vente på mig. Men det gjorde du jo ikke," hun tørrede nogle tårer væk fra hendes kinder. Hun rejste sig op. 
"Liam lovede han ville køre mig hjem." Hun trak grædende ned i dør håndtaget.
"Tak for den bedste uge, i hele mit liv," hun kiggede rundt på os alle tre, men lod sit blik ligge længst tid på mig.
Idet hun skulle til at åbne døren, rejste jeg mig febrilsk op, og tog hårdt fat, den ene hånd om hendes talje, den anden om hendes håndled.
Hun kiggede forskrækket op på mig.
"Du får ikke lov til at forlade mig," jeg kunne mærke tårerne i mine egne øjne.
"Bliv," hviskede jeg. Hun snerpede sine læber sammen.
"Hvorfor skulle jeg, Harry? Bare giv mig én grund." 
Jeg vidste ikke hvad den endelige grund til hun skulle blive var. Jeg var bare forvirret og træt, og pisse forelsket, og hun vidste ikke hvor ondt det her gjorde på mig.
Hvor meget jeg hadede mig selv for, ikke at have kunnet styre mit temperament lige før.
Jeg vidste heller ikke hvor klogt det var, at jeg sagde de næste ord. Men alligevel var jeg på en underlig måde sikker på dem, også selvom de ikke rigtig gav mening for mig.
Kunne en person betyde så meget for en, bare efter en uge? Mange brugte flere år på, at sige det jeg sagde:
"Fordi jeg elsker dig." 
Tårerne gled uhæmmet ned fra hendes kinder.
"Du har lige sagt, at du ikke ville kunne have et forhold med mig," hikstede hun.
"Harry, du fortjener ikke et forhold med mig. Du fortjener så meget bedre," hun klemte hårdt hendes øjne sammen, og strammede grebet om dør håndtaget.
"Det skal jeg nok selv styre," jeg fjernede hendes hånd, med en anelse besvær, fra dør håndtaget, og kærtegnede forsigtigt hendes håndrygge.
"Lad være med at undervurdere dig selv, Kathleen. Kan du huske hvad jeg fortalte dig, dengang du ikke ville synge nede i øvelokalet?"
Hun kiggede ned i jorden. "Jeg tror ikke vi er så forskellige endda. Virkelig, Kathleen. Jeg tror vi er så forvirrede i alt det her."
"Ja du er da ihvertfald forvirret. Hvad vil du have, at jeg skal tro på?"
Hun rev sine hænder til sig.
En ny person blandede sig i samtalen.
"Du må gerne tro på mig. Vil du det?" 
Louis sendte hende et skævt smil. Kathleen kiggede på ham med rynkede bryn. Hun lagde armene over kors.
Louis lagde hovedet på skrå, hvilket fik hende til at nikke stilfærdigt. Jeg kiggede forvirret på dem begge to.
"Kathleen, Harry har ikke været forelsket i lang tid. I virkelig, virkelig lang tid," hans stemme var rimelig drillende, men hans ord var seriøse.
"Og når han så bliver det, er han en kæmpe klaphat. Lad os bare blive enige om det."
Kathleen blødte en anelse op. Jeg satte mig ned i underkøjen igen.
"Men en ting er sikkert, og det er at Harry aldrig lyver. Altså, med mindre han tog den sidste cookie i pakken, men det er småting vi taler om," Louis viftede lidt med hænderne.
Jeg stirrede forarget på ham, vidste ikke om jeg skulle være glad eller sur.
"Og for det meste - kun for det meste, for jeg har også meget tit ret - taler han sandt. Og de ting han lige har sagt til dig, er desværre sandheden. Han elsker dig, og du ligner ham alt for meget. Det kan enhver se. Så nu er det jo dig, det står til," Louis sendte hende et lille smil. 
Jeg åbnede munden for at bryde ind, men Louis pegede på mig med en skarp finger,
"Og du vover lige på, at ødelægge det hele igen, smartyboy."
Jeg stirrede mut ned i jorden. Kathleen kiggede frem og tilbage på Louis og jeg.
"Jeg bliver nødt til at gå. Det er for hans eget bedste."
Jeg ved ikke hvad der gjorde mest ondt. Det, at hun talte om mig som om jeg ikke var der, eller det, at hun sagde hun ville gå.
"Han kan ikke elske en, der ikke kan elske ham tilbage."
Louis kiggede noget videre overrasket på hende. 
"Kathleen, er du sikker på at du ved hvad du siger nu?"
Hun kiggede ned i sine sko. "Nej. Men jeg har også mistet overblikket, over alt. Jeg ved ikke hvad der er oppe og ned længere."
Nej, Kathleen. Det gjorde jeg heller ikke.
Jeg sukkede. Det her gav sig ikke. 
Karry ( Kathleen + Harry) var slut og sådan var det bare. Jeg vidste det her ville skabe problemer fra start af.
"Men Kathleen," Niall skubbede Louis lidt væk, så han kunne se hende. 
"Har du nogensinde elsket nogen?" 
Kathleen trak på skuldrene. "Hver gang jeg forsøger, mislykkedes det altid."
Louis smilede. "Lige som Harry." 
"Næh," mumlede jeg mut. 
De kiggede alle ned på mig. Jeg kiggede bare fortsat ned i mit skød.
"Harry du bliver sku' nødt til at sige noget," sukkede Niall. 
"Hvad skal jeg sige, Niall? Pigen hader mig jo."
Jeg var vidst ligeså ond, for nu talte jeg også om Kathleen, som var hun her ikke.
"Det tror jeg nu ikke," sagde Louis. 
"Jeg tror noget andet. Og inden i ryger i totterne på hinanden, og begynder at tage hjem, så skal i lige indrømme over for jer selv, hvad det er i føler."
"Det kan vi jo ikke," mumlede Kathleen. "Jeg - vi - er helt fortabte."
"Ved du hvad Kathleen? Ved ud hvad den følelse hedder?"
Hun rystede på hovedet.
"Det kaldes forelskelse, og det rammer hver eneste person i denne verden. I sjældne tilfælde, bliver det til noget andet."
"Noget andet?"
"Mhm. Had. Eller noget der er meget bedre."
"Louis..." Sukkede hun. 
"Det hedder at elske. Jeg ved ikke rigtig hvad du syntes om det."
Der var helt stille i lokalet. Meget stille.
"Louis du gør mig helt forvirret."
"Du gør dig selv forvirret, Kath, og det skal du stoppe med." Louis tørrede hendes kinder med et smil. 
"Jeg går ud og finder Liam," han sendte Niall et lille nik, hvilket fik ham til at rejse sig.
Uden flere ord, gik de ud af hytten, og efterlod Kathleen og jeg alene. 
Hun satte sig ned i underkøjen på den anden seng, så vi sad parallelt. 
Hun dækkede sit ansigt i sine hænder. 
Det ene hulk efter det andet røg ud af hende.
"Hvad har jeg gjort galt, Harry?" Hun snøftede.
"Hvordan kan du elske en som mig, når..." Hun tav.
Når hvad, Kathleen?
Hun græd stadig. 
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke bare undskylde. Jeg havde sagt nogle meget forfærdelige ting til hende. 
"Harry, please," hendes gråd blev bedende. 
"Lad være," mumlede hun. 
Lad være med hvad?
Det var der jeg opdagede de salte tårer, der gled ned af mine kinder.
Jeg opgav mine følelser, og lod tårerne strømme ned af mig. Det hele kunne være ligegyldigt. 
Jeg troede virkelig jeg havde fundet en. Og hun betyder så meget for mig, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle beskrive det.
Én uge, én rundtosset, forfærdelig uge havde jeg kendt hende.
Hvad prøver jeg at bilde mig ind? Jeg kunne umuligt 'elske' hende. Måske var det her en dum, latterlig kort forelskelse. Jeg gik og narrede mig selv, og også hende. 
Jeg havde ikke lagt mærke til, at madrassen jeg sad på knirkede. Jeg sad inderst til væggen, mut og tilbageholdende. 
Jeg opdagede hende først, da hendes lillefinger forsigtigt strejfede min, og et forunderligt spjæt gik igennem mig.
Jeg fik et lille forskrækket stød, bare ved at hendes finger ramte min. Men hvad lavede hun her? Hun hadede mig jo. Den eneste pige jeg vidste betød alverden for mig, hadede mig.
"Harry?" Hendes stemme var spinkel og rystende. 
"Vil du ikke nok sige noget?" Hviskede hun. 
Som den idiot jeg var, svarede jeg hende ikke.
Jeg turde ikke. Men jeg vidste ikke hvad jeg var bange for. 
Jeg var bare forvirret over alle de her dumme, ukendte følelser.
Jeg følte mig som en pige med menstruation, rent ud sagt. Tænk hvis de havde det så svært, hver eneste måned?
Det ville jeg ikke kunne holde til.
Jeg vendte hovedet, og kiggede over på hende. 
Vores øjne mødtes. Der var ingen af os der græd, men vi havde samme sorgmodige blik.
Jeg havde fortrudt alt hvad jeg havde sagt. Intet var fair. 
Jeg sukkede. "Kathleen...."
Jeg kiggede væk igen, men blev pludselig hevet tilbage, og inden jeg havde set mig om, havde hun hårdt presset sine læber mod mine.
Alle følelserne overfusede mig igen, og nu fik jeg næsten lyst til at græde endnu engang. 
Hun trak sig kort væk for at få en indånding, inden hun kyssede mig igen.
Kysset tog pusten fra mig, og gjorde mig døsig.
Det var helt utroligt hvad hun kunne gøre ved mig.
Jeg lod mine arme vikle sig rundt om hendes spinkle krop, så hun blev vendt en halv omgang ind mod mig.
Kysset blev svagt udviklet, idet hun trak sig selv tættere ind på mig. Hun ville have mig tilbage. Ville ind til mig.
Jeg nød følelsen af hendes krop tæt mod min, og hendes varme læber der blev ved at komme igen.
Til sidst måtte jeg dog trække mig væk. Vi stirrede forpustede, forvirrede på hinanden.
Hun holdte mit hoved fast, med begge sine hænder på mine kinder.
"Undskyld," hviskede hun grådkvalt. "Undskyld Harry." 
Jeg så ind i hendes nervøse, bedende blå øjne. 
"Nej det er mig der undskylder. De ting jeg har sagt er utilgivelige." Jeg løftede forsigtigt min hånd op til hendes kind.
Hun lod et par nervøse tårer glide ned af hendes kinder. "Lad være med at blive så sur på mig igen, vil du ikke nok?" Græd hun bedende. 
Jeg kiggede flovt ned i madrassen, og fik hurtigt ekstremt dårlig samvittighed.
"Jeg vil gøre alt for at du har det godt," hviskede jeg. Hun vendte væk fra mig, og satte sig ligesom vi sad før.
"Jeg burde have fortalt dig de ting," sagde hun knust. "Ikke hvis du ikke ville, Kathleen. Jeg føler jeg har presset dig til noget," sagde jeg sammenbidt. 
"Men du havde ret," sukkede hun. 
Jeg tørrede blidt tårerne væk fra hendes kinder.
Hun snøftede. "Jeg kan ikke forstå, hvordan du kan elske mig," hviskede hun. 
"Kan man elske en, man kun har kendt i en uge?" Spurgte hun og kiggede op på mig.
Jeg valgte at være bundærlig:
"Det ved jeg ikke, Kathleen. Men når man elsker nogen, vil man altid sørge for, at personen har det godt. Og at du føler dig godt tilpas. Og sådan har jeg det med dig. Du... Du har gjort noget ved mig," hviskede jeg. "Men jeg ved ikke, om det er at elske, eller at være forelsket."
Hun kiggede mut ned i madrassen. 
"Men hvad så?" Spurgte hun nervøst.
"Det ved jeg ikke." Jeg fandt hendes hånd, og tillod mig at nyde den summende fornemmelse, da jeg flettede vores fingre sammen. 
"Kathleen... Hvad er der sket?" Spurgte jeg bekymret.
"Hvad mener du?" Stammede hun. "Hvad.... Hvad skete der inde hos Sylvia?"
Hun kiggede anspændt ned i vores hænder.
"Vil du virkelig have, at jeg skal fortælle det?" Hviskede hun. "Kun hvis du selv vil," svarede jeg og kyssede hendes pande. 
Hun åndede tungt ud. 
"Inden jeg blev 10, var jeg vel en ganske almindelig lille pige. Jeg havde mine forældre og nogle venner jeg legede med. Det var sådan set ret normalt," jeg kunne høre hendes stemme blive mere og mere grødet.
"Men da jeg så blev 10, rejste min mor. Hun forlod min far og jeg, for at arbejde. For at blive forretningsmenneske." 
Hun trak benene op under sig, og skælvede vilkårligt. 
"Jeg blev så ked af det. Og det gjorde min far også. Jeg troede hun hadede os, og forlod os. Men nu siger Sylvia," hun tørrede frustreret tårer væk fra øjenkrogen. "Nu siger Sylvia, at det aldrig havde været hendes gode vilje," græd hun. "Og jeg føler mig så splittet. Jeg har sørget over hende i 10 år, og hvad nu? Hvad er hun for mig nu? Hun forlod mig jo," hun græd mere denne gang. 
Jeg vendte mig mod hende, så jeg vendte i mine ben og drejede ryggen. "Jeg er sikker på, at din mor ikke ville forlade dig," hviskede jeg og tørrede hendes tårer væk.
"Din mor elsker dig," jeg mødte hendes øjne. 
"Men se hvad hun har gjort ved mig. Jeg mistede alle mine venner, glæden ved mange af mine ting, jeg-" hun snøftede. "Jeg er blevet socialt akavet og stammende på grund af hende."
Jeg tog fat i hendes håndled, og aede blidt hendes håndrygge. "Du er ikke sociale akavet, Kathleen,"
"Jo jeg er! Jeg kan knap nok tale med dig," græd hun. Jeg tyssede blidt på hende. "Du er ikke socialt akavet, Kathleen," gentog jeg. "Du er en meget smuk, og intelligent ung kvinde. Lad være med at sige sådanne ting om dig selv," "men jeg er så genert," hviskede hun. 
"Det er ikke altid at det er dårligt," svarede jeg. "Generthed er en svaghed, Harry."
Jeg rystede på hovedet. "Det kan være en god egenskab. Det gør dig til den du er, Kathleen," jeg løftede hendes hånd, og gav den et blidt kys.
Hun åndede tungt ud.
"Det var godt jeg fortalte dig det, ikke?" Hviskede hun.
"Jeg håber ikke du følte dig presset, Kathleen. Du må ikke lade min fejl gå dig på."
"Men det er det man gør, ikke? Man fortæller hvad man bærer inde med, om man har det godt," hendes store blå øjne ramte mine. 
Jeg nikkede svagt.
"Kom her," hviskede jeg. Jeg foldede min arm ud, og med det samme uden tøven rykkede hun sig ind til mig. Hun flettede stramt vores fingre sammen.
Hun lagde sit hoved mod min skulder.
"Undskyld," mumlede hun.
"Bare undskyld. Jeg ved ikke rigtig hvorfor."
Jeg besluttede mig for ikke at svare hende, men istedet ae hendes ryg. 
Hun satte sig pludselig op, i havfrue stilling overfor mig.
Hun tog fat i begge mine hænder, og holdte dem i sine.
"Hvad tænker du på, Harry?" Hendes stemme var bekymret. Hendes lyseblå, sjældne men smukke øjne borede sig ind i mine. 
Jeg var stadig forundret over hendes øjenfarve. Jeg havde aldrig set så flotte øjne før.
Nu ville jeg aldrig tro, at mine grønne var flotte, for så havde man ikke set Kathleen's.
Det ville være mærkeligt, at fortælle hende at jeg studerede hendes øjne, der var omkranset af lange, naturlige øjenvipper. 
Det var faktisk først nu jeg opdagede, at hun ikke havde makeup på. Hun var virkelig en naturlig skønhed, og jeg følte mig alt, alt for heldig.
Så jeg fortalte hende, hvad jeg bar inde med, ligesom hun lige havde gjort det:
"Jeg tænker på hvor modbydelig jeg er. Jeg har aldrig haft så dårlig samvittighed i hele mit liv. Jeg ved det ikke er en god undskyldning, og at jeg bare ikke fortjener dig. Du er så fejlfri i forhold til mig. Jeg har taget skade af alle de år med berømmelse, og lige nu tænker jeg på, hvor dumt det her er."
Hendes øjne blev med det samme triste og matte. Påvirkede mine følelser hende så meget? 
"Lad være med at tænke sådan," hviskede hun trist. Hun gav slip på min ene hånd, og lod den ramme min kind. 
"Du fortjener det bedste, Harry." Hun kiggede lidt ned i sit skød. 
"Du æhm..." Hun rødmede kraftigt, og jeg kunne ikke lade være med at smile svagt. 
"Du er meget smuk. Og helt perfekt."
"Der er ingen der er perfekte, Kathleen."
"Det at du sagde det, gør dig perfekt." Hun fjernede sin hånd igen. 
Jeg åndede tungt ud.
Hun smilede svagt. "Det er først nu jeg ligger mærke til, at du er ualmindelig flot."
Hun rødmede kraftigt. 
"Hvad havde du regnet af en superstjerne?" Grinede jeg.  
Hun fnes. "Ikke at han ville ku' lide mig," sagde hun stille. 
Jeg lænede mig frem, og gav hende et kort, blidt kys.
"Lad være med at tro, at andre er bedre end dig," sagde jeg lavt. "Du er mindst ligeså meget værd, som os andre, hvis ikke mere." 
Hun kiggede forlegent med et lille genert smil på læben ned i sit skød. 
Jeg førte min hånd om i hendes nakke, og kærtegnede blidt hendes nakkehår.
"Okay? Lov mig det," hviskede jeg. Hun kiggede op på mig, så vores øjne mødtes igen.
"Okay." Jeg smilede skævt til hende, og trak med min hånd i hendes nakke tættere på, så vores læber kunne mødes endnu engang, i et længere kys.
Det blev dog bare aldrig til noget, for ind braste Niall, Liam og Louis.
Vi sad i en akavet stilling, for vi var nået halvvejs ned til hinandens læber.
Jeg sendte hende et undskyldende, genert smil og trak mig væk igen.
Hun rødmede kraftigt og satte sig på plads ved siden af mig.
"Årh, turtelduerne har fundet hinanden igen!" Sagde Louis begejstret. Kathleen og jeg kiggede hen på hinanden. Mine røde kinder var ikke til at overse, og det fik Kathleen til at slippe et lille grin ud. 
"Så i er okay?" Spurgte Liam bekymret. 
Jeg nikkede langsomt. Niall satte sig sukkende ned i den anden underkøje. 
"Jeg blev helt bange for, og i skulle stoppe her."
Vi kiggede allesammen hen på ham. Louis og Liam med et forvirret blik, Kathleen med en forundret grimmasse, og jeg tonløst.
"Hvad?" Fløj det ud af Louis. Niall rødmede lidt.
"Jeg syntes de er ret søde, sammen...." Sagde han flovt. 
"Åh Niall, du mangler bare en selv," sagde Louis og klappede ham på skulderen.
Jeg sendte Kathleen et betryggende smil, hvilket fik hende til at grine endnu engang.
"Nå, men nu til sagen. Vi har fundet en tom hytte," sagde Liam. 
"Tom?" Spurgte Kathleen overrasket. 
Liam nikkede. "Der var helt tomt derinde. Så vi tre kan sagtens flytte derind, hvis i vil havde hytten her," sagde han med et smil. 
Jeg skyndte mig at nikke, både for Kathleen's men også min egen skyld.
"Det vil vi meget gerne," sagde jeg med et smil.
"Okay, men behersk jer lige, ikke? Jeg ved ikke hvor lydtætte det her gamle skur er," Louis slog en hånd op i skråtaget.
Jeg rullede læberne sammen, og kiggede hen på en Kathleen med blodrøde kinder. Jeg kunne ikke dy mig for ikke at give den ene af dem et kys.
Mine læber strejfede forsigtigt hendes kind, hvilket fik hende til at se hen på mig.
Vi sagde ikke noget til hinanden, men vi smilede.
"Okaaay. Men vi ved bare ikke hvordan vi skal komme ind," sagde Niall. 
"Det ved jeg," jeg sendte dem et overlegent smil, stolt over min egen geniale plan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...