Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

26Likes
4Kommentarer
25773Visninger
AA

12. Kapitel 11: Kathleen Beck

When you've been fighting for it all your life
You've been struggling to make things right
That's how a superhero learns to fly

- The Script Superheroes

Jeg bed mig selv i læben. Jeg forstod ikke hvorfor hun kunne finde på at sige sådan, eller det er måske løgn. Selvfølgelig forstod jeg de havde regler, men kunne man ikke se igennem fingere med det. Det er jo ikke fordi vi beder om en stor tjeneste. Jeg kunne mærke Harrys hånd give min et klem, det fik mig automatisk til at kiggede op i hans grønne øjne.

”Men” Harry var løbet tør for ord, de begge kiggede afventende på mig. jeg bed mig i læben, jeg viste ikke hvad skulle gøre.
”Er der en anden gruppe du kunne tænke dig” hun kiggede opgivende på os. Jeg sendte hende et svagt men flabet smil. ”Ja det er der faktisk” Harry kiggede sårede på mig. ”Det lyder godt miss Beck. Hvem skulle det være?” hendes smil var oprigtig nysgerrig.

”Harrys. Men jeg vil gerne sove et andet sted” Jeg kunne mærke at Harry strammede grebet om min hånd. Hun sukkede opgivende.

”Du er ligeså en ligeså irriterende som din mor” jeg kiggede overraskede på hende, hvordan kendte hun min mor. ”Hvor kender du hende fra?” jeg kunne ikke lade være med at kigge ned i det mørke træ.

”Hun er min søster. Viste du ikke det?” hun kiggede undrende på mig. Jeg fnøs meget lavt. Det var vidst kun Harry der kunne høre det.

”Hvordan skulle jeg det?” jeg kunne ikke undgå at lyde vred, og det var ikke med min gode mening. ”Hun har vel snakket med dig?” jeg kiggede stille op på hende, derefter Harry.

”Må vi godt være alene Harry?” jeg kiggede spørgende på ham. Jeg ville ikke fortælle ham om min mor. Han kiggede sårede ned i jorden inden han nikkede svagt med hovedet. Hans fodtrin bevægede sig ud af døren inden han lukkede den efter sig.

”Hun er din mor Kathleen?” hun ventet på mit svar. Jeg fnøs vredt. ”Jeg vil nu ikke kalde hende min mor. Hun gik fra os da jeg var ti” jeg kiggede ned i bordet igen. Har jeg sagt hvor meget jeg hader at snakke om min daværende mor?

”Har du spurgt hende hvorfor?” hun rejste sig op for at gå hen til mig. jeg veg nervøst tilbage. ”Hvorfor skulle jeg?” jeg hvisket det svagt, det var endnu en af mine dårlige vaner. Jeg var så frustreret.

”Hun elsker dig Kathleen” hun lod mig sætte mig ned på stolen ved væggen. Jeg kiggede nervøs ned på mine negle. ”Det virkede i hvert fald ikke sådan, da hun gik” hun satte sig å hug foran mig. jeg svang nervøst mine ben op under mig. Kiggede med nervøse øjne hen på hende. Hendes øjne lignede mine, og det skræmte mig.

”Hun gik, for at kunne tjene penge til jer” jeg kiggede med tårefyldte øjne på hende. Jeg fjernede mine tårer i ren og skær frustrationer.

”Og hvorfor kom hun så aldrig tilbage” jeg kiggede nervøst bag hende. Hun tænkte sig om, og det gjorde mig mere nervøs. Jeg trak denne gang mine ben helt tæt op af mig selv. ”Det gjorde hun også” jeg fnøs imellem mine snøft. ”Du lyver. Min far ville sige det til mig” hvisket jeg usikkert.

”Jeg lyver ikke. Hvorfor tro du det?” hun lagde den ene hånd på mit knæ. Jeg skubbede den frustreret væk, min far ville aldrig lyve overfor mig. Vi har ingen hemmeligheder for hinanden, vi er hinandens støttepunkt, er vi ikke?

”Kathleen” hun kiggede lidt sårede på mig. ”Lad være med at kalde mig Kathleen” hulkede jeg. Jeg var så skræmt af denne følelse.

”Være sød at lade være” hvisket jeg mellem mine hulk. ”Miss Beck, hvad vil du have mig til at gøre” jeg kunne se det gjorde ondt på hende. Mon det kun sagde var rigtig?

”Flytte mig” jeg kiggede direkte ind i hendes øjne, som lignede mine så utrolig meget at det gjorde mig utryg.
”Men så skal du også have ny coach” hun satte sig ved siden af mig, hendes hænder rystet af en ukendt følelse. ”Hvis du virkelig var min mors søster. Ved du godt hvorfor jeg ikke vil have ny coach” jeg kiggede med et svagt blik på hende. Jeg kunne mærke hvordan min krop blev mere og mere urolig. ”Kathleen” jeg kiggede hen på hende.

”Stop med at kalde mig det” hulkede jeg hysterisk. ”du kan få Niall Horan, Louis Tomlinson som coach?” jeg rejste mig frustrereret op, stirrede med sårede blik på hende. Hvordan kunne hun få sig selv til at sige det?

”Hvis du overhovedet bekymrede dig om mig ville jeg ingen gang havde brug for at spørge” jeg kiggede med tårerne rende ned af mine kinder.

 

Jeg åbnede frustreret døren, og Harry stod der stadige. Jeg løb hurtig udenom ham imens jeg kunne høre Harrys stemme forsvinde svagt. Jeg åbnede hårdt døren, dørene slog ind i væggene ved siden af, det gav et ekko af den anden verden. Jeg kunne ikke klare det her mere, jeg ville væk. Jeg skulle væk.

Jeg var løbet hen til hytten imens jeg inderlig håbede at de andre var gået til aftensmad. Jeg kunne ikke se på dem. Jeg rev døren op med et smæld, jeg mærkede hvordan vinden tog fat i mit hår og svag det om foran mit ansigt.

Jeg lod tøjet falde ned i mine tasker med hurtig hast. Jeg skulle ikke opdages af nogle, så det skulle gå hurtig. Jeg nåede at pakke mine tasker, jeg slog dem op over mine skulder imens jeg svagt åbnede døren. Jeg var bange for at Harry ville se mig, men heldigvis havde Harry ikke været henne ved min hytte endnu. Så der havde jeg en chance for at kunne slippe uset væk. Jeg gik med hovedet bøjet imens jeg febrilsk prøvede at få fat på min far. Jeg havde ikke min bil med mig, så jeg kunne ikke bare tage den.

Jeg tro jeg var nået hen til indgangen da jeg kunne høre nogle stemmer bag mig. jeg ignorerede det så godt jeg kunne imens jeg stadige holdte min mobil i hånden.

”Kathleen” en stemme jeg kun havde hørt få gange før. Jeg viste det var Lian, og det fik mig bare til at sætte i løb, og for at være klar så er det svært at løbe med taskerne hængende på mine skulder.

”Kathleen” jeg mærkede et par hænder der greb fat om mit håndled. Jeg kiggede frustreret tilbage, og der stod Liam. Hans brune øjne borede sig ind i mine blå.

”Hvad fanden laver du?” han rev mine tasker af skulderen. Jeg kiggede overrasket på ham. ”Hvorfor flygter du?” hans stemme var bebrejdende.

”Hvad kommer det dig ved Liam?” jeg rev min arm til mig. jeg samlede mine tasker op fra jorden igen. Hans blik sagde alt, han var skuffet over mig.

”Du flygter igen fra dine problemer” han kiggede sårede på mig, hvorfor kiggede han sårede på mig? Det skræmte mig fra liv og sans.

”Nej jeg gør ej” jeg strammet grebet om mine taskestropper. ”Jo. Du såre folk der holder af dig ved bare at flygte” han kiggede mig dybt ind i øjne. Jeg ville fjerne mit blik, men han holdte fast i min hage for at jeg ikke kiggede væk.

”Der er jo ikke nogle der holder af mig. Alle pigerne hader mig, drengene har bare ondt af mig” jeg kunne mærke de saltet tårer.

”Så det vil sige at Louis, Niall, jeg og ikke mindst Harry ikke er nogle?” han bed sig i læben. Jeg kiggede overrasket på ham.

”Harry sidder i vores hytte og er ude af den. Niall og Louis kan ikke hjælpe ham” var det meningen han skulle give mig dårlig samvittighed?

”Han kommer over det” vrisset jeg surt. Jeg kunne ikke se ud over min smerte lige nu. ”Som du kom over din smerte?” han lagde sine arme over kors. Jeg tabte mine tasker af ren og skær overraskelse, mente han virkelig det?

”Tag med tilbage til hytten, snak med Harry. Hvis du så gerne vil hjem, køre jeg dig” jeg kunne se smerten han gemte, sårede jeg virkelig dem. Jeg nikkede med mine sammenrullede læber, det kunne jeg nok godt gøre for ham, for dem.

 

 

 

Jeg var trådt ind i deres hytte sammen med Liam. Jeg stod henne ved døren og kiggede ud mod den korte gang. Jeg bed mig svagt i læben, var det her nu en god ide.

”træk vejret” hvisket Liam ind i øret på mig, efterfølgende skubbede han mig blidt ind i deres synsfelt. Jeg kiggede ned i jorden som jeg fandt utrolig spændende.

”Kathleen” Niall hoppede ned og gav mig et kram. Jeg stivnede i krammet, jeg var ikke vant til det her. Jeg havde kun min bedsteven og så mine fars venner. Ja jeg ved hvordan det lyder, men sådan har det ikke altid været.

”Hej” min stemme var lav og hæs. ”Niall, lad Kathleen sætte sig” Louis kiggede opgivende på Niall. Jeg bed mig i læben igen, lod mit blik ramme Harry. Harry kiggede ned i sengen imens hans vejrtrækninger var dybe.

”Kathleen” Liam skubbede mig over mod Harry. ”Det er din tur til at være der for ham” mimede han da jeg kiggede på ham. Jeg måtte indrømme at hvis jeg ikke snart stoppede med at bide mig i læben, ville jeg bide mig til blods.

”Harry” jeg satte mig med et bump. Hans blik søgte hans sammenrullede hænder. Havde jeg virkelig sårede ham så meget?

”Hvad skal jeg sige” Liam kiggede surt på mig, jeg slog blikket væk fra ham. ”Jeg er ked af jeg sårede dig” jeg havde sat mig ordentlig til rette. Han veg svagt væk. ”Harry” jeg trak hans hænder over til mig. Jeg kunne ikke formulere mig ordentlig.

”Hvorfor ville du væk?” jeg rullede mine læber sammen.

”Fordi, jeg blev konfronteret med min fortid” det var ikke løgn, men det lød det som. Han fnøs surt.

”Undskyld Harry”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...