Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

27Likes
4Kommentarer
25968Visninger
AA

11. Kapitel 10: Harry Styles


I don't wanna spend time fighting
We've got no time
That's why I need a one dance

- One Dance, Drake


Jeg skyndte mig ind i øvelokalet. Lidt flov over at komme for sent, rettede jeg kort på min skjorte.
Jeg havde tabt tiden, da jeg læste Kathleen's sang igen. Det var som om, at efter vi havde fået kendskab til hinanden, og hun også vidste at jeg havde hendes sang, fik sangen en helt ny betydning. Jeg kendte slet ikke den pige i virkeligheden. Det var foruroligende. Jeg ville have hende for mig selv. Som min.
Jeg sendte de unge et undskyldende smil, men de tog nærmest ikke notits af, at jeg kom ind i værelset.
De irriterende piger havde deres egne diskutioner. Jeg gad ikke at høre på det, så jeg lod mit blik finde Kathleen. Hun sad imellem de to drenge fra holdet, og snakkede med dem. Hun så en anelse nervøs ud, og egentlig også ret genert, men hun havde et lille smil på læben. Jeg kunne ikke undgå at føle et lille stik af jalousi, også selvom jeg godt vidste at Kathleen ville vælge mig frem for dem.
Håbede jeg.
"Hej," råbte jeg, og fik hurtigt lokalets opmærksomhed. Jeg forsøgte ikke at stirre åbenlyst på Kathleen (for som jeg havde fortalt hende tidligere, ville jeg ikke tvinge hende ud i noget hun ikke havde lyst til, og derfor ville holde vores 'forhold' lidt gemt,) men jeg så ud af øjenkrogen, at hendes smil blev bredere og den svage lyserøde farve kom frem i kinderne på hende.
"Jeg har kigget lidt på de forskellige stemmer. Jeg syntes i skal arbejde to og to idag."
Jeg spejdede ud over dem alle. 
Jeg stoppede ved drengene. "Jeg har skrevet jeres rap færdig. Jeg vidste ikke rigtig hvor langt i var nået med det, men ellers må i gerne sætte det sammen." Jeg rodede i min taske, og fandt endelig papirerne. Jeg var ikke ligefrem typen der krøllede papir sammen, så verset var i fin behold. Jeg rakte en kopi til dem begge.
"Også synger  to sammen," jeg pegede på den høje og den dybe stemme. 
"Og i to synger sammen."
Kathleen, og Ninna, kiggede begge to på hinanden. Ninna sendte Kathleen et flabet smil og et hoverende blik. Kathleen sukkede.
Jeg sagde ikke noget. Men jeg hørte de to andre piger fnise. 
"Herre gud, pas nu på hun ikke bliver bange," drillede den ene af dem. 
Hvad? 
"Ja, pas på du ikke gør den slemme lærer utilfreds, som du plejer."
Uanset hvor meget Kathleen havde fortalt mig, var der en enkel ting hun ikke havde sagt.
Kathleen rejste sig, og gik hen til Ninna.
"Skulle vi ikke synge?"
"Er du sikker på at du kan det?" 
Det var ikke engang for at være sød, at hun sagde det. Ninnas tone var hård, og nedladende. 
Fuck, de var jo jaloux allesammen. Var det en blanding af, at jeg havde givet mere opmærksomhed til hende, end til de andre? Eller fordi hun kunne synge bedre.
Kathleen skulle lige til at åbne munden, da en af drengene kom hende i forkøbet.
"Hvad bilder du dig egentlig ind? Kan du slet ikke tage dig sammen?"
Ninna fnøs. "Jeg skulle til at spørge dig om det samme. Du har ikke lavet andet end at sidde og hænge hele ugen." "Jeg har i det mindste ikke siddet og talt grimt om andre."
"Wow, hvad fanden har i gang i?" 
Jeg blev nødt til at bryde ind, og det skulle være inden det blev for meget for Kathleen. Jeg kiggede med vrede øjne, først på Kathleen og derefter Ninna.
Ninna kiggede på mig med store, uskyldige øjne. "Jeg prøver bare at hjælpe dig. Så vi ikke spilder tiden, du ved..." Hun sendte mig et sukkersødt smil.
En af drengene stak fingeren i halsen, for at vise hans afsky. 
Jeg tog hårdt fat i Kathleen's underarm, og hev hende om bag mig. 
"Lige nu, spilder du tiden." "Det var da ham, der begyndte!" Råbte hun. Jeg gav slip på Kathleen, og kiggede om på hende, med et betryggende blik. Jeg vidste at Ninna gjorde hende nervøs og ked af det, og det skulle hun ikke have lov til, når jeg stod lige foran dem. 
"Du skal ikke råbe af mig!" Hendes læber bredte sig ud i et smørret smil. 
"Sig mig, hvem tror du du er?" Spurgte hun vredt. Jeg grinede sarkastisk. "Ikke for noget, men det var dig der hang op af mig, fordi du mente at jeg var speciel. Så den tabte du," jeg vidste jeg måske gik over stregen, og det sidste jeg skulle var at konfrontere mine 'elever' men der gik dråben altså. Ingen skulle fornærme Kathleen, og da slet ikke, når det skete lige foran mig.
"Jeg kan ikke fatte, at du gider gøre noget for hende, når vi har en koncert vi skal øve til." Flabet stirrede hun ned i sine negle. 
Jeg kogte af raseri. Hold kæft en idiot hun er. 
"Du er bare så skide misundelig over, at Kathleen har en bedre stemme end din."
Jeg troede jeg ville sige ordene, men de kom ikke fra mig. Vi kiggede allesammen chokeret hen på den ene af drengene.
Åh gud, hvad helvede hed den dreng? Kunne han ikke anskaffe sig et navn?!
Ninna trådte et skridt hen til ham. "Hvad blander du dig for?" 
Drengen - som ikke havde et navn?! - lagde hovedet på skrå.
"Vi ved godt hvad du har gang i, Ninna." "Uh og hvad er det så?" Grinede hun.

"Du er bare forfærdelig du er. Hvorfor vil du have alt for dig selv? Jeg troede rent faktisk, at du var til at snakke med, da jeg ankom til den her lejr, men det ser ud til, at lige netop dig, er skide egoistisk. 
Hvad har jeg gjort dig, Ninna?"


Vent hvad. 
Hvordan
I
Alverden 
Skete 
Det.


Jeg stirrede bare udtryksløst på hende. Hvem er hun? Hvad er hun? 
Hvad er Kathleen egentlig?
"Du kan ikke holde det inde alligevel. Sig det nu. Du er jo så god til at råbe."

Hvad laver hun? 
Jeg blev faktisk lidt bange. Men jeg vidste ikke for hvad. Måske kunne jeg bare fornemme Ninnas vrede, der var vendt imod Kathleen.
Som helt sikkert ikke var Kathleen, for Kathleen kunne ikke gøre det der. 
Vel? 
Hvad?
Hvad til det hele, altså.
Kathleen kunne ikke konfrontere Ninna på den måde? Så roligt og velovervejet?

"Du er så klam! Du fatter ikke en skid!" Skreg Ninna. Jeg tog roligt fat i Kathleen's overarme, og trak hende lidt tættere på mig. Jeg kunne mærke hendes skælvende skikkelse, da Ninna begyndte at råbe:
"Det er ikke fair, at du får særbehandling, bare fordi du kan synge! Jeg troede faktisk at Harry var en god type, men han går åbenbart kun efter dem der kan noget."
Vrede tårer gled ned ad hendes kunder, men hun tørrede dem hurtigt væk. 
"Er jeg ikke god nok?" Spurgte Ninna mig.
Jeg kiggede frem og tilbage på Kathleen og Ninna.
Selvfølgelig var Ninna god nok, hun var god til at synge.
Men Kathleen havde bare taget mig med storm. Hun havde et ekstraordinært talent, så jeg blev fanget af hende ved første øjekast. Og til sidst forelskede jeg mig i hende.
"Du er god nok, Ninna. Men..." Jeg rystede på hovedet.
"Det her handler ikke om mig. Og det burde du kunne forstå. Det her handler, som du siger om en koncert vi har om to uger, og lige nu bliver vi-" "hold nu kæft med det pis! Vi ved godt du er forelsket i Kathleen! Men derfor behøvedes du ikke give hende særbehandling!"

"Ninna for fanden! Kathleen er bedre end dig," råbte drengen-uden-navn til sidst.

Også blev der kraftedme stille. Virkelig stille. Jeg trak vejret i tunge, store indåndinger.
Hvem vidste, at så meget drama kunne udspille sig klokken 10 om morgenen?
Jeg lod mit blik ramme Kathleen. Men hun stod bare der, og så så chokeret ud. Som om hun var træt af det hele. Som om intet rigtig kunne give mening for hende.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville allerhelst tage Kathleen med ud herfra, og fortælle hende at intet af det her betød noget.
Men hvis jeg gjorde det, ville Ninna få ret i, at jeg gav hende særbehandling, og jeg ville også lyve for hende. Og jeg havde løjet nok.
Men den eneste grund til, at hun fik lidt særbehandling var jo bare fordi jeg var vild med hende. 
Hvor meget skulle Ninnas' meninger betyde for mig?
Ikke specielt meget. 
Det var derfor jeg tog fat i Kathleen's hånd, og trak hende med ud af lokalet.
Vi gik i tavshed, ud af øvelokalet, videre ud i lysningen, forbi passerende andre mennesker, indtil vi nåede ud i skoven. Vi fandt en ukendt lysning, hvor mange træer var hugget.
Kathleen satte sig på en træstamme, der så temmelig ny ud, og gemte ansigtet i hænderne.
Langsomt kom det ene hulk ud af hende, efter det andet. 
Og jeg stod bare der. For jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. 
Jeg følte mig som en idiot. En klaptorsk. Hvad var der sket?
Hvad havde jeg gjort? Havde jeg lige ødelagt det hele? Skulle jeg havde ladt Ninna være, også bare holdt mig til planen? 
Nej, for så havde Ninna kunnet angribe hende alene.
Men det vigtigste spørgsmål var: 
Hvem sov Kathleen sammen med på sit værelse?
Kathleen's hulk fortsatte, og hun forsøgte at tørre de fleste tårer væk med sit bluseærme. Men da hendes kinder endelig var tørre, kom nye tårer til. Jeg satte mig i hud foran hende, og lod mine arme trække hende ned til mig. På den måde, landede jeg hårdt på halebenet, men fik hende med mig ned i mit skød. Hun sad tværs over mine ben, og gemte sit ansigt imod mit skulderblad og bryst.
Jeg skar tænder over smerten fra mit lille fald, men fokuserede mig så på Kathleen igen. 
Jeg strøg hende forsigtigt over håret, og hviskede blidt nogle trøstende ord til hende.
Pludseligt, stadig med tårer rendende ned ad kinderne, skubbede mig sig hårdt væk fra mig.
"Lad mig være," hviskede hun sammenbidt. Mit ansigt falmede til en trist grimasse. Jeg løftede forsigtigt min hånd, og tørrede tårerne væk fra hendes kinder. De blev dog hurtigt våde igen.
"Hvorfor?" Hviskede jeg. Hun snøftede.
"Fordi Ninna har ret. Du giver mig skide meget særbehandling, og jeg er ikke engang bedre end de andre." Hun snøftede. "Du vil..." Hendes hulk blev en tand højere.
Jeg vidste desværre hvad hun ville have afsluttet sin sætning med. Og det måtte hun for det sidste i verden ikke tro. Jeg troede at jeg netop havde bevist over for hende, at jeg ikke bare ville udnytte hende, men faktisk være sammen med hende.
Som... 
Som... 
Ja som hendes kæreste, okay!
"Kathleen," sagde jeg. Min stemme var ikke vred, bare.... Hård.
Hun kiggede op på mig, og endnu engang lod jeg hendes klare, blå øjne synke ind i mine.
"Jeg vil ikke udnytte dig. Ja, jeg giver dig nok lidt særbehandling, men den dreng derinde havde ret. Du ér bedre end Ninna. Og alle de andre. Og det ved de godt, det er derfor de er så fjendtlige." 
Jeg tørrede blidt, med rolige bevægelser tårerne væk fra hendes kinder.
"Ninna... Jeg tror måske at Ninna..." Jeg rullede læberne sammen. Det var ikke så fedt at fortælle en man var vild med, at en anden var vild med en selv.
"Jeg tror måske at Ninna havde håbet, at hun kunne få mig." Jeg åndede tungt ud. "Men jeg valgte dig, og derfor er hun knust. Fordi du har overgået hende på alle måder."
Kathleen snøftede. "Men du skal ikke vælge mig. Du... Vi fortjener det ikke," hviskede hun rystende. 
Jeg smilede forsigtigt. "Det har jeg desværre allerede gjort," hviskede jeg i hendes øre. Jeg trak hende tættere ind til mig, og nussede blidt hendes ryg. 
"Lad være med at have ondt af dig selv Kathleen," tøvende lagde hun sit hoved ind til mit bryst.
"Du fortjener hele verdenen," jeg gav hende et forsigtigt kys i hovedbunden. 

Da der efterhånden var gået rigtig lang tid, og Kathleen's tårer var størknet, ringede madklokken.
Kathleen stivnede. 
"Jeg kan ikke gå derind," hviskede hun. "De hader mig."
Jeg tyssede roligt på hende, og kyssede blidt hendes kind. Hun sad stadig overskrævs mine ben. Mine ben sov, og det gjorde væmmeligt ondt, men jeg kunne ikke få mig selv til at give slip på hende. 
"Vi behøvedes ikke at gå derind," hviskede jeg. "Vil du ikke fortælle mig noget, i stedet for?" Spurgte jeg.
"Fortælle hvad?"
"Hvem... Hvem du bor i hytte med." 
Hun kiggede panisk på mig. Hendes øjne skreg, og hendes greb om min hånd blev strammere.
"Ninna og..." Hun kiggede ned. 
"Og Nanna og Cait."
Det ville sige, alle pigerne fra gruppen.
"Hvorfor har du ikke fortalt mig det?" Spurgte jeg bebrejdende. "Du kunne have fortalt mig det. Så havde jeg vidst, at du ikke havde det godt," jeg kærtegnede blidt hendes kind. Hun rullede sine læber sammen. 
"Du skal ikke bekymre dig om mig, Harry. Det skal du virkelig ikke," "men jeg vil genre bekymre mig for dig. Uanset hvor meget du siger mig imod, kan jeg ikke lade være." 
Hun sukkede. "Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre... Med noget af det... Jeg føler mig så splittet," hun gemte sit ansigt i hænderne. "Rolig," sagde jeg lavt og fjernede hendes hænder.
"For det første, så skal du ikke bo sammen med dem," sagde jeg bestemt. Hun kiggede trist på mig.
"Men hvem så?"
Mig. Du må gerne bo med mig. 
Du må rigtig genre bo sammen med mig.
"Det ved jeg ikke," var det mig svar blev. "En du føler dig tryg ved."
"Det kan jeg jo ikke," sukkede hun. "Hvad mener du? Hvorfor ikke?"
"Fordi..." Hendes kinder blev dybt røde.
"Du har sikkert regnet det ud," sagde hun flovt. Jeg rystede på hovedet. Jeg forstod måske hendes hentydning, men jeg ville gerne høre hende sige det højt. 
"Har du slet ikke snakket med noget?" Min stemme var svagt drillende. Hun fnes. 
"Jeg har jo kun snakket med dig. Og lidt med dine venner," hun smilede forsigtigt. 
"Aha..." Jeg lagde hovedet på skrå. "Og hvad er konklusionen?" Mit drillende tonelave var blevet betydeligt højere.
"At jeg ikke kan bo sammen med nogle jeg er tryg ved, for den eneste jeg er tryg ved er dig, og lidt Liam, og i er ligesom han-køn, og kønnene må jo ikke blive blandet sammen." Ordene snublede hurtigt ud af hendes mund, i en lang pærevælling. 
"Åh, så fejlfyldt," grinede jeg. Jeg skubbede hende blidt ned på græsset, så vi lå ved siden af hinanden, og kiggede på hinanden. Hun smilede rødmende, og kiggede ned af os. 
"Hvad ville du da gøre?" Spurgte hun. Jeg snerpede læberne sammen.
"Aner det ikke." Jeg kløede blidt min arm. "Jeg aner det simpelthen ikke, jeg ved bare, at hvis du sover sammen med de piger bare én nat mere, så ville du ikke være i sikkerhed."
"De slår mig jo ikke ihjel eller noget," "nej, men misundelse kan gøre meget ved mennesker."
Hendes øjne vandrede skridt for skridt ned af min arm. 
Min tatoverede, muskuløse arm.
Vi var stille, men jeg summede efter at snakke med hende, spørge hende om noget. Bare et eller andet. Høre hendes stemme, mærke hende...
Jeg greb roligt fat om hendes hånd, og flettede vores fingre sammen.
Jeg åndede tungt ud, og tillod mig selv, at nyde det rolige øjeblik. Vi lå bare her ved siden af hinanden i græsset, med flettede fingre. Et lille smil tegnede sig på mine læber.
Jeg ville ønske at vi kunne ligge sådan her altid. Bare hende og jeg.
"Du har mange tatoveringer," sagde hun stille. Jeg sukkede fnisende og åbnede øjnene.
"Mhm."
"Hvorfor?" 
Jeg kiggede hen på hende, og mødte hendes nysgerrige, strålende øjne.
Så kiggede jeg ned af min arm, og endte til sidst med blikket på vores hænder.
Det mindede mig om korset mod min venstre pegefinger. Jeg løftede vores sammenflettede hænder, og stirrede sammenknebent på det. 
"Fordi at mange ting har en overført betydning."
"Men hvorfor få det tegnet på sin hud? Er det ikke nok at have det indeni?" Spurgte hun forsigtigt, for ikke at gøre mig sur.
Hun skulle bare vide. Jeg ville aldrig, aldrig blive sur på hende. 
Jeg kunne godt se hendes pointe, og jeg havde faktisk lidt svært ved at holde min del af det her.
Min skjorte var kortærmet, men det afholdte mig ikke fra, at trække ned i den åbning jeg selv havde lavet. Mine skjorter mod jeg altid stå åben, indtil mit på brystet. 
"Det er et G. G for Gemma. Min storesøster," forklarede jeg, og lod mine lange fingre stryge hen over det skråskrevede G.
"Så nogle ting har jeg brug for at... Det ved jeg ikke, bare have det stående. Det hjælper mig lidt, ved at huske på de vigtige ting her i livet."
"Jeg er enebarn," sagde hun bare.
Jeg løftede skjorten tilbage på plads.
"Hvad med årstallene?"
"Det er mine forældres fødselsår." "Men jeg forstår ikke rigtig hvorfor det er nødvendigt, at have det tatoveret. Er det ikke nok, at man ved det?" Spurgte hun. 
"Jo... Jeg ved det ikke rigtig. Men det er rart nok at kigge på, når alt bliver for meget. Jeg ved at jeg altid har det i mig, også selvom jeg måske har glemt det."
"Ligesom ørnen?" "Har du lagt mærke til den?" "Dem er ikke så svær at overse," sagde hun rødmende. Jeg kyssede forsigtigt hendes kind. 
"Ja. Frihed."
Jeg lukkede øjnene igen. "Burde vi ikke gå ind eller noget?" Spurgte hun nervøst.
Jeg rystede på hovedet. "Næh. Vi gør hvad vi har lyst til." 
"Virkelig?" 
Jeg åbnede øjnene og kiggede hen på hende. "Hvad mener du med 'virkelig'?"
Hun trak på skuldrene. "Jeg føler lidt jeg mangler noget. Jeg tror bare jeg er lidt nervøs for det med Nina."
Jeg kiggede ned, eller, ned mod hendes talje. Ikke for at se på hendes talje, men bare for at se lidt væk fra hendes ansigt. 
"Du må ikke lade dem forstyrre dig. Du..." Jeg tøvede lidt.
"Du har mig." 
Jeg kiggede op på hende igen, og hendes blik var fyldt med noget jeg ikke rigtig kunne kategorisere.
"Føler du også noget.... Anderledes?" Spurgte hun så.
Jeg mødte hendes øjne, og mærkede hvordan hele min krop blev varm, og hvordan mine øjne søgte ned til hendes læber. 
"Ja." 
Jeg kiggede hende i øjnene igen. "Må jeg kysse dig?" 
Hun rødmede lidt kraftigere, men nikkede så forsigtigt. 
Langsomt rykkede jeg tættere på hende, og sørgede for at holde øjenkontakten, inden jeg trykkede mine læber mod hendes.
Jeg mærkede hendes bløde, velplejede læbepomades læber forsigtigt blev forenet med mine. Mine ru og skæve, smalle læber passede så fint mod hendes runde, bløde. 
Jeg mærkede hver eneste detalje, og følelse igennem hver lille hjørne af hendes mund.
Til sidst trak vi os gispende fra hinanden. Vi kiggede overrasket på hinanden. 
Vi var slet ikke vant til de følelser. 
Jeg bed mig genert i læben. 
"Jeg følte lidt at alt omkring os blev sat på pause," sagde hun stille.
Jeg smilede lidt. "Ligesom at komme med hovedet under vand," fortsatte jeg.
Hun fnes. Jeg mødte hendes rolige, blide øjne. De øjne jeg forelskede mig i.
Jeg foldede min arm ud, og sendte hende et bedende blik. Jeg kunne forestille mig, at hun nok ikke havde prøvet det før, men jeg ville gerne holde hende ind til mig, som var hun allerede min.
For blev hun nogensinde min? Om to uger, når denne lejr var slut, ville vi så stadig kende hinanden?
Tøvende rykkede hun ind til mig, og lagde sit hoved på mit skulderblad. Jeg foldede min arm stramt om hende. 
Jeg havde ikke noget at sige til hende, andet end at kyssede hendes tinding.

Efter et par timer, og det efterhånden blev ret koldt at ligge her og bare snakke, begyndte vi at gå ind mod den store lysning, hvor bålet skulle tændes.
Jeg vidste ikke ligefrem hvad klokken var, men jeg håbede vi ikke også havde fået sprunget aftensmaden over. 
Kathleen's hånd lå i min, og inden længe var vi ovre ved kantinen.
Lige da jeg skulle åbne døren, trak jeg os væk igen. 
"Hvad er der?" Spurgte hun nervøst. Jeg aede blidt hendes håndryg og sendte hende et lille smil.
"Vi går lige på kontoret først. Vi skal have ordnet det med dit værelse."
Uden input fulgte hun med mig over til kontorbygningen.
Jeg huskede stadig vores velkomst hos Sylvia.
Vi stod foran døren til kontoret.
"Jeg skal nok føre ordet," hviskede jeg. Hun gav vores hænder et lille klem, og gik så med mig ind på kontoret.
Denne gang blev vi set med det samme. Sylvia kiggede nysgerrigt op fra sin lille disk.
"Styles. Og Beck." Hun lagde overrasket hovedet på skrå. "Hvad fører jer her indtil?"
"Kathleen skal have en ny hytte," sagde jeg ligeud. 
Sylvia kiggede hen på Kathleen. "Og hvorfor så det, om man må spørge?"
Kathleen bed sig i kinden. "Fordi jeg ikke føler mig tilpas, med dem jeg bor sammen med."
"Hvad mener du dog med det?"
Kathleen kiggede op på mig. Hvad skulle vi sige? 
Øhh. Fordi at Kathleen er meget bedre end de andre OG har et 'forhold' til mig, så er de andre blevet dødsens misundelige på hende.
Nej, vel?
Jeg sukkede. "Det går heller ikke så godt i gruppen."
"Sig mig, handler det her om jer to?" Hun kiggede ned på vores sammenflettede fingre.
Vi kunne ikke svare hende. Kathleen kiggede ned i gulvet, og jeg fokuserede meget tydeligt på det tatoverede anker jeg havde på håndledet.
Sylvia rodede i en skuffe og rakte mig et stykke papir. 
Det var min kontrakt, der forbandt mig som coach. 
"Prøv at læse punkt fire," Sylvia nikkede ned på papiret.
Jeg fandt stedet, og jo længere jeg kom med oplæsningen af teksten, jo mere unægtelig blev jeg:
"Med tilknytningen til eleverne, er det under strengt understøttelse, at ingen yderligere forhold bliver skabt. Hverken venskabeligt, eller romantisk."
Så det betyder faktisk, at jeg ikke måtte snakke med nogen fra min gruppe, udover til prøverne?
Min hånd blev pludselig svedig. 
"I så fald det sker, bliver enten coachen eller personen sat ud af gruppen," afsluttede Sylvia. Hun rev papiret ud af hånden på mig, og kiggede hen på os igen. 
"Så det er jo meget enkelt," smilede hun.
Kathleen og jeg sendte hinanden lange blikke. Vil det sige....?
"Hvad?" Spurgte Kathleen rystende. 
"At du får et nyt hold, og en ny gruppe. Det er da så enkelt."
Kathleen kiggede sørgmodigt op på mig. 
Jeg gav slip på  hendes hånd, og trådte et skridt frem. "Det kan i da ikke," "men du har jo lige selv sagt, at det går skidt i gruppen."
Og på den anden side, havde Sylvia ret. Hvis vi ikke var i samme gruppe, ville vi også kunne være sammen.
Jeg lukkede øjnene et kort minut.
"Vi gør det ikke." 
"Hvorfor så ikke det? Jeg forstår ikke deres hentydning, Mr. Styles."
"Fordi jeg ikke kan give slip på Kathleen." "Du skal give slip på Kathleen. Det står til i vores regler."
Jeg begyndte at få en mærkelig trang til at skrige, og bare tage Kathleen med ud herfra, smide Niall, Liam og Louis ud af vores hytte, og bede Kathleen om at flytte ind til mig.
Men kunne vi?
Kunne jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...