Love Confused - Harry Styles

Den unge Kathleen Beck melder sig til den store sommercamp, hun har ventet på i mange somre. Fuld af forventning ankommer Kathleen til campen. Her bliver hun sat sammen med fem andre unge piger, i en gruppe. Men dette år, skal være anderledes. One Direction skal være sangcoaches for grupperne. Hvert medlem får en gruppe. Harry Styles, som aldrig har haft rigtig held i kærlighed, kan ikke undgå at blive interreseret i Kathleen, en pige fra sin gruppe. Men det er ikke altid let, at være superstjerne også blive forelsket i en pige, der er omringet af andre piger. Så kan Harry og Kathleen holde fokus, når de får en hel sommercamp efter sig?

26Likes
4Kommentarer
25767Visninger
AA

2. Kapitel 1: Kathleen Beck


Under the surface
we're all the same
searching for purpose
running from shame

- AJ Michalka

Jeg stirrede ud mod solopgangen. Jeg elskede altid at se en ny dag forme sig, måske var det også derfor jeg var sangskriver og elskede at synge. Jeg kiggede mod døråbningen der var ved at lukke sig, jeg havde iført mig selv noget løbetøj og skulle bare lige tage mig sammen til at begynder at løbe. Jeg mærkede hvordan vinden rev fat i mit hår, lod den blæse op foran mit ansigt og blænde mig for en kort sekund.

”Skal du nu løbe igen?” jeg vendte mig forskrækket om, kiggede på min bedste ven. Jeg boede sammen med ham.

”Du kunne vist også trænge lidt til det” jeg slog mig på maven imens han kiggede grinende på mig. ”Gud Kathleen, du er da morgenfrisk” han gabte højt. Jeg lod et grin ramme den kolde luft omkring os. ”Vi ses Justin” jeg satte mine høretelefoner ind i øret inden jeg satte i løb.

Jeg havde altid elsket at løbe, det var den anden ting der kunne få ideerne til at strømme ind. I løbet af turen jeg løb, smilede jeg til folkene. Mine forældre havde altid været tiltrukket til små landsbyer, så vi alle kendte hinanden.
Jeg kiggede fra side til side imens en ung mand trillede op på siden af mig. Jeg trak den ene høretelefon ud, og kiggede på ham. Hans smil var der. ”Kan jeg hjælpe dig?” jeg løb på stedet imens jeg kiggede afventende på ham.

”Ved du hvor jeg finder den nærmeste tankstation?” jeg sendte ham et smil, som han gengældte. ”ligeud, du kan se den her fra” jeg kunne ikke holde et fnis inde. Han kiggede flovt på mig.

”Tak skal du have. God løbetur” han rullede vinduet op, sammentid med jeg satte min høretelefon ind i øret. Jeg satte i løb igen, jeg mærkede hvordan vinden rev fat i mit hår, legede med den. Jeg sendte de små børn som var på vej i skole et smil. Jeg havde sommerferie om nogle dage, og jeg ventet stadige spændt på svar fra sanglejren som jeg inderlig gerne ville ind på i år.

 

Nu når man snakker om sang, kunne jeg ikke lade være med at synge med på sangene der blev spillet. Hvilket faktisk var sværere ind det lyder, men jeg formodede alligevel at gøre det.

”Kathleen?” jeg stoppede op, jeg stod foran politistationen. Ja sådan havde vi også.

”Ja?” jeg var ikke forpustede, men det havde jeg ikke været i mange år. Jeg kan tydelig huske de første gange jeg løb, der lød jeg som en hval der var strandet på land.

”Kathleen?” min fars politimakker grinede stort. ”Ups. Hvad?” jeg kiggede pinligt ned i jorden. Havde jeg sagt jeg bliver hurtig nervøs når folk griner. Jeg har aldrig kunne finde ud af om de grinede af mig, eller med mig. ”Hvornår er din far her?” han kiggede denne gang smilende på mig.

”Han burde meget gerne være her snart” jeg kiggede op på ham imens jeg kunne mærke mine røde kinder. ”Oh Kathleen, nu skal du ikke blive en tomat” jeg kiggede grinende på ham, men jeg formodede stadige at udvikle den røde farve i mine kinder.
”Hvorfor?” jeg lavede et emneskift, noget at det jeg var god til. ”Han skal… vent det må jeg ikke sige” han slog sig selv i panden. Jeg grinede dog kort, havde jeg sagt at min far og hans makker også var bedste venner, så selvfølgelig kendte jeg ham.

”så spørg jeg bare far i aften” jeg skulle hjem til min familie i aften. Der håbede jeg til den til at jeg havde fået svar fra stedet.

”Husk at jeg også kommer” jeg løftede forvirrede det ene øjenbryn, skulle han komme i dag? ”Din far har vist glemt at sige det til dig” grinede han kort. ”Tænk han kan klare sig som politibetjent” jeg kunne høre en stemme brumme bag mig. Jeg vendte mig grinede om, og der stod min far med en sur mine. ”Det hørte jeg godt Kathleen” mukkede han kort imens han sendte mig et kort smil.

”Den er god med dig. Jeg skal hjem, hvis jeg skal nå i skole til tiden” jeg smilede kort, satte mine høretelefoner ind i øret og satte efterfølgende i spurt hjem.

 

”Kathleen. Vi kommer for sent”  Justin sukkede, han lænede sig op af dørkarmen ud til badeværelset.

”Så smut” jeg satte mit hår op i en høj hestehale. Jeg kiggede igennem spejlet, hen på Justin som stod og trippede. ”Jeg har ikke en bil, og det er den hurtigste mulighed” jeg grinede kort inden jeg daskede blidt til ham.

”Så kom” jeg satte mig ind i bilen med Justin på slæb. Jeg nikkede hen mod ham imens jeg rettet bakspejlet kort.

”Du ved godt at man skal se vejen, i stedet for sig selv” han drillede mig. Jeg kiggede med løftet øjenbryn på ham, mener han seriøst det her.

”Så er det godt det kun er mig der har kørekort” jeg smilede flabet hen til ham. Jeg trykkede speederen ned, og drejede ud mod vejen og hen til skolen.


”Justin. Jeg føler at alle kigger på mig” jeg kiggede ind i mit skab. Jeg havde aldrig haft det godt med opmærksomhed, eller den sags skyld drenge. Hver gang jeg havde fundet mig en, viste det sig bare at han bare ville i bukserne på mig. Og det ville jeg ikke, jeg havde da haft samleje

men det var altid noget jeg havde fortrudt.

”Det fordi drengene kigger på din krop. Pigerne misunder dig” jeg slog ham hårdt på skulderen. Han viste godt hvordan jeg havde det med når han drillede med det.

”Kathleen, nu må du stoppe. Du er smuk” han sukkede imens han skubbede sig væk fra skabet. Jeg rystede irriteret på hoved, jeg hadet virkelig denne diskussion. Folk troede altid jeg osede med selvtillid, men det var der ikke meget af.

”Stop nu Justin. Jeg gider ikke denne diskussion” jeg lukkede sukkende skabsdøren. Jeg kiggede derfor ekstra afventende på Justin, han kom altid med en flabet kommentar til sidst.

”Det vil du jo aldrig” se der kom den. Jeg sukkede irriteret, kunne han ikke bare forstå mine følelser og mine kvaler.

Vi skiltes, jeg skulle ind til min time, han skulle hen til hans. Jeg satte mig længst bagud, jeg kiggede på mine medstuderende der kom ind af døren.

 

 

Tiden var gået langsom, men jeg stod nu her, med brevet. Jeg havde fået lov til at komme ind på den lejre jeg allerhelst ville ind på. Det var en lejre der var meget attraktiv, så at jeg kom ind måtte betyde at jeg havde udviklede mig som sangskriver og sanger.

”Glæder du dig?” min far sad ved siden af mig. De havde kørt mig hen til stedet, måske fordi min bil var for lille til alt det jeg havde taget med. Jeg sad med min guitar, jeg havde godt fast i den. Det var næsten som jeg var bange. Men hvem prøver jeg at narre, jeg er bange.

”Ja” jeg sank den store klump der havde samlet sig i halsen. Jeg åbnede døren og trådte ud. Jeg kiggede nervøst rundt.

”Kathleen, du er fantastisk. Stol på dig selv” han kysset min pande kort. Jeg sendte ham et nervøst smil. ”Jeg klare mig nok” jeg havde aldrig troede min stemme lød så nervøs og skræmt.

”Så kom og hent dine ting” jeg tro bevist at han ignorerede min nervøsitet. Jeg tro aldrig han har kunne forstå hvorfor jeg var nervøs.

Jeg stod og kiggede med sammenrullede læber, gud hvor var jeg bange. Jeg var nok mest bange for at jeg ikke kunne nå op til de andres niveau.

”Kathleen” han sukkede af mig imens jeg kiggede rundt på de andre piger. Var der slet ikke nogle drenge?

”Kath!” han ruskede i mig. Jeg sendte ham et undskyldende blik imens jeg tog tingene i hånden. Han kiggede afventende på mig.

”203 hedder din hytte” han gav mig et akavede kram inden han satte sig ind i bilen og kørte væk. Jeg traskede med besvær hen til hytten, eller jeg ledte først efter den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...