Sol i Californien

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2016
  • Opdateret: 13 jul. 2016
  • Status: Igang
Historien handler om Anna og hendes liv på college. Anna går i skole i Californien med hendes tvillingebror, Elliot. De to er uadskillige og har altid haft et godt forhold. Anna nyder skolelivet og dagene i solen, med hendes fire bedstevenner og hendes tvilling. En dag støder hun tilfældigvis ind i den søde og charmerende dreng David. De "connecter" med det samme og har en helt speciel kemi. Eftersom deres venskab bliver stærkere og stærkere, bliver Annas følelser for David større. Men David har allerede en kæreste derhjemme, og man kan ikke lægge an på sin bedsteven, når der er en pige - flere kilometer væk - venter på ham. Kan man?

1Likes
1Kommentarer
183Visninger
AA

5. kapitel 5.

 

Kapitel 5.

Det er torsdag den 5. december i dag og jeg sidder alene på mit værelse og laver engelsk lektier. Man kan slet ikke mærke på vejret at vi er i starten af december måned. Der er stadig 30-40 grader udenfor og så godt som i går, tog vi alle syv på stranden.

Jeg er kun lidt i julestemning fordi eleverne her på Campus er så småt begyndt at pynte op. Når man går gennem gangene på kollegiet, er næsten alle døre fyldt med ”GOD JUL!” Eller ”GOD JUL HERFRA!”. Vi går meget op i degressionerne her på skolen, for det er den eneste måde at vi kan mærke julen.

Festudvalget sætter hvert år et kæmpe - men falsk - juletræ op ude ved springvandet. Det er så smukt når det bliver mørkt og lysene bliver tændt.

 

Jeg sidder i mine egne tanker, da der bliver banket på døren. Jeg smider mine bøger hen på sengen og går hen for at åbne. På den anden side af døren står Elliot med en pakke i hånden. ”Den er fra mor, gæt hvad det er.” Han ryster pakken og går forbi mig og ind på værelset. Jeg lukker døren og sætter mig hen på sengen. ”Lad mig gætte, er det julekager?” Han nikker og leder efter noget at åbne pakken med. Jeg rækker ham en saks fra skrivebordet og sætter mig i skrædderstilling. Han køre hurtigt saksen igennem tappen og flår pakken op.

Hvert år sender mor os en fælles pakke med en bladning af hendes hjemmelavet julekager. Det er en tradition i vores familie og hun vil ikke have at vi går glip af det, bare fordi vi går på college.

 

Elliot roder igennem kassen og smider til højre og venstre med skumgummikullerne der er til for at beskytte indholdet. ”Jaja, bare smid med det. Det bliver ikke svært at rydde op.” Han ser på mig, men fortsætter hans bevægelser. Jeg ruller øjne af ham og rykker mig en anelse tættere på. Han tager begejstret en stor rød dåse ud, men skriften ”God Jul” på. Han skubber papkassen ned på gulvet og sætter sig ved siden af mig på sengen. ”Uhh det her har jeg set frem til!” Hans øjne stråler og han åbner dåsen. Han giver først mig en og så en til ham selv.

Han ser på småkagen som om det er hans livskærlighed.

”Mmmh… Lige så gode som jeg husker dem.” Han kigger på mig og tager også en bid af hans. Da han tager den første bid sænker hans skuldre sig og han læner sig op ad vægen og strækker sine ben. ”Nej, de er bedre.” Jeg snupper en til og gnasker den i mig.

 

Elliot har næsten allerede ædt halvdelen af pakken, men ser godt tilfreds ud. ”Du er jo syg knægt.” Jeg stiller dåsen hen på mit skrivebord og rækker ham en flaske vand. Han bæller halvdelen og kigger på mig. ”Ikke syg, bare forstyrret.” Jeg griner og han drikker videre.

”Nå.” Jeg klapper ham hurtigt på maven og rejser mig op. ”Jeg skal ud og løbe, skal du med?” Jeg ser på ham og han ser anstrengt tilbage på mig. ”kom nu, det er længe siden at vi har løbet sammen.” Jeg laver et puppy-face og skyder min underlæbe ud. Han stønner anstrengt og gnider sine øjne. ”Anna…” Han sukker og rejser sig op. ”Fint, men så også kun fordi jeg lige har spist min egen vægt i kage.” Han sender mig en grimasse før han går hen til døren og forsvinder ud af den.

 

Vi mødes ude foran campus i ført løbetøj og sko, og Elliot ser ikke særlig glad ud. ”Kom, lad os få det her overstået…” Han vender sig om og begynder at løbe og jeg følger efter ham.

Vi løber en anden vej end vi plejer. Denne gang løber vi modsat stigen og den føre ned til den anden ende af stranden. Det er sjældent at jeg løber denne vej, da der ikke er nogle badebro eller lignende som jeg kan tage ud på, men Elliot elsker denne rute fordi der er en masse træer hvilket gør det en smule køligere.

Vi løber i takt, men i stilhed. Hans vejtrækning er lidt hurtigere end den plejer, gad vide hvor længe siden det er at han har været ude og løbe?

Vi kommer ned til stranden og Elliot stoppe brat op. Jeg stopper også og kigger på ham. Han bøjer sig forover og holder sine hænder på hans knæ og trækker vejret tungt. Jeg ser på mit ur, vi har løbet ca. 3km og det svare til tyve minutter. Han rejser sig igen og ser på mig. ”Du løber alt for meget og jeg løber alt for lidt…” Jeg griner og han kører sin hånd igennem håret et par gange.

”Lad os lige side lidt, så kan jeg få vejret imens.” Han peger ned på sandet og sætter sig langsomt ned. Han trækker vejret tungt og jeg sætter mig ned ved siden af ham.

Han ser på mig. ”Nå? Dig og David, hva?” Jeg trækker på skulderne, men bare ved lyden af hans navn for mit hjerte til at fylde sig med glæde. Jeg smiler til ham hvilket får ham til at smile. ”Er i bare venner? Eller?” Han rynker brynene. Mit ansigt bliver seriøst, men det jeg siger får min mave til at krølle sig sammen som et papir i ilden.

”Vi er bare venner, han har jo en kæreste.” Jeg vender mit blik ud mod havet og samler en håndfuld sand op med mine hænder og lader det langsomt glide ud igen. Jeg kan mærke at Elliot ser på mig. ”Men, vil du have mere?” Jeg stopper mine bevægelser og tøver i nogen få sekunder og ser op på ham. ”Ja, det kan jeg se på dig.” Han børster sine hænder i sine bukser og ser også ud mod havet.

Jeg trækker vejret tungt og ser ned på sandet som stadig er i mine hænder.

”I har ikke… du ved? Gjort noget… vel?” Han ser på mig igen og jeg rynker brynene. ”Nej!” Han ser lettet ud og retter sig lidt op igen. ”Hvad tror du om mig?” Jeg giver slip på alt sandet og børster resten af mine håndflader. Jeg kommer til at tænke på den dag, her forleden. Hvor vi sad tætte op ad hinanden, så tætte at jeg kunne se at han havde små fregne på sin næse. Ville vi have kysset hvis Olivia ikke var kommet ind? Det håber jeg ikke. Jeg vil ikke være pigen der bryder et kærestepar, lige meget hvor stor en heks hans kæreste er, så er det forkert.

Jeg kan huske hvor fast frosset jeg var og hvor hurtig David var til at reagere. Han sagde et eller andet til Olivia som jeg ikke kunne høre, pga. den banken der var i min øre. Mit hjerte bankede så hurtigt. Han nærmest løb ud at værelset og glemte sine bøger samtidig. Olivia opfangede heldigvis ikke noget.

Dagen efter var det som om det aldrig var sket. Vi sad stadig ved siden af hinanden ved morgen-, middag- og aftensmaden, men jeg kunne mærke på ham at han var lidt mere tilbageholdende. Det tog et par dage før han var 100% sig selv igen.

 

”Nej, det må du undskylde. Jeg vil bare ikke have at du ender med at blive såret.” Jeg ser på ham. ”Hvordan skulle jeg blive det?” Han læner sig lidt tilbage og undgår øjenkontakt. ”Du ved, hvis du går og håber på at han måske… dropper, Amanda? Men aldrig gør det.” Jeg bliver sur på Elliot. Jeg bliver sur over at han tror at han skal beskytte mig, jeg bliver sur over at han blander sig, men jeg bliver mest sur over at han sidder og fortæller mig alt det jeg godt ved, men ikke vil indrømme.

”Lad nu være Elliot. Han er sammen med Amanda og de kommer ikke til at slå op og hvis de gør, er det i hvert fald ikke på grund af mig.” Jeg holder vores øjenkontakt og jeg kan se at han fortryder at han overhoved startede dette emne.

”Det ved jeg godt, Anna. Jeg vil ikke gøre dig sur.” Han lægger sin arm over mine skuldre og jeg slapper mere af og lader mit hoved hvile på hans skulder.

”Kom.” Han klapper mig på ryggen. ”Lad os løbe tilbage.” Han rejser sig og hjælper mig op. Vi løber langsommere tilbage og det ender med at det tager os en halv time at løbe hjem.

***

Da Elliot og jeg kom tilbage efter vores løbetur, gik jeg direkte ind i bad. Jeg har meget at tænke over og jeg ved slet ikke om jeg magter at skulle ned i spisesalen og være så tæt på David. Jeg ville kunne mærke Elliots blik på mig. Jeg ved hvordan han vil kigge på mig nu hvor han ved hvordan jeg føler. Han vil se på mig på samme måde som dengang hjemme i Chicago, hvor jeg fangede mine kæreste, Jake, i at være mig utro. Et blik fyldt med omsorg, som jeg hader.

 

Jake var min high school kæreste og vi havde været sammen i næsten et år. Vi var altid sammen og blev en gang nomineret som skolens sødeste par, men vi vandt ikke. Vi blev slået af et par der havde datet siden de startet, fair nok.

Det var ca. en måned før dimission, hvor jeg i min frokost pause skulle ud og hente mine matematik bøger i min bil. Men i stedet så jeg Jake kysse med Jessica inde i hans bil.

Jeg går til fransk med Jessica og hun har altid haft et godt øje til Jake, men jeg vidste ikke at han også havde et godt øje til hende.

Da de begyndte at tage trøjerne af, vente jeg mig om og ende med at køre hjem. Jeg kan stadig huske følelsen, det var som et hammerslag lige i hjertet. Jeg hyperventilerede hele vejen hjem i bilen og måtte køre ind til siden for at tage en papirspose og trække vejret i den.

En halv time efter jeg var kommet hjem ringede Elliot til mig. Han spurgt om hvor jeg blev af, da jeg ikke dukkede op til frokost.

Det var først dér at jeg begyndte at tudbrøle. Elliot forstod ikke et ord af det jeg sagde og det endte med at han pjækkede fra skole og tog hjem til mig.

I starten kunne jeg ikke sige noget, fordi jeg græd så meget, men Elliot spurgte heller ikke. Han hentede bare servietter hver gang jeg løb tør og krammede mig.

 

Efter noget tid havde jeg ikke flere tåre tilbage, så jeg fortalte ham det. Han blev så rasende at hans krop begyndte at sitre. Han blev ved med at sige at han ville smadre Jake og sørge for at han ville ønske at han aldrig så meget som havde lagt øjnene på Jessica.

Mit hjerte begyndte at hamre i det sekund han havde sagt det. Det kunne jeg ikke tillade. Jeg kan kæmpe mine egne kampe og jeg vil ikke have ham til at gøre noget for mig, som kunne give ham en masse problemer.

Det tog mig noget tid, men jeg fik ham til at love ikke at gøre noget.

Dagen efter kørte vi sammen i skole og jeg var helt smadret. Da vi steg ud af bilen stak han sin arm under min og vi gik arm i arm ind på skolen. Jeg havde stadig ikke snakket med Jake, så lige inden vi gik ind hviskede jeg til ham: ”Husk nu hvad du har lovet mig?”  Hans muskler blev helt spændte i hans arm, han bed kæben sammen og nikkede. Vi gik ind og ned af gangen.

Da vi gik forbi vandfontanen så jeg Jake stå der sammen med en af hans venner og inden jeg noget at registrere det, var Elliot forsvundet fra min side og stod henne ved Jake og smadrede sin næve ind i hoved på ham. Jake fløj ned på gulvet og vi fik alles opmærksomhed.

Mit hjerte bankede med 180 km i timen og jeg løb hen til Elliot og prøvede at skubbe ham væk mens han råbte af Jake og kaldt ham et klamt svin. Men Elliot er en del stærkere end mig og jeg kunne ikke flytte ham en meter, lige meget hvor meget jeg prøvede.

Jeg kunne mærke Jakes øjne på mig og jeg gjorde alt for at undgå hans.

Det var først da Elliots ven, Aiden, kom og tog fat i hans ene arm og trak ham med ned af gangen og udenfor, mens jeg halvløb efter dem og holdt mit hoved og blik ned mod gulvet.

 

Der gik ikke mere end 10 minutter, før vi begge blev kaldt op til rektors kontor. Jake var inde og snakke med ham først, mens Elliot og jeg sad ude og ventede. I de første fem minutter sad Elliot stadig og rystede af vrede, men det ændrede sig til medlidenhed, så jeg kunne mærke hans blik på mig og da jeg kiggede op, så han på mig som jeg var en stor hundehvalp, der var blevet kørt over. Jeg hader det blik.

Det tog nogle uger før han holdt op med at se sådan på mig og jeg har ikke lyst til at han skal se sådan på mig igen. Det får mig til at føle mig svag og lille, som hvis bare et vinpust rammer mig, vil jeg gå fra hinanden.

 

Da jeg fortalte David om Jake, blev han selv sur på mine vegne. Det første han sagde var: ”Skal jeg banke ham for dig?” Hvilket fik mig til at smile. Der brugte vi lang tid på at snakke om at det var Jake der var problemet og ikke mig.

 

***

Jeg står og tørre mit hår da Olivia kommer ind. ”Hey smukke. Var den en god tur? Jeg høre at du fik Elliot med?” Jeg giver hende et halvt smil i spejlet og nikker. ”Ja, den var fin. Men han er nu ikke i sin bedste form.” Jeg laver en grimasse og det samme gør hun. ”Knægten spiser for meget og løber for lidt.” Jeg nikker mig enig og vender mig om. ”Er du klar til at gå til aftensmad?” Hun prøver at finde noget i hendes skab mens hun snakker til mig. Jeg sukker lydløst og sætter mig ned på sengen. ”Det er jeg vel.” Hun stopper op midt i en bevægelse. ”Er du okay?” Hun ser på mig og jeg skynder mig at svare. ”Jaja, jeg er bare træt. Du ved...” Hun nikker, men ser ikke ud til at hun køber den helt.

”Okay…”

Jeg går hen til mit skab for at klæde om. Jeg tager en oversize kakigrøn sweatshirt på og et par helt almindelig sorte Jeanes. Jeg sætter mit hår op i en rodet hestehale og retter på mine briller inden vi går.

 

Olivia og jeg er de første der kommer. Vi sætter os ved det sædvanlig bord og jeg er helt smadret efter løbeturen og efter alt det jeg har gået og tænkt på i dag. Jeg kan knap nok holde mine øjne åbne.

Det giver et sæt i mig da der er en der sætter sig ved siden af mig. Jeg ser op og ser at de andre pladser er blevet fyldt op af Josh, Mer, Olly og Elliot, så det er David der har sat sig ved siden af mig. Jeg sender ham et træt smil og krymper mig.

Er du træt?” David hvisker mig i øret så de andre ikke høre det, men de har slet ikke fokus på os. Jeg nikker og han ser bekymret på mig. ”Skal vi hente noget mad.” Jeg ser kort på ham og ryster bare på hoved. ”Jeg er ikke sulten.” Svare jeg hæst. Hans blik bliver endnu mere bekymret. Vores fokus kommer over på Josh da han klapper i hænderne. ”Skal vi have noget mad?!” De andre rejser sig begejstret og snakker i munden på hinanden. Alle går op mod køen, undtagen mig. Olly kigger på mig. ”Skal du ikke have noget?” Jeg sender ham et træt smil og ryster på hoved. David kigger også på mig. ”Jeg er ikke sulten. ” Olly nikker tavst og går op i køen til de andre og David tøver, men følger med.

Jeg kan mærke Davids øjne på mig, men jeg ser ikke op på ham, jeg stirre bare på bordet og prøver at tømme mit hoved for tanker. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...