Sol i Californien

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2016
  • Opdateret: 13 jul. 2016
  • Status: Igang
Historien handler om Anna og hendes liv på college. Anna går i skole i Californien med hendes tvillingebror, Elliot. De to er uadskillige og har altid haft et godt forhold. Anna nyder skolelivet og dagene i solen, med hendes fire bedstevenner og hendes tvilling. En dag støder hun tilfældigvis ind i den søde og charmerende dreng David. De "connecter" med det samme og har en helt speciel kemi. Eftersom deres venskab bliver stærkere og stærkere, bliver Annas følelser for David større. Men David har allerede en kæreste derhjemme, og man kan ikke lægge an på sin bedsteven, når der er en pige - flere kilometer væk - venter på ham. Kan man?

1Likes
1Kommentarer
180Visninger
AA

4. Kapitel 4.

Kapitel 4.

Jeg er stået tidligt op i dag, jeg trænger til en løbetur. Jeg har ikke løbet i snart en uge, og der er fantastisk vejr. Jeg lister rundt på værelset for ikke at vække Olivia. Klokken er kun fem om morgen og hvis jeg løber nu, er jeg tilbage halv seks, så har jeg en halv time til bad og til at gøre mig klar før morgenmad.

Jeg har taget shorts og en top på, da det er varmt og jeg vil ikke få et hede anfald. Lige inden jeg går, snupper jeg mine løbesko i hånden og smutter udenfor.

 

Jeg sidder på en bænk ude foran kollegiet og binder mine sko. Fuglene er begyndt at kvidre og solen er ved at stå op. Jeg tager mine hovedtelefoner i ørene og finder de helt rigtige sange. Jeg strammer min hestehale og rejser mig op. Jeg løber ud fra Campus-området og ned langs en stig som føre direkte hen til stranden. Solen bager på mine skuldre og den varme brise rammer mig en gang imellem. Min puls dunker i takt med min musik. Ej, hvor har jeg dog savnet det her.

Jeg når ned til stranden og løber langs vandet. Bølgerne er rolig og solen er knap nok kommet over horisontlinjen. Jeg sætter farten op og kan mærke at mine ben er lidt rustne, men følelsen er lige så fantastisk som den altid har været.

Jeg stopper op da jeg når mit mål. Det er slutningen, en 20 meter lang badebro. Selvom jeg ikke kan lide at være i vandet, betyder det ikke at jeg ikke elsker at se på det. Jeg sæter mig ned og ser ud over havet. Jeg trækker vejret tungere for at få min puls ned. Jeg indånder den friske havluft og nyder solens varme stråler.

 

Jeg kigger på mit ur, den er allerede tyve over fem. Jeg rejser mig op og strækker mine arme, inden jeg sætter i løb igen.

Da jeg træder ind på værelset ser jeg Olivia ligge ned og lægge makeup. Hun kigger anstrengt på mig og jeg griner af hende. ”Du er så doven…” Jeg lukker døren bag mig og stiller mine sko på mit skrivebord. ”Du er bare et sygt A-menneske som ikke kan side stille.” Jeg kigger på hende. ”Det er vidst Mer du snakker om.” Hun trækker på skuldrene og jeg smutter i bad.

 

Da vi kommer hen til morgenmad sider de der alle sammen, men David sidder der også. Jeg bliver glad og Olivia stikker sin albue ind i siden på mig og smiler drilsk til mig.

Olly kigger op, og er den første der få øje på os. ”Godmorgen.” Jeg smiler til ham. De andre vender fokus på os og David sender mig et stort smil. ”Godmorgen. ”

Olivia sætter sig ved siden af Josh og jeg sætter mig ved siden af David. ”Nå, du har fundet dig en plads ved de sindsforstyrret.” Han griner. ”Jeg blev jo nærmest slæbt herhen.” Han ser på mig. ”Forhåbentlig ikke mod din vilje?” Han ryster på hoved. ”Overhovedet ikke.” Mer tilkobler sig vores samtale. ”Det var det jeg sagde David, nu kommer du aldrig ud.” Hun prøver at lyde uhyggelig, men det får bare os andre til at grine.

”Nå, jeg skal op og have noget mad.” Jeg rejser mig og det samme gør David. ”Jeg går med, jeg har heller ikke fået noget endnu.” Jeg ser på Olivia og hun ryster på hoved. ”Jeg skal ikke have noget, jeg snupper nok bare Ollys æble.” Olly rynker brynene og ser på hende. ”Nej, det gør du ikke. ” Olivia snupper det hurtigt og tager en kæmpe bid af det. ”Det har jeg allerede gjort.” Jeg griner og ryster på hoved.

 

”Hvad skal du have?” Han kigger på mig og jeg læser menukortet. ”Hmm… det ved jeg ikke.” Han kigger op på menukortet igen. ”Har du prøv…” Han bliver afbrudt af en skinger pigestemme. ”Heeej! David.” Han vender sig om og vi ser på en mager høj brunette. Hun er højre end mig og har flotte lange ben. Mine er bare små og korte.

Hun gnasker på et tyggegummi og har solbriller i håret.

”Hvordan var din weekend?” Kan hun snakke højre? ”Har Amanda det godt?” Amanda? Det må være kæresten. Da hun får øje på mig ændre hendes blik sig til ligegyldig. Jeg krymper mig op og ser ned. ”Hej Savannah. Den var okay og hun har det godt.” Hendes blik flyver fra mig og over til David. Han fjerne sit blik fra hende til køen og hen til mig. ”Det er os.” han skubber mig blidt frem. ”Vi ses, Savannah.” Hun ser fornærmet ud og stiller sig om bag køen. Han ser på mig. ”Jeg bestiller for dig.” Han kigger på kokken og bestiller to tallerkner med omelet, æbler i både og noget bacon. Da han har bestilt ser han på mig, for at få bekræftet hans bestilling. Jeg nikker og han smiler. Vi stiller os til siden og venter. David snupper noget bestik til mig og til ham selv. ”Værsgo.” Kokken rækker to barker frem. Vi tager en hver og går ned til de andre igen.

Vi sætter os ned og de andre er godt i gang med en diskussion om hvad der er bedst, surfing eller snowboarding. Selvfølgelig er Mer, Elliot og Josh på surfing, men Olly og Olivia er på snowboarding. Jeg kigger op mod kantinen igen og får øjenkontakt med den højttalende pige, Savannah? Hun stirre på mig, hvilket får mig til at kigge ned på min omelet igen.  

***

Som ugerne går, bliver David og mit forhold bedre og bedre. Han er blevet en del af gruppen og det føles som om at han altid har været en del af den. Han har samme humor som os og han har en masse fælles interesse i mange af de ting som interesserer os andre. Men jeg er nok den der bruger mest tid sammen med ham. Vi er blevet tætte og underholder hinanden. Han tager nogle gange med mig ud og løbe, selvom han ikke er så vild med at stå tidligere op end hvad han egentlig behøver, så kan han nu meget godt lide det. Han respektere også at de eneste tidspunkt på turen, hvor jeg er villig til at snakke med ham, er når vi har pause, ved badebroen. På vores første tur opfangede han det rimelig hurtigt, da det eneste jeg sagde var enstavelsesord på hans mange spørgsmål.

Han hjælper mig med mit fransk. Han hjælper mig i timerne og udspørge mig også ude for timerne. Han kan finde på at stille mig et spørgsmål på fransk, som jeg skal svare på - på fransk - og nogle gange vil han høre mig i de franske verber - som om jeg ikke bruger min tid bedre, end at gå og øve på verber. Han ved godt at det irriterer mig når han udspørger mig, men med tiden har jeg opdaget at det gør mig bedre, så jeg er holdt op med at brokke mig og gør nu bare det som han beder mig om.

Der var engang i fransk timen, hvor Miss Clarck stillede mig et spørgsmål på fransk om et verbum. Jeg frøs helt og det eneste der kom ud af min mund var ”non merci.” Der var nogle piger bagerst i klassen der grinte af mig og jeg blev helt rød i hoved. David vendte sig om og bad dem venligst om at holde deres kæft. Det fik dem til at klappe i og bagefter hjalp han mig og jeg fik svaret rigtig på spørgsmålet.

 

Han har fortalt mig om hans kæreste. Hun hedder Amanda og de har datet lige siden High School. Hun går på College i deres hjemby, Cleveland, så de ser kun hinanden når han tager hjem på weekend eller i højtiderne. Hun har muligheden for at komme over til ham også, men det vælger hun bare ikke at gøre. Savannah som vi mødte i kantinen, er Amandas bedste veninde. Det er nok grunden til at hun nedstirrede mig på den måde. David har fortalt at hun ”holder øje med ham” for Amanda. Han har oplevet til en af festerne på Campus, hvor han blev ringet surt op af Amanda, fordi Savannah havde set ham snakke med en anden pige. Amanda beskyldte ham for at være utro, så hun svarede ikke på nogle af hans opkald i en hel uge og da han så holdt op med at ringe, først dér ringede hun tilbage til ham og undskyldte. Hun virker til at være lidt af en heks.

Hun er heller ikke særlig glad for mig. David har fortalt hende om mig og hun kan ikke lide når vi er sammen. De gange hvor hun ved at vi er sammen, så sms’er hun ham hele tiden eller ringer til ham. Men når vi ikke er sammen, så skal der meget til før han kan få fat på hende.

Nogen gange forstår jeg ikke hvordan to mennesker som dem kan ende sammen? Han er så venlig, sød og charmerende og hun er en strid og jaloux kæreste, som ikke kan klare at David snakker med andre. Jeg prøver ikke at blande mig i deres forhold, men han snakker heller ikke så meget om hende så det burde også være nemt nok.

 

Vi har alle sammen været på stranden et par gange efterfølgende. I starten insisterede David på at blive inde på stranden med mig, men jeg tvinger ham ud hver gang. Jeg vil ikke have at han føler at han skal blive hos mig på land, når jeg godt ved at han vil ud og surfe. Det er mit eget valg at blive på land og jeg vil ikke have at andre føler sig forpligtet til at blive på land sammen med mig. De få gange hvor Olivia eller Olly ikke magter at surfe, har jeg ikke noget imod at de bliver sammen med mig, men det er også kun fordi at jeg ved at de bliver på land fordi de virkelig ikke gider og ikke fordi de føler sig forpligtet eller noget.

 

Jeg har stadig ikke vist David mine tegninger og jeg kan mærke på ham at han gerne vil se dem, men han vil ikke presse mig til at gøre noget som jeg ikke har lyst til… endnu. Han har til gengæld vist mig at han kan stå på hænder, og han er virkelig god til det, han overdriver skam ikke. Vi tog tid på det og han stod i i 12 min og 23 sekunder. Dagen efter kunne han næsten ikke bevæge sine arme.

 

Vi kommer tættere og tættere på jul og det betyder at der snart er juleferie og alle skal hjem på ferie. Skolen er lukket i ferien og vi er tvunget hjem på ferie. Jo tættere vi kommer på julen, jo være bliver Ollys humør. Vi er i slutningen af november og vi bliver ”sendt hjem” den 18. december. I Thanksgiving er det valgfrit om man vil hjem eller blive på skolen. Ingen af os følte trang til at tage hjem, så vi købte noget take away og spiste sammen på Olly og Elliots værelse. Selvom det er valgfrit at tage hjem, betyder det ikke at kantinen er åben, så vi skulle selv stå for maden. Vi startede med at spise kl fem om aften og endte med at gå indtil byen da det blev mørkt. Vi gik rundt i gaderne og så alle de flotte gadelys der er blevet sat op. Inden vi tog hjem ville drengene gerne have en aften dukkert i havet, så vi piger stod med lommelygter inde på stranden og holdte deres tøj. Det var en dejlig dag.

 

Lige nu sidder David og jeg på mit værelse og laver fransk. Vi sidder begge på gulvet, lænet op ad sengen med en masse fransk bøger spredt rundt om os. ”Neej, det er ikke sådan man siger det. Man siger; J’aime courir, ca me rend heureux.” Vi skal skrive en opgave i fransk, om noget vi godt kan lide og jeg har valgt at skrive om at løbe. ”Hvorfor er fransk så åndsvagt!?”Jeg slår frustreret ud med armene og David roder lidt rundt på gulvet mens han griner. ”Fortæl mig, hvorfor det lige at jeg skal lære fransk? For jeg kan ikke finde nogen god nok grund!” Han rejser sig op og prøver at være lidt seriøs igen. ”Fransk er et smukt sprog.” Jeg fnyser og og ruller øjne. ”Hold nu op Anna. Prøv at tænk på hvis du skal til Paris, så kan du allerede sproget.” Jeg skuler til ham, hvilket får ham til at grine lidt igen.

Jeg tager mig til hoved, ”Pause, jeg har brug for en pause. ”Jeg skubber mine bøger væk og sætter mig op i min seng. ”God ide.” David gør det samme og sætter sig op ved siden af mig. Hans knæ rør ved mit og det får hele mit ben til at snore. Han rykker lidt på sig, så hans skinneben også rør ved mit. Jeg venter på at han vil rykke på sig igen, men det gør han ikke. Han lader sit ben læne sig op ad mit.

Han kigger kort op på mig og så ned på vores ben. Han rømmer sig, ”Så, hvornår tager dig og Elliot hjem på juleferie?” Mine tanker ryger væk fra vores ben og prøver at finde på et svar til hans spørgsmål. ”Øhh, jeg tror at vi har snakket om at tage hjem d. 18.” Han nikker, ”Jeg gør nok det samme.” Vi får rigtig fri den 17, men hverken Elliot eller jeg føler trang til at komme hurtigt hjem.

”Jeg har ikke travlt med at komme hjem.” Jeg kigger op på ham og lægger mit hoved på skrå. ”Hvorfor ikke?” Han flytter lidt på sig, som om at han bliver utilpas ved emnet. ”Min familie er bare ikke rigtig god til det der ’familie halløj’, hvis du forstår?” Han kigger på mig og jeg rynker brynene, jeg forstår ikke helt hvad han mener. Han uddyber lidt mere. ”Der er kun mig, min mor og min far. Vi bor i et fint hvidt hus, som man skulle tro er et museum. Alle ting har sin plads og man må ikke rykke rundt på noget, man må ikke lige lægge sin bog på spisebordet og man må for guds skyld ikke høre høj musik.” Han rynker brynene og spænder i kroppen. ”Der er bare den her anspændte atmosfære hjemme hos mig, vi snakker ikke rigtig sammen og da slet ikke om dårlig ting, for hvis ikke man snakker om det, så eksistere det heller ikke.”

Jeg kan mærke på ham at han ikke kan lide at snakke om det, men på samme tid virke det som om at han er lettet over at fortælle mig det. ”Min far er også altid efter mig. Det er kun topkarakterer der er tæller, kreativitet er der ikke nogen fremtid i og ægte kærlighed, det findes ikke.” Jeg bliver helt chokeret over det han fortæller mig, jeg havde ingen ide om at hans familie er så uptight. Og det overrasker mig at han kan være så glad og fuld af livsglæde, når han kommer fra sådan et deprimerende miljø og har sådan en stram kæreste. Han fortjener bedre.

”Jeg ved hvad du mener.” Han kigger hen på mig og jeg kigger ned på min hånd og fumler med min elastik der er rundt om mit håndled. ”Jeg tror næsten at min far hader mig… eller, hader at jeg er en pige.” David siger ikke noget, jeg kan mærke at han kigger på mig og lytter til mig. ”Han lytter aldrig til mig og jeg kan gøre ham sur, bare ved at trække vejret.” Jeg rykker på mig og fortæller videre. ”Alle vores familiemiddag, ender altid i skænderi. Der starter for det meste med at jeg gør noget der irritere min far, så bliver Elliot sur på min far fordi han bliver sur på mig, så bliver min mor sur på både min bror og min far og til sidst går jeg op på mit værelse og venter på at Elliot. Også bruger vi resten af aften på at se film, indtil vi sover.” Jeg kigger op på ham og vores øjne mødes. ”sådan er det bare.” Han holder vores øjenkontakt og rykker sig en anelse tættere på. ”Forældre, de er ikke værd at samle på.” Han laver et skævt smil, hvilket får mig til at smil. Jeg kan mærke hans ånde på min kind, den kilder. Han læner sig lidt tættere på, men så flyver døren op og det samme gør vi.

”Hva fanden laver i herinde?! Har i set vejret!” Det er Olivia hun peger hen på vinduet. Men det eneste jeg tænker på, er det der lige skete. Vi gik fra at side fem centimeter fra hinanden, til at stå i hver vores ende af rummet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...