Sol i Californien

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2016
  • Opdateret: 13 jul. 2016
  • Status: Igang
Historien handler om Anna og hendes liv på college. Anna går i skole i Californien med hendes tvillingebror, Elliot. De to er uadskillige og har altid haft et godt forhold. Anna nyder skolelivet og dagene i solen, med hendes fire bedstevenner og hendes tvilling. En dag støder hun tilfældigvis ind i den søde og charmerende dreng David. De "connecter" med det samme og har en helt speciel kemi. Eftersom deres venskab bliver stærkere og stærkere, bliver Annas følelser for David større. Men David har allerede en kæreste derhjemme, og man kan ikke lægge an på sin bedsteven, når der er en pige - flere kilometer væk - venter på ham. Kan man?

1Likes
1Kommentarer
185Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Kapitel 3.

Det er tirsdag aften og Olivia og jeg er i gang med at gøre os klar til Mer’s kamp. Det er lidt køligere udenfor, så jeg har taget et par sorte Jeanes på og en hættetrøje med skolens logo på. Jeg har sætter alt mit hår op i en rodet hestehale og propper min mobil i baglommen. Kampen begynder om en halvtime og hvis man gerne vil have en god plads, skal man være der i god tid.

Jeg kan godt huske vores første fodboldkamp her på skolen. Ingen af os var van til varmen endnu, da ingen af os rigtig bor i Californien, så vi mødte alle op i T-shirts og shorts. Det var en rigtig kold fornøjelse, jeg rystede så meget, så man skulle tro at der var et lille jordskælv inden i mig.

 

”Tror du der bliver koldt?” Olivia kigger spørgende på mig. Jeg nikker ”Du kan i hvert fald ikke have det der på.” Jeg hentyder til hendes outfit som består af en nederdel med en matchen top. ”Okay okay, så tager jeg en sweater på.” Jeg sætter mig på min seng og kigger på hende mens hun finder en sweater frem. Jeg klør mig i nakken da mine tanker ryger over på David. Jeg har aldrig rigtig langt mærke til ham, men efter vores møde på gangen, kan jeg godt huske ham fra nogle af fransktimerne. Han er den bedste på vores hold og Miss Clarck elsker ham. Han er den eneste der er god nok til fransk til at hun kan føre en samtale. Fransk er det eneste fag som jeg virkelig ikke kan lide. Jeg kunne knap nok fortælle om min weekend i sidste time, selvom David sad og hjalp mig. Hver gang jeg løb tør for ord, hviskede han dem til mig. Jeg ved ikke om Miss Clarck så det eller ej, for hun sagde ikke noget, men det kan så være at det er fordi han er hendes yndlingselev.

Jeg kigger op på Olivia og river mig ud af mine tanker. ”Kender du noget til David?” Hun ser på mig gennem spejlet. Hun rynker brynene. ”David? Kan du uddybe lidt mere eller komme med et efternavn?” Jeg flytter lidt på mig og retter lidt på mine briller. ”Jeg ved ikke hvad han hedder til efternavn, men han er ca. Lige så høj som Elliot, blond hår med udgroninger og øhh..”Jeg hoster og rødmer da jeg skal til at sige det næste: ”Og.. han er øhh… han er ret pæn.” Jeg kigger på hende og hun begynder at smile. ”Nåå, jo ham har jeg da selvfølgelig lagt mærke til, han er pæn. Ham med de blå øjne, god elev og charmerende, ikk?” Jeg nikker. ”Jojo, ham har jeg lagt mærke til, men jeg er ked af at skuffe dig, jeg har hørt at han har kæreste på derhjemme.”

Jeg trækker på skuldrene og prøver at skjule min skuffelse. Hun står og kigger på mig. ”Hvorfor da?” Hun lægger hoved på skrå. ”Åhh… Jeg har bare fransk med ham, flink fyr.” Jeg prøver at lyde neutral, men det lykkedes ikke rigtig. Hun skal lige til at spørge om noget mere, men der bliver banket på vores dør.

”Er i klar!” Josh kommer begejstret ind på vores værelse og klapper i hænderne. Elliot og Olly bliver stående i døren, men Olly’s trøje fanger mit blik. ”WOOOW! OLLY!” han kigger forskrækket på mig. ”Du har farver på!” Han ruller øjne og puffer til mig. Han har taget en mørkeblå T-shirt med skolens logo på, ligesom min.  ”Ja, jeg er jo ligesom ikke emo, vel?” ”Det skulle man da tro.” Han kigger på Olivia og hun sender ham et luftkys. ”Nej, for selv en emo går da med flere farve end du gør.” Alle undtagen Olly, griner af Joshs kommentar.

 

Vi får mast os hen på fem pladser som er ved midten af banen. Alle er helt oppe at køre og det samme er vi. Vi kan ikke se Mer endnu, hun må være helt spændt, hun har set frem til det her i flere uger. Olivia holder om sig selv, ”Nøøj, hvor er det koldt.” Jeg kigger på hende, ”Det var jo lig’som det jeg sagde.” Hun sender mig et dræberblik. ”Ja, undskyld, moar.” Jeg puffer til hende og hun griner. ”Her, tag min hættetrøje.” Josh rækker Olivia sin trøje. ”Ej det behøver du ikke, så slemt er det ikke.” Han kigger dumt på hende. ”Dine læber er blå… Tag den.” Hun tager imod den med et sødt smil.

Folk begynder at skrige endnu mere og det giver et sæt i mig. Jeg kigger ned på banen og ser fodboldholdet komme ind. Jeg får øje på Mer og skriger af mine lungers fulde kraft. Hun kigger rundt, hun leder efter os. Hun får øje på os og bliver fyldt med begejstring, hendes øjne stråler og hun hopper op og ned mens hun vinker, vi kopier hendes bevægelser og hopper op og ned, slet ikke i takt. 

 

Der er gået en halv time og derfor er der halvleje. Hjemmeholdet (Mer’s hold) føre, den står 2-1 til os og Mer har scoret et af målene. Hun er front og løber hurtigere end lynet. Hun har sat sit hår op i en hestehale, de eneste tidspunkter hvor hun sætter hendes vilde hår op og ”tæmmer dyret” (som jeg kalde det), er når hun skal træne. Selv når hun surfer er hendes hår frit og bevæger sig livligt omkring hendes hoved.

Hver gang vi har taget på stranden bliver jeg på land og enten soler mig, eller står i vandkanten og ser på de andre surfe. Jeg kommer aldrig selv længere ud end til mine knæ, da jeg ikke er så vild med havet. Jeg hader tanken om ikke at vide præcist hvad der er derude og det værste er helt sikkert når jeg ikke kan se bunden.

Jeg kan huske da jeg var mindre, jeg var seks år gammel og kunne heller ikke lide havet dengang. Vores familie var taget på stranden for at kunne komme ud at sejle. Min far lånte en båd og vi sejlede alle fire ud, Elliot, min mor, min far og jeg, for at se om vi kunne se nogle fisk. Da vi nået et godt stykke ud, ville Elliot gerne ud og bade og for sjov skubbede han mig i først. Jeg tror aldrig at jeg har skreget og grædt så meget som jeg gjorde der. Fra det sekund jeg ramte vandet til min mor trak mig op på båden igen, blev jeg ædt op af panik. Min far blev sur på mig og min mor blev sur på min far fordi han blev sur på mig. Vores familieture har en tendens til ændre sig til det negative.

 

”Er jeg den eneste der fryser?” Jeg kigger rundt på dem alle sammen, mens jeg gnider mine hænder sammen. ”Skal vi gå ned og købe noget varmt at drikke?” Elliot kigger spørgende på mig og jeg nikker mig enig. ”Vi er tilbage om lidt.” Elliot kigger hurtigt på de andre og begynder så at gå ud af rækken, med mig lige efter. Vi kommer ud på trappen og begynder at gå ned af. Selvom der er halvleje, pifter og jubler publikum stadig. Elliot har støttende sin hånd på min ryg, lige mellem skulderbladene. Jeg stopper op da vi når slutningen af trappen og ved ikke hvilken vej vi skal nu. Jeg kigger spørgende op på Elliot, som bare svare: ”Venstre.” Han peger til venstre og lader mig gå forrest.

Vi bliver ved med at gå ligeud, indtil vi rammer en lille bod. Elliot kommer op ved siden af mig og bestiller en varm kakao. Manden i boden nikker og viser to fingre for at signaler at der går to minutter. Elliot vender sin front mod mig, han skulle lige til at sige noget da en stemme afbryder ham. ”Heeeey! Annna!” Vi vender os begge rundt, da jeg får øje på en fyr med flotte blonde lokker, David.

 

Han kommer helt hen til os, han har et par mørkeblå Jeanes på, med en lysegrå sweatshirt med nummeret 72 på. Han har lidt røde kinder, det må være kulden.

”Hej Davide.” Jeg sender ham et smil og køre mine hænder op og ned af mine arme, for at få varmen. Han rynker brynene, ”Fryser du?” Jeg nikker stille, ”Ja lidt.” Vi bliver afbrudt af manden i boden, ”En kakao?”  Jeg vender mig om for at tage imod den, ”Ja det er mig.” Elliot skal til at betale da David springer ind, ”uh, bare lad mig. Hvis jeg havde haft en jakke eller en hættetrøje havde jeg tilbudt hende den, men det har jeg ikke. Så på en eller anden måde må jeg være en gentleman.” Han ser på Elliot og betaler. Jeg rødmer ned i min kop og Elliot smiler til ham. ”Dig, kan jeg sgu godt lide.” Han lægger sine penge ned i lommen igen og stikker sin hånd frem mod David. ”Elliot, Annas tvillingebror.” David gengæller Elliots smil og tager imod hans hånd. ”David, Annas fransk-hjælpelærer.” Hans smil bliver større da han siger det sidste. ”Hey, jeg er lige her.” Jeg puffer blidt til hans arm og bliver helt overrasket over hvordan det føles at røre ved ham. Han griner lidt og virker lige så overrasket over berøringen som jeg.

Elliot rynker brynene og ligner en der prøver at huske noget, ”Har vi ikke… øhh…” Han kniber øjnene sammen. ”Jo! Har vi ikke geometri sammen?” David nikker langsomt, ”Jo, med Mr. Anderson.” Det sidste siger de i kor og nikker samtidig.

”Hva så, hvem er du her så med? Nogen af din venner?” Elliot spørger interesseret, men det lyder også til at han er klar til stjæle ham over til os. Davide ryster på hoved. ”Nej, jeg er lige kommet. Jeg var i gang med at lede efter nogen jeg kender, og så fik jeg øje på søde Anna her.” Han kigger på mig og jeg rødmer over hans brug af ordet søde. Elliot kigger også på mig, som om at det er op til mig om vi skal eller ikke skal invitere ham med over til os.

”Hvis du har lyst, David, så er der en ekstra plads over ved os?” Hans øjne studerer mit ansigt og jeg kæmper for ikke at se væk eller bøje mit hoved. ”Det vil jeg da rigtig gerne.” Elliot smiler, ”Fedt. Kom, det er lige her ovre.” Elliot føre vej og David og jeg går bag ham, side om side.

 

Kampen er gået i gang igen, og på den ene side af mig sider Elliot og på den anden side sidder David. De virker til at komme godt ud af det med hinanden, men da kampen går i gang, vender Elliot fokus mod kampen og lader mig få David ”for mig selv”. Vi har halvt fokus på kampen og halvt fokus på hinanden. Hver gang hjemmeholdet score, jubler og pifter vi, men ellers har vi kun fokus på hinanden.

”Så har du andre skjulte talenter?” Han hentyder til mine tegninger og kigger interesseret på mig. ”Ja, jeg kan faktisk få min fod over mit hoved.” Hans ansigtsudtryk ændre sig til alvorligt. ”Seriøst?” Jeg griner. ”Nej, jeg laver fis med dig.” Han griner også og prøver at se fornærmet ud. ”Jeg kan kun tegne, men hvad med dig? Har du nogle skjulte talenter?” Han tænker sig om, ”Jeg er faktisk vildt god, til at stå på hænder.” Jeg griner lidt fordi jeg tror han laver sjov, men hans ansigt forbliver stille. ”Åhh gud, du er seriøs?” Han nikker, ”Jeg er faktisk lidt af en atlet, så du ved det.” Han prøver at lyde selvfed, men hans søde smilehuller ødelægger det for ham. ”Bare, vent. En dag, så viser jeg dig det.” Jeg nikker imponeret. ”Dét ser jeg frem til.” Han griner og det samme gør jeg.

Hans øjne fanger noget på mit håndled, jeg kigger selv og ser det ord som jeg har skrevet med en touch, kommer frem. ”Hvad er det?” Han hentyder til mit håndled. ”Åh det er bare…” Jeg trækker mit ærme henover det og kigger ned. ”Det er bare en vane jeg har.” Han venter på at jeg fortæller mere. ”Lige siden jeg var ti år, har jeg skrevet forskellige ord på mit håndled. Når det bliver slidt væk, så skriver jeg et nyt.”

Denne gang er ordet STJERNER. Det begyndte da jeg var lille, jeg kan huske at jeg så min mor gøre det, hun skrev altid ting ned som hun skulle huske. Hun gjorde det på sin hånd, mens jeg skriver det på indersiden af mit håndled. Jeg skriver ting ned som jeg elsker. Dengang skrev jeg ting som HUND eller ÆBLE, det var noget som jeg kunne stave til. Men nu skriver jeg ting som STRANDEN, CALIFORNIEN og en enkelt gang har jeg også skrevet MICHAEL JACKSON.

Jeg ved ikke hvorfor jeg stadig gør det, det er ni år siden at jeg startede på det og min mor er stoppet for længst.

”Hvordan ved du hvilket ord du vil skrive?” ”Jeg skrive ting ned som jeg elsker.” Han nikker og smiler så hans smilehuller kommer frem. Det sjovt, der er faktisk aldrig nogen som har spurgt mig om det, ikke engang Elliot. David er den første der nok har lagt mærke til det, eller den første der er nysgerrig nok til at spørge.

 

Vores samtale bliver afbrudt af Olivia, som læner sig ind over Elliot får at kunne se på David. ”Må jeg høre, hvor lang tid har du så kendt vores dejlige Anna?” De kigger alle fire på David og jeg kigger også på ham. ”Vi stødte ind i hinanden søndag aften, så et par dage.” Hun nikker og sender mig et blik og smiler til mig. Jeg rødmer. ”Nå, men det er dejligt at møde dig.” Hun giver ham hånden og det samme gør Olly og Josh.

 

Kampen er slut og vi vandt! Folk fra vores skole strømmer ned på banen for at lykkeønske holdet og fejre det. Vi bliver mast hele vejen ned af trappen og ud på banen. Vi strækker os alle sammen for at se om vi kan finde Mer. ”DER!” Josh peger hen mod midten og vi får mast os forbi alle menneskerne indtil vi når hen til hende. David holder sin hånd på min ryg, ligesom Elliot plejer at gøre. ”HEEJ! SÅ I MIG! SÅ I AT JEG SCOREDE?!” Hun er helt oppe at køre. ”SELVFØLGELIG SÅ VI DET!!” Elliot hopper op og ned sammen med hende. Hun krammer os alle sammen, indtil hun når til David. ”Dig, kender jeg ikke. Meredith.” Hun giver ham hånden og smiler venligt til ham. Han smiler til hende og giver hendes hånd et klem. ”David.” Hun kigger på mig og tilbage på ham. ”Bare så du ved det, når du først er inde, så kommer du ikke ud igen.” Hun blinker til ham. Det ser ud til at han forstår hvad hun mener og griner. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...