we were born cursed | louis tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2016
  • Opdateret: 17 jul. 2016
  • Status: Færdig
Stykke for stykke faldt min verden langsomt sammen, og uden for håb lod jeg livet sive gennem mine fingre. | 2'eren til "We were born sick", som jeg skrev tidligt i år 2015.

8Likes
5Kommentarer
574Visninger
AA

3. were

Jeg var stadig placeret udenfor under regnen med brevet i hånden. Ordene dansede for mine øjne, og jeg kæmpede for at holde fokus mod dem.

Jeg håber, du smiler og forbander mig på, når du læser dette brev. Jeg håber, du husker første gang, du mødte mig, og hvordan du fandt mig irriterende - og få minutter efter fandt du mig interessant. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor. Hvorfor det var mig, der fik din endelig kærlighed. Hvorfor?

Lad spørgsmål forblive ubesvaret. Lad det være et af de mysterier, der aldrig blev opklaret. I al denne vanvid har jeg brug for et eventyr, der efterlader en spænding. Det er sådan, jeg betragter vores eventyr. Vores historie.

Jeg undgår stadig at skrive de ord, som jeg ved, at du forventer, jeg vil skrive. Hvis det stod til mig, ville jeg aldrig sige det, men får jeg fred, hvis jeg undgår? Jeg har ikke lyst til at skrive ordene... jeg har ikke lyst til at sige farvel.

Et ur tikker nådeløst, og på et tidspunkt stopper det. Vi var født til at dø. At min tid kom så tidligt, var jeg klar til. Indtil jeg mødte dig. Der har været endeløst nætter, hvor jeg har grædt og grædt over mig selv. Hvordan kunne jeg tillade dig at komme ind på mig så tæt velvidende om, at jeg ville såre dig i sidste ende? Er det forkert at sige, at jeg ikke fortryder det?

Hvis jeg faldt, faldt du med. Jeg ved, det var vores løfte, men lov mig, at du ikke falder, Louis. Du har en chance for at leve videre. Lad mig være et af dine minder, der aldrig vil blive forglemt, og hvis du glemmer, husker jeg for dig. 

Jeg elsker dig, og vil aldrig nogensinde forlade dig.

Yndefuldt havde hun undgået at sige farvel, og jeg var lykkelig for det. Jeg ville ikke kunne bære ordene farvel. Det eneste jeg kunne bære, var tanken om, at hun ikke forlod mig.

Men det føltes som om, at hun forlod mig, da regnen tværede kuglepennens blæk ud. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...