we were born cursed | louis tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2016
  • Opdateret: 17 jul. 2016
  • Status: Færdig
Stykke for stykke faldt min verden langsomt sammen, og uden for håb lod jeg livet sive gennem mine fingre. | 2'eren til "We were born sick", som jeg skrev tidligt i år 2015.

8Likes
5Kommentarer
573Visninger
AA

5. cursed

Hvert lys vi tænder... hver bøn vi beder for dem, får dem ikke tilbage. Det eneste vi sidder tilbage med er minderne.

Minderne. De er de farlige, men alligevel er de så pokkers smukke. De får os til at huske tilbage på en tid, der var bedre. En tid hvor alt var lysere. Men de har alligevel en egenskab til at ødelægge det for en. De sætter tiden i stå, og du sidder fast præcis det samme sted hver dag. Det forbander en.

Mine fingre forlod klaveret, og jeg stirrede blot ud i den tomme kirke. Kiggede efter håb. Håb. Der fandtes ingenting som håb. Hvor kom det fra? Hvem sender det til en? Og hvorfor var det der ikke, når man mest havde brug for det?

I mit tomme blik, der spejdede udover kirken, fik jeg pludselig øje på hende. Jessica. Jeg rystede på hovedet. Det måtte være en vrangforestilling. Hun var her ikke. Var jeg ved at gå fra forstanden? Men da jeg kiggede tilbage, stod hun klarere end nogensinde før for mig. 

Jeg rejste mig op, og førte mig automatisk frem til hende, som jeg havde gjort så mange gange før. Min stemme var bange for at sige hendes navn, og derfor kom det mest frem som en hvisken: "Jessica?"

Et lille smil strejfede hendes læber, og hun lagde en hånd på min kind. Men jeg kunne ikke mærke den. Jeg kunne ikke mærke hendes kolde hånd mod min kind. Den hånd jeg havde fjernet så mange gange, fordi den var uhyggelig kold. Hvor hun altid havde svaret tilbage: "Det er dem med de koldeste hænder, der har de varmeste hjerter."

Det var kun et ganske øjeblik, at jeg var ufokuseret og det næste øjeblik, var hun atter væk. Jeg lukkede øjnene hårdt i. Det hele var i mit hoved. Jeg ønskede hende så meget tilbage, at jeg begyndte at forestille mig hende. Hvordan havde hun fået så meget kontrol over mig? Og hvordan havde hun samme kontrol over mig i døden?

Jeg slog døren op til kirken, og begav mig ud igen. Det var gået op for mig. Hun havde kontrol over mig selv i døden, det havde hun altid haft. Jeg måtte komme videre, men hvordan kommer du videre, når dine ben er sømmet fast til den våde jord?

Og hvordan kommer du videre, når du er forbandet af den skræmmende men smukke kærlighed?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...