Farven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2016
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Færdig
//bidrag til Fangirlkonkurrencen, valgmulighed 1

1Likes
2Kommentarer
68Visninger

1. -

Pigen var anderledes. Undersøgelser viste, at hver tredjedel af alle folkeskoleelever følte sig anderledes, men hun var så meget mere end normalt anderledes. Hun ikke blot følte sig anderledes; hun var anderledes. Det var et uundgåeligt faktum, at hver eneste mundfuld luft hun halede ned i sine lunger, hvert skridt hun med sine knaldgule Converse tog, og hver tanke der var heldig nok til at passere gennem hendes hoved, var anderledes. Ekstraordinær, forskellig fra alt andet. Pigen var sig selv også selvom, det langt fra var nok.

Hun samlede på andres viskelæderfnuller, fordi hun mente, at det var bortkastede tanker, som ingen ville kendes ved; hun havde altid sit hår i rottehaller, der nåede ned til hendes hofter; hun havde ikke travlt med at vokse op eller forandre sig, selvom det var det samme. Pigen var selve definitionen på et menneske, og hvis menneskeheden engang skulle i krig, var hun ikke i tvivl om, at de ville vælge hende som leder, som repræsentant, for den race. Selvfølgelig blev de først ned til at hive hende ned på jorden igen, og vendte på at et rodnet kunne brede sig fra hendes tåspidser, så hun for første gang kunne forblive solidt forankret i jorden – og virkeligheden. Hun ville også ganske vist komme til at savne sådan at svæve rundt blandt skyer og fantasi, men hvis rumvæsner truede hendes ret til at være sig selv, ville hun kæmpe med de næb og klør, hun desværre ikke havde, afsluttede pigen sin tankerække. Og det var endda en af de mest normale tankerækker, hun længe havde haft.

Pigen levede nemlig af at tænke – nej levede for at tænke. Når de andre i dansktimerne bøjede verber, bøjede hun reglerne for hvor længe u i umulig kunne forblive stumt. Når de andre i matematiktimerne lærte at 4+4=8, lærte hun sig selv, at a+k=p fordi regler ikke var så velkendt for hende. Og når de andre i historietimerne lærte om bondegårde og pulserende byliv i gamle dage, skrev hun på sine arme med en blå kuglepen til, de helt ud til det yderste af det yderste af det yderste af hendes fingrespidser, var dækket af historier om alle de andre verdener, der gemte sig et sted bag endeløse galakser og kedelige historielærere. Når de fleste gjorde noget, gjorde pigen som de færreste. Det kunne godt være, at de fleste ville se sig som de færreste, men pigen var ligeglad, for hun var ikke de fleste.

For hun vidste, at selv hvis alting blev til ingenting, og alt hvad der kunne ske, skete, så ville hun stadig adskille sig fra alle andre. Hun kunne se noget, som ingen andre kunne. Hun kunne se Farven, Farven som aldrig havde fået et navn, da der ikke var andre end hende til at navngive den, Farven, som kun hun kunne se. Det var stadig nemt for hende at huske den første gang, hun havde opdaget præcis hvor ekstraordinær, hun var. Det var tilbage i børnehaven, hvor hun havde brug for Farven til sin tegning af et træ, og hun havde rodet sig gennem hver eneste af børnehavens farveblyanter uden held. Der var blå til himlen, grøn til græsset, gul til solen, rød til blodet i vores årer, orange til lys og lilla til hendes mors neglelak. Men Farven var der ikke til at udfylde hullerne i verden og på resten af papiret

Pigen havde siden den dag overvejet, om hun skulle fortælle nogen om den farve, som kun hun kunne se, og hun var kommet frem til at lade være. For den var umulig at beskrive for dem, der ikke kunne se dem med deres egne øjne. For dem var den lige så ubetydelig som mellemrumstasten eller det vindue, man ser igennem, når man skal se udenfor. De vidste ikke, hvordan regnbuer så desto mere… farverige ud med Farven i blandt dem. Faktisk forstod pigen ikke, hvordan alle de 7 milliarder, der ikke var hende, kunne klare det, når verden næsten måtte se sort/hvid ud for dem – for ikke at nævne tom og ufærdig.

Gennem årene fik hun mere og mere ondt af Farven. Det hjalp heller ikke, da hun startede i børnehaveklassen, og de andre elever blev ved med at spørge, hvad hendes yndlingsfarve var. De forventede, hun sagde lyserød for nu engang at passe ind med de andre piger, men hendes yndslingsfarve var jo Farven, hvilket gjorde det umuligt for hende at svare. Så hun tiede stille

Og langsomt begyndte pigen at tie mere og mere stille. Hun opdagede snart, hvor lidt man behøvede at sige. Faktisk var det næsten en lettelse bare at holde munden lukket, for så slap hun jo fra at bekymre sig om, hvad andre tænke om en, da hun havde opdaget, de ikke tænkte så meget, når man ikke konstant skulle tale, sige noget, fortælle, sørge, svare, hviske, råbe, antyde. Alle disse ord blev for hende ligegyldige, så mens de andre børn i klassen øvede sig på at sige k’s lyd, talte hun tavst hullerne i loftet. Alt hvad pigen videre havde behov for at sige kunne blive sagt inde i hendes hoved.

Pigen ville godt indrømme, at det sommetider blev ensomt, da hun trods alt kun var en person, der så ville forblive en og aldrig blive nævnt i sammenhæng med andre. Men så huskede hun bare på, hvor ensom Farven måtte være, da hun i det mindste kunne blive set – om hun blev lagt mærke til var en anden sag – så af skyldfølelse forblev hun ensom.

Det var i hvert fald, hvad hun gerne ville bilde sig selv ind. At hun i princippet kunne blive venner med hele verdensbefolkningen, hvis hun blot spurgte på børnehavemaner (eller Facebookmaner, selvom det var det samme). At de ville byde velkommen til hendes alt for store passion for at læse samt alle hendes spekulationer om ingenting. At de ville stå i kø for at kysse farven af hendes udtrådte Converse, og at de med glæde ville være med til at sætte sig på alle de tagtoppe, hun elskede at sidde på og balancere på kanten af verden bare for at være sammen med hende af alle.

Der var måske en lille del af hende, der undrede sig over om hun måske var FOR anderledes, om hun ville passe bedre ind sammen med de andre, hvis hun gjorde sig lidt mere umage med ikke at være sig selv

Denne lille del var dog den samme som længtes efter at vokse op - så den kunne ikke stoles på. Og dog som hun den aften sad der på toppen af lejlighedskomplekset under nattehimlen, virkede det at ændre sig ikke helt så skræmmende, som det plejede. Lige nu behøvede hun selvfølgelig heller ikke tænke på andet end ’lige nu’, da tiden kl. 3 om natten virkede som et fjernt begreb. Og så alligevel ikke. Så stille som der var, syntes pigen at kunne høre sine negle gro, sit hår vokse og sine knogler skrabe mod hinanden i deres forsøg på at gøre hende så høj, hun kunne have hovedet i skytoppene. Hun kunne høre tiden gå og sig selv vokse op.

I pigens hoved havde det at vokse op nemlig altid være forbundet med det at stoppe med at være sig selv og starte med at passe ind. I det mindste ville hun altid have Farven, kunne hun trøste sig selv med. Hun vil altid have den ved sin side og blive mindet på hvor meget mere nuanceret, hun var end alle andre – helt bogstavelig. Det var faktisk en betryggende tanke, og hun kunne pludselig ikke holde et smil tilbage.

Alting skulle nok gå, så længe hun havde farven. Hun kunne tillade sig at ændre sig, at få blå hud og fire fingre i stedet for fem, og alting skulle nok gå. Hun kunne endda tillade sig at blive til en af dem, der bare levede for at leve og ikke mere end det – også kaldet voksen.

Pigen lagde sig fladt udstrakt på tagtoppen og stirrede op i himlen. Overalt omkring hende var farven. Den hang blandt de funklende stjerner, den var gemt i form af små striber på de ellers røde tagsten, den var på stoffet, hendes natkjole ar lavet af.

Med et gab lukkede hun et øjeblik øjnene af noget, der ikke kunne beskrives som andet end træthed.

Så åbnede hun dem igen – hun var ikke klar til at falde i søvn og slutte øjeblikket.

Pigen kunne ikke længere se farven.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...