Kære dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2016
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Igang
En fortælling om en almindelig provinspiges hverdag. Om godt og ondt og alt der ligger imellem.

1Likes
1Kommentarer
115Visninger
AA

2. 2. Kapitel - Stress

Kære dagbog.

Når Man er så meget tryghedsnarkoman som jeg, så kan en dag, hvor stort set intet går efter hensigten, ødelægge én fuldstændig. Jeg prøver så vidt muligt, at planlægge min hverdag helt ned i detaljer, hvor det nærmest er til grin, hvis andre ser det. Men det er sådan jeg fungerer. Struktur og tryghed, de to ting er alfa omega for hvordan mine symptomer kommer til udtryk. Jeg kan have dage hvor alt går som planlagt og så er jeg måske heldig, at holde dem nede og slet ikke reagere uhensigtsmæssigt på noget tidspunkt.. Andre dage, er jeg knap så heldig. Måske dukker der et eller andet op, som jeg ikke havde taget med i mine overvejelser for dagens forløb. Det kan være noget helt latterligt som f.eks. at jeg kommer for sent til en aftale, fordi bilen bryder sammen på vejen. Så skal jeg tage mig af dét før jeg kan komme videre og nogen gange når jeg måske slet ikke den aftale jeg have. Så er jeg nødt til at planlægge om. Dét kan være nok til, at hele min verden vælter. De lyder virkelig voldsomt, I know, men det er sådan sandheden er. Jeg kan få en total nedsmeltning, på grund af sådan nogen ting. Det er fordi min hjerne den stresser og kan ikke finde ud af at sortere tingene fra hinanden og "ommøblere" når jeg står i situationen, ligesom de fleste andre kan. Det er derfor jeg er nødt til at planlægge min dag. Lave skemaer osv. som rettesnor for hvad jeg skal, hvor og med hvem, og mest vigtigt, hvornår.

Typisk, når jeg har haft sådan en dag, så sover jeg heller ikke den følgende nat. Så ligger jeg bare i sengen, hvileløs og stirre op i loftet, imens min hjerne den bare arbejder derudad og det har ingen ende. Det er så ekstremt drænende både fysisk og psykisk, at man ikke bare har en kontakt, hvor man kan slukke når det bliver nok. Nu gider jeg ikke tænke mere over det, og så stopper man og finder på noget andet. Jeg tænker ting ihjel uden og finde frem til nogen konklusioner eller løsninger. Det er jo meningsløst.

En af de største ulemper ved, at være fejlprogrammeret som jeg, er at man har et så svingende følelsesliv. Hvilket i sig selv også kan være helt afsindigt drænende for ens humør og ens nærmeste, ikke mindst.

Når jeg elsker, så elsker jeg så det nærmest blir for meget og når jeg føler, så føler jeg det helt ind i min sjæl og kan nærmest mærke den følelse i mig fysisk. Giver det mening overhovedet?

Når jeg har en af mine perioder, hvor autismen virkelig kommer til udtryk, så har jeg også en masse tvivl omkring ALT. Hvor jeg måske en uge tidligere var helt låst fast på en idé, kan jeg pludselig vende helt modsat og være så meget i tvivl, så jeg selv sidder og finder på undskyldninger for ikke, at føre idéerne ud i livet alligevel.

Det kan i virkeligheden være alt i alle mulige sammenhæng. Lige fra hvad jeg skal stille op med mig selv og min fremtid, eller om jeg virkelig elsker min kæreste - til om jeg skal tage med min veninde i byen fredag aften eller hvad skal jeg finde på til aftensmad i dag.

Jeg er så heldig at jeg har en kæreste, der er super forstående og har en tålmodighed, som ingen andre jeg kender. På en god dag er jeg slet ikke i tvivl om at han betyder alverden for mig og jeg kan stadig have øjeblikke, hvor jeg lige kommer til at se ham og blive helt ekstatisk indeni, ligesom i begyndelsen af vores forhold.

Når jeg tvivler, så tror jeg egentlig det bunder i mit egent selvsyn. Når jeg har mine dumme dage, så tænker jeg at jeg besværliggør tingene for ham eller at jeg ikke er god for ham. Igen et af de mange tricks som hjernen kan, der gør mig super forvirret.

Men faktisk så er jeg inde i en rigtig god periode. Nok faktisk den bedste, siden jeg fik min diagnose for to år siden.

Jeg har forholdsvis meget ro på mig selv og kan mærke, at jeg har kræfter til, at begive mi ud i ting, som jeg ikke før har kunne overskue. Blandt andet er jeg begyndt at studere for kun et par uger siden. Ja, det er hårdt og jeg har mine øjeblikke, hvor jeg sidder med en opgave og har mest af alt lyst til bare, at kaste håndklædet i ringen fordi "det kan jeg ikke finde ud af" eller "jeg er nok ikke klog nok alligevel" men det her, det interesserer mig mere end noget før har gjort og det er det jeg altid har ville, så nu skal jeg lykkes. For første gang i mit liv, så VIL jeg bare lykkes med noget.

Angélo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...