Kære dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2016
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Igang
En fortælling om en almindelig provinspiges hverdag. Om godt og ondt og alt der ligger imellem.

1Likes
1Kommentarer
118Visninger
AA

1. 1. Kapitel - Baggrunden

Kære dagbog.

Jeg har altid haft svært ved, at rumme mine egne tanker. Det gør det svært bare at være og kunne slappe af i sig selv. Mit hovede arbejder konstant på et eller andet. Alt lige fra de helt små og ligegyldige ting - til de meget vigtige, fundamenterende ting i livet, som vi alle før eller siden kommer til at tage stilling til.

Det er trættende og "være inde i mit hovede". Udmattende som bare pokker. Jeg har en konstant uro i min krop og magter ikke at koncentrere mig om vigtige ting, på grund af denne konstante følelse af, at være fyldt op. Der var engang én, der skrev "It is both a blessing and a curse, to feel everything so deeply" og det bliver vist ikke mere sandt end det.

Jeg er langt fra den eneste, der har det på denne måde. Der er flere tusind af min slags og garanteret millioner, hvis vi tænker på verdensplan. Det er én stor palette af mange forskelligheder, der gør os til noget helt specielt. For vi er specielle. Vi er noget helt særligt, som andre, der ikke er som os, aldrig helt vil kunne sætte sig ind i.

Jeg har brugt det meste af mit liv på at Tænke der var noget galt med mig. At jeg var forkert og mærkelig. At jeg var syg i hovedet. Det var den opfattelse jeg følte omverdenen havde af mig. Trist ja, men idag ved jeg jo godt, at det slet ikke beskriver mig. I mange år har jeg gjort alt for at bekæmpe mine egne tanker. Idag er jeg nået så langt og har lært, istedet at arbejde sammen med dem som var vi et team. Nogen når aldrig dertil.

Du tænker sikkert at jeg lyder komplet idiotisk og at det her slet ikke giver nogen mening. Det er klart, for du står jo ikke selv i det. Du er højst sansynligt ikke som jeg - og selvom du var, så ville du aldrig være i stand til, at se og læse mine tanker.

For at forklare det på en lidt mere direkte måde, så er jeg autist. Det er ikke en smitsom sygdom eller en psykisk sygdom, så bare rolig. Jeg er ikke en omvandrende, utilregnelig psykopat eller smittebærer for noget der er farlig. Ak, hvor er uvidenheden stor. Tænk dig, der rent faktisk er nogen mennesker, der ved så lidt, at de er tilhængere af dén slags fordomme.

Jeg har en skønhedsfejl i min hjerne, der gør at jeg "tikker" på en anden måde end de fleste. En "fejl" der er medfødt, så nej. Det er heller ikke noget man bare kan tage nogen piller for og så vupti, så er du sgu fjong! Hvis bare man kunne...

Det har lagt i mine gener lige siden foster stadiet, så det er en del af mig. Jeg har lært at sige, at autismen ikke skal være hele min idenditet, faktisk er den kun en lille brøkdel. Jeg er et menneske, præcis som dig og alle andre, jeg er bare programmeret lidt anderledes end størstedelen. Det har taget mig en del blod, sved og tårer at nå til den overbevisning, men det er der jeg er nu og det føles rart.

I flere år har jeg brugt indgangene til psykiatrien flere gange ugentlig. Depression, angst og selvhad overskyggede alt det positive i mit liv. Dengang var jeg, hvad min psykiater kaldte "flad i stemningslejet". Forstået sådan, hvor andre har udsving i humøret, de viser glæde og senere sorg. Deres følelser afspejlede sig i deres kropssprog og deres toneleje. Det var ikke tilfældet med mig. Når jeg var glad, så havde jeg den samme monotome stemmelyd, som når jeg var sur eller ked af det. Mit kropssprog var nærmest ikke eksisterende. Man kunne faktisk ikke bare sådan lige regne ud, hvilket humør jeg havde. - Deraf vurderede hun at mit stemningsleje var flad som en pandekage, hvor andre "normale" menneskers stemningsleje er meget bølgende.

Jeg blev sendt videre til psykoterapi, og når det ikke gav nogen løsning og resultat, så blev jeg sendt videre til den næste hjernevrider. De gav mig alle sammen mindst én ny psykiatrisk diagnose. Nogen mente jeg led af personlighedsforstyrrelse, andre at jeg var dyssocial (det der før hed psykopati) og en enkelt mente jeg var bi-polar.

Jeg Fik stempel efter stempel i panden og blev samtidig proppet med medicin præparater, der ingen virkning havde udover vægtøgning og endnu mere søvnbesvær end jeg i forvejen havde. Til sidst var alle muligheder ved og være udtømte. Jeg havde været rundt på alle psyk´s gange og snakket med de fleste. Til sidst blev det besluttet, at jeg skulle have testet min iq, da jeg helt bestemt måtte være retarderet. Ja det er ikke engang sagt i sjov, for det var deres alvor. Den viste dog noget helt modsat og derfor valgte de efterfølgende, at sende min sag med overlægen på en lægekonference, for at tage stilling til hvad der var galt med mig og hvad de kunne gøre for at hjælpe mig. Det var her jeg fik afgørelsen. Autismespekrumsforstyrrelse i anden. Den dag jeg fik beskeden var en lettelsens dag. Nu var jeg pludselig ikke psykisk syg. Nu var jeg bare mig, med et skjult handicap. Jeg har aldrig været så højt oppe og flyve og jeg indrømmer gerne, at jeg fældede en tåre af glæde og lettelse, imens hun satte mig ind i mit handicap og fortalte om de forskellige muligheder jeg havde nu.

Man kan vel sige, at det var dér jeg i virkeligheden begyndte at leve, sådan rigtigt. Indtil da har jeg befundet mig i en eller anden form for trance. Jeg har bare været, uden helt at registrere mine omgivelser og mig selv for den sags skyld. Det gør jeg nu, faktisk hele tiden.

Nå, jeg må hellere stoppe for nu, Inden jeg får skraveret en hel roman afsted ud i det blå. Det er endnu en af de ting der er med mig, når jeg først kommer i gang med noget, der betyder noget for mig, eller bare interessere mig. Jeg synker helt ned og glemmer alt omkring mig og jeg kan næsten ikke løsrive mig igen.

Angélo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...