Novelle

Det er egentlig bare, en novelle vi skulle skrive i klassen. Jeg går i sjette klasse. Den har en åben slutning og er på 1368. Jeg har valgt ikke at dele den op i "sider" og ikke at sætte titel. Undskyld hvis der er nogle fejl:/ Enjoy:)

0Likes
0Kommentarer
66Visninger

1. Novelle

 

 Det regnede, da jeg vågnede dén morgen. Jeg vågnede ved, at jeg mærkede noget vådt dryppe ned på  min pande. Jeg tog hånden op til panden, og tørrede det væk med baghånden. Jeg kiggede op og der så  jeg min lillesøster med et glas vand. Hun så jeg var vågen, og inden jeg kunne åbne munden, hældte  hun resten af vandet ud over mit ansigt og løb ud af mit værelse. Jeg spruttede og rullede ud af  sengen og ned på gulvet, for fanden jeg hadede når hun gik ind på mit værelse! Jeg rejste mig og tog tøj  på og gik ud i køkkenet. 

 Jeg tog et stykke toast brød og gik ind i stuen, jeg gik hen og satte mig i sofaen og kiggede ud af vinduet.  Jeg elskede regnvejr, jeg elskede den måde alting blev mørkt og koldt. 

 ”Patrick få så spist færdig, så vi kan køre dig og Mille!” råbte min mor fra køkkenet, jeg havde næsten  fået spist mit brød færdig, jeg tog den sidste bid og gik så ind på mit værelse. ”Patrick?” råbte min mor  igen ”Hvad!”, ”Få så fart på, vi kører om lidt!”, ”Kælling” mumlede jeg tilbage.  

 Jeg tog min taske og min mobil, og gik så ud i gangen for at få sko og jakke på.  

 Min mor satte mig af ved gymnasiet, og kørte så videre med Mille. Jeg gik langsomt, gennem regnen, op  til skolens indgang. Der var andre elever omkring mig, men jeg ænsede dem ikke, de var alle sammen  ligegyldige. De var som slørede sorte klatter, ude for min synsvinkel, jeg var ligeglad med dem og de var  ligeglade med mig. 

 Jeg gik ind i mit klasseværelse og satte mig, på min plads, nede i hjørnet. Der var stadig 7 minutter før  timen startede, så jeg tog min mobil frem og læste resten af den manga, jeg var gået i gang med.  Klokken ringede, jeg lagde mine ting væk og kiggede sløvt op på læreren. Vi havde matematik, om  morgenen! kan du fat’ det, hvad har jeg gjort får at få denne skæbne. 

 ”Patrick sover du i min time?!” spurgte vores lærer Hans, ”Hvad nej, hvorfor ville jeg dog det, i øøh…  tysk?” Hans kiggede strengt på mig og sagde så ”Godt så, hvis du ikke har sovet hvad  betyder mühsam så?” jeg kiggede rundt, de fleste i klassen sad med et smil på læberne og nogen  prøvede at holde et grin inde, bare for at gøre det hele sjovere sagde jeg: Hold din kæft og lad vær med  at sove i min time? Hele klassen begyndte at grine, Hans til gengæld så ikke ud til at more sig, han  kiggede rundt og blev så langsomt mere og mere rød i hovedet og skreg så ”OP PÅ KONTORET, JEG VIL IKKE SE DIG MERE I MIN TIME, GÅ!” Da jeg ikke rejste mig, tog han fat i min arm, og hjalp mig ”blidt” op  at stå og ud af døren. Jeg havde nået mit mål. 

 I stedet for at gå op på kontoret gik jeg ud i gården, det regnede stadigvæk, jeg satte mig hen i skuret og  ned på bænken, fuck jeg hader tysk! hvad fanden skal jeg bruge det til.  

 Jeg tog min mobil frem og ringede til Torben: Hey Torben har du noget jeg kan sælge i dag?  ”Det  kommer an på hvad du skal bruge” Jeg tænkte lidt og sagde så ”Har du noget kokain?”, ”Ja, hvor meget  skal du bruge?” ”Omkring 10 gram” ”Hvis du kan sælge det for 2000 kr. den her gang”, ”Jeg kan godt!  Det gik bare lidt galt sidste gang!" "Tjaa.."  "Helt ærligt Torben jeg kan godt!” ”Okay.. jobbet er dit,  hvornår kan du hente det?” ”Lige nu” ”Du kommer bare” ”Okay hej” Jeg lagde på, inden han kunne sige  mere.  

 Jeg burde nok forklare hvem Torben var.  

 Torben var min ”Leverandør” Han leverede stofferne og jeg solgte dem. Jeg havde aldrig taget noget  selv, Jeg havde bare brug for pengene. 

 Efter at jeg havde været nede, og hente kokainen hos Torben, tog jeg hen til en lille gade, der var kendt  for at sælge stoffer, men kun kendt hos dem der solgte og købte der, ikke andre. Jeg hilste på de andre  der stod der, og stillede mig ellers bare hen til siden og ventede… 

 Jeg fik solgt det hele for 2200, jeg beholdte de 200 kr. efter at havde afleveret resten af pengene til  Torben gik jeg hjem. 

 Da jeg kom hjem, listede jeg ind af døren. Klokken var næsten 22, så jeg havde egentligt bare tænkt mig  at sove. Men inden jeg nåede ind på værelset, hørte jeg noget, jeg stoppede og lyttede, gråd, var der  nogen der græd!? Jeg listede hen til køkkenet, dér sad min mor, og min far, og græd. Jeg skulle til at gå  igen, men stoppede, igen, da jeg hørte min mor sige noget. ”Tom, jeg tror ikke jeg kan klare det  længere. Han kommer hjem, sent, næsten hver aften, han lytter ikke til mig, *snøft* han lukker sig bare  ind på sit værelse. Han hader mig”, ”Lillian du ved godt han ikke hader dig, han er bare en teenager”  min far kiggede opmuntrende over på min mor, han rejste sig langsomt og trak min mor med sig op, jeg  skyndte mig ind på mit værelse, og lukkede døren stille. Hold da kæft! 

 Klokken var 6:04 da jeg vågnede næste morgen, jeg vågnede ved lyden af torden, det buldrede som en  stor tromme i et orkester. Der gik atter 20 minutter før jeg gad rejse mig, jeg var ikke just et  morgenmenneske. Jeg gik hen til mit skrivebord og sank ned i stolen foran det. Stolen var hård, kold og  ubehagelig, men jeg var ligeglad, jeg var træt og gad ærlig talt ikke tænke på noget.  

 Jeg sad og tegnede kruseduller, da jeg igen kiggede på mit ur, klokken var blevet 7 og jeg begyndte at  undre mig hvorfor min mor, eller min lillesøster, ikke havde været inde hos mig. Jeg satte mig ordenligt  op i stole, og prøvede at lytte til de lyde min mor normalt laver om morgenen, jeg lyttede efter tv eller  radioen som Mille altid tænder når hun står op, men jeg hørte ingen af tingene. Der var ingen mor der  kæmpede med at få den gamle kaffemaskine til at lave kaffe, indtil far kom og hjalp hende, ingen Mille  der tændte radio eller tv, der var ingen lyde, bortset fra lyden af bragende fra tordenvejret, ingenting.  Jeg begyndte langsomt at tænke at der var noget der ikke var rigtigt, at der var noget galt... 

 Jeg havde rejst mig fra stolen, og var gået ud af mit værelse, jeg råbte efter Mille, men hun svarede ikke.  Jeg gik hen til hendes værelse, hendes dør stod på klem, jeg åbnede den på fuld gab og kiggede ind,  hun lå ovre i sengen, men hun så underligt bleg ud, jeg gik hen til sengen og rørte stille hendes hud, den  var kold som marmor! Jeg stod som forstenet, hun var død! Min lillesøster var død. Efter få minutter,  selvom det føltes som timer, rørte jeg mig igen, jeg løb ud af værelset og ud i stuen, jeg råbte efter min  mor og far, og fik intet svar, jeg løb ud af stuen og ind i køkkenet, og dér ved køkkenbordet lå min mor,  hun var ligeså bleg som Mille havde været, jeg løb hen til hende, også hendes hud var kold! Hun var  også død! Jeg skyndte mig at løbe videre ind på mine forældres værelse, og dér lå min far, lige foran  spejlet, han var ligeså bleg som de andre og sikkert ligeså kold. 

 Jeg havde sat mig ind i stuen, efter at jeg havde fundet min far. De var alle døde, Mille, min mor og min  far. Det var i det øjeblik at jeg indså, hvor meget jeg egentlig elskede dem. 

 Jeg begyndte at græde, jeg følte en rivende følelse i mit bryst, det gjorde ondt. Jeg krøllede mig  sammen og faldt i søvn, mens store fede tårer banede deres vej ned af mine kinder, det gjorde så    forfærdeligt ondt. 

 Jeg vågnede og satte mig gispende op i sengen.............. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...