Grayson Vocie

Kimberly er ikke en hel normal pige. Hendes forældre er aldrig hjemme hun bliver mobbet i skolen også høre hun den here stemme. Hendes bedste mor er lige død og den eneste ting hun efterlod til Kimberly er den her dagbog. Hun havde også skrevet et brev som på ingen måde giver mening. Men hvad sker der når en sød fyr spørge Kimberly om hjælp?? Find ud af det i Grayson Vocie

0Likes
0Kommentarer
59Visninger
AA

2. Kapitel 1

1/2~16 kl 7:05

Kære Dagbog.

 Mit navn er Kimberly Jackson Cross. Jeg er 16 år og går på en helt normal skole i U.S.A. Jeg er langt fra den populære pige som alle ønsker at være. Nej det er langt fra mig. Folk kigger nemlig underligt på mig når jeg går forbi. Jubi! Ej men jeg er heldig med at de ikke slår eller sparker mig. De fleste ignorere mig bare. Det sjove er at lærerne ren faktisk prøver på at være med i denne mode. Men det er jo lidt svært for dem, fordi som lære har de en pligt for at skulle kunne lære mig noget. Og jeg lære jo ikke noget hvis jeg ikke for besvaret mine spørgsmål. Jeg sider helt seriøst nede i hjørnet i klassen. Der er et lille mellemrum mellem mig og alle de andre. Så i kan vel godt se hvad jeg mener med at lærerne prøver at være med på moden der. Alle andre sidder 2 og 2 sammen men vi er jo også et ulige tal men whatever. Måske tror de at jeg en eller anden spedalsk person for alle undgår VIRKELIG at røre mig. Folk vil ikke kigge på mig, snakke til mig og de lader som om jeg er ren luft vis jeg spørg dem om noget. Vi er heldige med at jeg er klog. For ellers ville jeg kun få 03’er. Lærerne er i det mindste fair med mine karakter. Jeg for næsten kun 10 og 12 taler. Ja jeg er en rimeligklog pige. Ikke for at være total selvglad men det er jeg. Eller bare en smule klog. Mine forældre har et ok job hvor de for en god sum penge. Men jeg for heler ikke hvad jeg peger på. Jeg skal gøre mig fortjent til det. Ellers bliver jeg jo bare en forkælet møgunge ligesom pigerne i min klasse. Især Katherine. Vi var bedste venner i mellemskolen. Men efter hun blev venner med Veronica Og Jasmin blev hun ret fjern. Hun gad ikke at være sammen med mig mere med mindre hun fik noget. Til sidst gad jeg selvfølgelig ikke betale hende for at være min ven også blev hun pisse sur. Prøv lige at tænk på at vi var 7 år der og dengang var hun allerede en ko med galskab. Andre ord for en bitch. Nå men hun blev sur og sprede rygter om mig og til sidst var der ingen der ville snakke med mig eller se på mig. Jep hård liv. Det værste af alt er at jeg ikke kender grunden til at de ikke vil kendes til mig… Man skulle tro at jeg havde slået dem i fjæsset og truet dem med en pistol i panden på dem. Og jeg skal lige sige at det har jeg ikke. Jeg er ikke så god til mennesker mere. Jeg er også ret genert hvis en snakker til mig. Men jeg vænner mig ret hurtigt til det. Men hvis der er en lækker fyr jeg ikke kender så bliver jeg MEGET nem genert og der går lidt tid før jeg begynder at åbne mig. Jeg er også rigtig dårlig til at tag i mod komplimenter.

Nå men nu kender du mig nogle lune dagbog. I år håber jeg at det bliver en bedre start. Måske for jeg faktisk en ven. Ud over dig selvfølgelig J

Men jeg bliver nød til at gå nu jeg skal pakke til skolen du ved, ønske mig held og lykke J

Kh. Kimmy

Jeg lukkede bogen sammen og stiger ud af sengen. En ny bog. En ny dag. Måske en ny start. Jeg har ikke været i skole her i starten af året fordi jeg var på ferie i Tyrkiet hvor vi var til begravelse med min farmor… Hun havde en pakke med navnet Kimmy Mus på. Vi kunne selvfølgelig godt gætte at det var mig den var til. Hun havde skrevet et brev hvor der stod:

Kimmy Mus. Jeg ved du er en stærk pige. Du er stærkere end du tror du er. Jeg ved at hvis du ikke kommer ud med noget af dit liv, kommer der til at ske noget jeg ved du ikke kan klare. Nu hvor jeg er væk kan jeg ikke hjælpe dig. Men jeg ved at det kan denne bog. Kimmi mus lov mig at du vil skrive mindst en gang om måneden i denne bog. Den vil hjælpe dig igennem alt. Skriv alt fra noget helt normalt som mobning til mærkelige ting der sker i hverdagen. OG engang hvor du oplever det som jeg taler om skal du skrive disse ord i bogen: Nu møder jeg min skæbne. Stor som lille og lille som stor. Men nu nok om din skæbne. Du skal vide at jeg elsker dig lille mus. Du må aldrig glemme det. Og jeg ved at du ikke helt fatter hvad jeg skriver. Men det kommer du til. Du kommer også til at møde folk som dig. Bare rolig skat. Du er ikke alene. Men dine forældre ved intet om det og de vil aldrig kunne forstå det. Din helt egen Bedste Sasha. Jeg elsker dig mus J

Mine forældre læste aldrig brevet for hvis de ikke ville kunne forstå det så behøvede de heler ikke at vide det. De så bare boget og sagde at jeg skulle prøve at skrive dagbog i den. Og selvfølelig er det det jeg gør. Tænk vis bedste Sasha ikke blev skør i sine sidste timer og faktisk mente det seriøst. Jeg tager ingen chancer. Der er nok lort i mit liv. Man behøver ikke at putte mere ind i det.

Mine forældre ved ikke at jeg har problemer i skolen. De er næsten aldrig hjemme så det kan enlig være lige meget. Jeg ved at de gerne vil hjælpe men der er ikke noget at gøre. Vis det skulle stoppe skulle det havde stoppet sidste år. Der havde jeg et par venner tilbage. Men nu er det kun mig. Mig og min bog, og stemmen i mit hoved. Jep sådan en har jeg. Stemmen kommer bare og kommenter på mine tanker. Ikke noget slemt eftersom jeg har vænnet mig til det.

Jeg tager mine briller på og sætter mig foran spejlet hvor der er et par billeder hængende på i kanterne. Jeg tager en børste gennem mit morgen hår og øver mig i at smile. Jeg ved hvad du tænker lige nu. Hvorfor øver du dig i at smile når du siger at ingen ligger mærke til dig? Og her er svaret: jeg øver mig i at smile så de kan se at det ikke går mig på. De må ikke tro at de vinder selvom man er knust indeni. Man må bare lade som om intet er sket. Ej okay jeg husker ikke altid at lade som ingenting men jeg prøver da. De må jo på et eller andet tidspunkt se at der ikke er noget galt med mig… Jeg skal bare give dem et pusterum ik?

Du ved det har varet i flere år ik?

Ja det ved jeg godt stemme i mit hoved.

Hvorfor gør du så ikke snart noget ved det?

Vi har snakket om det her før stemme. De skal først snakke til mig. Når de har gjort det så ved jeg at de ved jeg er uskyldig i det de tror jeg har gjort.

Nogen gange tror jeg virkelig at du er hjernevasket.

Hvorfor dog det?

Du er FOR sød. Du lader dem jo bare træde på dig.

Og DU er bare noget i mit hoved. Som psykologen sagde: Der er ingen mennesker der leger med dit hoved. Det er bare din fantasi der spiller dig et pus.

Og du ved at han sagde det for et år siden ik?

Og?

Hvad nu vis jeg er et lille menneske der bor inde i din hjerne?

Er du det?

Nej men hvis jeg var så skulle jeg nok sørge for at ham psykologen skal se det. Og for resten så skynd dig vis du også vil nå at havde morgenmad.

Det skal jeg nok tak, stemme. Jeg skal enlig snart finde et navn til dig. Er du enlig en dreng eller pige?

Dreng… Altså min stemme er jo ret mørk så… Plus jeg har kort hår så…

Er du sikker på at du kan se det?

Jep. Men jeg ved bare at jeg er en dreng. Jeg kan bare mærke det… Du ved… Jeg ved det bare okay? Ses på et andet tidspunkt.

Jep Ses.

Også forsvandt stemmen. Det mærkelige ved stemmen er at… Ja det er som at snakke med et menneske. Og nu hvor jeg ved han er en dreng. Så vil jeg kalde ham. Hm… Grayson… Jep… Grayson. Voice. Grayson Voice lyder da som et fint navn til et snakkende tomrum ting. Som snakker med mig via tankernes kraft. En dag så var der en der blev ved med at sige: Hallo? Hallo hvor er jeg? Også svarede jeg jo selvfølgelig. Også begynde han bare at kommentere på mine tanker… Hvad bliver det næste!? Kigger han så på pigers bagdel via mine øjne? Jeg er ikke helt sikker hvordan han ville komme til at gøre det men man ved aldrig med ham.

Jeg laver en normal fletning og tager et par sorte jeans på og tager en mørkerød trøje fra gulvet på. Ja jeg ved hvad i tænker. Lidt mørkt ikke?  Måske for nogen men jeg har sådan langt mørkebrunt hår og er lidt mørk i huden fordi jeg har været på ferie og slikket masser af sol så jeg syns det er flot. I ved mørk plus nogle lunde mørk er lig med Mørkere. Det giver ingen mening. But hey! don’t judge me!

Jeg tager min computer lægger den i dens taske og lægger den så i min skoletaske. Jeg tager den om skulderen og lunter ned af trappen.

”Hey Kimber. Jeg har lavet pandekager til dig. ” kom det fra Sandra der var i gang med at lave pandekager. Sandra er min kusine som er på besøg hos os i et par måneder. Hun har været oppe at skændes med hendes forældre og de sende hende så herhen. Men hun er ikke så slem når man lære hende at kende.

”Tak Sandra. Har vi mere Nutella? ” spurgte jeg nysgerrigt.

”Jep. I det øverste skab” Svarede hun og vendte pandekagen i luften.

”Wow. Denne gang landede den ikke på jorden” Grinte jeg og klaskede noget Nutella på pandekagen foran mig.

”Jeg har øvet mig mens i var væk” Grinte hun og tog den færdiglavet pandekage i munden. ”Av for Satan” hvæste hun og skynde sig at lægge pandekagen på en tallerken.

”Jeg kunne havde advaret dig om det” mumlede jeg og tog den sidste bid af min pandekage. Jeg klappede kort i mine hænder og lavede en lille dans hen mod vasken og lage min tallerken deri.

”Er du ikke tørstig? ” spurgte Sandra og holdte et glas med appelsinjuice foran mig. Jeg tog imod den med et kort nik og bundede glasset og sat den ved siden af vasken.

”Ses! ” råbte jeg og hoppede i mine sko og tog jakken på skulderen og skynde mig ud. Jeg ville jo ikke komme forsendt right?

Jeg gik hen til busstoppestedet og sat mig på bænken. Jeg bor et lille stykke væk fra bustoppestedet men så lang er der heler ikke til stoppestedet. Jeg bor ca. 10 minutters kørsel fra min skole så det er meget lang hvis jeg skal til at gå i skole.

Jeg propper mine høre telefoner i øret og læner mig tilbage og tænker på Grayson… Vis han var et menneske hvordan vil han så se ud?

Jeg vil havde mørkebrunt hår ca. 1.77 måske 1.85 høj… Ret pumpet men heller ikke overdrevet, jeg har en god overkrop og jeg er har mørkebrune øjne og… Altså du ved. Jeg er bare lækker.

Haha virkelig morsomt Grayson… Vent hvordan vidste du at du var Grayson?

For det meste kan jeg høre alt hvad du tænker.

Jeg satte mig ordentlig op på bænken og kiggede på et gammelt par, de må nok være sidst i halvtresserne og de gik hånd i hånd som om de var nyforelsket. Er det nu sandt? Kan han virkelig høre alt hvad jeg tænker?

De er et sødt par syns du ikke?

Geez Gray. Jeg fik et chok. Jeg havde glemt at du stadig var her.

Av. Der sårede du min følelser Jimberly.

Du ved godt at jeg hedder Kimberly ik?

Selvfølgelig men eftersom du havde givet mig et navn så kan jeg da også give dig et kælenavn

Ja okay men Jimberly? Det er seriøst mærkeligt. Kan du ikke finde noget andet?

Nej.

Hvorfor ikke?

Fordi ellers er det jo ikke særlig specielt. Jeg vil da gerne kunne kalde dig noget som kun jeg må kalde dig. Vis det overhoved giver mening.

Nej det giver ikke rigtig mening men jeg tror jeg forstår hvad du mener.

Godt. Men vis du ikke har lagt mærke til det så kommer bussen nu. Kan du kun koncentrere dig om mig når vi snakker?

Jeg så mig omkring og opdagede at Gray havde ret bussen tøffer ligeså stille her hen.

Nogle gange er det da bare sjover at snakke med dig Gray ind at side og holde øje med bussen.

Det giver jeg dig ret i men nu skal du jo også få en uddannelse så tag den taske om skulderen og sti ind i bussen.

Jeg gør præcis som han siger og går ind i bussen.

”Godmorgen Kimmy” Sagde Karen. Karen er buschaufføren og er en af min mors bedste veninder.

”Hej Karen. Hvordan går det derhjemme? ” Spurgte jeg og satte mig om bag hende. Hun lukkede busdøren og forsatte så sin rute.

”Det går godt. Jeremy har lige købt en scooter. Så han er næsten aldrig hjemme mere” grinte hun. ”Han har for travlt med at prøve at imponere piger. Men det går vis ikke så godt” Og da hun sagde det grinte vi lidt over det og snakkede om alt mellem himmel og jord. Som vi altid gør.

~~~~

Da vi nåede til skolen steg jeg ud og sagde farvel til Karen og gik ind til indgangen.

Der var som altid ingen der sagde ’hej’ eller ’godmorgen’ men af en eller anden grund havde jeg en følelse af at der var en der holde øje med mig. Det er tit jeg har den følelse så jeg lod bare som ingenting og gik hen til mit skab og smed min taske ind i den og tog de bøger som jeg skulle bruge og lukkede mit skab. Og jeg fik verdens største chok for pludselig stod der en dreng og kæmpede med låsen på skabet til venstre ved mig. Der er aldrig nogen der bruger sit skab når jeg bruger mit. Plus skabet til venstre for mig plejer at være tom så jeg gætter på han er ny.

”Undskyld mig men vil du ikke hjælpe mig med min lås. Jeg tror den sidder lidt fast” sagde han og kiggede på mig.

Jeg så mig over skulderen for at se hvem han snakkede til. Jeg blev overasket over at der ingen stod bag mig.

”Sn-snakker du til mig? ” Jeg så mig omkring en gang til og rødmede. Der kom et lille grin fra ham.

”Ja jeg snakker til dig. Kan du se andre her omkring skabene? ” Han smilede et charmere smil. Jeg stod og kiggede på ham som om at han var et spøgelse. ”Altså du kan jo selvfølgelig kun hjælpe mig med mit skab vis du vil. Du behøver ikke at hjælpe vis det er du skal skynde dig. ” sagde han nervøst. Nurh cute. Han er sød når han er nervøs. Ej Kimmy tag dig sammen. Han stopper med at snakke til dig efter en uge her. Så fokus. Han har brug for hjælpe med sit skab. Hjælp ham og så er der ikke mere i det.

”Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe dig ” sagde jeg og sende ham et rigtigt smil men kom til at rødemme en smule. Argh! Rødmen er mega irriterende!

Jeg sagde hvad han skulle gøre og han gjorde det som om at han havde gjort det tusind gange før.

”Jeg er nu ikke sikker på at du behøvede min hjælp? ” grinte jeg gengert

”Nej jeg kunne faktisk godt finde ud af det men jeg syntes bare at du ser sød ud så jeg ville bare gerne snakke til dig ” grinte han og smilte charmerende.

”Pff” kom det bag mig. Jeg så mig om skulderen og der stod skolens heks. Katherine. ”Hej PlayBoy. Jeg tror at du er gået forkert vis du leder efter søde piger. ” sagde hun flirtende og krøllede sit hår om sin finger.

Den nye dreng så bare på hende som om hun var ingenting hvilket hun ikke er. Hun er dronningen og vi er undersåtterne. Sådan er det bare blevet.

Han så tilbage på mig og smilte.

”For resten er jeg Garroth Voice. Håber at jeg snart ser dig igen” sagde han flirtende og sende Katherine et nedladene blik. Jeg så overaskende på ham og stod helt stum. Altså jeg vil ikke sige at jeg er direkte grim men Katherine er jo smuk som en gudinde. Med de lange lyse lokker og hendes perfekte højde. Og de blå øjne hun går og bære på er jo GUDE. Hun har den perfekte form som en pige kunne ønske sig. Hun er ikke tyk. Overhoved ikke men hun er heller ikke knogle tynd. Og hun går altid i sådan nogle flotte kjoler. Ikke sådan nogle overdrevet nogen men sådan nogen der bare passer til dagen. Vis vi skal havde idræt har hun også kjole på. Og det værste er at hun ser stadig ud som en Gudinde når hun sveder som en gris.

Når men så ser man mig. Jeg går bare i det der lægger forrest i skabet og med fletninger hverdag. Jeg tror faktisk ikke at jeg har gået med hængehår i skolen side 0 klasse. Wow… Jeg har heler ikke gået i kjoler siden 0 klasse så det er fint nok. Men jeg er også mere en drengepige end en tøse pige ligesom Katherine.

Vent lige en halv. Inden at jeg lige går for meget ind i hvor perfekt Katrine er så skal jeg lige få noget på det rene. Hedder ham den nye Garroth Voice? Som i Grayson Voice? Ej det må da bare være et sammen traf ikke?? Ja det må være det. Vi lader det bare lægge. Vi kan altid tag det op igen hvis det er at der faktisk er noget der relatere til at Grayson faktisk er en virkelig levende person. 

Og Garroth Voice? Som i Grayson Voice? Ej det må da bare være et sammen traf ikke?? Ja det må være det. Vi lader det bare lægge for nu. Vi kan altid tag det op igen hvis det er at der faktisk er noget der relatere til at Grayson faktisk er en virkelig levende person. Og ikke et lille menneske inden i mit hoved.

Katherine så på mig som om jeg lige havde slået hende i maven. ”Bare fordi at han lige snakkede til dig fordi han ikke kender pladserne på skolen skal du ikke gå rundt og tro at han kommet til at vælge dig frem for mig. Ja nemlig jeg vil HAVE ham og det kommer jeg også til og du kan ikke gøre noget ved det. Jeg for ham om jeg bliver nød til at ødelægge nogen liv for det” Sagde hun truende og slog med håret for dernæst at gå væk med hoved højt.

Pff. Den Dramaquen vil altid havde det sidste ord. Jeg fik et strammere grab om mine bøger og gik hen til mit klasseværelse og satte mig på min plads og lage mine bøger i det øverste venstre hjørne og ventede på at kunne høre ms. Johnsons højhælede sko komme klikkende… Men den kom aldrig… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...