Stilhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2016
  • Opdateret: 11 maj 2016
  • Status: Færdig
Flere års vold og grusom mobning har haft alvorlige konsekvenser for den 16'årige Anna. De negative tanker fylder efterhånden alt, og med sin fraværende mor som det eneste menneske i hendes liv, er der ikke ret meget tilbage at leve for. Altså ikke før han dukker op...

0Likes
0Kommentarer
36Visninger

1. Stilhed

Kniven skærer hen over tallerkenen med en skinger lyd, der hviner i ørene, og giver gåsehud over hele min rystende krop. Den starter ved siden af kødet, bevæger sig ind og ud mellem hver eneste kartoffel, og ender med en stor bue uden om salaten. Præcis det samme mønster. Igen. Og igen. Og igen. 
Han sparker. Igen, og igen. ”Hold op med at pibe. Du ved, at du har fortjent det” hendes stemme er ond og kold. Lige så kold som jorden under mig. Han griner.    
Jeg skubber mindet væk, ved at lade lyden af metal mod porcelæn overdøve alt andet. Jeg koncentrerer mig kun, om kniven der løber hen over tallerkenens glatte overfalde. For en kort stund hjælper det, og giver mig mulighed for at holde fokus. 
Mor lægger en stoppende hånd henover min, og kigger på mig med et sigende blik. Ud af øjenkrogen kan jeg se, hvordan de alle sammen kigger på mig. De afvejer hver eneste bevægelse jeg laver. Hvert eneste ord der forlader min mund. Hvert eneste blik jeg sender. 
Jeg forsøger at ignorer stemmerne, der bliver ved med at dukke frem i mine tanker, men forgæves.
”Hvem sagde, at du er noget værd?” 
Der er varmt, alt for varmt. Mit hjerte banker, mine hænder ryster, og mit blik flakker nervøst frem og tilbage. Jeg kan mærke, at sveden presser sig på. 
Min nabo som sidder overfor kigger intenst på mig. Hendes mund bevæger sig, men jeg kan ikke høre hvad hun siger. Jeg fokuserer på hende, forsøger at stille skarpt, men alt ramler sammen. Mit blik er sløret. Mor tager over, og svarer for mig. 
Jeg sænker blikket, og mine kinder rødmer. Lydene omkring mig føles som larm, der buldrer løs i mit hoved. Stole der skramler, bestik mod tallerkner, dæmpede stemmer og højrøstede grin. 
Deres munde bevæger sig op i hånende smil, og latteren fylder gangen. Jeg forsøger at ignorere dem, men jeg kan ikke. Jeg ved, at det er mig, de kigger på. Jeg ved, at det er mig, de griner af. Jeg ved, at det er mig, der er forkert. 
Min hals snører sig sammen, og forhindrer mig i at trække vejret. Jeg rækker desperat ud efter vandglasset, men så snart væsken rammer tungen, skyder kvalmen frem. Jeg gisper, og taber glasset. Der er vand overalt. Jeg mærker, hvordan opmærksomheden samler sig omkring mig. De kigger, iagttager, dømmer. 
Jeg kan ikke. 
Panikken spreder sig i kroppen. Hjertet pumper. Vejrtrækningen stiger. Flere grin. 
Du duer ikke til noget. 
Jeg slår hænderne op for ørene, men det hjælper ikke. Stemmerne fortsætter. 
Hvem er du? 
Skrige.. Jeg må skrige. 
Jeg rejser mig brat. Stadig med hænderne for ørene. Jeg skubber mor væk i en hård bevægelse, og løber. Jeg må ud. Jeg må væk.
Jeg løber ned mellem bordene, ud gennem døren, videre afsted i sneen mod stranden, og stopper først, da jeg står med fødderne lige foran vandkanten. Jeg trækker vejret. Ind, ud, ind, ud. 
Jeg forsøger at fokusere på den stille lyd af bølger, som slår uforstyrret mod den faldefærdige badebro. Jeg lader en hånd glide gennem mit filtrede hår. Himlens farver er skiftet til en flot gul farve, og solen stråler ned på vandet, og skaber den smukkeste overflade. Der høres en svag hvislen fra vinden, som leger med træernes bare grene. Vintervejrets bidende kulde rammer min krop, og jeg holder armene rundt om mig i et forsøg på at holde varmen. Men jeg slapper af igen. Herude er der ingen, der holder øje med mig. Jeg nyder stilheden.
Jeg sætter mig ned i den våde sne, og betragter bølgerne, der slår sulten ind mod strandkanten. Stemmerne er ikke væk. De er der altid, men jeg lytter ikke til dem.  
”Det er fascinerende ikke? ” Jeg vender mig forskrækket rundt ved lyden af hans stemme. ”Hvordan havet nægter at stoppe med at kysse vandkanten, lige meget hvor mange gange det bliver sent væk”
Dér står han. Med det skæve smil, og de charmerende øjne. Lige så lys og levende som jeg husker ham. Alexander. 
Han har armene fulde af tæpper, som han smider ved siden af mig. Han tager fat i det ene, og folder det omhyggeligt på midten, og breder det derefter ud på jorden. Han sætter sig, og giver tegn til at jeg skal sætte mig ved siden af. Jeg tøver kort, men kravler så besværligt over ved siden af ham. Han lægger et tæppe rundt om mine skuldre, og rækker mig bagefter et nyt, som jeg kan vikle mine allerede stivfrosne ben ind i. Det hjælper hurtigt på kulden. Mine kinder blusser, og hjertet banker. Jeg skal forblive i kontrol, minder jeg mig selv om. Men det er ikke nødvendigt. Han beroliger mig på en måde, som ingen anden har formået.  
Jeg vil gerne sige noget. Takke ham. Fortælle ham, at han ikke behøver at spilde sin aften herude, men det er som om ordene forsvinder, før jeg kan nå at få dem sagt. 
Før i tiden var vi tætte, og fortalte hinanden alt. Men som med så mange andre venskaber blev tiden vores værste fjende, og vi gled langsomt længere og længere fra hinanden, indtil det eneste vi havde tilbage sammen, var fortid. 
Og specielt byens årlige julefrokost, som vi er med til i dag, er et af vores bedste minder sammen. Det gør ondt at tænke på gamle tider, men det gør min glad, at på trods af et helt år uden kontakt, så sidder han stadig her foran mig, og udviser mere bekymring for mig, end noget andet menneske nogensinde har gjort. 
”De taler om mig, gør de ikke? ” Spørger jeg forsigtigt med blikket rettet stift mod horisonten. Jeg kan mærke tårerne komme. Jeg ville gerne stoppe dem. Forblive stærk, men jeg kan ikke. De strømmer uafbrudt ned af mine kinder. 
Han trækker mig ind i et langt varmt knus. Pludselig flyder ordene bare. Jeg fortæller ham alt. Om stemmerne inde i hovedet, om mareridtene der hjemsøger mig hver aften, om den manglende kærlighed fra min mor. Han afbryder mig ikke på noget tidspunkt, men lytter blot tålmodigt. Ikke engang da jeg er færdig, siger han et ord, men holder mig blot fast, og ager mig forsigtigt over håret. 
”Jeg er en stor fejl” mumler jeg, og trækker mig væk.
”Nej, du er ej!” Udbryder han. Jeg holder blikket stift fremad, mens tårerne flyder med fornyet styrke. 
”Hey, kig på mig.” Han tager fat i mine skuldre. ”Du er dig, og det er fantastisk. Du må ikke lade nogle få idioter ødelægge det!” 
Hans glødende øjne møder mine, og jeg kan høre et lille klik. Det er lyden af alt det indeni, som har været ødelagt så længe, der endelig falder på plads igen.
”Tak” mumler jeg. Han blotter sit snorlige hvide tandsæt i et kort smil, inden han rykker helt tæt. Så tæt at jeg kan mærke hans ånde, hver gang han trækker vejret. 
”Jeg har savnet dig” hvisker jeg. Mit hjerte banker voldsomt. Jeg kan mærke længslen efter at kvæle de sidste få cm mellem os. Og for første gang er der stille. Ingen stemmer. Ingen smertende minder. Ingenting. Kun ham og mig.
Jeg læner mig langsomt frem, og vores læber mødes. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...