Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1583Visninger
AA

10. Kapitel 9: "Jeg hedder Kira"

*James*

 

Sikke meget der kunne gå for sig på en enkelt uge. Så lang tid var der gået siden jeg fandt Daniel. For en uge siden var Rins hårfarve ikke udgroet, for en uge siden befandt Daniel sig i en skov et eller andet sted, for en uge siden var jeg stadig glad og kæresteagtig med Catriana. Og for en uge siden var Brandon stadig vågen og rask.

     Der var blevet lavet en aftale om, at Celina og jeg kunne beholde Daniel. I hvert fald indtil man fandt ud af, hvad der skulle stilles op med ham. Men han skulle være i sikker forvaring på Pijifenas Magiskole. I børneafdelingen. Og der ville være DMP-folk på skolens område hele resten af året - for at beskytte alle. Darkeya var en big deal, hvilket var forståeligt nok.

     Celina kørte os ud til skolen. Rundt om bilen kørte der vagter - bare i tilfælde af et angreb. Hvem vidste, hvad der kunne ske? Kira tog derud tidligere i dag med sine forældre. Jeg vidste ikke engang, hvad Catriana foretog sig. Og Rin... Rin var blevet på hospitalet.

     "Jeg vil være der, når han vågner," havde hun sagt.

     Jeg ville også gerne være der, når han vågnede. Der var intet, jeg hellere ville. Men jeg havde et ansvar for Daniel - og så selvfølgelig for skolen.

     Da vi ankom til magiskolen og var parkeret, sad vi lidt uden at stige ud af bilen.

     "Ringer du til mig?" spurgte jeg Celina. "Hvis der... du ved... hvis du hører noget?"

     Celina smilte svagt, en smule vemodigt. "Selvfølgelig. Skal jeg hjælpe dig med dine ting?" Hun skævede til Daniel.

     Jeg rystede på hovedet. "Nej, vi skal nok klare den herfra. Desuden ved du ikke engang, hvor børneafdelingen er - og det gør jeg."

     Celinas smil blev lidt større. Han omfavnede mig. "Så hav et godt semester, James." Hun vendte sig imod Daniel. "Også dig, Daniel. Du skal også bare bede James om at ringe til mig, hvis der er noget, ikke?"

     Daniel nikkede med et smil. Så steg vi ud af bilen. Daniel havde en kuffert med en masse aflagt tøj fra da jeg var nogenlunde på hans størrelse. Og så nogle få ting, som Celina havde købt til ham. Sammen gik vi ind på skolen.

 

Et kvarter senere gik vi stadig rundt og ledte efter den pokkers børneafdeling.

     "Er du sikker på, at du ved, hvor den er?" spurgte Daniel en smule forsigtigt.

     "Selvfølgelig," svarede jeg. "Jeg har været der hundredvis af gange." Jeg havde aldrig været der før i mit liv, men jeg ville bare virkelig ikke have Celina med ind på skolen.

     Der var to ting, der irriterede mig grænseløst lige nu. For det første var jeg faret vild på min egen skole, og for det andet stirrede alle forbipasserende på mig. Hvorfor gjorde de nu det? De kendte mig da. Der gik noget tid før det gik op for mig, at det var medfølende blikke. De havde hørt om Brandon. Perfekt... det var jo bare perfekt.

     Pludselig var der en, der tog fat i min ene skulder. Forskrækket fór jeg om og så lige ind i Kiras værelseskammerat Thomas' ansigt.

     "Hej, James," sagde han med et vemodigt smil. "Du, jeg hørte om det med Brandon. Det er jeg ked af. Er... hvordan har han det?"

     "Der er kun gået en dag..." svarede jeg, en anelse irriteret. "Han skal lige blive rask igen. Vi venter alle tålmodigt."

     "Ja, okay..." Så fik han øje på Daniel. "Nå, du må så være Daniel. Hey, så må det være børneafdelingen, I leder efter!"

     Jeg hævede det ene øjenbryn, mistænksomt. "Hvad ved du om Daniel?"

     Han trak på skuldrene. "Altså, Bill kommer til at forklare hvorfor der er DMP-folk i auditoriet i morgen, men... altså siden jeg ikke har nogen steder at tage hen i ferierne fik jeg det ligesom at vide tidligere i dag."

     "Aha," skumlede jeg. Jeg var ikke ligefrem tilfreds med, at hele skolen ville vide, at Daniel var her. "Og hvad så?"

     "Ved du, hvor børneafdelingen er, James?" Thomas lænede sig lidt frem mod mig. "Jeg spørger jo kun fordi jeg aldrig har set dig være i nærheden af den, og nu boede jeg der ligesom i tre år."

     Jeg fnøs. "Vi har ikke brug for din hjælp." Fandeme om jeg ville indrømme, at jeg var faret vild.

     "Nådada," sagde Thomas med et skævt smil. Så vendte han om og gik væk fra os. Over skulderen råbte han: "Ned ad trappen og til højre. Der finder du indgangen."

     Jeg brummede irriteret.

     "Han er et eksperiment..." hørte jeg Daniel sige til... ikke nogen specielt. Jeg gloede ned på ham.

     "Af hvad for noget?"

     Daniel rystede på hovedet, som om han først nu kom til sig selv. "Ikke noget. Behøver vi tage hen til den børneafdeling dér? Kan jeg ikke bare blive hos dig?"

     Jeg rystede på hovedet. "I børneafdelingen arbejder der voksne folk, hvis arbejde det er at passe på dig. Jeg skal jo også gå i skole og sådan noget."

     "Men jeg vil hellere være sammen med dig."

     Jeg smilte til ham. "Jeg kommer jo også og besøger dig hver dag. Regn trygt med det. Kom, så går vi. Jeg ved nemlig præcist, hvor det er."

 

*Catriana*

 

De første to skoledage var ikke ligefrem sjove. Det syntes jeg i hvert fald ikke. Der var ingen, der smilte, ingen der sniksnakkede så meget. Sally sagde knap nok et ord. Og sådan var resten af skolen stort set også. Og det var på grund af Brandon. For Brandon var James' bedste ven, og alle på skolen kendte James, så naturligvis kendte alle også Brandon. Jeg havde ikke grædt endnu, det tillod jeg mig ikke at gøre. For Brandon var jo ligesom ikke død - endnu. Han var bare i koma, og der var kun gået fire dage. Han skulle nok vågne. Han skulle nok vågne. Det prøvede jeg i hvert fald at sige til mig selv.

     Men det gjorde det ikke ligefrem lettere, at James nægtede at sige et ord til mig. Han ville ikke engang se på mig, og i timerne sad vi i hver vores ende af lokalet. Vi havde ikke andre. Ikke engang James. Så populær som han var, gad han ikke være sammen med andre end Brandon. Og jeg havde ikke andre veninder end Rin. Alle foragtede mig eller beundrede mig. Der var virkelig ikke et sted midt imellem, hvor de kunne kalde sig mine venner. Rin var stadig på hospitalet. Hun nægtede at forlade Brandons side før han var vågnet. Men problemet var, at der kunne gå uger, måneder, og Rin havde ikke så lang tid. Hun var nødt til at komme tilbage på et eller andet tidspunkt.

     Efter skole den dag gik jeg åndeløst rundt uden rigtig at tænke over, hvor jeg gik hen. Og der kom jeg forbi det lokale, hvor hekse og troldmænd som regel havde deres Racefag. Og derinde sad min søster Ena og var ved at tilberede en heksebryg. Hun så højst koncentreret ud.

     "Ena?" sagde jeg.

     Ena fik et chok så hun næsten spildte bægeret med tudsetær ned i bryggen.

     "Undskyld," sagde jeg så og gik ind til hende. "Hvornår kom du?"

     "Øh... den 1. ligesom alle andre. Cat, du er jo god til at være heks, kunne du hjælpe mig?"

     "Det kan jeg vel godt, hvad er det, du prøver at brygge?" Jeg satte mig ned ved siden af hende.

     "En eliksir der kan gøre folks tunger grønne."

     "Åh ja, den kan jeg godt huske. Komplet ubrugelig."

     "Vores lærer siger nu, at det er for at lære de nemme ting i forhold til forvandling."

     "Hvorfor sidder du og laver den nu?"

     Ena sukkede. "Jeg burde være blevet færdig med det i timen, men jeg er ikke særlig god til at være heks."

     Ena så ikke særlig hekset ud, faktisk. Hun var klædt i en lyseblå T-shirt og nogle hvide bukser. Ikke ligefrem heksenes yndlingsfarver. Hendes brune øjne så en anelse trætte ud. Det var over en måned siden nu, siden hun mistede De Onde Øjne. Det er sjovt, for jeg ville have fundet det som en befrielse. Bare det at have dem i den version, hun havde. Jeg ville rent faktisk være i stand til at se på folk.

     "Jeg er ked af, at det skete med dig," røg det ud af mig.

     Men Ena vidste godt, hvad jeg snakkede om, og hun rystede smilende på hovedet. "Det skal du ikke være, det var ikke din skyld. Og desuden slap DU for det ved at det blev mig."

     "Men... Ena, du..."

     "Jeg har det fint, Cat. Det er bedre sådan her. Der er ikke længere noget, der forbinder mig med ham."

     Med ham... min far. VORES far. Det var stadig mærkeligt at tænke på. "Ikke andet end det, der forbinder alle fædre og døtre. Blodet."

     Ena blev tavs. Hun stirrede ud i luften uden at se noget. "Jeg ønskede ham ikke som min far. Jeg har sådan snakket med ham én gang. Jeg kender ham ikke engang."

     "Det kan du jo komme til, hvis bare du giver dig selv lov."

     "Han er Djævelen, okay? Der er ikke nogen der vil være forbundet med ham."

     Nu fandt jeg mig selv mundlam. For det var sandt. Jeg elskede min far, men den dag Hella afslørede hvem jeg var for hele skolen var den værste i mit liv. Der kommer bare ikke noget godt ud af at blive forbundet med ham. Ikke i denne verden, i hvert fald.

     "Jeg... hørte fra Kira, hvad der var sket med Brandon," sagde Ena så. "Det er vildt, så meget der er sket i juleferien."

     Jeg nikkede. "Ja..."

 

*Kira*

 

Efter skole den dag tog jeg ud til hospitalet for at besøge Brandon. Og Rin. Brandon havde jeg kendt siden jeg var en lille pige, vi havde gået i børnehave sammen, i folkeskole sammen. Han var næsten som en bror for mig ligesom James var det. Og jeg var nødt til at være der, når han vågnede op.

     Jeg havde prøvet at se det. Hvert minut af hver dag havde jeg prøvet at se, hvornår han ville vågne op. Om han overhovedet VILLE vågne op. Men det kunne jeg ikke. Her kunne magi ikke hjælpe. Ikke under nogen omstændigheder, åbenbart. Magi var kun overfladisk, når det kom til menneskekroppen. Jeg kunne ikke række helt ind i hans hjerne. Det deprimerede mig pænt meget.

     Brandon snorksov. Bortset fra, at han ikke snorkede. Brandon snorkede ellers altid. Og han var blevet tyndere på de fire dage, der var gået. Men han var stadig lige så grå i ansigtet som sidste gang jeg så ham. Og stadig lige så sovende.

     Rin så også anderledes ud. Hun var faktisk også blevet lidt tyndere, og man kunne se, at hendes hår var sort nede ved rødderne. Hun sad i lænestolen ved siden af Brandons seng med et tæppe over sig, mens hun afventende betragtede Brandon. Hun lagde ikke engang mærke til, at jeg kom ind.

     "Rin," sagde jeg.

     Rin fik det største chok jeg nogensinde havde set nogen få. Hun vendte sig imod mig og blinkede flere gange, som om hun prøvede at komme i tanke om, hvem jeg egentlig var. "Kira...?" spurgte hun så prøvende.

     "Så lang tid er der da heller ikke gået," fnøs jeg. "Hvordan har han det?"

     Rin sukkede og gned sine øjne. "Ligesom i går, og i forgårs og dagen før det. Han... bliver ved med at sove."

     "Rin, du burde altså få noget søvn, og... komme med os tilbage til magiskolen. Det her er ikke godt for dig. Selv Brandons forældre arbejder."

     "De arbejder jo altid," mumlede Rin.

     Jeg himlede med øjnene. "Jeg går ud og finder noget vand til dig, ok?"

     "Ok..."

     Så jeg efterlod hende dér, sammen med Brandon der allerede lignede et lig. Og jeg gik ned ad gangene, desperat søgende efter en sodavandsmaskine eller sådan noget. Midt i min søgen kom jeg forbi en anden stue, hvor der sad en dreng sammen med en pige, der lå i sin patientseng.

     Drengen syntes jeg virkede underligt bekendt. Hans hår var mørkebrunt med lyse spidser, som han vel havde farvet. Hans øjne var grønne ligesom de dér vinflasker, man finder over det hele.

     Pigen derimod, havde meget lyst, langt hår, og lignede ham overhovedet ikke. Hun sov, og jeg overvejede, om hun var i koma ligesom Brandon. Måske var det her komagangen eller sådan noget. Men hun var ikke tilsluttet nogen maskiner.

     Og med ét vidste jeg, hvem drengen var. Det var Matt. En smule akavet skyndte jeg mig videre for at finde en sodavandsautomat. Jeg fandt også en lidt efter. Der købte jeg en vandflaske til Rin og nogle chips til mig selv. Men da jeg kom tilbage samme vej sad han der endnu. Jeg endte med bare at stå stivnet dér i dørkarmen, mens jeg stirrede ind på ham. Matt kiggede tilfældigvis op, og han fik øje på mig. Og han genkendte mig med det samme. Jeg kunne stadig nå at flygte. Men det gjorde jeg ikke. I stedet sagde jeg det, som jeg aldrig fik fuldendt:

     "Jeg hedder Kira."

    

    

    

 

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...