Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1585Visninger
AA

9. Kapitel 8: "Efter ulykken"

*Rin*

 

"BRANDON!" råbte jeg, som Brandon faldt og faldt og røg lige ind i en bunke murbrokker fra et af de faldne huse. Jeg skænkede ikke engang Darkeya en tanke, jeg skænkede ikke Cat eller nogen falden engel en tanke, som jeg spænede hen for at hjælpe ham. Da jeg kom hen til ham, kunne jeg se, at han var såret i maven fra Darkeyas lynkugle, og hans hoved havde ramt nogle af murbrokkerne, hårdt. Det blødte.

     "Nej," hviskede jeg. "Nejnejnejnej. Du er okay, du er okay..." Uden at jeg ville det begyndte tårerne at løbe ned ad mine kinder. Han var okay. Selvfølgelig var han okay. Jeg... men hvad skulle jeg gøre? Han var besvimet, og -

     I det samme så jeg flere faldne engle komme flyvende direkte imod os. De sendte lynkugler imod os. Men jeg kunne ikke forlade Brandon, jeg -

     Lynkuglerne stødte på et eller andet, og de blev afværget og ramte lige tilbage i fjæset på de faldne engle der havde afsendt dem. Det var... et skjold. Jeg så bag mig, og der var Cat. Hun stod op, med alle muskler spændt, og havde dannet et skjold rundt om os alle tre. Alle faldne engle gjorde alt, hvad de kunne for at komme igennem, men Cat lagde alle sine kræfter i, åbenbart. Hun svedte og kunne knap få vejret. Men jeg kunne ikke ligefrem hjælpe til, så jeg heppede bare på hende i mit stille sind.

     Så var der Darkeya. Han stod bare, lige overfor Cat, kun med skjoldet imellem dem. Og de så hinanden ind i øjnene, Cat med et blik, der desperat prøvede at gøre smerte, og Darkeya med et intenst, overvejende blik.

     Jeg vendte blikket imod Brandon, der stadig var besvimet. Jeg kørte nogle fingre igennem hans brune, snavsede krøller og hviskede til ham: "Du skal nok klare den. Vi beskytter dig."

     Og pludselig trak de faldne engle sig væk. Skjoldet forsvandt rundt om os, og Cat løb hen til mig, hivende efter vejret.

     Først nu begyndte jeg at græde. Jeg kæmpede imod gråden, men det lykkedes ikke særlig godt, og det endte med at blive en blanding mellem snøft og hikstende åndedrag.

     "Han, han... han..." snøftede jeg.

     "Hvad skete der? Hvordan har han det?" spurgte Cat. Hun så på hans sår i baghovedet, der havde gravet sig dybt, og han blødte stadig. Så mærkede hun imod hans bryst og åndede lettet op. "Han trækker vejret, det... han er i live, Rin."

     Jeg græd stadig. Mere af lettelse end af panik nu. Han var i live. Han skulle nok klare den.

    

*James*

 

Jeg ved ikke, hvorfor jeg teleporterede os til min families eng. Faktisk havde jeg ikke engang fokus på, hvor jeg ville teleportere os hen. Det endte bare med at være... der.

     Daniel anede ikke, hvad der var foregået her, så han kravlede bare rundt på engen og gjorde det, børn nu engang gør. Kigger efter biller eller sådan noget, hvad ved jeg. Imens sad jeg og betragtede ham fra en sikker afstand, og Kira gik hvileløst rundt. Der var gået en time, da hun pludselig udbrød:

     "De svin sprang mit hus i luften!"

     Jeg stirrede på hende, og hun begyndte at tude. "Mit hus... min mors porcelæn, og alle mine glansbilleder. Det er alt sammen væk..."

     Jeg lagde armene om hende, som hun bare græd ud. Darkeya skulle have så mange tæsk, hvis vores veje blev krydset igen. Han skulle ikke slippe af sted med det her.

     Der gik nogle timer, hvor vi bare dallede rundt og ventede på informationer fra de andre. Bare et eller andet. Solen stod højt på himlen. I aften var det nytårsaften. I aften var en festaften på skolen. Brandon og jeg fyrede den altid af for vildt til den fest. Men ville der blive så meget glæde i år? Efter alt, hvad der var sket?

     "James?" Det var Daniel.

     "Ja?" spurgte jeg.

     "Tror du at han finder os her?"

     Jeg rystede på hovedet. "Dette sted har været menneskeløst i mange år. Her kommer der ikke nogen."

     Daniel nikkede bare. "Tak, fordi du beskytter mig."

     Jeg smilte svagt og lagde armen om hans skuldre. "Selvfølgelig beskytter jeg dig da."

     Daniel lænede sig ind imod mig og lukkede øjnene. "Hvilken dag er det i dag?"

     "Den 31. december," svarede jeg.

     "Vi går glip af nytårsaften."

     Det svarede jeg ikke på, for det gjorde vi nok, måske. Hvem ved, hvad fremtiden indebar. Jeg så på Kira, der trampede frem og tilbage i græsset.

     "Kira!" kaldte jeg efter hende. "Ved du, hvordan det står til med de andre?"

     "Nej!" råbte hun tilbage. "Jeg prøver at opfange det!" Så spadserede hun lidt videre. Og vi ventede.

     Så gik der lidt mere tid. Indtil Kira så pludselig sprang tre meter op i vejret med et lille gisp, der gav både Daniel og mig et chok.

     "De er væk!" råbte hun til os. "Darkeya og de faldne engle, de er taget af sted! Jubiii!" Hun løb hen til os. Jeg rejste mig op, og hun faldt mig om halsen, og vi tog hinanden i hænderne og hoppede op og ned mens vi grinte af glæde over, at det endelig var overstået.

     Og så, pludselig, stoppede Kira med at hoppe, mundvigen røg nedad, og hun stirrede ud i luften, som om hun opdagede, at et eller andet forfærdeligt var sket.

 

Det tog os en time at komme ind til hospitalet. Daniel fulgte tøvende med lige efter mig, mens han stramt holdt i min hånd. Vi fandt de andre i venterummet. De så alle ret omtumlede ud, men lægerne havde set til alle deres sår. Cat var ved at svare på nogle spørgsmål fra en fyr fra DMP. Celina og Kiras forældre sprang op, da de så os, og kom os i møde. Kira omfavnede sine forældre. Celina gik hen til mig, og jeg omfavnede hende.

     "Hvor er han?" spurgte jeg.                

     "De er ved at operere på ham," svarede Celina. "Han skal nok klare den, skal du se."

     Jeg kom bare med et lille "hm," før jeg vendte blikket mod Rin. Hun sad bare i en af ventestolene og stirrede stift ud i luften uden rigtigt at se noget. Der var tårer indtørret ned ad hendes kinder, men hun græd ikke mere. Jeg satte mig ned ved siden af hende og tog hendes hånd.

     "Rin?"

     Hun rystede bare på hovedet. "Jeg kunne ikke have gjort noget," mumlede hun hæst. "Det hele gik så hurtigt. For hurtigt."

     "Det ved jeg..." mumlede jeg. "Det ved jeg."

     Daniel satte sig i stolen ved siden af mig, men så fik dem fra DMP øje på ham og kom hen til os.

     "Er du Daniel?" spurgte en kvinde. Daniel nikkede tøvende.

     "Kunne du venligst komme med os? Vi vil gerne snakke med dig."

     Daniel tøvede. Han kiggede på mig. Jeg vendte blikket imod Celina, bedende.

     "Jeg skal nok gå med ham," sagde hun med et lille smil til mig. Det gjorde Daniel lidt roligere, og med et enkelt nik fra mig gik han med politifolkene ind i et andet rum. Celina fulgte med.

     Vi andre ventede. I lang tid. Jeg betragtede Brandons far, der sad i stolerækken overfor vores og bare kiggede udtryksløst ud i luften ligesom Rin gjorde det.  

 

*Catriana*

 

Det var tidlig aften, og Brandons mor var ankommet, da vi endelig blev kaldt ind af en sygeplejerske.

     "Er I her alle sammen på grund af Brandon Michigan?" spurgte sygeplejersken en smule overrasket over at se så mange mennesker.

     "Ja," svarede Brandons far. "Hvordan har han det?"

     "Han... vi har gjort alt, hvad vi kunne, og... han er stabil." Hun smilte svagt. "Men kun de nærmeste familiemedlemmer er tilladt derind."

     "Vi er... faktisk alle sammen de tætteste familiemedlemmer," svarede Brandons far, hvilket kun var en lille løgn.

     "Desværre. Jeg kan ikke tage så mange med derind."

     "Er det i orden, hvis vi er seks, så?"

     Sygeplejersken tøvede. Så nikkede hun. "Så lad gå da."

     Brandons far gjorde tegn til mig, Kira, Rin og James. Så vi fulgte med ned ad gangen og ind i en lille stue, hvor Brandon lå.

     Der var slanger i ham der førte ind i store maskiner. Og han så helt... grå ud. Hans hoved var blevet forbundet, og han var stadig sovende. Inde i stuen, lige ved Brandons seng, stod en kvindelig kirurg. Hun smilte sørgmodigt, da vi kom ind. "Jeg er doktor Erica Ditlevsen. Jeg er Brandons læge. Sæt jer endelig, dem af jer, der er plads til."

     Der var kun to stole. Rin og Brandons mor satte sig.

     "Jeg har - " begyndte lægen, men Rin afbrød hende:

     "Hvordan har han det? Kommer han til at klare den?"

     Doktor Ditlevsen så lidt ude af sig selv ud over at blive afbrudt på den måde, men hun tog sig hurtigt sammen og fortalte os så, hvordan det hang sammen: "Brandons sår i maven var kun overfladisk, så det tog vores helbredere sig hurtigt af. Det er såret i hovedet, der er problemet. Vi har gjort alt, hvad vi overhovedet kan, men... det er stadig tvivlsomt, at han vil vågne op igen."

     Alle som én kiggede vi på den sovende Brandon. Han var i koma. Hvordan kunne det ske? Han var ude og løbe med mig så sent som i går, komplet frisk og rask. Og nu... Det var sket så pludseligt.

     Det var Darkeyas skyld. Darkeya havde gjort det her imod ham.

     Brandons mor begyndte stille at græde, mens Rin stadig så komplet udtryksløs ud. Hun betragtede bare Brandons hvilende skikkelse.

     "Hvad skal vi gøre?" spurgte Brandons far.

     "Vi... kan slukke for respiratorerne," fortalte lægen. "Eller vi kan vente - og håbe. Muligheden er der stadig. Jeg anbefaler i hvert fald ikke, at vi slukker for maskinerne allerede nu, hvor der stadig er håb."

     Brandons far nikkede. "Så venter vi. Brandon er en stærk dreng, han skal nok vågne."

     Lægen nikkede med et svagt smil. "Jeg vil lade jer være lidt alene." Så forlod hun os.

     Brandons mor begyndte at græde for alvor. "Min dreng... min lille dreng... Jeg burde have været her... og ikke i Kenya."

     "Tilde," sagde Brandons far og omfavnede hende. "Der var intet, vi kunne have gjort. Det var ikke nogens skyld. Ikke andre end de faldne engle. Det var ikke nogen af vores skyld. Kom nu, Tilde. Lad os gå ud og få noget friskt luft. Vi skal også ringe til vores datter, kom nu."

     Det tog lidt tid, men til sidst rejste Brandons mor sig op, og de forlod begge to stuen. Tilbage var kun os fire. Jeg betragtede de andre. Der trillede lydløse tårer ned ad Kiras kinder. Rin betragtede stadig udtryksløst Brandon. Og James så vred ud. Meget vred. Og han kiggede på mig.

     "Det er din skyld," sagde han.

     "Hvad?" sagde jeg helt befippet. "Hvordan er det min skyld?"

     "På SÅ mange niveauer! Du... du ringede til Celina, selvom jeg bad dig lade være. Og hvis Celina ikke havde vidst noget om Daniel, kunne hun heller ikke nævne ham FORAN din TIDLIGERE BEDSTE VENINDE Yasmin, der så kidnappede mig og fik alt ud af mig med magiske metoder. Og desuden er det dine faldne engle, som stak af, fordi DU sneg dig op på Jorden eller hvordan det nu var. Brandon ville ikke være i denne her position, hvis ikke det var for dig, Cat!"

     I chok stirrede jeg bare på ham. I chok stirrede vi alle på ham.

     "James..." sagde Kira.

     "Nej, Kira, sådan er det," rasede James.

     "JAMES!" råbte Rin til ham. "Ingen kunne have vidst, at det her ville ske! Og da slet ikke Cat. Det er ikke nogens skyld, men... hvis man endelig SKULLE bebrejde nogen skulle man bebrejde dig. Du har handlet som en maniac lige siden du fandt Daniel, og nu... nu er Brandon i koma. Og han vågner måske ikke op, han..." Nu begyndte Rin også at græde. Hun begravede sit ansigt i sine hænder og lænede sig ind over Brandons seng. Jeg kunne høre hende mumle: "Undskyld, Brandon. Undskyld, Brandon."

     Såret vendte jeg blikket mod James, der lige havde kaldt mig Cat, og jeg vidste, at det var alvorligt. James kiggede kort på mig, før han så forlod stuen.

     Så nu var det bare mig og Kira der var tilbage i stuen sammen med den grædende og undskyldende Rin, mens man gang på gang kunne høre fyrværkeriet udenfor vinduet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...