Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1561Visninger
AA

8. Kapitel 7: "Med hovedet først"

*Rin*

 

"James! JAMES! NEJ!"

     Jeg vågnede op til skrig og larm fra underkøjen. Lidt fortumlet lå jeg i min seng og fattede ikke lige, hvad der foregik. Så indså jeg, at Cat havde mareridt, så jeg skyndte mig at kravle ned til hende. Hun var helt svedig og slog om sig i vildelse. Jeg rystede i hende.

     "Cat! Cat! Cat, vågn op!"

     Cat vågnede. Men i sin vildelse så hun mig et kort øjeblik ind i øjnene, så jeg i smerte snublede bagud og stødte ind i væggen. "Cat for helvede! Det gjorde jo ondt."

     Cat sad i sin seng og hev efter vejret. Hendes sorte øjne var store i noget der lignede chok.

     "Cat?" spurgte jeg.

     "Jeg..." hviskede hun hæst. "Jeg drømte om James. Hans stemme. Den lød i mit hoved."

     Hun talte også i vildelse. Det var jo bare perfekt. Super. "Cat, tag det nu roligt, det var bare en drøm."

     "Nej det var ej!" råbte hun, så det gav et gib i mig. Hun så mig næsten i øjnene, men tog sig i det. "Jeg ved, at det ikke var en drøm! Det VAR ham. Han nævnte Daniel. Og Darkeya."

     Nu begyndte jeg at indse, hvor alvorligt det her var. "Ved Darkeya hvor Daniel er?"

     Cat nikkede. "Ja, det tror jeg." Hun stod ud af sengen. "Kom, du må vække Brandon, lige nu."

     "Men..." tøvede jeg. Cat himlede med øjnene.

     "Ja ja, okay det glemte jeg. Jeg skal nok vække ham. Men vi er nødt til at komme dem til undsætning. Skynd dig at komme i tøjet!"

     Så farede hun ud af døren og ind for at vække Brandon. Min kæreste. Eller... min måskekæreste. Tanken gav mig lyst til at græde.

     Vi skyndte os alle at klæde på, hvorefter vi mødtes ude i stuen. Brandon og jeg så hinanden i øjnene. Jeg endte med at se væk, for det gjorde for ondt.

     "Rin..." sagde Brandon.

     "Nej, du skal ikke snakke til mig," sagde jeg bare.

     "Gutters," sagde Cat. "I bliver nødt til at lægge det dér til side. Det her er ligesom vigtigere, og det ved I også godt. Og I må lige lade mig få ro, så jeg kan teleportere os, ellers kan jeg ikke."

     Vi nikkede begge to. Cat tog vores hænder og lukkede øjnene. I nogle sekunder stod vi sådan dér, indtil jeg mærkede mine fødder løfte sig fra jorden og alle mine atomer blive skilt ad og flyttet til et andet sted.

 

*James*

 

Jeg havde fejlet. Jeg troede aldrig, jeg kunne fejle andet end terminsprøver i skolen. Det her var en for hård ting at fejle. Jeg tror aldrig, at jeg ville komme over det. Og jeg var alene. Kira var alene. Hun var alene imod en flok af faldne engle, som hun på ingen måde ville kunne hamle op imod. Hvad skulle jeg dog gøre? Hvad skulle jeg dog gøre?

     Jeg befandt mig dér, alene i et stort lagerrum, og jeg havde ingen til at hjælpe mig. Jeg var bundet med magiske reb, så jeg ikke kunne forvandle mig ud af dem. Som om de ville komme tilbage efter mig. De ville bare lade mig blive her, så jeg kunne sulte og dø.

     "Nej," hviskede jeg ikke til andre end mig selv. "Jeg lader dem ikke få ham. Jeg lader dem ikke få Daniel."

     Jeg tog en dyb indånding. Og en til. Og en efter det. Og så dannede jeg et lille lys i min håndflade. Den lyste klart rummet op. Jeg kunne se alt nu. Både fysisk... og psykisk.

     Jeg kunne slippe fri af det her. Hvis jeg bare fulgte det lys, som jeg var blevet givet. Jeg samlede hele min styrke. Jeg vidste ikke, hvor langt mine nye kræfter strakte sig, men jeg kunne fornemme, at de strakte sig langt nok til, at jeg kunne gøre det her. Jeg kunne gøre det. Det kunne jeg.

     Jeg begyndte at lyse op. Jeg kunne mærke, at alt lyste. Jeg så ikke andet end lys. Jeg... befandt mig i lys. Og jeg hørte en stemme hviske til mig.

     Cult...

     James Cult...

     Der er du...

     Hvem var den stemme? Og hvad snakkede den om?

     "JAMES!"

     Pludselig befandt jeg mig i Kiras dagligstue. Hun og Daniel befandt sig lige overfor mig. De stirrede begge på mig i chok. Lettelse skyllede ind over mig. De var begge uskadte. Daniel smilte så stort og løb ind i min favn.

     "Jeg har savnet dig!" sagde han og pressede sig ind imod mig.

     "Jeg har også savnet dig," svarede jeg med et lille smil.

     "James du..." sagde Kira, og hun så ikke glad ud. "Der er blod i dit hår..."

     Forundret tog jeg mig til baghovedet. Det var der, slaget havde ramt. Det der slog mig ud. Så kom jeg i tanke om, hvorfor jeg egentlig var her. "Kira... Darkeya ved, at Daniel er her. Han kan være her hvert øjeblik."

     Daniel stirrede op på mig i skræk. Kiras øjne var også store.

     "Hvad gør vi?" hviskede hun.

     Daniel begyndte at græde. "Jeg vil ikke med ham. Du må ikke lade ham tage mig med!"

     Jeg rystede på hovedet. "Daniel, du kommer under ingen omstændigheder med ham. Jeg beskytter dig for enhver pris. Det lover jeg dig."

     Daniel snøftede. Så nikkede han. Han stolede på mig.

     "James..." hviskede Kira. Hun kiggede med store øjne hen imod vinduet. Jeg vendte mig også om. Og jeg kunne se tyve-fyrre nej... måske halvtreds faldne engle, hvis ikke mere. Og de var alle vegne. På alle sider af huset.

     "Nej..." hviskede jeg. Nejnejnejnej!

     "Hvad skal vi gøre, James?" spurgte Daniel desperat.

     "Vi... du gemmer dig, Daniel! Du gemmer dig, og vi to, Kira. Vi kæmper imod."

     "Okay..." Kira så tvivlende på mig. "Men kan du ikke bare teleportere os væk eller sådan noget?"

     Jeg gav mig selv en facepalm, så dum følte jeg mig. "For fanden da, jeg havde helt glemt, at jeg kunne det. Jo, lad os gøre det, vi - "

     Jeg nåede ikke at sige mere før der pludselig stod tre ekstra personer i dagligstuen. Brandon, Rin og Catriana.

     "James!" udbrød Catriana, da hun så mig. "Du... Hvad er der sket? Hvad foregår der?" Hun faldt mig om halsen, men jeg trak mig væk fra hende.

     "Darkeya er her," fortalte jeg hende, så køligt, som jeg kunne mønstre.

     "Hvad... hvad?"

     Som svar pegede jeg ud mod vinduet. Hvor man stadig kunne se de mange faldne engle. Catriana trak sig væk fra mig og stillede sig i kampposition. Hun lavede en lynkugle i sin hånd, der havde små gnistrende lyn.

     "Vi er nødt til at kæmpe imod dem," sagde hun målrettet.

     Ingen af os sagde noget til det. Ingen udover Kira.

     "Kan vi ikke bare... flygte eller sådan noget?"

     "Jo," sagde Catriana. "Jo, I tre gør. Du, James og Daniel. I tre er nødt til at flygte. Så bliver vi andre her og kæmper. Holder dem hen. Men I er nødt til at komme væk med Daniel. Forvandl dig til en kæmpeulv eller sådan noget, James, og... flygt."

     Jeg smilte ganske svagt. "Jeg har en bedre idé." Jeg tog Kira og Daniels hænder. "Jeg kan teleportere nu, nemlig."

 

*Catriana*

 

"Du kan hvad?" spurgte jeg, men James nåede ikke at svare før hele stuen lyste op, og da vi kunne se igen var de tre væk. Tilbage var kun mig, Brandon og Rin, der så forvirrede på mig. "Vidste I, at han kunne det?" spurgte jeg.

     De rystede begge på hovedet.

     "Godt nok. Jeg troede lige, at det bare var mig, han aldrig fortalte noget mere." Jeg sank en klump.

     "Så... er det her en selvmordsmission?" spurgte Brandon.

     Rin så på mig, som om hun i sit stille sind stillede det samme spørgsmål.

     "Jeg regner bestemt med at komme herfra i live," svarede jeg beslutsomt. Det håbede jeg i hvert fald. "Men... hvis Yasmin er der." Det var ikke rart at tænke på hende, men jeg var nødt til det. "Hvis hun er der, så pas på. Hun har Enas øjne nu."

     De nikkede indforstået.

     Og vi stod alle tre dér, godt parate og det hele, da taget pludselig sprang i luften over os. Jeg skyndte mig at lave et skjold, der forhindrede murbrokkerne i at slå os ihjel eller det, der var værre. Og pludselig stod vi i en ruin. En komplet ødelagt ruin. Og de halvtreds styks faldne engle havde nu direkte adgang til os.

     "Løb!" råbte Rin. Og det gjorde vi. Lige forbi de faldne engle, der straks satte efter os.

     "Fang dem!" kunne jeg høre Darkeya råbe. "De ved, hvor drengen er!"

     Vi løb. Ned ad gaden. Og de faldne engle efter os. De fløj og kastede lynkuglerne efter os, og jeg var nødt til at lave skjold hele tiden.

     Folk kom ud fra deres huse, folk faldt og skreg og gispede og gemte sig bag hække. Flere af deres huse blev ødelagt af lynkuglerne.

     "Ring til DMP!" råbte en eller anden.

     Ja tak, tænkte jeg. DMP var lige, hvad vi havde brug for. Det Magiske Politi. Men jeg tvivlede nu stadig på, at de kunne stille noget op imod de faldne engle.

     "Ind i gyden!" råbte jeg. Rin og Brandon gjorde, som der blev sagt, og vi drejede ind i en smal gyde i håb om at slippe fri, men vi var knap kommet derind, da tre faldne engle sprang den til atomer, så vi var nødt til at vende om og løbe tilbage, hvor vi kom fra. Jeg lavede et par lynkugler og kastede dem imod dem. Den ramte den ene, så det var da altid noget.

     Men de var for mange. Og de var hurtigere end os.

     "Jeg har en idé!" hikstede Rin. Hun stoppede kort op, og der rejste sig en lang og høj mur af klippe fra undergrunden. Den rejste sig højt som en tsunami.

     "Det sænker dem måske lidt," mumlede Brandon.

     "Men ikke meget, løb videre!" pustede jeg.

     Og pludselig, efter at have løbet og gemt sig, kæmpet tilbage og hvad ved jeg, fandt vi os selv omringet midt på hovedgaden, og det var ikke, fordi byen var gået uskadt hen. Mange huse var ødelagte, for ikke at snakke om vejen. Jeg kunne se alle byboerne, der desperat gemte sig. Og jeg så Darkeya, der langsomt nærmede sig os. Rin var faldet ned på knæ af udmattelse. Brandon prøvede at række ned til hende, men hun skubbede ham stædigt væk.

     "Hvor er han?" spurgte Darkeya mig.

     "Jeg ved det ikke," svarede jeg forpustet.

     Rasende kastede Darkeya en kæmpe lynkugle direkte imod os, men jeg lavede et beskyttende skjold.

     "Du kan kun holde igen imod os fordi du er den, du er, Cat," snerrede Darkeya. "Og ikke engang du er stærk nok. Du kan ikke holde det skjold for evigt."

     "Jeg kan prøve," hviskede jeg, komplet udmattet.

     Darkeya dannede en lynkugle til, og han skulle lige til at kaste den, da en stemme lød fra bag ham:

     "Hold inde! Du har forbud på at affyre den lynkugle!"

     Alle vendte sig imod stemmen.

     "Løb," hviskede jeg til Rin og Brandon. "I har chancen nu hvor de er distraherede." Rin kiggede spørgende på mig, men uden et ord løb hun og Brandon videre. Men jeg blev. Og lidt fremme kunne man se en flok fra DMP. De fleste fra DMP er troldmænd eller hekse og engle.

     Darkeya himlede bare med øjnene og løftede hånden, hvilket fik samtlige politibiler og politifolk til at blive kastet langt bagud.

     Helt fortvivlet blev min redning kastet væk som var de ingenting. Først nu indså jeg, hvor kraftfuld Darkeya egentlig var. Han vendte sig igen mod mig og så nu, at Rin og Brandon var væk.

     "Hvor er de nu henne?"

     "Der er nogen, der har sat efter dem," svarede en anden.

     "Fint fint," sagde Darkeya. "Cat..."

     "NEJ!" råbte jeg. Det lykkedes mig at komme i bevægelse igen og jeg spænede ind ad en gyde.

     "I bliver her. Jeg sætter selv efter hende." Det var Darkeyas stemme. Så var det bare mig og ham. Fantastisk.

     Jeg løb gennem baghaver og ind imellem højhuse og gamle lagerhuse. Det er utroligt, så god en kondi man får, når man først er på flugt fra døden.

     Desperat efter at slippe levende fra denne suppedas gemte jeg mig bag et lille forladt hus, hvor der bag det var en lille gyde med store skraldespande, jeg kunne gemme mig ved. Der sad jeg og håbede, at han ikke ville finde mig.

     Mit hjerte sprang et slag over, da jeg hørte hans vinger blafre. Og noget lande oppe på taget. Han var lige ved mig. Åh du godeste, jeg havde brug for hjælp.

     "Hey du!" råbte en stemme. "Faldne engel!"

     Hvem var nu det?

     Jeg kunne høre Darkeya knurre. "Hvad vil du nu?"

     "Vi er fra Det Magiske Politi. Og du er arresteret - sammen med alle dine kammerater."

     Darkeya fnøs. "Det tænkte jeg nok, at du ville sige. Men hvordan havde I tænkt jer at arrestere mig? I er jo bare mennesker."

     "Vi er - "

     " - Mennesker. I er ikke andet end det. Og jeg har ikke tid til at belemres med jer lige nu."

     "Sig mig," sagde betjenten. "Er du Darkeya?"

     Der gik lidt inden Darkeya svarede. "Det er jeg."

     Helt herommefra kunne jeg mærke betjentene blive lidt mindre modige.

     "Ar... arbejder du for nogen?"

     "Hvad?" spurgte Darkeya.

     Jeg vidste præcis, hvad betjenten gerne ville vide. Han ville vide, om han var oppe og slås med selveste Djævelen. Og det var der nok ikke nogen, der havde lyst til.

     "Tager... tager du ordrer fra nogen?" omformulerede betjenten sig.

     Endnu engang var der en kort pause før Darkeya svarede: "Jeg tager ikke ordrer fra nogen som helst. Jeg arbejder for ingen andre end mig selv. Og forsvind så."

     Der var et brag, og jeg vidste, at jeg aldrig ville høre fra de betjente igen. Rystende af skræk sad jeg dér og håbede, at Darkeya bare ville forsvinde.

     Det gjorde han selvfølgelig ikke. "Hej, Cat," hørte jeg hans stemme oppe fra taget af. Jeg fór op og stirrede op på ham. Han stod med direkte udsigt ned til mig.

     "Du er ikke særlig god til at gemme dig," sagde Darkeya. Han lavede en kæmpe lynkugle i sin hånd. Jeg gav mig til at løbe med et skrig, som han tyrede den efter mig.

 

*Brandon*

 

Der er DMP over det hele. De hjælper os så godt, de nu kan, men det er nu ikke meget. Rin og jeg kæmper også, så godt vi kan. Jeg laver en slags mur af ild ligesom jeg gjorde engang på slagmarken, hvor kampen mellem Gud og Djævelen blev udkæmpet. Denne her er bare liiiidt større, for der er brug for det lidt større i dag.

     "Rin, du er nødt til at løbe!"

     "Ja tak, det kan jeg godt regne ud," vrænger Rin og sætter i løb. Jeg løber efter hende. Ind imellem højhuse og gyder og hvad ved jeg. Vi prøver bare at komme væk. Men så lander der en falden engel lige foran os. Hun er ung, ikke ældre end os. Og som hun stirrer på os er det med sorte øjne, og jeg oplever den samme smerte, som jeg oplevede for et år siden. Jeg råber og skriger.

     "Brandon!" råber Rin. Så vender hun sig imod pigen. "Du må være Yasmin, så. Du forrådte Cat."

     "Nej," svarer pigen. "Hun forrådte mig!" Så kaster hun lynkugler efter os, og vi må tage benene på nakken endnu engang, selvom vi er skidetrætte. Jeg er i en super god kondi, men selv jeg har det hårdt med denne mængde af flugt.

     "Rin..." gisper jeg. Hvem ved, om vi overlever det her. "Rin, jeg må snakke med dig."

     "Ikke lige nu, Brandon!" råber Rin.

     "Jo, det er nødt til at være nu, jeg - "

     Huset vi løber op ad springer i luften, så jeg når ikke at fuldende min sætning. Jeg når ikke at fuldende noget som helst.

     Vi bliver jaget ud på åben gade, og der er virkelig intet, vi kan gøre for at komme væk fra dem. De er for hurtige.

     Så stopper Rin op.

     "Rin, hvad laver du?"

     "Jeg nægter at flygte mere," gisper hun af åndenød. "Jeg vil kæmpe for mit liv."

     "Øh... okay," siger jeg forpustet. Jeg forlader hende i hvert fald ikke, så jeg bliver stående dér sammen med hende og ser den store hob af faldne engle komme flyvende lige imod os. Der er en stor eksplosion lige ved os, og så kommer Cat spænende med Darkeya lige i hælene. Der løber tårer ned ad kinderne på hende af bare udmattelse. Men hun ånder lettet op, da hun ser os.

     "Darkeya?" foreslår jeg. Rin nikker. Sammen affyrer vi en kæmpe ildstråle imod Darkeya. Han undgår den kun lige netop. Cat kommer op på siden sammen med os, og Rin omfavner hende.

     "Vi kan... ikke flygte fra dem," hvisker Cat. Hun har ikke kræfter til mere.

     Vi er også omringet, bemærker jeg. Men jeg giver i hvert fald ikke op nu. Jeg sender kaskader af ild efter dem. Rin sender både ild, jord, vand og luft. Og Cat benytter sig på skift af lynkugler og skjoldet for at beskytte sig selv og os.

     Og så er der en lynkugle fra de faldne engle, der næsten rammer Rin, og hun snubler helt som hun undgår den. Jeg griber hende. Hun ligger i mine arme, og vi har rigtig øjenkontakt for første gang i meget lang tid.

     "Rin," siger jeg.

     "Brandon," siger hun.

     "Jeg... jeg har været en stor idiot."

     Rin tøver. Så nikker hun. "Ja."

     "Jeg vil ikke miste dig på grund af det her. Det er for åndssvagt. Du vil ikke fortælle mig din hemmelighed, men det er din egen sag. Og jeg... jeg er her for dig, når du er klar til at fortælle mig det."

     "...Og hvis jeg aldrig gør?"

     Jeg smiler skævt. Hun er smuk, selvom hendes røde hår er uglet og kun løst sat op i en hestehale. Hendes brune øjne er våde af lettelsestårer. Hun bløder, og hun er beskidt, og hendes T-shirt er i stykker. Men hvor er hun dog smuk. "Så må det være sådan. Men jeg er her, hvis du nogensinde bliver klar. For... for jeg elsker dig."

     Rin smiler stort og kysser mig. "Og jeg elsker dig," siger hun. "Så højt."

     Og sådan har vi sluttet fred. Jeg er lykkelig, selvom vi... selvom vi står på herrens mark og virkelig er i knibe.

     Så er det, som om hele min verden går i slowmotion. For i det samme får Rin øje på noget bag mig, og hun skriger. Jeg vender mig om og ser Darkeya, der affyrer en lynkugle imod mig. Jeg slipper Rin, så hun ikke bliver ramt. Den går lige imod mig. Og jeg mærker smerten. Den uudholdelige smerte fra lynkuglen. Jeg flyver igennem luften.

     "BRANDON!" Rins stemme er den sidste, jeg hører, før jeg slår hovedet imod noget meget hårdt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...