Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1571Visninger
AA

7. Kapitel 6: "Hvad kærlighed er"

 

*Brandon*

 

"Gør det igen!" sagde Daniel begejstret.

     "Okay, okay," sagde jeg med et smil, og jeg antændte en flamme over min håndoverflade endnu engang. Den opvarmede min håndflade på en behagelig måde. Som når man holder en fugleunge. Daniel kiggede på flammen med store forundrede øjne.

     "Hvordan gør du det?" spurgte han. "Kan jeg lære det?"

     "Det tror jeg ikke, du kan. Ikke medmindre nogen fra din familie kan gøre det."

     Daniel trak på skuldrene. "Ingen af mine forældre kunne lave magi. Det kunne min moster heller ikke. Eller min bedstefar. Men kan jeg ikke lære det alligevel?"

     Jeg lo. "Nej, sådan fungerer det ikke, desværre."

     "Men Kira fortalte da, at der ikke er nogen i hendes familie, der kan blive til ræve!"

     Vi kiggede begge to hen på Kira, der sad i sofaen og forsøgte at læse i et ugeblad. Hun kiggede op, da hun hørte sit navn blive nævnt.

     "Ehm..." sagde hun. "Jeg sagde, at jeg ikke kendte nogen. Måske var min tiptiptiptiptipoldefar en rævemutant. Hvem ved."

     "Men måske kunne min tiptiptiptiptiptiptiptipoldefar lave ild!" Daniel smilte stort.

     "Ja, så har du da en chance," svarede Kira. Så rejste hun sig op. "Daniel, det er tid for dig at gå i seng. Det er ved at være ret sent."

     Daniel protesterede ikke, men han så ikke for glad ud, som han slentrede ovenpå for at gøre sig sengeklar.

     "Han er ret bedårende," sagde jeg.

     "Jah," sagde Kira. "Og han virker til at have det okay. Trods alt der er sket. James har ikke gjort et så ilde arbejde som man skulle tro."

     Jeg nikkede med et suk.

     "Det er bare ærgerligt, at hans frustrationer gik ud over os alle sammen. Især dig og Cat."

     Jeg satte mig ned i sofaen og tog min mobil frem. "Han sendte mig nu en sms tidligere i dag. For at undskylde. Så alt er i orden igen."

     Kira så med et ikke særlig tilfreds ud. Hun lagde armene over kors, og det ene øjenbryn var hævet.

     "Hvad?" spurgte jeg.

     "Men alligevel er du ikke glad. Du har ikke været glad hele dagen. Ikke siden det i går. Dit og Rins skænderi."

     "Hvordan... åh for fanden, du er jo synsk."

     "Jeg ved ting - det er min... ting." Kira smilte svagt og satte sig ved siden af mig i sofaen.

     "Det frustrerer mig bare SÅ meget. At hun går rundt med en så dyb hemmelighed, der ikke gør andet end at genere hende. Når hun omtaler sine forældre, når hun... hun er jo ulykkelig på grund af det. Og at jeg så ikke kan hjælpe hende, det... jeg har brug for at vide, hvad hun bærer rundt på, så jeg kan hjælpe hende. Det kan du da godt forstå, kan du ikke, Kira?"

     Kira trak på skuldrene. "Joh."

     Så fik jeg en idé. "HUN vil jo ikke fortælle mig det! Men DU er synsk. Du kunne finde ud af det, og så fortælle mig det! Kan du ikke det?"

     Kira spærrede øjnene op. Så begyndte hun at le. "Under ingen omstændigheder!"

     "Men ved du det ikke allerede? Du er jo synsk."

     "Jeg ved kun de ting, som ligger mig på sinde, og som jeg beslutter mig for at vide. Og Rin vil ikke have, at vi ved det her, så derfor har jeg ikke opsat mig på at finde ud af det. Brandon - "

     "Men - "

     "Hør nu efter, Brandon. Det her er vigtigt. Lyt til mine guldkorn, for nu bliver de fyret af." Hun så mig dybt inde i øjnene, så jeg besluttede mig bare for at høre efter. "Du og Rin har været sammen i så lang tid nu, og I elsker hinanden. Det ved alle, at I gør, og I ved det også selv. Du vil gerne hjælpe Rin, og du vil gerne være der for Rin, og det forstår jeg godt, og det forstår RIN også godt. Men alligevel vil Rin ikke fortælle dig, hvad det end er hun holder hemmeligt. Og det betyder ikke, at hun ikke elsker dig. Hun ville med glæde fortælle dig om sine problemer, for hun elsker og stoler på dig. Men alligevel gør hun det ikke. Hvad siger det noget om?"

     Jeg trak på skuldrene.

     "Det betyder, at hun helt oprigtigt ikke kan sige det, Brandon. Hun holder det hemmeligt af en årsag. En meget vigtig årsag. Denne her hemmelighed er måske større end dig og hende og jeres forhold. I tre og et halvt år har I to været sammen, og du ved ikke engang hvad hendes fars fornavn er. Hun fortæller dig ikke det her, fordi hun helt oprigtigt ikke kan. Der er noget, der forhindrer hende i det. Og... måske, i dette tilfælde, må du bare acceptere det. Og måske... vil hun en dag fortælle dig det, når hun er klar og sådan. Sådan tror jeg i hvert fald at det er."

     Det fik mig virkelig til at tænke. Jeg havde ikke engang overvejet, at det måske var en farlig hemmelighed, hun gik og gemte på. Ikke en eneste gang. Og nu havde jeg dårlig samvittighed. Virkelig dårlig samvittighed.

     "Jeg er nødt til at tale med hende," sagde jeg og rejste mig op. "Jeg tager tilbage til Pijifena. Vi ses til skolestart."

     Kira nikkede med et skævt smil. "Vi ses, Brandon."

 

*James*

 

Jeg fandt mig en bar den aften. Faktisk var det den bar, Brandon og jeg altid besøgte i vores ferier. Den tjekkede ikke ID, så det var ligesom det perfekte sted. Derinde satte jeg mig så og bestilte en masse Piña Colada. Jeg havde en time for mig selv derinde, hvor jeg bare havde en masse dystre tanker, da Celina pludselig befandt sig ved min side.

     "Har du ikke drukket nok nu?" spurgte hun.

     "Jeg er ikke engang halvt fuld endnu," svarede jeg surt. "Og desuden skal du ikke blande dig. Du har blandet dig nok."

     Celina lænede sig ind til mig, og så sagde hun meget lavmælt, kun til mig: "James, du kunne ikke passe på Daniel helt alene, vel? Det forstår du da godt, gør du ikke?"

     Jeg vendte øjnene mod hende. "Nævn ikke hans navn," sagde jeg så hårdt, som jeg kunne mønstre.

     "James..."

     "Vær sød og gå. Jeg vil gerne være alene."

     "Hvornår kan jeg forvente, at du er hjemme?"

     Jeg trak bare på skuldrene, gad ikke svare hende. Jeg troede egentlig, at hun blev stående og afventede et svar i lang tid, men jeg var ligeglad. Og da jeg til sidst vendte blikket imod hvor hun stod før var hun væk. Jeg var alene igen.

     Så jeg bestilte en Piña Colada til. Jeg forsøgte ikke at tænke. Bare drikke. Jeg ville ikke tænke på Catriana. Eller på Brandon eller Kira. Eller Celina. Jeg kunne ikke engang bære at tænke på Daniel.

     Catriana... hun forrådte mig. Jeg havde virkelig ikke troet, at hun ville... Kira var den eneste, der overhovedet var tæt på at fatte det. Kira vil altid være den eneste, der vil være i stand til at fatte ting. Kira...

     "Er denne plads optaget?" var der pludselig én, der spurgte.

     Jeg vendte mig om og så en pige. En ganske smuk én. Nej, hun var mere end det. Hun var gudeskøn. Ikke lige så smuk som Catriana, men...

     Jo, tænkte jeg stædigt, hun er smukkere end Catriana.

     Hun havde grå øjne, der havde samme farve som tåge. Smukke tågeøjne. Hendes hår var tykt, langt og kommunebrunt. Det var smukt som havfruehår. Og hun var slank og med en perfekt barm. Og hun forstod at gøre sig smuk. Selv uden make-up. Hun bar ikke noget make-up, men alligevel var hun skønheden selv.

     Så indså jeg, at hun havde stillet et spørgsmål. "Nej," glippede jeg. "Nej, der sidder ikke nogen der. Sæt du dig bare." Hun måtte såmænd gerne sidde der for min skyld.

     "Nå... hvad laver du så alene ude sådan en ferieaften? Det er jo i morgen, det er den store dag, ikke i dag." Hun smilte skævt til mig, sexet. Jeg vidste præcis, hvad hun havde gang i. Jeg havde selv spillet spillet hundredvis af gange før. Men jeg lod hende bare gøre det. Jeg lod hende forføre mig. For jeg var fuldstændig forgabt i hende. Og Catriana fortjente det. Hun fortjente det, efter det hun havde gjort imod mig. Hun fortjente det.

     "Jeg havde bare lyst til at drikke mig pissestiv," svarede jeg og lænede mig ind imod hende. "Og hvad med dig?"

     "Mig? Jeg leder efter en smuk fyr." Hun sagde ikke mere før hun kyssede mig. Lige på munden. Hendes læber var bløde og hendes tunge lækker. Hun kyssede meget bedre end Catriana. "Lad os gøre det, Prettyboy," hviskede hun ind imod mit øre og gav det et mildt lille bid.

     Jeg betalte for mine drinks, og vi forlod baren for at gå ind i en øde gyde, hvor hun praktisk talt maste mig op imod muren og råsnavede mig. Jeg tror aldrig, at jeg havde nydt et snav mere end jeg gjorde lige nu.

     Jeg vidste ikke, hvad hun hed. Jeg vidste ikke, hvem hun var eller hvor gammel hun var. Jeg vidste bare, at hun svar smuk, og jeg havde brug for at tænke på noget andet end alt det, der var sket. Lige nu.

     Men så - pludselig - trak hun sig væk fra mig. Jeg frøs en smule og åbnede øjnene for at kigge på hende. Hun stod bare dér overfor mig, så mig i øjnene, men hun så ikke ud til at have nogen intentioner om at gøre hverken det ene eller det andet.

     "Hvad - " begyndte jeg, men jeg fik ingen chance for at sige mere før jeg fik noget meget hårdt i hovedet.

 

Jeg vågnede op til mørke. Og til en forfærdelig hovedpine. Og til stemmer.

     "Jeg synes, at jeg har set ham før," var der en der sagde.

     "Det kan da godt være, at du har set ham et eller andet sted, men det er virkelig irrelevant." Pigens stemme.

     "Ved du, hvem han er?"

     "Nej."

     Langsomt vænnede mine øjne sig til mørket, og jeg kunne se, at jeg befandt mig i et lagerrum. Et stort et af slagsen. En smule forvirret rettede jeg mig op, og det gik op for mig, at jeg var bundet stramt til en pæl.

     Jeg var fandeme blevet kidnappet.

     Da de opdagede, at jeg var vågen, gik de hen til mig, og jeg kunne nu se dem ordentligt. De var kun to. En mand og så pigen, jeg havde råsnavet med. Der var bare ved det, at de begge havde et sæt sorte ravnevinger foldet pænt bag sig. De var faldne engle.

     Jeg blev både chokeret og... ikkechokeret. På en måde burde jeg have set det komme.

     Daniel. Daniel. For fanden da. Daniel. Panikken slog ind over mig. Hvis de havde fundet mig havde de måske også fundet Daniel, eller også var de tæt på.

     "Jeg kan ikke undgå at bemærke, at du narrede mig," sagde jeg køligt til pigen, forsøgte at skjule min panik.

     Pigen smilede bare grumt. "Jeg er faktisk stolt over, hvor sexet og forførende jeg kan være."

     Manden skævede til hende og rødmede. Men jeg fandt hende ikke det mindste tiltrækkende længere. Selvom hun stadig var skidesmuk.

     "Hvad vil du have fra mig?" spurgte jeg i et forsøg på at virke uvidende.

     Pigen svarede ikke, det nåede hun ikke før døren til lagerrummet gik op. Ind kom ingen anden end Darkeya sammen med to andre faldne engle.

     "Nå, hvem er det så der - " Han bremsede op, som han fik øje på mig. I nogle sekunder betragtede vi bare hinanden, så sagde han: "Jeg har set dig før."

     Han kunne ikke huske mig. Eller, han kunne huske mig, men ikke hvem jeg var. Det gjorde mig tilfreds. Rigtig tilfreds.

     "Du er Cats kæreste," sagde Darkeya så og nærmede sig mig.

     For fanden da.

     "CATS kæreste?" udbrød pigen med store øjne. "Som i... Catriana?"

     "Kender vi andre, der hedder Cat, Yasmin?" Darkeya himlede med øjnene.

     Yasmin. Pigen var Yasmin. Hende der havde taget Enas øjne fra hende. Hende der fik Jesus dræbt. Catrianas tidligere veninde. "Men..." Hun kiggede fra mig til Darkeya. "Han er jo et skår, og Cat er... Cat."

     Darkeya gjorde sig ikke besvær med at svare Yasmin. Han vendte til gengæld blikket imod mig, og jeg blev pludselig bange.

     "Vil du fortælle mig, hvorfor du har bragt ham hertil, Yasmin?" spurgte Darkeya Yasmin, stadig med øjnene mod mine.

     "Han talte med en kvinde, der nævnte drengen," fortalte Yasmin. "Jeg sendte Stan efter hende, men hendes hus var tomt. Han var der ikke. Så... jeg måtte bruge andre metoder. Han ved, hvor Daniel er."

     Daniel. De måtte ikke vide, hvor Daniel var. Ikke for enhver pris.

     "Aha," sagde Darkeya. Han gav mig et undersøgende blik. Så spurgte han: "Hvor er Daniel?"

     "Jeg ved ikke, hvad du snakker om," svarede jeg per refleks. De ville ikke få nogen svar fra mig. Jeg ville hellere dø end give Daniel til dem.

     Darkeya lo hæst, og han nærmede sig endnu mere. "Så det gør du ikke? Jeg kan ellers mærke spændingerne i dig. Du ved, hvor han er. Du vil bare ikke sige det. Du beskytter ham."

     Jeg sank en klump. Jeg kunne mærke, at jeg fik det varmere og varmere. "Jeg ved ikke noget," vedblev jeg.

     Darkeya gik endnu tættere på mig, og han mumlede i mit øre: "Den dreng er min ejendom. Han tilhører mig. Hvis du ikke siger det bliver det bare værst for dig selv. Det eneste, jeg vil have, er drengen. Fortæl mig hvor han er, og du går fri. Du behøver aldrig bekymre dig om ham igen."

     Jeg bed mig i underlæben. "Du er foragtelig," sagde jeg med afsky. "At du kan slå en lille drengs forældre ihjel, bare fordi... hvorfor? Hvad er det, der er så vigtigt, at du ville myrde dem og kidnappe ham og... hvad er det, der er så forbandet vigtigt ved ham?"

     Darkeya lænede sig væk fra mig, men han fastholdt stadig mit blik. "Yasmin, gennemsøg hans sind."

     "Hvor ved du fra, at jeg kan det?" fnøs Yasmin.

     "Jeg ved altid, hvad du foretager dig, at du ved det. Gennemsøg hans sind NU og find ud af, hvor drengen er."

     "Fint fint, min herre," vrængede Yasmin med sarkastisk høflighed og gik hen til mig. Hun lagde sin hånd på min kind. Hendes hånd var iskold, og min kind var brandvarm. I lidt tid stod vi sådan dér, og jeg stod der bare, prøvede ikke at tænke på Daniel. Prøvede ikke at tænke på noget. "Du føler dig... meget beskyttende overfor Daniel," mumlede Yasmin. "Som om han er dit ansvar. Fordi... fordi han går det igennem lige nu, som du gik igennem engang. Du vil hellere dø end lade ham komme noget til. Du er så fuld af vrede og frustrationer... og sorg. Alt det her vækker gamle minder og mareridt til live."

     "Jeg er ikke interesseret i hans følelser, Yasmin," sagde Darkeya sammenbidt.

     Jeg rystede af presset over, at hun stod og læste mine tanker højt mens hun så mig intenst ind i øjnene med sit tågeblik.

     Så blinkede hun og trak sig væk. "Jeg ved, hvor han er," sagde hun.

     "Helt sikker?" spurgte Darkeya

     "Ja, hundrede procent sikker. Men han er ikke alene. Men det skulle nok være en smal sag. Han er sammen med en pige, der kan blive til en ræv. Det er ikke ligefrem mere end det."

     De forlod alle lagerrummet. Og lod mig være alene. Så snart døren smækkede bag den sidste af dem råbte jeg i frustration.

     "HOLD JER FRA HAM! HAN ER KUN ET BARN!"

     Måske hørte de mig, men jeg fik intet svar tilbage. For fanden, for fanden. Daniel. DANIEL!

     Catriana. Catriana. De ved hvor Daniel er! Skynd dig! Find Daniel! Skynd dig hen til Kiras hus og red Daniel. Darkeya. ved. hvor. Daniel. er.

     Men jeg fik ikke noget svar tilbage. Fortvivlet sank jeg ned på knæ og græd det hele ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...