Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1576Visninger
AA

6. Kapitel 5: "Ikke dit ansvar"

 

 

*James*

 

I morgen var det nytårsaften. Om tre dage begyndte skolen igen. Hvor ville jeg være til den tid? Hvor ville Daniel være? Det var et spørgsmål, jeg ikke kunne svare på.

     I nat havde jeg ikke sovet. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere. Om morgenen gik jeg ind i mit værelse, hvor Daniel sov. Sengen var uredt, og han var der ikke. Så jeg gik ud fra, at han vel var gået nedenunder for at finde morgenmad.

     Som jeg stod dér og betragtede sengen tænkte jeg over, om jeg gjorde det rigtige. Jeg tænkte på det, som Brandon havde sagt. Jeg huskede stadig hans ord, og de ting, som jeg havde sagt til ham. Det var forkert af mig. Det var det virkelig. Jeg burde nok sende en sms og sige undskyld på et eller andet tidspunkt.

     Da jeg kom nedenunder så jeg noget i entréen, der ikke var der i går.

     Celinas frakke.

     Celinas skuldertaske.

     Celinas handsker.

     Og Celinas nøgler.

     Fuck, tænkte jeg.

     Da jeg kom ind i køkkenet var Daniel der. Han sad ved bordet og spiste cornflakes. Og ved køkkenøen stod ingen anden end en meget pissed Celina. Der var ild i hendes øjne og røg ud af næseborene.

     "Celina," sagde jeg og fyrede et falsk smil af. "Burde du ikke være i - "

     "Kenya, James Andrew Cult," snerrede Celina. "Jeg var i Kenya. I KENYA. Jeg har altid ønsket mig at komme til Kenya, og det ved du godt."

     "Jeg bad dig da ikke om at komme hjem," protesterede jeg.

     "Men du er grunden til, at jeg kom hjem," rasede Celina videre. "Eller rettere... HAM!" Hun pegede på Daniel, der spærrede øjnene op. Han kiggede mellem mig og Celina.

     "Du skal ikke blande Daniel ind i det her, han - "

     "Er på flugt fra en seriemorder," afbrød Celina mig med sammenbidte tænder.

     "Jeg vil ikke kalde ham en seriemorder."

     "Åh HÅH hvad vil du ellers kalde ham? Har du tal på, hvor mange, han har slået ihjel? For det har jeg."

     Daniels forældre var to af dem. Og Ena og Kiunas mor. Og Jesus. Hvem ved hvor mange andre der var derude? Jeg forholdt mig tavs. Hvem havde sladret? Hvilken idiot ville dog sladre til Celina? Kira sagde, at...

     "James," sagde Celina, mere mildt nu, og hun sagde mit navn som et langt suk. "Jeg ved, at du bare prøver at hjælpe, men det her er ikke den rigtige tilgang til det. Vi er nødt til at ringe til politiet, til - "

     "NEJ!" udbrød Daniel pludselig. Vi stirrede begge to på ham. "Ikke politiet. Ikke dem. Ikke dem."

     "Daniel, søde ven - " startede Celina og satte sig på hug overfor ham, men Daniel gav hende ikke lov til at tale færdigt:

     "NEJ! Politiet er ikke STÆRKE nok! Han har brudt igennem politiet før, han gør det igen! Han finder mig bare, han finder mig!" råbte han helt desperat og brød ud i gråd. Jeg fór hen til ham og forsøgte at trøste ham. Han begravede hovedet ind imod min skulder.

     Celina så nærmest forfærdet på os. På mig. Det var, som om hun havde indset et eller andet. Noget som jeg måske ikke ønskede, at hun skulle indse.

     "James..." hviskede hun med et sørgmodigt blik i øjnene. "Hvad har du gjort?"

 

*Brandon*

 

"Hvorfor tvinger du mig til det her?" fik Cat tvunget ud mellem åndenødsvejrtrækninger.

     Vi var ude og løbe. I dag var himlen klar, og der var vindstille, så det var mit yndlingsløbevejr. Men det syntes Cat åbenbart ikke.

     "Hvad snakker du om?" spurgte jeg med et smil. Jeg havde det så godt. Det prøvede jeg i hvert flad at bilde mig selv ind. Men jeg sænkede lidt farten så hun kunne komme op på siden af mig.

     "Hold lige inde..." hviskede hun åndeløst.

     "Nej, kom nu, meningen er, at man ikke skal - "

     "STOP NU, BRANDON!" Cat stoppede op og faldt ned på knæ. Hun forsøgte desperat at få vejret. Tsk.

     "Du er altså ikke i den bedste kondi," sukkede jeg og stoppede også op.

     "No kidding," hikstede hun. Vi sagde ikke noget mens hun lige fik vejret. "Hvorfor..." spurgte hun så, "hvorfor er det mig, der skal med dig ud og løbe?"

     "James er her jo ligesom ikke."

     "Jamen hvad med Rin? Hun er da en god løber."

     Jeg svarede ikke. Det bemærkede Cat med det samme. Hun fik rettet sig op og tog en dyb indånding. "Hvad er der sket?" forlangte hun at vide.

     "Der er ikke sket det mindste," svarede jeg, lidt for usandfærdigt måske.

     Jeg rejste mig op. "Hvad mener du med det? Hvad prøver du at sige, Rin?"

     "Jeg siger bare, at jeg har fået NOK!"

     "Slår du op eller hvad?!" råbte jeg efter hende.

     "MÅSKE!" råbte hun tilbage og smækkede sin værelsesdør efter sig.

     Cat troede ikke på mig, ikke det mindste. Men hun sagde ikke noget og gik videre. Hun løb ikke, for Cat løber ikke. Og jeg fulgte med hende, bange for, hvad der ventede. Jeg ville ønske, at jeg kunne ændre på hele samtalen for i går. Rin og jeg havde ikke set hinanden siden hun stormede ind på sit værelse. Jeg vidste virkelig oprigtigt ikke, hvad jeg skulle gøre. I sidste ende var jeg nok gået for langt. Rin havde jo været hemmelighedsfuld i al den tid, jeg havde kendt hende. Der var ikke ligefrem noget nyt i det. Det var bare... hun var så ked af det, og jeg havde alt for svært ved at acceptere, at hun skulle gå med det alene, uanset hvad det var.

     Da vi kom til den næste bænk satte Cat sig ned. Jeg satte mig ned ved siden af hende. Der var udsigt til boldbanen, hvor nogle drenge var ved at spille snedderbob. Deriblandt en af Kiras værelseskammerater. Hvilket var komplet irrelevant.

     "Er du og James stadig uvenner?" spurgte Cat mig.

     Jeg trak på skuldrene. "Det tror jeg ikke. James og jeg... vi er ikke rigtig uvenner så meget. Han har sikkert glemt det nu."

     "Men du har ikke glemt det."

     "Det er, fordi jeg er typen der bærer nag."

     "Præcis."

     Der var stilhed igen. Så sagde Cat det, som jeg havde ventet på hele tiden:

     "Hvad skete der? Med dig og Rin?"

     Jeg trak på skuldrene. "Jeg har ikke lyst til at tale om det."

     "Brandon - "

     "Jeg har ikke lyst til at tale om det," gentog jeg langsomt med sammenbidte tænder.

     Cat holdt mund.

     Vi sad i lang tid i endnu længere tids stilhed, hvor vi bare betragtede kampens hede. Det ene hold førte stort, og de havde det ret godt over det.

     "Vi havde et skænderi," indrømmede jeg så. "Jeg..." Jeg tøvede.

     "Jah," sagde Cat bare. "Ja, jeg ved det godt."

     Så snakkede vi ikke mere om det. Ivrig efter at skifte emne, sagde jeg: "Så, det er Darkeya, der er på færde igen."

     Der blev kastet en skygge over Cats ansigt. "Ja," svarede hun.

     "Så... det er lidt af et familieproblem, hva'?"

     Cat var så tæt på at se mig i øjnene, lige dér. "Hvad skal det betyde?"

     "Han var jo din fars... bro eller hvad de nu var. Så han er vel lidt ligesom familie, er han ikke?"

     "Darkeya er ikke min familie," insisterede Cat sammenbidt. Hun var i angrebsmode, kunne jeg se, så jeg lod være med at sige mere om det.

     "Han..." Jeg blev overrasket, da Cat åbenbart ikke var færdig med at snakke om det. "Han var min familie. Tror jeg. Du ved, som den dér onkel, man har lidt af et love-hate-forhold til. DET var Darkeya. De to... de var de onde tvillinger. Jeg havde altid forestillet mig, at hvis et lyn slog ned i den anden, ville der også slå et ned i den anden, lige meget hvor de var. De var uadskillelige."

     "Hvad... skete der egentlig, da han tog af sted? Jeg mener... efter."

     Hun trak på skuldrene. "Jeg vågnede bare op en morgen til et tomt slot og til en spøgelsesby. Der var kun mig og min far tilbage. Og så dæmondragerne. Og én enkelt falden engel. Ham har du mødt."

     Det gøs i mig. Jeg havde været hans fordømte engang. I meget kort tid.

     "Det... alt var bare anderledes, efter han tog af sted. Alt skulle forandres. Vi hørte aldrig fra dem igen. De faldne engle. Vi anede ikke, hvad der blev af dem. Men... jeg ved, hvad den mand er i stand til, Brandon. Hans grænse er... meget langt ude. Jeg tror ikke engang, han ville lade sit eget kød og blod stå i vejen for, hvad han ville have. Og min far var så tæt på en bror, som han overhovedet kunne komme. Og Darkeya ville have Himmelen. Lang tid efter min far havde opgivet den. Og han vil stadig have den - koste hvad det vil."

     "Så... det var derfor, du ringede til Celina? Selvom du vidste, at James...?"

     "Ja. Vi ved ikke, hvad Darkeya har gjort ved den dreng, eller hvorfor han har holdt ham fanget. Men det er katastrofalt på så mange måder."

     "Hey! Brandon! CAT!"

     Vi vendte hovederne mod Kira, der kom spænende imod os. I ræveform, dog. Hvilket var et bizart syn. Jeg havde i den grad ikke set hende som ræv nok. Da hun nåede hen til os forvandlede hun sig til mutantmenneske igen.

     "Celina har lige ringet," fortalte hun. "Hun er nået hjem, og hun vil gerne have, at vi kommer. Vil I med?"

 

*Kira*

 

Det var meget vigtigt for Celina, at James havde nogle kammerater til at følge ham tilbage til Pijifenas Magiskole. Men hun vidste så heller ikke, at James havde gjort sig uvenner med både sin bedste ven og sin kæreste. Tilbage var kun hans tro falske søster.

     Åh ja, Cat fulgte selvfølgelig med. For hun var loyal og stædig som bare Fanden. Ha. Pun of the day. Men det var ellers kun os to.

     Da vi ankom til huset holdt mine forældres bil der. Så de var der også. Hm. De sad alle sammen inde i dagligstuen. Både James, Celina og mine forældre. Og drengen, som hed Daniel. Han sad i sofaen sammen med James, meget tæt ind til ham, og han så ikke ligefrem tryg ud ved situationen.

     "Nå, I kom endelig," sukkede Celina med et smil.

     "Hvordan har ferien været, Kirashira?" spurgte min mor.

     Åh hvor jeg hadede når hun kaldte mig det. "Den har været fin, moder," svarede jeg sådan lidt køligt.

     "Kira, vi er nødt til at snakke sammen om noget vigtigt," sagde min far, og der var alvor i hans øjne. "Lige nu kan vi ikke ringe til ordensmagten. Det er drengen ikke klar til endnu. Og din mor og jeg kan ikke blive hjemme. Jeg har møder, og hun har møder. Vi er jo travle mennesker, som du nok ved."

     "Ja," svarede jeg sammenbidt. "Det ved jeg."

     "Så derfor vil vi bede dig om at blive hjemme indtil din skole begynder. Det er jo kun tre dage."

     "Og hvorfor skal jeg det?"

     "Fordi vi flytter Daniel dertil, og nogen skal tage sig af ham."

     Jeg skævede over til James og Daniel, der så så ens ud, at man med det samme ville tro, at de var brødre. Daniels pande var rynket af næsten panik, og James' hænder var knyttede. Han stirrede ned på sine knæ, men jeg kunne se raseriet i hans øjne. Jeg var tæt på at spørge, hvorfor James ikke bare kunne tage sig af ham, men jeg kendte allerede svaret. De var nødt til at blive adskilt.

     "Hvorfor kan Daniel ikke blive her?" spurgte Cat så.

     "Fordi... tja, du ved jo, hvem der er efter ham," svarede Celina. "Vi kan ikke lade være med at frygte, at han simpelthen har været her for lang tid. Hvad nu, hvis de allerede ved, at han er her? Og deres hus ligger ikke lige op til skovbrynet, så det er måske sværere for dem at angribe. Det er i hvert fald, hvad vi håber. Men vil du det, Kira?"

     Jeg nikkede. "Selvfølgelig."

     "Tak skal du have, Kira," sagde min far med et lettet smil.

     "Vi er også nødt til at snakke," sagde James så lige pludselig. Vi vendte alle blikkene imod ham.

     "Ja?" spurgte Celina, stift og med sammenknebne øjne.

     "Daniel, vil du gå ud i køkkenet?" spurgte James, henvendt til Daniel. Hans stemme var sådan en milliard gange blødere end den var lige før.

     "Jeg... men..." Daniel så ikke ud til at være meget for det.

     "Jeg skal nok gå med dig," tilbød jeg med et smil.

     Daniel tøvede, men så nikkede han. Sammen gik vi ud i køkkenet, hvor jeg lukkede døren til. Jeg tog en dyb indånding. Det her var så great. Men i det mindste vidste James, at han kunne regne med mig. Jeg skulle nok tage mig af den lille fyr. Selvom jeg ikke kunne lave mad. Vi kunne spise en masse pizza, I guess.

     "Hvem er du?" spurgte Daniel mig. Hans stemme var lille og skrøbelig, og hans grønne øjne store og nysgerrige.

     "Mit navn er Kira," svarede jeg med et smil. "Jeg er James' gode ven."

     "Ligesom Brandon?"

     Jeg nikkede.

     "Okay." Daniel satte sig på stolen ved køkkenbordet. "Jeg vil helst blive her. Med James."

     "Det forstår jeg godt," svarede jeg og satte mig ned ved bordet sammen med ham. "Men... lige nu er din sikkerhed ligesom højere på listen. Og jeg skal nok passe på dig. Jeg er ligesom... en sjov tante."

     "Cool." Daniel smilte ganske svagt. "Men kan James tage med os?"

     Jeg begyndte at indse, at de to måske havde knyttet et lidt for tæt bånd. "Det ved jeg ikke," nøjedes jeg med at svare."

 

*Catriana*

 

"Hvad vil du sige, James?" spurgte Celina, så snart Kira havde forladt stuen med Daniel.

     Jeg må indrømme, at jeg ikke ligefrem følte mig godt tilpas her. James havde skævet til mig flere gange siden jeg kom, og jeg kunne se hadet i hans øjne. Jeg burde vel have været forberedt på det, men det gjorde stadig ondt. Psykisk ondt. Som et slags psykisk Ondt Øje.

     "Jeg kan godt tage mig af Daniel," sagde James. "Det kan godt være, I tror, at jeg ikke kan. Men det kan jeg godt."

     "Det kan du tydeligvis ikke, James. Du er alt for ung, du - "

     "Men jeg FORSTÅR det. Jeg er den eneste der FORSTÅR det!"

     "Tror du ikke, at JEG forstår det, James? Jeg ved, hvordan man handler i de her situationer. Jeg har prøvet det før, husker du nok?"

     James var tavs lidt. Så rejste han op. "Jeg ved ikke, hvem det gjorde det, Celina. Nogle gange vågner jeg stadig op. Jeg ved ikke, hvem de svin var, der slog mine forældre ihjel. Min... min lillesøster, for helvede. Men de forsvandt, for alle var over mig. Alle... Du gjorde det ikke godt nok." Den sidste sætning sagde han langsomt, så man rigtig kunne sluge hvert ord.

     "James, det her er - "

     "Det er jo det samme. Hvad er forskellen?!"

     "Daniel ved, hvem der gjorde det, James. Og han slap fri fra dem. Det er forskellen. Du tager det her alt for personligt, derfor kan du ikke blive hos Daniel. Ikke som det er lige nu. Du har jo knap nok sovet, man kan SE det på dig. Du og Daniel holder af hinanden, det kan selv jeg godt se. Men lige nu må I være adskilt lidt. Bare indtil vi ved, hvad vi gør. Er det forstået, James?"

     James svarede ikke. Han kiggede ikke på Celina.

     "James, se på mig," sagde Celina. Det gjorde han ikke. "Se på mig," gentog Celina. Langsomt vendte James blikket imod hende, og Celina så ham lige i øjnene, og det næste hun sagde var det mest moderlige jeg havde hørt komme ud af hendes mund: "Dette er ikke dit ansvar. Fjern denne tunge byrde fra dine skuldre og lad mig klare det. Daniel er i sikkerhed. De faldne engle kommer aldrig i nærheden af ham. Stol på mig. Lov mig, at du stoler på mig."

     James og Celina så hinanden i øjnene i lang tid uden at sige noget. Så sagde James, hæst som om han var tør i munden: "Jeg stoler på dig. Lige nu, stoler jeg på dig. Men så skal du også passe på ham. Hvis der sker ham noget, tilgiver jeg dig ikke."

 

Bagefter skiltes vi alle. Kiras forældre kørte direkte på arbejde. Celina blev stående i dørkarmen sammen med James. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Og Kira og Daniel skulle til at gå.

     "Men jeg vil ikke," sagde Daniel, desperat tryglende. Han gik hen til James. "Kan jeg ikke bare blive her?"

     James rystede på hovedet. Han satte sig ned på hug overfor Daniel og sank en klump. "Daniel. Jeg kan ikke passe på dig altid. Så meget som jeg gerne vil, så kan jeg ikke. Og dér, hvor du skal hen nu. Der er du i sikkerhed. Det lover jeg dig."

     "Men så kom med mig, James. Be om." Daniel lignede en på bristepunktet til gråd.

     "Det kan jeg ikke. Jeg er ked af det, Daniel, men det kan jeg ikke. Men vi er ikke adskilt længe, det lover jeg. Og Kira. Hun er en af de personer jeg stoler mest på. Og hun er god til at fortælle historier. Du kommer til at elske hende. Jeg stoler på hende. Okay? Du har intet at frygte, når du er sammen med hende."

     Daniel nikkede efter lidt tøven. Så faldt han James om halsen, og de sad og krammede sådan dér i evigheder. Bagefter løsrev de sig fra hinanden, og Daniel forsvandt sammen med Kira. Tilbage var kun os tre.

     "Tager du tilbage til magiskolen, James?" spurgte Celina James.

     James trak bare på skuldrene. Han hverken svarede eller kiggede på hende.

     "Nå, men jeg er altså nødt til at arbejde. Der er masser af papirarbejde, som jeg skal have udfyldt på grund af en vis forkortet Kenyatur." Så forsvandt hun ind ad døren.

     James rejste sig op. Han kiggede ind imod skoven. Vi stod dér i lidt tid. Bare mig og ham. Men han så ud, som om jeg slet ikke eksisterede.

     "Hun har ret, at du ved det," sagde jeg så, blidt. "Altså med at det ikke er dit ansvar."

     James så på mig med et blik så hårdt som stål. Jeg fik et chok. "Du ringede til Celina. Det her er din skyld."

     "James... det var jo det rigtige."

     "Hvad ved du om det? Hvad kan du på nogen måde vide om noget som helst?"

     "James..."

     "Tal ikke til mig," sagde James så bare og gik ned ad trapperne, tværs over forhaven og ud på fortovet. Han gik sin vej. Og han så ikke på mig, som han gik. Og jeg stod bare dér tilbage og så ulykkeligt efter ham.

     Jeg fortrød næsten, at jeg havde ringet til Celina, alene på grund af det blik.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...