Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1559Visninger
AA

5. Kapitel 4: "Konfrontation"

 

*Kira*

 

Om formiddagen den 29. december ankom Sally Winters til magiskolen. Sammen med mange andre. Flere end jeg havde regnet med. Vi sad og spiste morgenmad i spisesalen, da mange velkendte ansigter sluttede sig til os.

     "Hvorfor kommer der så mange allerede?" spurgte jeg Brandon.

     Brandon og Rin sad ved siden af hinanden, men de var ikke komplet kyssegublegublekærestefnidderagtige som de ellers plejede. Der var et eller andet galt, men jeg gad ikke bekymre mig for det. Cat sad på den anden side af bordet med hovedet i en bog, mens hun åndsfraværende spiste noget bacon.

     "Det er, fordi det snart er nytår," svarede Brandon. "Magiskolen holder en stor nytårsfest hvert år. Det er en ret stor ting, så der er ret mange, der kommer."

     "Det er en slags lejlighed til at drikke sig skidefuld," tilføjede Rin med et glimt i øjet.

     "Tror I så også, at Ena kommer?" spurgte jeg fuld af håb. Hvis jeg skulle tilbringe én aften til alene med Thomas ville jeg få et føl på tværs.

     "Altså hun er jo sammen med sin moster," sagde Brandon med et træk på skuldrene. "Men det er jo dig, der er synsk."

     Nu trak jeg på skuldrene. Jeg gad ikke bruge energi på at se, hvor Ena opholdt sig. Men hun måtte gerne komme tilbage snart, ellers blev jeg sindssyg.

     Vi sad og spiste lidt i tavshed. Tavshed vil sige, at Cat læste i sin bog, Rin og Brandon mumlede om ligegyldige ting, og jeg kiggede efter folk jeg kendte.

     Så hørte jeg en rømme sig bag mig. Vi fór alle om og så, at det var professor Ezavia i egen høje person. Han var klædt i et gråt jakkesæt, som han altid var, og englevingerne var fremme og tydelige som de altid var. Og hans ansigt var som altid hårdt som stål.

     Ezavia havde nu aldrig gjort mig noget. Han havde altid behandlet mig fint nok, selvom han aldrig nogensinde havde smilt til mig. Og Thomas kunne godt lide ham. Men både James og Cat og Rin og Brandon snakkede ikke andet end bittert om ham, og de havde jo deres grunde.

     "Professor Ezavia?" sagde Brandon høfligt, men jeg kunne se, at han var nervøs.

     "Jeg kan ikke undgå at bemærke, at James Cult ikke er til stede," sagde professor Ezavia med sin stålstemme. "Er han overhovedet på skolen?"

     "Desværre ikke, professor," svarede Brandon. Der var en slags usagt aftale imellem os, at når Ezavia var til stede, så var det Brandon, der førte ordet, så der ikke var nogen, der kom til at sige noget dumt. "Han har ting at gøre derhjemme."

     "Javel. Han plejer som regel ellers altid at være her når han kan komme til det. Men han er her vel til skolestart, formoder jeg?"

     "Selvfølgelig kommer han til at være her til skolestart."

     "Man ved jo aldrig med jer," gryntede Ezavia og forsvandt igen.

     Vi sad alle stille tilbage. Jeg kiggede over på Cat, der stirrede surt efter ham. Så kiggede hun hen på Brandon og Rin. "Vi er nødt til at snakke med James. Alle sammen. Hvis ikke nogen snart gør noget bliver han bare derhjemme for evigt med den dreng."

     "James er altså ikke den mest fornuftige at tale med lige for øjeblikket," mumlede Brandon.

     "Men han misser skolestart," sagde jeg. "Og Bill mistænker ham bare for at være blevet kidnappet eller sådan noget."

     Det var alle vist enige om. Så derfor besluttede vi os for at tage bussen tilbage imod vores by.

     Alle sammen undtagen Brandon, altså. Som vi var på vej ud lagde jeg straks mærke til, at Brandon hverken havde overtøj eller taske med.

     "Tager du ikke med, Brandon?" spurgte jeg.

     "Nah," svarede Brandon sådan lidt kort for hovedet. "James vil såmænd nok heller ikke se mig lige nu. Da vi sås i forgårs... det var lidt voldsomt."

     "Men... Brandon du er hans bedste ven. Hvis nogen kan hjælpe ham er det da dig."

     "Jeg prøvede at hjælpe ham i forgårs. Det hjalp ikke en skid. Jeg tror, at det er bedst, at jeg bliver her. Men skriv, hvis I får brug for noget."

     Så vi efterlod ham dér. Og således var det bare os tre piger, der tog ud til James. Og i bussen sad jeg dér imellem Cat og Rin. Rin sad i sine egne tanker, og Cat så oprørt ud. Hvilket var to meget usædvanlige ting, siden det var CAT der normalt var den fraværende, og RIN der bekymrede sig om tingene.

     "Så... er alt fjong?" spurgte jeg.

     "Ja," svarede de i kor.

     Ja, jeg gjorde vel hvad jeg kunne.

 

*Catriana*

 

"Nå, der kom hele kavaleriet, hva'?" fnøs James, da han åbnede op for os. Så blødte han op. "Hvor er Brandon?"

     Rin åbnede munden for at svare, men Kira kom hende i forkøbet: "Han er på skolen, for han siger, at du bad ham om IKKE at komme tilbage hertil." Hun stod dér imellem os og ham med armene over kors og de røde ræveører stående lige op i luften. Og hun var sur, det var helt tydeligt. Men Brandon havde nu aldrig fortalt hvad der var sket, så Kira udnyttede endnu engang sine synske evner.

     James stod lidt og stirrede paf på hende. Så kiggede han væk. "Du skal ikke blande dig, Kira."

     "Vel skal jeg så! Du og mig og Brandon, vi er FAMILIE. Og du var en nar, var du. Jeg regner bestemt med, at du siger undskyld en af dagene - ellers så får du med mig at bestille, og du har IKKE lyst til at have med mig at bestille!"

     Det slog gnister i luften. Rin og jeg havde lyst til at gå, men vi gjorde det ikke. Vi var her trods alt af en årsag.

     James sagde først ikke noget, så fnøs han og sagde: "Kom I bare ind, det er vel det I er kommet her for."

     Så vi gik ind. Vi hængte vores tøj i entréen og gik ind i dagligstuen.

     "Så hvad vil I helt præcist?" spurgte James. Han undgik at se på Kira.

     "Hvor er Daniel?" spurgte jeg.

     Der indså jeg, at han også undgik at se på mig.

     "Han er oppe på mit værelse. Han sover endnu. Men det er vel mig, I er kommet for at snakke med?"

     "Ja, det er så," sagde Kira stramt. "Sæt dig ned i stolen."

     Utroligt nok satte James sig ned i lænestolen uden protest.

     "Så... James. Nu er det vist tid til en snak." Kira tog nu også sin hættetrøje af, så hun kun stod i T-shirt. Hun lagde sin trøje på en anden stols armlæn og satte sig ned i den, så hun nu sad lige overfor James. Rin og jeg satte os i sofaen.         

     "Hvad skulle vi snakke om?" spurgte James undvigende.

     "Det dér pjat gider jeg ikke at høre på. Nu åbner du munden og fortæller os præcist hvad Daniel har fortalt dig. For måske vil du ikke ringe til nogen, men du har OS. VI er her, og vi går ingen steder. Vi er her for at hjælpe dig, så du har bare at tage imod hjælpen, eller også ringer vi til politiet lige nu."

     Rin kiggede på mig, og jeg kiggede på hende. Det havde vi ikke aftalt noget om. Men det så ud til at virke.

     "Daniel har ikke sagt noget. Han er alt for skræmt."

     "Du lyver," sagde Kira med det samme, og hun kneb øjnene sammen. "Du glemmer, at jeg er synsk. Jeg ved, at han har fortalt dig noget."

     "Hvis du er synsk, så ved du vel det hele, gør du ikke?" spyttede James af hende med en snerren, som han ellers kun kom med når han var ulv.

     "Jeg ved præcis hvad drengen har fortalt dig, men jeg synes, at DU skal være den, der fortæller det til Rin og Cat. De fortjener at vide det. Og det ved du godt."

     Det føltes som en evighed, hvor James ikke sagde noget. Han så ikke på nogen af os. Vi så afventende på ham, men sagde heller ikke noget. Men så, pludselig, rettede James sig op.

     "Han vågnede i nat af et mareridt. Han fortalte mig, hvad der skete."

     "Ja?" sagde Kira hivende. "Og hvad mere?"

     "Hans forældre blev ikke slået ihjel af... af dem der slog mine ihjel. Det... tror jeg i hvert fald ikke. Det er meget usandsynligt nu. Jeg troede, at det skete for nogle dage siden, men det skete for flere måneder siden. De kidnappede ham. De ville have et eller andet ud af ham, men han vidste ikke engang selv hvad det var. Så han ved ikke mere end det. Men det lykkedes ham at flygte til sidst, og han kom her. Men... de finder ham nok før eller siden."

     Jeg afventede mere, men han tøvede.

     "Nå?" sagde jeg så. "Hvem var det?"

     For første gang siden vi ankom så James på mig. Han så mig i øjnene. "Det var Darkeya. Darkeya gjorde det."

 

Vi forlod James lidt efter. Han fortalte os det, og der gik et kvarter, hvor jeg gav mig til at råbe af ham. Råbe og skrige over den idiotiske måde, han havde handlet på. Bagefter stormede jeg ud. Og Rin og Kira fulgte tavst med mig.

     Jeg sagde ikke noget i lang tid efter det. I tavshed gik vi op til togstationen. Og i toget sagde vi ikke et ord. Først da vi stod af toget for at skifte til bus brød Rin tavsheden.

     "Cat. Hvad vil du gøre?"

     "Hvad mener du?" brummede jeg. Det gik op for mig, at mine hænder var stramt knyttede.

     "Hvad vil du... GØRE?" vedblev Rin.

     De kiggede begge to på mig, gik det op for mig. Og der indså jeg, hvorfor de gjorde det. Darkeya var vel mit område, på en eller anden måde. På grund af min fortid og min far.

     "Jeg..." sagde jeg, selvom jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Eller hvad jeg skulle gøre. Så pludselig slog det mig, at jeg var ligeglad med James' behov. Nu gjaldt det Daniel. Hvis Darkeya havde planer med ham, lovede det ikke godt for drengen. Så jeg tog min telefon op.

     "Hvad gør du?" spurgte Kira.

     "Jeg ringer til Celina."

     "Du... du HVAD? Men vi LOVEDE ham det!"

     "NEJ, jeg lovede ikke en skid. DU sagde, at vi ikke ville ringe til nogen. Men jeg har intet lovet. Og Celina kan hjælpe. Jeg ved, at hun kan."

     Ingen argumenterede imod det. For de vidste, at jeg havde ret.

     Men som jeg ringede op hørte jeg Kira mumle: "James slår dig ihjel. Eller det der er værre."

 

*Rin*

 

Efter Cat havde ringet til Celina kunne vi ikke gøre så meget andet end bare at tage tilbage til skolen og lade hende klare sagen. Hun vidste vel, hvad der var mest fornuftigt.

     Cat og Kira satte sig til at se fjernsyn så snart vi kom ind i vores boenhed. De tilbød, at jeg kunne se med, men jeg besluttede mig for, at der var noget, der var vigtigere.

     Så jeg gik ind på Brandons værelse. Han lå i sin køjeseng og så op i loftet. Men da jeg kom ind kiggede han på mig.

     "Hvordan gik det?" spurgte han.

     "Det... vi kan tale om det senere. Men det bliver ordnet. Alt skal nok blive okay. Der er noget andet vi skal tale om."

     "Ja?" Brandon satte sig op på albuen og så afventende på mig.

     Så var det tid. Nu var jeg nødt til at gøre noget. "Du skal vide, at jeg... jeg elsker dig. Overalt på jorden, og... og jeg - "

     Min telefon ringede.

     Og det var min far. Han ringede fra sin mobil. Hvad betød det mon?

     Brandon så irriteret ud, som jeg tog telefonen.

     "Ja?"

     "Kom til Pijifena hospital. Din mor er her. Hun er okay."

     "Hun... okay, okay, jeg kommer nu." Jeg lagde på og så på Brandon. "Jeg vil gerne snakke om det her. Det vil jeg virkelig. Men... jeg er nødt til at gå. Lige nu."

     "Hvad skal du?" spurgte Brandon, bekymret nu.

     "Det kan jeg ikke fortælle dig." Jeg kunne ikke svare andet. Jeg sprang i overtøjet og skyndte mig ud.

 

Min mor var i live. Men hun var på hospitalet. Hvad betød det? Var det alvorligt? Men hun var da ude. Hun var ikke i fængsel. Skæbnen var vist med mig i dag.

     Der gik en times tid, så befandt jeg mig på hospitalet. En sygeplejerske viste mig vej hen til den stue, som min mor lå på. Og der stod min far og min onkel. Far omfavnede mig straks, men jeg havde kun øje for én ting.

     Mor.

     Hun lå i sengen. Hun havde et sår i panden men så ellers uskadt ud. Og hun smilte til mig.

     "Mor, du... du er okay." Jeg skyndte mig hen til hende og tog hendes hånd. Det var svært for mig at holde tårerne tilbage. Det var så lang tid siden, jeg havde set hende. Hun var blevet ældre. Flere rynker i ansigtet, og der var kommet grå hår imellem de sorte. Men ellers lignede hun sig selv. Hun lignede min mor.

     "Lille Rin," sagde min mor med sin blide morstemme. Hun havde også tårer i øjnene, som hun omfavnede mig. "Hvorfor er dit hår rødt? Har du ladet hende farve det, Kiuno?"

     Min far trak på skuldrene. "Din datter gjorde det mens jeg ikke var hjemme."

     "Åh, det er lige meget. Jeg er bare så glad for at se min pige igen." Hun kyssede mig i panden.

     "Mor..." sagde jeg. "Hvordan... hvad... hvad skete der? Hvordan slap du ud?"

     Min mor så trist ud. Men så tog hun sig sammen og gav et lille smil fra sig. "Hun er døende, mit barn. Hun er sengeliggende, og alle ved, at hun ikke vil overleve. En sygdom har kastet sin skygge over hende."

     "Så... det vil sige...?"

     "Det vil sige, at hun ikke bestemmer noget mere. Og det betyder, at der er kommet løse rammer omkring alting. Og det betyder, at det lykkedes mig at komme væk. Og jagten efter dig er... såmænd nok afblæst."

     Jeg var helt våd af tårer nu. "Virkelig? Er det virkelig sandt?"

     "Ja," sagde min mor og krammede mig igen. "Vi er frie. Vi er frie."

 

*Brandon*

 

Det var sen aften før Rin kom hjem. Jeg sad i lænestolen, komplet lettet da jeg så hende komme ind ad døren. Jeg rejste mig straks op og gik imod hende.

     "Rin, er du okay?" spurgte jeg.

     Rin fór om og så forskrækket på mig. "Jeg troede, at du var gået i seng."

     Jeg rystede på hovedet.

     "Nå..." sagde hun. "Men jeg tror bare, at jeg hopper i seng. Jeg er ret træt." Hun så ikke på mig, som hun tog sit overtøj af.

     "Rin... hvor har du været? Hvad SKER der?"

     "Der sker ikke noget, Brandon. Ikke noget specielt i hvert fald."

     "Du lyver jo, Rin. Du lyver jo for mig. Hvorfor vil du ikke fortælle mig, hvad der foregår?"

     Rin stod med ryggen til mig. Jeg troede, at hun ville gå ind på sit værelse uden et ord til mig, men så vendte hun sig om og så mig i øjnene. "Det her rager ikke dig, Brandon. Desværre."

     "Rin, jeg bliver jo for fanden bekymret! Du kan ikke bare modtage mystiske opkald hver anden dag og så forsvinde i flere timer, og så sige, at der ikke er sket noget! Der er jo sket et eller andet. Vil du ikke nok fortælle mig det? Jeg siger det jo ikke til nogen andre."

     "Det HANDLER ikke om det. Det handler om, at jeg IKKE vil sige det til NOGEN. Så du skal ikke tro, at du er noget specielt. Du får ingen særbehandling."

     Såret og chokeret over hendes ord satte jeg mig ned. Jeg kunne ikke tro, at hun ville opføre sig sådan. "Jeg fortæller dig ALT, Rin," sagde jeg. "Der er aldrig noget, jeg har holdt tilbage fra dig. Aldrig noget som helst. Det er det, et forhold er. Man fortæller hinanden om sine problemer, så man ikke skal gå med dem selv. Jeg fortæller dig for helvede alt."

     "Så fordi du fortæller mig alt, så betyder det, at jeg også skal fortælle dig alt? Er det sådan, du ser på tingene?"

     Nu blev jeg vred. "Du skylder mig i det mindste at PRØVE. Ellers... ellers er det ikke et forhold! Ikke et ordentligt forhold i hvert fald. Man kan ikke bare give og give og give og så ikke få en skid til gengæld. Sådan fungerer det ikke!"

     "Det er et FORHOLD, Brandon! Ikke... ikke... ikke en byttehandel! Du..." Rin så komplet rasende ud, men jeg var mindst lige så rasende, så jeg var faktisk ligeglad. Hun kørte en hånd igennem sit hår, og der løb tårer ned ad kinderne på hende. "Jeg har fået nok. Hvis du ikke vil respektere det så... jeg har fået nok." Så vendte hun sig om og gik imod sit værelse.

     Jeg rejste mig op. "Hvad mener du med det? Hvad prøver du at sige, Rin?"

     "Jeg siger bare, at jeg har fået NOK!"

     "Slår du op eller hvad?!" råbte jeg efter hende.

     "MÅSKE!" råbte hun tilbage og smækkede sin værelsesdør efter sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...