Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1556Visninger
AA

4. Kapitel 3: "Uvenskaber og kidnapninger"

*James*

 

Det var den 27. december. Tidlig morgen.

     Det var mærkeligt. Det var, som om jeg havde befundet mig udenfor tidsrammerne. Jeg havde ikke lagt mærke til, hvordan tiden var gået, eller hvordan verden gik videre udenfor Celinas hus. Det var først den morgen, at jeg tilfældigvis fandt min telefon og så datoen. I to dage havde jeg ikke haft fokus på andet end Daniel og hvordan han havde det.

     Og Daniel havde det egentlig fint. Han nægtede at fortælle mig noget som helst om hvem han var på flugt fra, eller hvorfor de havde dræbt hans forældre. Hvilket var informationer, som jeg havde brug for. Men jeg kunne ikke presse ham, det kunne jeg ikke få mig selv til. Så i stedet tog jeg mig af ham. Jeg lavede mad til ham, han sov i min seng, vi spillede spil sammen, så film sammen. Men vi forlod ikke huset. Jeg turde knap nok tage ham med ud, og han virkede ikke selv specielt ivrig. Det var heller ikke sikkert. Intet var sikkert lige nu.

     ”Alle dine konger,” sagde Daniel. Han smilte svagt.

     ”Niks,” sagde jeg. ”Fisk.”

     Daniel fiskede. Så spurgte han: ”Hvor er dine forældre?”

     Jeg stivnede ved spørgsmålet. Og det gik op for mig, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare.

     ”Bor du her alene?” spurgte Daniel så, da jeg ikke svarede.

     ”Nej, jeg…” Jeg bed mig i underlæben. ”Min plejemor er på forretningsrejse. Hun kommer vel hjem igen på et tidspunkt.”

     ”Okay.” Daniel virkede meget tilfreds med svaret. Så kiggede han afventende på mig med de grønne øjne.

     ”Hvad er der?” spurgte jeg.

     ”Det er din tur,” sagde Daniel med et lille grin.

     ”Nåh. Så vil jeg bede om alle dine 4’ere.” Jeg smilte, for jeg vidste, at han havde dem.

     Og ganske rigtigt. Daniel kiggede surt på mig og rakte mig to 4’ere. Jeg tog sejrsfuldt imod dem.

     ”Hvem var hende pigen, der var her da jeg vågnede?” spurgte Daniel så.

     ”Catriana, min kæreste.”

     ”Hvor er hun nu?”

     ”På vores magiskole.”

     ”Går du på magiskole?” Daniels øjne blev spærret en smule op.

     Jeg nikkede.

     ”Så… du har magi?”

     Igen nikkede jeg. ”Jeg er formskifter. Catriana er heks.”

     ”Okay.” Daniel virkede igen tilfreds. Men da jeg spurgte om hans næste sæt kort, reagerede han ikke. Han så bare tomt ned på sine kort. Jeg fornemmede, at han ikke følte for at spille længere.

     Det fik mig til at stille det næste spørgsmål, desperat efter at finde sammenhænge: ”Har du nogen magi, Daniel?”

     Daniel rystede på hovedet. ”Nej.”

     ”Hvad med… dine forældre?”

     Daniel var tavs, og jeg var bange for, at jeg var gået for langt. Men Daniel rystede bare på hovedet igen.

     Ingen magi. Hvad var det så, der koblede det sammen? Var det overhovedet koblet sammen? Eller var hans forældre blevet dræbt af helt andre grunde? Måske havde begivenhederne slet ikke noget med hinanden at gøre. Det var vel også en mulighed, selvom en del af mig virkelig ikke håbede det.

     ”Vil du have frokost?” spurgte jeg efter lidt tid.

     Daniel rystede endnu engang på hovedet. Han snøftede lidt. ”Hvorfor tager du dig af mig, James? Du kender mig jo ikke.”

     Spørgsmålet kom lidt bag på mig, men det lykkedes mig alligevel at svare: ”Man behøver vel ikke kende hinanden for at give en hånd."

     ”Men… du har ikke ringet til nogen eller… spurgt mig om noget.”

     ”Vil du have, at jeg ringer til nogen? Til politiet?”

     Daniel rystede på hovedet. ”Jeg tør ikke.”

     Jeg rynkede panden. Men Daniel sagde ikke mere.

     Jeg sagde heller ikke noget. Men jeg vidste, at jeg var nødt til at spørge på et eller andet tidspunkt, så jeg rømmede mig og kastede mig bare ud i det: ”Daniel? Kan du fortælle mig, hvad der skete?”

     Daniel stivnede ved spørgsmålet, og han så op på mig med øjne, der bare sagde nej. Nejnejnej. Han svarede aldrig på spørgsmålet, og jeg lod det bare blive ved det. Hængende i luften.

 

*Rin*

 

Det føltes som om et eller andet inden i mig var gået i stykker. Noget var bristet. Og det var hadet til min mor. Had er et stærkt ord, men jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg havde brugt det ord til at beskrive mit forhold til hende.

     Men det passede ikke. Det tror jeg i hvert fald ikke, at det gjorde. Men jeg lod hende tro, at jeg hadede hende. Og jeg lod min far tro, at jeg hadede hende. Jeg lod endda mig selv tro, at jeg hadede hende.

     Men det gjorde jeg ikke.

     Men det ville hun aldrig få at vide. For hun var havnet i Fængslet. Og var man først havnet dér kom man ikke ud igen. Det vidste alle. Hun ville dø. Hun ville dø. Hun ville dø. Og det var til dels min skyld. Fordi jeg var blevet født. Fordi jeg var stukket af. Og fordi jeg intet havde gjort for at beskytte hende.

     ”Rin, du er ikke okay.”

     Brandons stemme hev mig væk fra mine tanker og tilbage til virkeligheden. Vi lå i ske i Brandons seng. Alene. Inde ved siden af sov Cat vel dyb søvn, for det var meget sen aften.

     ”Hvad?” spurgte jeg, selvom jeg egentlig var ligeglad med, hvad han syntes.

     ”Du fortæller mig, at du er okay, men du lyver.” Jeg kunne mærke Brandons åndedræt mod mit øre mens han talte.

     Jeg havde en lyst til at hive mig fri af ham, men jeg gjorde det ikke. Jeg havde lyst til at gå min vej, men det gjorde jeg ikke. ”Jeg vil ikke tale om det.”

     ”Rin…”

     ”Jeg vil ikke tale om det,” gentog jeg med sammenbidte tænder for at gøre det ekstra tydeligt.

     ”Måske burde du tale om det. Det er vel det, vi er sammen for. Man er ikke kærester for ingenting.” Han gav mig et kys i nakken. ”Jeg er her for dig, lige meget hvad det er.”

     Jeg svarede ham ikke. Jeg overvejede faktisk lidt at fortælle ham det. Få hemmeligheden ud i lyset. Men jeg gjorde det dog ikke. Så i stedet lå vi sådan dér i lang tid, uden et ord imellem os.

     Til sidst sagde jeg ud i mørket: ”Brandon?”

     ”Ja?”

     ”Hvis vi er kærester, så respekter, at jeg ikke vil fortælle dig det her.”

     ”Men hvorfor, Rin? Stoler du ikke på mig?” Brandon lød sur.

     Jeg kunne mærke, at jeg havde fået nok. ”Jeg gider ikke det her mere,” sagde jeg og stod op af sengen. Jeg kiggede ikke engang på ham som jeg stormede ud af værelset.

 

*Catriana*

 

Skolebadeværelset på anden etage var tomt. Jeg tjekkede. Og der ringede jeg omsider til James. Det var tre dage siden jeg havde efterladt ham med Daniel, og siden da havde jeg sendt jeg ved ikke hvor mange sms’er, men ikke én havde han svaret på.

     Så jeg ringede op. Og James tog den. Jeg fik et helt chok, da jeg hørte hans stemme. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at han ville tage den.

     ”Hej, James.”

     ”Hvad er der, Catriana?

     ”Jeg har slet ikke hørt fra dig,” sagde jeg og forsøgte at lyde komplet tilfreds, men undrende.

     ”Jeg har ikke haft tid til at svare tilbage, undskyld.

     ”Det er i orden. Hvordan går det med Daniel?”

     "Fint," svarede han kort for hovedet. Måske endda en smule irriteret. Men jeg ville under ingen omstændigheder give op så let.

     "Har han sagt noget som helst?"

     "Nej. Jeg giver ham tid til at komme sig."

     "Du ved knap nok hvad det er, han skal komme sig OVER, James."

     James var tavs lidt. Jeg troede først, at han havde lagt på. Så sagde han: "Hans forældre er døde. Det er nok i sig selv."

     "James, det kan være, at der er kriminelle galninge ude efter ham lige nu. Du er nødt til at ringe til politiet."

     "Jeg ringer ikke til nogen som helst før det passer ind. Og du skal ikke fortælle mig, hvad jeg er nødt til."

     "James! Jeg prøver jo bare at hjælpe."

     "Jamen lad være med det, for du stinker til det."

     Så lagde han på.

     "Ja, du skal ikke lade det gå ud over mig!" snerrede jeg og hamrede min telefon ned i bordfladen jeg stod ved. "Den idiot," mumlede jeg for mig selv.

     Hvordan fanden kunne han tale sådan til mig? James havde aldrig nogensinde talt til mig på den måde før. Aldrig nogensinde. Jeg begreb ikke hvad der gik af ham.

     Pludselig hørte jeg en knirkende dør gå op. Jeg fór om og så Rin stå dér lige udenfor en toiletbås. Hun havde grædt, det var tydeligt.

     Jeg undrede mig i den grad over, at hun var herinde. Jeg havde da tjekket. Men så gik det op for mig, at hun måske havde løftet fødderne op for at undgå at blive opdaget.

     "Hvad er der galt?" spurgte jeg hende.

     "Alle spørger mig om det," snøftede Rin og tørrede sine øjne. "Jeg har det FINT."

     "Du ser nemlig også superfin ud," påpegede jeg tørt som Rin gik op ved siden af mig og så sig i spejlet.

     "Jeg ligner et vrag," kommenterede hun, mere til sig selv end til mig. Så kiggede hun på mig. "James lyder dum."

     "Så du hørte det," sukkede jeg.

     "Selvfølgelig gjorde jeg da det. Men du må huske på, at han nok tager alt det her med den dreng... temmelig personligt. Han har jo oplevet det samme engang."

     "Ja ja, det er forståeligt nok. Jeg FORSTÅR det godt, men... det er ingen undskyldning for at tale til mig på den måde og... handle komplet uansvarligt."

     Jeg osede lidt i nogle sekunder da jeg så kom i tanke om, at Rin var i gang med at lægge et nyt lag mascara for ikke at ligne en, der havde grædt.

     "Vil du ikke godt fortælle mig, hvad der er galt, Rin?" spurgte jeg.

     Rin svarede ikke med det samme. Hun tog en dyb indånding, og hun kiggede ikke engang i nærheden af mig, da hun svarede: "Jeg tror, at Brandon og jeg er ved at blive uvenner."

     "Har I da ikke været det før?"            

     "Jo, men... men denne her gang handler det om noget, som jeg ikke kan rette op på. Han vil have ting ud af mig, som... jeg ikke kan fortælle."

     "Som de mystiske opkald?"

     Rin kiggede hurtigt på mig, og jeg vidste, hvad det betød.

     "Som om jeg heller ikke har lagt mærke til det. Alle så dig storme ud af stuen og ud på badeværelset. Det er ikke ligefrem hemmeligt, at du holder noget tilbage."

     Rin bed sig i underlæben og gav et lille suk fra sig. Så spurgte hun: "Kan du huske første år? Dengang jeg ikke vidste, hvem du i virkeligheden var?"

     "Hvad hentyder du specifikt til?"

     "Dengang vi... vi snakkede om, at hvis du viste mig din, så viste jeg dig min?"

     Nu kom jeg i tanke om det. Det var dengang, Rin lavede den dér café, som alle blev så oprørte over.

     "Ja, jeg har jo vist dig min," sagde jeg så. "Har det her noget med din at gøre, Rin?"

     Rin nikkede. "Du fortalte mig, hvem du var. Du viste mig din. Godt nok vidste jeg det allerede, men du... havde nok tiltro til mig til at vise mig din."

     Jeg hævede det ene øjenbryn og kiggede afventende på hende.

     "Men jeg kan ikke vise dig min. Selv ikke nu. Og jeg elsker Brandon. Jeg elsker Brandon mere end... jeg ved ikke hvem. Og jeg vil så gerne fortælle ham det. Jeg vil så gerne fortælle ham alt. Jeg vil så gerne fortælle NOGEN det. Men... jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke."

     "Okay," svarede jeg. Jeg forstod intet, for hun forklarede intet. Men hvis hun ikke mente, at det kunne lade sig gøre, så måtte det vel være sådan. "Og det nægter Brandon at forstå?"

     "Jeg tror... at Brandon tror, at fordi jeg ikke fortæller ham det, så er det fordi jeg ikke stoler nok på ham."

     "Men du stoler på ham?"

     "Jeg STOLER på ham! Men jeg KAN ikke. JEG KAN IKKE!"

     "Okay, okay, bliv nu ikke oprørt. Så forklar ham det. Forklar ham det så han forstår det."

     Rin begravede sit ansigt i sine hænder og græd videre. Ganske forsigtigt lagde jeg armene om hende. Sådan stod jeg og omfavnede hende i længere tid end jeg aner.

 

*Brandon*

 

Klokken to om eftermiddagen nåede jeg hjem. Men jeg gik ikke ind ad hoveddøren til mit eget hus. I stedet bankede jeg på hos James. Spændt afventede jeg, hvad end der ville ske. Jeg overvejede, at han måske ikke ville åbne. Men det gjorde han heldigvis. Han stod dér i døren og stirrede et kort øjeblik, som om han aldrig havde set mig før. Så glippede han med øjnene som det gik op for ham.

     "Brandon?"

     Jeg lagde armene over kors, en anelse fornærmet over det spørgende i hans stemme. "Nej, Lucifer i egen høje person. Hvem fanden skulle det ellers være?"

     "Ha ha," lo James tørt. "Kom ind."

     Og ind kom jeg. James lukkede døren efter mig og låste den godt og forsvarligt. Jeg kiggede mig omkring efter drengen, men jeg kunne ikke få øje på ham.

     "Hvor er han?" spurgte jeg James.

     "Inde i dagligstuen. Han lægger korthus."

     "Korthus? Er han ikke syv? Han burde da se fjernsyn eller sådan noget."

     James trak på skuldrene. "Man har vel alle sine særheder."

     Vi gik ind i stuen, hvor drengen ganske vist sad. Han var bare en lille skikkelse. Mager, men han så ellers sund og rask ud. Det var egentlig sært, for ved første øjekast lignede han James på en prik. En ung James fra mange af familiebillederne rundt omkring i huset. Han havde næsten samme lyse hår og fregner på næsen. Forskellen var øjnene, opdagede jeg, da han kiggede på mig. De var mørkegrønne.

     Daniel kiggede på mig uden at sige noget, og han fik et sådant chok over min tilstedeværelse, at hans korthus væltede.

     "Ups," mumlede jeg.

     "Daniel, det her er Brandon," præsenterede James mig. "Han er min rigtig gode ven. Han går også på magiskolen, som jeg fortalte dig om."

     Daniel betragtede mig undersøgende, og han gav mig et elevatorblik. Men det var ikke dømmende, nærmere lidt skræmt i det. Men han rejste sig op, gik hen til mig og rakte hånden frem. "Hej," sagde han med en klar og lys drengestemme. Jeg blev helt overrasket over, hvor klar den var.

     "Hey," sagde jeg og tog også hans hånd. "Så du er Daniel, hva'? Hvordan går det?"

     "Meget fint," svarede Daniel bare.

     Der var så mange ting, jeg gerne ville have svar på. Jeg havde ringet til James så mange gange, sendt ham så mange beskeder, men det var ikke lige det meste information, jeg havde fået ud af ham. Jeg betragtede James, der kiggede næsten overvågent på os som en høg. En rigtig overbeskyttende høgemor.

     "Kan vi snakke sammen, James?" spurgte jeg.

     "Jaja," sagde James bare med et træk på skuldrene.

     "Alene," insisterede jeg sammenbidt.

     James himlede med øjnene. "Vi går ovenpå, Daniel. Kom op, hvis der er noget."

     Daniel nikkede bare. Han var allerede klæbet til korthuset igen.

     James og jeg gik ovenpå og ind på hans værelse, der var rodet og teenageragtigt som altid.

     "Hvad vil du tale med mig om, Brandon?" spurgte James. Han satte sig i sin lænestol og tog sin guitar op. Den guitar, som bare havde stået og samlet støv i sådan... tre år.

     "Er der ikke noget, du kunne have lyst til at fortælle mig?"

     "Næh," svarede James kort for hovedet. "Er der noget, du kunne have lyst til at høre måske? Det ville så sandelig være en hjælp." Han lød underligt spydig, og jeg brød mig ikke om det. Ikke i den grad.

     "Daniel, James. For fanden da, har du slet ikke tænkt dig at ringe til nogen? Du har bare siddet og spillet kort med ham i tre dage? Der er folk efter ham, han... du kan ikke passe på ham alene."

     "Hvad fanden ved du om det? Jeg forstår den dreng bedre end nogen andre vil komme til det. Er du klar over, hvad et opkald kan føre med sig? Folk vil JAGTE de galninge, der slog hans forældre ihjel. Og de galninge vil forsvinde. Og Daniel vil ALDRIG få svar på alle de spørgsmål, han vil have så snart han er kommet sig over chokket. Jeg vil beskytte ham, for jeg er den eneste, der ved, hvordan det skal gøres."

     I chok stirrede jeg på James, der vredt spillede lidt på guitaren, uden at der var nogen speciel melodi involveret. Nu faldt tiøren. Nu indså jeg, hvordan det hang sammen.

     "Du tror, at det var de samme, der slog hans forældre ihjel," sagde jeg. "De samme som også slog din familie ihjel. Du tror, at der er en sammenhæng. Og du håber, at hvis der bliver handlet anderledes, så vil DU få dine svar. Og du håber samtidig, at Daniel IKKE vil ende ligesom dig, hvis han får en afslutning NU. Du håber på, at du kan slå to fluer med et smæk. Og samtidig handler du bindegalt, fordi du handler, som du ønsker, at Celina havde handlet. Du behandler Daniel, som du selv gerne ville være blevet behandlet dengang. Men det ved du ikke engang selv en skid om. Du var en dreng. En lille, traumatiseret dreng, der ikke havde noget tilbage. Og du var taknemmelig for, hvad Celina gjorde for dig. Men nu er du kold og sur, fordi hun ikke er din mor, og fordi du stadig ikke ved, hvem morderne er, eller hvad deres motiv var. Og du håber på, at du kan finde ud af det hele og rette op på det hele gennem Daniel, gør du ikke?"

     James så ikke på mig. Og han sagde ikke noget. Og han spillede ikke mere. Han sad bare dér i lænestolen og så udtryksløst ud i luften. Så vendte han blikket imod mig, og der var ild i hans øjne. "Du skal ikke tro, at du kan komme her og analysere mig," sagde han langsomt. "For hvis der er nogen, der ikke forstår det, så er det dig. Dig med din lykkelige kernefamilie og trygge barndom, hvor du aldrig frygtede andet end den næste nationaltest. Hvor du aldrig vågnede op om natten, rystende af skræk og med flammer i dine erindringer. Det er alt, hvad jeg har at erindre. Flammer og min søsters skrig. Er det måske noget, du kan relatere til? Dig, som er så perfekt. Men ved du hvad, du kan ikke relatere til NOGET! Du skal ikke komme og tro, at du ved en SKID! Så GÅ! Tag tilbage til magiskolen og BLIV der! Jeg vil ikke SE dig her mere! GÅ!" Han sprang op fra stolen, og han råbte af mig, som han aldrig havde råbt af mig før. Rystet forlod jeg hans værelse og hans hus. Og nej, han så mig ikke der mere.

 

*James*

 

Jeg vågnede ved, at Daniel skreg.

     I nogle korte sekunder undrede jeg mig over, hvor fanden jeg var. Men så gik det op for mig, at jeg bare sad i min lænestol med et tæppe over mig. Men Daniel lå i min seng og skreg i søvne, han slog rundt om sig og græd og kunne ikke ligge stille. Jeg fór hen til ham og forsøgte at trøste ham.

     "Shh shhh," sagde jeg en anelse desperat.  Jeg omfavnede ham, og skrigeriget holdt op, men gråden overtog. Han græd og græd og græd. "Det er ovre. Det var... bare et mareridt." Mens jeg sad og holdt om ham havde jeg svært ved selv ikke at græde. Men jeg gjorde det ikke. Nogen var nødt til at være stærk, og den person var mig.

     Lidt efter lidt stoppede han med at græde, og til sidst var der kun små snøft tilbage. Vi sad sådan i lang tid, indtil Daniel så til sidst mumlede ind imod mit bryst: "Jeg drømte om det."

     "Det ved jeg," hviskede jeg bare.

     "Hvordan?" snøftede han.

     "Fordi... fordi det gør jeg bare." Jeg havde oplevet det for mange gange til, at jeg ikke kunne vide det. "Det var en forfærdelig nat."

     "Det var ikke natten, jeg drømte om. Det var tiden efter."

     "Efter?"

     "Ja... når de spurgte mig om ting. Når de ikke ville give mig mad. Når de slog mig. Når de spærrede mig inde i mørke steder."

     Chokeret sad jeg og smagte på den nye information. Med svag stemme spurgte jeg: "Kidnappede de dig?"

     Jeg kunne mærke, at Daniel nikkede. "Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg var hos dem. Men det var efterår, da de kom. Nu er det jul." Han snøftede mere.

     Jeg sank en klump. Jeg havde hele tiden troet, at hans forældre blev slået ihjel for måske nogle dage siden. Ikke for flere måneder siden. Og de havde kidnappet ham. Forhørt ham. Hvad fanden var der her som noget?"

     "Hvem var de?" spurgte jeg, et spørgsmål jeg havde haft lyst til at stille ham lige siden han dukkede op.

     "De var mænd i sort," svarede Daniel, som han havde svaret før. Og så, lidt efter: "Faldne engle. Deres leder var en ond ond mand."

     Stivnet af chok og rystelse gættede jeg: "Darkeya?"

     Daniel nikkede. Og han græd videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...