Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1561Visninger
AA

24. Kapitel 23: "Olivars akademi"

*James*

 

"Hr. Cult."

     Jeg vendte mig om imod stemmen. Det var Bill. Skulle det absolut være lige nu? Midt i frokosten?

     Jeg havde netop sat mig ved vores sædvanlige spisebord sammen med Catriana, Ena og Kira.

     "Hvad vil du?" spurgte jeg afvisende og tog en bid af min burger for at sende en meget tydelig besked.

     "Jeg vil gerne se dig på mit kontor når du har spist færdig."

     Jeg fik næsten min burger galt i halsen. "Hvorfor?! Hvad har jeg gjort nu?"

     "Du har ikke gjort noget. Men det gør det ikke mindre vigtigt. Jeg forventer at se dig senest klokken et."

     Så forlod han os. Jeg kiggede spørgende på de andre. Så kiggede jeg på Kira.

     "Kira, hvis det er problemer vil jeg gerne bede dig om at fortælle mig det lige nu."

     Kira smilte bare. "Ikke problemer." Hun tog en bid af sin sandwich. "Men jeg har også nyheder, at I ved det. Matt starter her næste år. I 1.g."

     Jeg stirrede på hende. "Seriøst? HER?"

     Kira nikkede. "Han snakkede med Bill tidligere i dag. Det kommer til at ske. Matt er glad for det, men... det får nok nogle problemer med hans far..."

     "Fædre skal alligevel ikke bestemme alt," sagde Catriana med et skævt smil. "Deres autoritet er overvurderet."

     "Og det er ikke altid fædre fortjener at have autoritet," påpegede Ena.

     "Og desuden lyder Matts far som en douche," sagde jeg.

     Kira nikkede og spiste videre af sin sandwich. "Alt lysner op," sagde hun med munden fuld af mad. "For første gang i et halvt år lysner alt op."

 

Da jeg havde spist min burger mødte jeg op på Bills kontor. Han sad bag sit skrivebord, meget autoritetsagtig. Jeg satte mig på visitstolen og afventede, hvad end det her drejede sig om.

     "Jeg vil gerne starte med at sige, hvor glad jeg er på jeres vegne," sagde Bill med et smil. "Det er i sandhed et mirakel, det der hændte."

     "Hvad snakker du om?" spurgte jeg uforstående.

     "Hr. Michigan selvfølgelig."

     "Åh. Åh ja, det er vel et mirakel." Var det bare det her, han havde tilkaldt mig for? For at lykønske mig? Fordi min bedste ven ikke var død? Fordi han havde overlevet? Fordi jeg stadig skulle stå til regnskab for det sidste jeg havde sagt til ham?

     "Har I fundet ud af, hvad der skete? Hvorfor han vågnede?"

     Jeg rystede på hovedet. "Næh. Hvorfor er jeg her? Er det bare på grund af Brandon?"

     Bill så lidt paf ud over min ivrighed efter at skifte emne, men så rystede han på hovedet. "Nej. Du er her, så vi kan tale om Daniel."

     "Daniel." Daniel var glad og fri for de problemer, der før tyngede ham. Han boede i børneafdelingen, en dag ville han nok starte som elev her på skolen. Grunden til hans forældres død var afklaret, problemet var blevet løst og Ninanoc var ødelagt. En dag ville Daniel komme meget længere end jeg nogensinde ville.

     "Der er et akademi. Olivars akademi. Jeg foreslår, at vi bringer Daniel dertil. Faktisk anbefaler jeg det."

     Det kom helt bag på mig, og jeg fandt mig selv stirrende stumt på Bill.

     "James?"

     "Hvorfor?" spurgte jeg. "Hvorfor skulle vi gøre det? Han kan vel lige så godt være her!"

     "Desværre ikke, James. Ser du, Olivars akademi er specielt. En speciel magiskole for de magiskænkede børn, der ikke har andre steder at være. Ingen familie, ingen hjem - men strålende begavede evner indenfor magi."

     "Vi tager da også forældreløse ind! En af mine venners bofæller er vokset op her på skolen uden hverken hjem eller familie! Hvorfor er Daniel anderledes?"

     "FORDI James, Darkeya stadig er i live. Og Darkeya kender til Daniels identitet, og han ved, hvor han skal lede efter ham."

     "Men Ninanoc er jo ødelagt!"

     "Ja, men hvem ved, hvad fremtiden vil indebære? Hemmelighedsspottere er yderst sjældne og yderst magtfulde, og Olivars akademi er speciallavet til at skjule dens elever. Den er skjult for omverdenen."

     "Men..."

     "Jeg ved godt, at du så nødig vil skilles fra Daniel, men det her handler om hans beskyttelse. Ønsker du ikke, at han skal være tryg og sikker?"

     Jeg blev stum. For svaret var ja. Der var intet, jeg ønskede mere. Men jeg holdt af Daniel. Nej, jeg ikke bare holdt af ham. Jeg elskede ham som min egen bror. Han var familie.

     "James, jeg ved godt, at det er hårdt, men - "

     "Fint," afbrød jeg. "Fint, lad os gøre det." Min stemme var tyk i mit forsøg på at lyde beslutsom og modig. "Men hvis den er skjult, hvordan kan vi så bringe Daniel dertil?"

     "Jeg har mine kontakter." Bill blinkede. "Jeg kender rektor Olivar. Jeg har allerede talt med ham om det, og han vil med glæde tage Daniel ind. Jeg har ikke fortalt noget om det her til Daniel, da jeg går ud fra, at du gerne vil være den, der fortæller ham det."

     Jeg nikkede med en klump i halsen. "Hvor... hvornår bliver det?"

     "Om nogle dage, tror jeg."

     "Men... hvis Daniel kommer derud... bliver det så permanent? Jeg mener..." Jeg havde svært ved at udtrykke det. Men jeg kunne se i Bills øjne, at han vidste præcis, hvad jeg ville spørge om:

     "Når vi afleverer Daniel der, bliver det farvel."

 

Daniel tog det pænt. Faktisk så han frem til det. Han var ked af at skulle sige farvel til os alle sammen, men jeg tror, at jeg vidste, hvor meget han havde brug for det her. Han havde brug for at kunne sige farvel til sine forældre, til Darkeya, til Ninanoc og alt det, der bandt tingene sammen. Og de ting var desværre Pijifenas Magiskole - og os.

     Fire dage senere skulle vi af sted. Daniel havde pakket de få ting, han havde. Catriana havde tilbudt at tage med, og jeg havde glædeligt taget imod tilbuddet. Så vi var tre, der mødte op på Bills kontor den eftermiddag.

     "Det her er en teleportmønt," sagde Bill og holdt en guldmønt op. "En opfindelse af Olivar. Enhver, der holder den og ønsker adgang til akademiet, vil ankomme lige til hovedporten på et splitsekund. Daniel, er du klar?"

     Daniel nikkede beslutsomt. "Ja."

     Bill så på os. "Og I to?"

     Vi nikkede også.

     "Nuvel." Bill holdt mønten frem, og vi gik alle frem og holdt om et lille stykke af den. Og før vi vidste af det stod vi foran en kæmpestor port indtil en kæmpestor borgagtig bygning. Daniel blev pludselig bleg, og jeg lagde en hånd på hans skulder.

     "Har du mod på det?"

     Han nikkede. "Jah. Det er bare sådan lidt spændende."

     Vi fulgte efter Bill ind ad porten og ind i en kæmpestor hall. Den var lagt i mørke farver, og jeg fik en sær fornemmelse af at være tilbage i Djævelens slot. Vi passerede nogle teenagere, der lignede elever. De var klædt i mærkelige, sorte uniformer.

     "Jeg kan ikke lide det her sted," hviskede jeg til Catriana.

     Catriana tog min hånd. "Lidt fordomsfuld for de mørke farver?"

     "Nej!" skyndte jeg mig at sige. "Nej, slet ikke, det er bare..."

     Catriana kluklo og gav mig et kys på kinden. "Tag det roligt. Jeg bebrejder dig ikke. Du elsker ham. Du vil ham kun det bedste. Men Bill anbefaler det her sted. Det er det bedste sted for ham. Stol på Bill."

     Jeg nikkede. "Ja. Ja, okay."

     For enden af hallen var en stor trappe. Der stod en mand i en mørk kappe meget lig elevernes. Han havde grånende mørkt hår og et bryskt ansigt. Men da vi kom nærmere smilte han og trykkede hånd med Bill.

     "William."

     "Olivar," sagde Bill. Han gestikulerede mod os. "Må jeg præsentere James Cult og Catriana Cyston. Og så Daniel her."

     "Daniel," sagde Olivar og trådte frem. Han rakte hånden frem, og Daniel tog den. "En ny rekrut."

     Daniel smilte ganske svagt. "Jeg ser frem til at være her."

     Jeg fik en knude i maven da det gik op for mig, hvor meget Daniel var vokset det sidste halve år. Hvor rankt han stod, hvor meget kraft og mod der var i hans stemme.

     "Og vi ser frem til at lære dig alt, hvad vi kan. I to dér." Han vendte sig mod Catriana og mig. "Daniels værelse er nummer 1548. Værelsesafdelingen er nede ad den gang dér." Han pegede på en gang, der gik fra trappen af. "Hvis I vil være så venlige at eskortere Daniel derhen, så han kan finde sig til rette her."

     Jeg nikkede og tog Daniels hånd. Vi gik op ad trappen og efterlod Bill og Olivar for foden af den. Vi fortsatte ned ad en lang korridor med malerier fra gulv til loft. Malerier af store troldmænd, feer og vampyrer. Engle såvel som dæmoner. Mange af dem kendte jeg navnet på. Det var de helt store, der var sat op her.

     "Så det her er værelsesafdelingen," sagde Catriana, da vi ankom til for enden af korridoren. Korridoren endte i en kæmpestor vindeltrappe, der gik op og op, og man kunne se dørene på siden. De havde alle værelsesnumre.

     "Ja, du kommer da hurtigt i form," sagde jeg.

     "Ja," sagde Daniel, og hans stemme var helt svag igen.

     Vi begav os opad indtil vi ankom til døren med nummeret 1548 på. Jeg åbnede døren og trådte ind.

     Det var ikke et stort rum, men der var alligevel rigeligt plads, da det ikke var specielt tæt møbleret. Der var to enmandsmetalsenge, to sengeborde, to hylder, et skrivebord og to kommoder. Halvdelen af disse møbler var tydeligvis brugt. Den ene seng var rodet, den ene hylde beklædt med tegneserier og actionfigurer. Skrivebordet rodede med lektier og tegninger.  

     "Du har dig vist en bofælle," sagde jeg.

     "Gad vide, hvem han er," sagde Daniel og lagde sin kuffert på sin seng. I det samme kom en dreng og en pige brasende ind på værelset. Drengen var høj og havde brunt hår, mens pigen var lille og med en kæmpestor manke af krøllet rødt hår.

     "Så du er min bofælle!" udbrød drengen og sprang frem mod Daniel, så Daniel impulsivt satte sig tilbage i sengen. "Mit navn er Jake!"

     "Øh, hej," sagde Daniel. "Jeg er Daniel."

     "Jeg er Sarah," sagde pigen og trådte også frem. "Jeg har værelse ved siden af." Hun skævede til mig og Catriana. "Kom, Jake. Måske skulle vi komme tilbage senere."

     "Øh, hvorfor? Det er mit værelse."

     "Jake," sagde Sarah sammenbidt. Jake sukkede. Han blinkede til Daniel, hvorefter de begge to forlod værelset og lod os være alene.

     "I skal nok blive gode venner," sagde Catriana spøgefuldt. Hun satte sig på Jakes seng. "I det mindste er de på din alder. Jeg var helt bekymret for, at du skulle bo sammen med teenagere."

     Daniel smilte. Jeg satte mig på sengen ved siden af ham. "Er du okay, Daniel?"

     Daniels smil forsvandt, og han stirrede ud i luften. Så rystede han på hovedet. "Ikke helt. Jeg... jeg er bange."

     "Bange? For hvad?"

     "For denne her skole. Og alle de mennesker. Det er alt sammen så nyt. Og jeg vil være helt alene."

     Jeg nåede ikke at svare før døren blev åbnet. Ind trådte Olivar og Bill.

     "Det er tid til at sige farvel nu," sagde Olivar.

     Det kom som et spark i maven. Jeg indså nu, at jeg ikke var klar. Jeg var ikke klar til at sige farvel. Men blev jeg mon nogensinde det?

     Catriana rejste sig op. Hun satte sig på hug foran Daniel. Så omfavnede hun ham. "Jeg ønsker dig al lykke, Daniel. Jeg ved, hvor svær den seneste tid har været for dig, men du kommer over det. Det tror jeg på."

     Daniel nikkede. "Tak."

     Catriana trak sig væk. "Jeg lader jer være lidt alene. Kom du bare, når du er klar, James." Så forlod hun mig alene med Daniel i dette nye, ukendte værelse på denne nye, ukendte skole.

     Vi sad i tavshed i lidt tid. Så rejste jeg mig op og satte mig på hug overfor ham ligesom Catriana havde gjort. "Daniel..." Ordene satte sig fast i halsen på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

     "Jeg har ikke lyst til at sige farvel," sagde Daniel.

     Jeg bed mig i læben. "Det har jeg heller ikke. Men... men vi er nødt til det. Det er bedre på denne her måde."

     Daniel fik tårer i øjnene. "Ja, det ved jeg godt. Jeg... jeg har bare ikke lyst." Hans stemme knækkede over, og nu gav han sig til at hulke. Jeg omfavnede ham, knugede ham ind til mig.

     "Der vil komme en dag," sagde jeg, "hvor smerten vil være en ært i forhold til hvad den er nu. Den vil aldrig forsvinde, men du vil komme over det. Og den vil gøre dig stærkere. Vi bliver stærkere af de forfærdelige ting, vi oplever i livet. Det er de ting, der former os. Og gør os til dem, vi er."

     Daniel sagde ikke noget.

     Jeg løsnede mig fra omfavnelsen og så ind i hans grønne øjne. "Du er allerede blevet så meget stærkere. Du er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere kan hjælpe dig. Du skal stå på egne ben."

     Daniel nikkede. Så smilte han skævt. "Har du læst det i en eller anden bog?"

     Jeg prøvede at se fornærmet ud. "Mig? Det er da mine egne guldkorn. Tror du virkelig, jeg ville sidde og belære dig en anden persons ord?"

     Daniel lo og tørrede sine øjne. "Tak for alt, hvad du har gjort for mig. Jeg... jeg kommer virkelig til at savne dig."

     "Og jeg kommer til at savne dig. Men så længe vi husker hinanden vil vi altid være sammen."

     "DET har du i hvert fald fra en anden!"

     Jeg smilte og kyssede ham på panden. "Farvel, Daniel."

     "Farvel, James."

     Jeg rejste mig op og gik ud af døren. Inden jeg lukkede den kastede jeg et sidste blik på den dreng, der mindede mig så meget om mig selv. Han smilte, og jeg smilte. Og så lukkede jeg døren og gik ned ad gangen for at møde Catriana og Bill, hvorefter vi ville tage hjem.

 

Brandon sov. Selvfølgelig sov han. Hvorfor var jeg overhovedet overrasket? Hvorfor skulle han andet end sove?

     Stuen var tom, så jeg gik lydløst hen og satte mig ved hans seng. Den anden stol var præget af, at en Rin havde været placeret der i evigheder. Hendes jakke hang over stoleryggen, og på bordet lå en halvspist pose chips. Hvor hun var lige nu, vidste jeg ikke.

     I lang tid sad jeg bare dér og betragtede mine egne knyttede hænder, der hvilede på mine knæ. Jeg så ikke op på Brandon. For jeg havde ikke set ham vågen i et halvt år. Jeg havde ikke set ham i øjnene i et halvt år.

     Det var først, da jeg hørte noget røre på sig, at jeg så op. Brandon rømmede sig. Og så åbnede han øjnene og så op i loftet med de grønne øjne han havde. Der gik nogle sekunder før han blev klar over, at der sad en i rummet sammen med ham, og han drejede hovedet mod mig.

     "Hej, James," sagde han hæst.

     Jeg åbnede munden for at svare, men jeg kunne ikke. Lyden af hans stemme slog mig helt ud.

     "Rin fortalte, at I sagde farvel til Daniel i dag," sagde Brandon. Jeg nikkede og så væk fra ham.

     Så tog jeg mig sammen og sagde: "Jeg kommer nok aldrig til at se ham igen. Men det var det bedste for ham. Det ved jeg, at det var."

     "James."

     Jeg svarede ikke.

     "James. Se på mig"

     Langsomt vendte jeg igen blikket mod ham. Der var så meget mere farve i ham end sidste jeg så ham, selvom han stadig var svag at se på. Uvilligt fik jeg tårer i øjnene, og jeg skyndte mig at tørre dem væk. "Brandon, jeg troede det var sket med dig. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne tilgive mig selv?"

     "Tilgive dig selv? For hvad?"

     "For... for det jeg sagde. Du ved..." Jeg havde ikke lyst til at tænke på det.

     Brandon så et øjeblik forvirret ud. Så smilte han sig og gav sig til at le. "Nå, det! Det var jo bare en bagatel! Vi vidste sgu alle sammen, at du var lidt sindssyg i den periode. Det er alt sammen glemt og tilgivet for lang tid siden."

     "Jeg troede, at du skulle dø!" sagde jeg. Jeg blev pludselig vred. Vred over, at han ikke forstod det. "Men hvordan skulle du kunne forstå det? Du har jo bare ligget dér og sovet skønhedssøvn. Hvordan skulle du vide, hvad vi har været igennem?"

     "James..."

     "Brandon, jeg troede, at det ville være det sidste, jeg nogensinde sagde til dig. Er du klar over, hvor meget jeg har skammet mig? At jeg... at jeg ikke fik nogen chance for at sige undskyld."

     "Du sendte mig da en sms."

     "Det tæller jo ikke! Og jeg troede, at Ninanoc kunne redde dig. Jeg var SIKKER på det. Men så ødelagde jeg den fandengaleme! Med vilje endda. Og jeg forsøgte at få Gud til at hjælpe dig. Jeg prøvede endda SELV at hjælpe dig. Jeg prøvede med mit mærkelige lys, lige før vi tog ud for at finde Ninanoc, men du vågnede ikke. Men intet kunne gøre det. Alle var sikre på, at du ville dø. Jeg ville for fanden da aldrig have tilgivet mig selv. Aldrig nogensinde!"

     Brandon var tavs. Han vendte blikket væk fra mig og så op i loftet. Så sagde han: "Da jeg vågnede... min mor var det første ansigt, jeg så. Hun... hun besvimede næsten. Da alt det formelle ligesom var overstået, efter lægerne havde undersøgt mig og sådan. Der begyndte min mor at ringe til Rin og til dig. Hun sagde, at det kun var en time siden, I havde forladt hospitalet. Men hun kunne ikke få fat på jer. Og... jeg husker ikke meget. Jeg husker ikke engang helt, hvordan jeg kom til skade, men jeg husker... lige før jeg vågnede. Jeg husker, at jeg stod på en mark. Og jeg så en masse folk drage imod et lys for oven. Og jeg skulle selv til at løfte fødderne fra jorden og drage imod det. Jeg husker, hvor stor lyst jeg havde til det. Men så kom der et andet lys til. Et lille lys fra under mine fødder. Det kom op til mig, og det talte med din stemme. Lyset sagde, at det ikke var tid endnu. Så jeg tog fat om lyset. Og pludselig lå jeg her. I stuen. Og min mor besvimede." Han lo hæst. Så vendte han blikket mod mig og sagde: "Ifølge min mor vågnede jeg en time efter I var gået. En time efter du havde prøvet at vække mig med dit lys."

     Jeg stivnede, da det pludselig gik op for mig, hvad han forsøgte at fortælle mig. Jeg stirrede ham ind i øjnene, som han sagde:

     "Det var dig, der vækkede mig, James. Dig og dine kræfter. Jeg ved ikke, hvor fanden du har fået dem fra, men de kræfter ødelagde Guds våben og vækkede en død til live."

     "...Wow," var det eneste jeg kunne få frem.

     "James," sagde Brandon. "Wow er undervurderet."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...