Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1564Visninger
AA

23. Kapitel 22: "Miraklet del 2"

*Catriana*

 

"Lad mig gøre det meget klart for jer," sagde Darkeya. Vi befandt os alle på pladsen, hvor der for ikke så lang tid siden havde været stor fest, i en stor flok af fangede feer og fangede os, omringet af faldne engle. "Jeg går ikke herfra uden Ninanoc. Så hvis nogen ville fortælle mig, hvor I har gjort af den, ville jeg være meget taknemmelig."

     Der var dyb stilhed. Ingen svarede, ingen rokkede sig. Jeg stirrede intenst på Darkeya. Som altid ville jeg ønske, at mine øjne kunne virke på ham. Han var den eneste person i verden, som jeg ønskede at gøre skade på, og så var han blandt de få det ikke virkede på. Det er vist det, man kalder ironisk.

     "Vi er Herrens undersåtter," sagde Matts onkel lidt efter. Han så Darkeya lige i øjnene og ønskede uden tvivl at gøre lige så meget skade som jeg. "Ninanoc vil aldrig falde i dine hænder."

     Darkeya smilte men svarede ikke. Så vendte han blikket opad. "Jeg lagde mærke til, at der er et beskyttende skjold rundt om dalen. Ikke et materielt et, men et magisk et. Det er derfor, man ikke kan finde Ninanoc medmindre man allerede ved, hvor den er. Men nu er vi indenfor skjoldet. Hent rævepigen."

     To faldne engle gik hen og hev Kira op og stå. Hun havde store, skrækslagne øjne. "Hvad skal du nu bruge mig til?"

     "Jeg mener, at Yasmin gav dig dine syn tilbage, ikke sandt?"

     "... Måske. Og hvad så?"

     "Det betyder uden tvivl, at du ved hvor Ninanoc er lige nu. Dine syn er meget stærke, nogle af de stærkeste jeg har oplevet."

     Kira lavede trutmund. "Jamen tak for komplimenten. Men jeg må skuffe dig, jeg - "

     "Du skal ikke lyve for mig, rævepige. Du ved hvor Ninanoc er, og du vil føre mig til den. Tag Cat med, men behold resten her. Hvis du fører mig i en fælde eller... hvad skal man sige... mislykkes i at finde staven for mig, kan jeg ikke sige hvad der kommer til at ske med dem."

     Det lukkede munden på Kira. Jeg blev løftet op og stå, og vi blev ført af sted. Kira fortalte mig det ikke, men jeg kunne se det i hendes øjne. Hun vidste, hvor Ninanoc var. Og hun havde ikke andet valg end at føre Darkeya til den.

     "Nå?" spurgte Darkeya som vi krydsede pladsen. "Hvor er den?"

     Kira tøvede. Så sagde hun: "Under slottet. I kælderen."

     Slottet var næsten for lille til rent faktisk at være et slot, men bygningen havde spirer og var større og ædlere end alle de andre bygninger. Vi gik lige ind ad døren. Kira ledte os ubesværet gennem gangene som var hun vokset op her. Jeg skævede til Darkeya.

     "Skammer du dig aldrig?" røg det ud af munden på mig. Et millisekund så Darkeya forvirret ud over, hvem der havde sagt noget, men så blev hans grønne øjne vendt mod mig.

     "Skamme mig? Over hvad dog?"

     Jeg tænkte på så mange ting. På Enas mor. På Brandon. På Daniel. På alle de mennesker, han havde dræbt og tortureret. På Rin, der næsten var død dér nede i hulen hvis ikke James havde kaldt hende tilbage. "Mere end du aner."

     Darkeya smilte skævt. "Du er for blødsøden til at kunne kalde dig Djævelens datter."

     "Jeg er ikke Djævelens datter," røg det ud af mig, uden at jeg egentlig vidste hvorfor. "Du var altid Djævelen. Min far var aldrig nogen anden end Lucifer. Måske ved verden det ikke, men du er den Djævel, som alle frygter og hader. Ikke ham."

     Det fik Darkeya til at trække endnu mere på smilebåndet. "Nu smigrer du mig."

     Det var på en måde en smiger, selvom jeg ikke havde ment det sådan. Men jeg havde heller ikke ment det hadefuldt. For jeg havde lige indset, at det var sandheden. Lucifer havde aldrig været Djævelen.

     Jeg er bag jer.

     Jeg fik sådan et chok at jeg næsten sprang. Det var James' stemme i mit hoved.

     Hvordan?

     Det var let nok. De havde vist glemt mine bonuskræfter og hvad jeg er i stand til.

     Det beroligede mig at have ham der. men jeg skulle anstrenge mig for ikke at kigge mig over skulderen og spejde efter ham. Kira gik foran mig, målrettet og beslutsomt. Hun havde ingen anelse om, at James var der. Ingen andre end mig.

     Kira ledte os ned ad mange trapper indtil vi ankom til en lang, lang gang, der førte ind i et kuppelformet rum. Og der stod den. Ninanoc. Den lignede den Ninanoc, vi havde set før, selvom denne her... den havde en slags tiltrækkende magisk kraft, og jeg kunne på lang afstand mærke, hvor stærkt magisk den var. Det her var ikke en kopi, det var den ægte vare.

     "Bliv tilbage," sagde Darkeya. Vi blev holdt tilbage. Kira så ulykkelig ud over at have ført ham til den. Jeg kunne ikke andet end forstå hende.

     Darkeya gik frem. Han rakte ud efter Ninanoc, der svævede nogle centimeter over jorden og skinnede let. Han greb fat om den. Og så smilte han, og der var ingen tvivl.

     Men i det samme ændrede omgivelserne sig. Rummet, vi stod i, blev større, og den ene gang vi var kommet fra, blev fordoblet. Der var nu udgange og tunneler til hver en side.

     Og så fløj Ninanoc pludselig ud af Darkeyas hænder. Staven fløj henover hovederne på os alle sammen og landede i hånden på James, der stod lige ved en tunnel. Han smilte skadefro til Darkeya, der så himmelfaldent rasende ud.

     "Catriana, Kira!" råbte James. "Vi flygter, NU!"

 

*James*

 

Det var selvfølgelig lettere sagt end gjort, for Catriana og Kira var omringet af faldne engle. Men så var det heller ikke værre. Jeg fremmanede mit lys og skød det efter dem, så de faldne engle blev skubbet flere meter bagud og landede omtumlede. Catriana og Kira løb imod mig, og sammen flygtede vi.

     "Hvordan slap du fri?" spurgte Kira.

     "Øh," sagde jeg. Jeg tænkte på, hvordan jeg havde ønsket at komme fri, og hvordan de to faldne engle, der havde holdt mig, var faldet besvimede om. "Tjo, det ved jeg ikke helt."

     I mine hænder var Ninanoc. Jeg mærkede den enorme magt, staven udstrålede. Jeg kunne se Brandons åbne øjne for mig. Hvis jeg bare kunne få den hjem, så kunne jeg vække ham. Jeg kunne bringe min bedste ven tilbage til livet. Jeg kunne alt muligt. Intet ville kunne stoppe mig.

     Vi løb ned ad den ene gang i evigheder, indtil Catriana stoppede op.

     "Denne her gang fører ikke nogen steder hen," sagde hun. "Det er en slags besværgelse. Kælderen er blevet til et labyrintsystem. For at forhindre én i at slippe ud med Ninanoc."

     "Hvordan kommer vi så ud?" spurgte Kira.

     "Det ved jeg ikke," svarede Catriana.

     "Vi må bare blive ved med at flygte," sagde jeg, der svagt kunne høre løbende skridt i mørket. "Holde staven væk fra Darkeya. Der må komme hjælp før eller siden."

     Så vi drejede om hjørnet. Det blev vores strategi. Vi løb i alle mulige bindegale retninger. Men jeg kunne hele tiden høre skridtene, somme tider svagt Darkeyas stemme. Og pludselig gik det meget stejlt nedad. Vi gled og faldt. Langt, langt ned. Så landede jeg på noget hård jord. Der hørte jeg den.

     "James!"

     Det var ikke Catriana. Det var ikke Kira. Eller jo, det var Kira, men ikke... ikke den Kira, der var i live.

     Jeg så op. Og lidt frem for mig så jeg nu min lillesøster. Hun smilte til mig og lo. Den latter, som jeg med tiden havde glemt. Hendes lyse hår hang ned ad ryggen på hende, og hun så på mig med de blå øjne, der var så fuld af lys.

     "Kira?" hviskede jeg.

     "James, hvorfor ligger du der? Skulle du ikke vise mig din fønix?"

     "Jeg kan ikke forvandle mig til en fønix," sagde jeg.

     "Så er du en løgnhals. Jeg vidste, at du løj. Du lyver også altid."

     Et sted langt væk var der nogen, der tog fat i min skulder. Nogen kaldte mit navn, men jeg kunne ikke rigtigt høre det. Kira satte i løb og løb ned ad en tunnel. Jeg satte efter hende.

     "Hvor skal du hen?" kaldte jeg.

     "Vi skal hjem til mor og far!" sagde Kira glad. "I aften skal vi spille matador, det har de lovet."

     Det lovede de også den aften de døde.

     Jeg blev mødt af et lys. Et lys fra ild. Pludselig fandt jeg mig selv i højt græs ude på en eng. Forud brændte et hus. Jeg kunne høre skrigene derindefra.

     "MOR!" skreg Kira. "FAR!"

     Kira stod ved min side. Hun klamrede sig til mig og græd. Jeg holdt forskrækket og forvirret om hende. Jeg stirrede på huset. Hvor mine forældre var ved at dø lige nu.

     Rundt om huset stod fire mænd. Mænd klædt i sort. De vendte nu blikkene mod os.

     "Lad dem ikke slippe!" råbte den ene af dem. "Efter dem!"

     Og så... ja nærmest fløj de efter os. Kira og jeg løb. Men vi kunne ikke løbe hurtigt nok. For pludselig havde de Kira. Hun skreg hjerteskærende og panisk før de dræbte hende.

     "JAMES!"

     Pludselig var jeg tilbage i tunnellerne. Jeg sad på gulvet og rystede mens jeg omfavnede mig selv. Ninanoc lå på jorden foran mig. Catriana holdt om mine skuldre.

     "Jeg er okay," hulkede jeg. Det var selvfølgelig en løgn. Men hverken Catriana eller den levende Kira sagde mere om det. Tavst fik de mig op og stå, og vi fortsatte flugten.

     Det viste sig, at det ikke kun var mig, der så ting. På et tidspunkt stoppede Catriana også op. Hun skreg sin fars navn. Det lykkedes os at få hende ud af trancen. Hun nægtede at sige et ord om, hvad hun havde set. Kira så også ud til at se et eller andet på et tidspunkt, men hun sagde aldrig noget.

     På et tidspunkt så jeg Brandon. Jeg så ham ligge død på jorden. Jeg så min families gravstene. Jeg så Daniel, liggende på bordet, lille og skrøbelig.

     Og pludselig så jeg Darkeya. Og endnu flere faldne engle. Først troede jeg, at det var en illusion, men jeg blev hurtigt klar over, at det ikke var tilfældet. Disse faldne engle var meget i live, og meget her.

     "Så fandt vi jer endelig," sagde Darkeya med et smil. Men det var ikke et ægte smil. Darkeya var bleg, og det samme med de andre. Jeg tænkte på, om de også var blevet udsat for illusioner af deres værste mareridt her i tunnellerne. "Nu," sagde han og rakte hånden frem. "Giv mig staven, Cult."

     "Nej," sagde jeg. Jeg pegede på dem med den i håb om at det ville skræmme dem nok til ikke at komme i nærheden af mig. Og det fik jeg ret i. Ingen af dem nærmede sig mig. Det var nok også det klogeste, for jeg kunne mærke kraften flyde i mine årer.

     "Cult, nu skal du ikke gøre noget dumt," sagde Darkeya. Han greb fat i Catriana og trak hende ind til sig. Ud af ingenting dukkede der en kniv op i hans greb. Han holdt den mod Catrianas hals. Catriana så skrækslagen ud, og hun blev pludselig bleg og voksagtig i ansigtet.

     "En kniv?" sagde jeg. "Har du ikke noget bedre end det? Catriana er heks."

     "Javist," sagde Darkeya. "Men jeg er falden engel. Og det her er ikke nogen normal kniv. Er det, Cat?"

     Catriana svarede ikke. Han pressede kniven mod hendes hals, og jeg så blod.

     "NEJ!" råbte jeg. "Du... nej, stop det!"

     "Jamen så giv mig staven."

     "Øh," sagde jeg. Jeg kiggede ned på staven i mine hænder. Og så trådte jeg et skridt tilbage. "Nej. Du vil ikke forlade dalen her uden Ninanoc, vel? Hvis du så meget som rører Catriana eller Kira, så... så..." Det smertede mig at sige det. "Så ødelægger jeg den." Jeg vidste, at det var det eneste rigtige at gøre, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på Brandon. Død og borte.

     "Ødelægge den?" lo Darkeya. "Du kan ikke ødelægge den! Den stav er en guddommelig kraft, og den kan ikke ødelægges af andre end Gud! Men meget vel..." Han pressede kniven tættere om Catrianas hals, og hun lignede en, der skulle til at besvime.

     I chok og i vrede pressede jeg mine hænder om Ninanoc, og med et sprang den i luften i kæmpe kaskader af lys. Hele rummet blev lyst op, og vi blev alle blindede nogle øjeblikke før alt endelig vendte tilbage til de mørke farver igen. Og Ninanoc lå splintret for mine fødder.

     "Nej," hviskede Darkeya. Jeg stirrede på staven, og jeg fortrød omgående min handling. Jeg faldt på knæ og forsøgte desperat at sætte den sammen igen.

     Derefter var det stort set slut. For i chok slap Darkeya Catriana. Han skulle til at gå til angreb på mig, men i det samme forsvandt alle tunnellerne, og vi befandt os igen i det kuppelformede rum, som vi var trådt ind i i første omgang.

     Og så dukkede Gud op. Ja, Gud. Og sammen med ham kom Matts onkel og en masse engle. Darkeya så rasende på Gud, så rasende på mig, hvorefter han hviskede:

     "Du er heldig igen, James Cult. Men jeg ved, hvad du er. Og inden længe vil du fortryde dette øjeblik."

     Så forsvandt han sammen med sine faldne engle.

 

Ninanoc var borte. Det var endelig overstået. Men alligevel føltes det ikke helt sådan. For selvom alle omkring os var glade og lettede, havde jeg ødelagt den eneste medicin i verden, der rent faktisk betød noget.

     Vi blev der formiddagen over. For Rin var stadig såret, og feerne brugte timerne på at få hende tilbage til god behold. Ved middagstid henvendte Gud sig til mig.

     "Du må være træt, James," sagde han.

     Det var først nu, at jeg indså, at jeg ikke havde sovet hele natten. Jo, jeg var træt, men ikke så træt, som jeg var ulykkelig.

     "Lidt måske," svarede jeg afvisende.

     Gud betragtede de sørgelige rester af hans magiske stav, der lå på et bord på markedspladsen. "Du ødelagde Ninanoc."

     "Jah," sagde jeg, en smule irriteret over, at han absolut skulle træde i det.

     "Det er noget af en bedrift."

     I det samme kom Rin gående ud af hospitalsbygningen sammen med Catriana. Catriana smilte, og Rin så ud til at gøre sit bedste på at virke troværdig i sin glæde. Men jeg vidste, at intet af det var sandfærdigt. Rin ville have været død. Hun ønskede at være død. For der var kun tre timer nu til Brandons udånding. Tre timer.

     "Skal vi tage hjem?" spurgte Kira. Jeg opdagede nu, at hun og Matt befandt sig lige ved min side. Jeg nikkede.

     "Jo, lad os det," sagde jeg.

     Så det gjorde vi. Vi spadserede tilbage til landevejen, hvor vi ringede efter en taxa. Og taxaen kørte os hjem. I timerne i bilen sagde ingen af os en lyd. Jeg sov nok også lidt af tiden. Catriana sad lænet ind over mig, og vi holdt hinanden i hånden. Det var nok det eneste gode ved denne situation. Catriana var da i live.

     Da vi ankom til Pijifena by kiggede Rin pludselig ud af vinduet.

     "Klokken er kvart i fire," sagde hun.

     Min mave slog en kolbøtte. Om et kvarter.

     Rin vendte sig nu mod chaufføren. "Kan du nå at køre til hospitalet på et kvarter?"

     "Måske," svarede chaufføren. "Jeg skal gøre et forsøg."

     "Tak," sagde Rin. Hun vendte sig imod os andre. "Jeg er nødt til at være der. Jeg... jeg kan ikke bare... IKKE være der. Jeg er nødt til at sige farvel."

     "Vi forstår det godt," sagde Catriana med et lille smil. Jeg forstod det også godt, men jeg ville ønske, at jeg ikke blev nødt til at blive mindet om det hele.

     Tretten minutter senere ankom vi til hospitalets indgang. Chaufføren stoppede op, og Rin steg ud.

     "Hey, Rin!" kaldte jeg. Rin stoppede op og vendte sig imod mig. Jeg tøvede, men sagde så: "Vil du... du ved... sige farvel for mig?"

     Alle stirrede på mig, og Rin glippede med øjnene. "Vil du ikke hellere med? Og sige farvel selv?"

     Jeg rystede på hovedet. "Jeg ved, hvad du tænker, men... jeg kender mine egne styrker og svagheder. Jeg vil ikke være i stand til at se ham dø. Jeg vil ikke kunne lade ham dø for øjnene af mig. Det er jeg ikke stærk nok til. Så... så nej, jeg tager ikke med."

     Jeg kunne have forhindret det. Det var det, der smertede mest. Han kunne være i live.

     Rin nikkede. Hun tørrede en tåre væk, hvorefter hun løb mod hospitalet. Hun forsvandt ind ad indgangen, og vi andre kørte videre. Vi strakte alle hals og så bagover som vi kørte længere og længere væk.

     "Det er det bedste," sagde Catriana så pludselig. "I stedet for at ligge dér og hverken være død eller levende."

     Jeg vidste, at hun havde ret. Selvfølgelig havde hun ret. Men derfor gjorde det stadig mere ondt end noget som helst i hele verden.

     "Hvad smiler du af?" spurgte Matt. Vi vendte os mod ham. Han kiggede på Kira, der smilede til sine foldede hænder. Kira svarede ikke. Hun sad bare dér og smilede. Og så, pludselig, gav hun sig til at grine fuldstændig hysterisk.

 

*Rin*

 

Da jeg kom ind ad hospitalets døre stoppede jeg op. For havde jeg virkelig lyst til det her? Men jeg tvang mig selv til det. Jeg var nødt til det. Jeg vidste, at jeg aldrig ville tilgive mig selv, hvis ikke jeg var til stede i dag. Så jeg gik igennem velkomsthallen og videre ned ad gangene. Langsomt og med bankende hjerte.

     Sandheden overvældede mig pludselig, og jeg gav mig til at hulke, mens jeg tvang mig selv til at gå fremad, skridt for skridt. Jeg huskede min drøm. Brandon med mudder på bukserne. Han var taget af sted. Han skulle til at tage af sted. Og han ville efterlade mig her. Alene. Jeg havde ikke lyst til at være alene.

     Ret forude kunne jeg se hans stue. To sygeplejersker gik ind med alvorlige miner. Det måtte betyde, at jeg ikke var kommet for sent. Så ankom jer dertil, og jeg fik et sug i maven. Det føltes, som om mit hjerte stoppede.

     Inde i sengen lå Brandon. Rundt omkring ham stod sygeplejersker og læger. Hans mor sad på en stol lige ved hans ansigt med tårer i øjnene. Hans far stod sammen med hans lillesøster, og de måtte begge støtte sig op ad hinanden for ikke at falde.

     Brandons øjne var åbne. Han smilte svagt og førte samtale med sin grædende mor.

     I lang tid forstod jeg ikke, hvad det var, jeg så. Jeg ville gå ind, men mine ben rystede for meget, så i chok blev jeg stående. Og jeg stirrede bare på ham. Lukkede mine øjne for så at åbne dem igen. Han var stadig vågen.

     Brandon var vågen.

     Hans mor rakte sin hånd frem og tog hans. Brandon smilte et tandsmil og sagde et eller andet. Så kiggede han på sin far, der sagde et eller andet, og Brandons blik blev vendt mod mig. Og han smilte til mig. Et kærligt smil som kun Brandon kunne lave det. Sidste gang han smilte til mig på den måde havde været den 31. december lige før han blev kastet ind i en ruin. Det gik endelig op for mig, at det jeg så, var sandheden. Det var ikke en illusion.

     "Åh gud," hviskede jeg. Med rystende skridt åbnede jeg døren og gik ind. Alle kiggede på mig nu, men jeg havde kun øjne for Brandon. "Åh gud åh gud åh gud. BRANDON!" Det sidste skreg jeg nærmest. Brandon satte sig op, som jeg kom styrtende ind i hans favn, faldt ham om halsen og græd ind imod hans brune krøller. Og ikke bare græd, jeg stortudede.

     "Rin," hviskede Brandon og holdt om mig. Jeg troede aldrig, at jeg skulle høre hans vidunderlige stemme igen. Jeg mærkede hans varme, og jeg græd bare endnu voldsommere.

     "Rinrin," græd jeg.

     "Hvad?"

     "Kald mig Rinrin. Vær sød. Kald mig Rinrin."

     Brandon lo. Han faldt tilbage på puden, og jeg faldt med. Jeg holdt hårdt om ham. Jeg ville aldrig nogensinde give slip igen.

     "Rinrin," sagde Brandon.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...