Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1558Visninger
AA

22. Kapitel 21: "Miraklet del 1"

*Kira*

 

I det samme blev døren flået op, og ind kom James. I hans favn hang Daniel med armene over hans skuldre.

     "Se hvem der er i live!" udbrød James lykkeligere end jeg nogensinde havde set ham. så mange spørgsmål ophobede sig i mit hoved, som hvordan James havde fundet Daniel, og hvordan Daniel var kommet fri? Men jeg fik ikke stillet et eneste et af dem før alle rejste sig og sprang dem i møde, så vi nærmest endte i en kæmpestor gruppekrammer. Det var nogle få minutter, hvor alle var lykkelige. Så stilnede det af, og James sagde: "Men vi har et problem."

     "Hvilket problem?" spurgte Cat.

     "Joh," sagde James. Han satte Daniel ned i en lænestol. "Darkeya ved, hvor Ninanoc er."

     Matt tabte de popcorn, det var lykkedes ham at få op i skålen igen.

     "Åh," sagde jeg. "Nå jamen så er slaget vel tabt."

     Rin og Cat kiggede på mig med et par destruerende blikke, selvom Cat surt sendte det til min næse.

     "Niks, ikke endnu," sagde James. "For vi ved også, hvor den er. Daniel fortalte mig det."

     Daniel nikkede ivrigt.

     "Så hvor er den?" spurgte Rin.

     "Tre timers taxakørsel herfra," svarede James. "Et sted der hedder Kirsebærdalen. Det er et stort fesamfund. Det er feer, der bevogter den."

     "Holy moly!" udbrød Matt, og han stødte sit hoved ind i bordkanten, og i smerte faldt han bagover og lænede sig ind mod sofaen. "Kirsebærdalen, siger du?"

     "Ja," sagde James. Vi havde alle blikket rettet mod ham. "Kender du den?"

     "Orv ja," sagde Matt. "Det er dér, min mor er fra. De feer, der vogter staven, er min mors familie."

     Der fulgte en dyb stilhed. Vi stod alle og stirrede vantro på Matt, og jeg havde også svært ved at fatte, at han rent faktisk lige havde sagt det dér. Matt satte sig i sofaen.

     "Din mors familie bevogter Ninanoc?" sagde jeg bebrejdende. "Jamen hvorfor har du ikke sagt det noget før?"

     "Jeg VIDSTE det ikke før nu," sagde Matt. "Jeg vidste, at de bevogtede et eller andet, men de er som en KULT, jeg har aldrig vidst præcis hvad der foregik i den dal. Hver gang jeg har besøgt der har det været under strenge sikkerhedsregler, og de har fulgt mig alle vegne. Jeg sværger, jeg anede intet om, at de bevogtede Guds hemmelige våben!"

     Jeg kiggede tilbage mod James. James kiggede på mig. Så kiggede han på Matt: "Det er en god ting. For hvis vi skal have den stav før Darkeya, er det godt, at vi har dig med. Så ved de da, at vi ikke er fjendtlige."

     "Hvornår?" spurgte Cat.

     "Nu," sagde James. "Vi er nødt til at gøre det nu, hvis vi skal nå det. Catriana og Matt. Vi tre tager af sted. Jeg tror, det er bedst, hvis vi er så få som muligt."

     "Øh UNDSKYLD?" udbrød jeg. "Jeg tager med! I får brug for mine syn!"

     James glippede og stirrede på mig. "Har du fået dine syn tilbage?"

     Jeg nikkede med et stort smil. "Jeps, det har jeg, og det er SKØNT."

     "Okay, ja, du tager med, Kira. Er I klar?"

     Rin lagde armene over kors. "Jeg tager også med."

     "Helt ærligt," sagde James. "Jeg ville virkelig hellere foretrække, hvis du og Ena blev tilbage og tog jer af Daniel."

     "Darkeya myrdede Brandon," sagde Rin med en stemme kold som is. "Jeg tager med."

     James havde absolut intet forsvar mod det. Det havde ingen af os. Ena så ud til at have det helt fint med at blive tilbage, for hun sad allerede med sin skål popcorn i skrædderstilling i sofaen, klar til at se Netflix.

     "Hyg jer," sagde hun.

    

Vi tog en taxa og kørte. Vi kørte i lang tid. Så lang tid, at jeg næsten faldt i søvn. Det var blevet sen aften, næsten midnat. I morgen på denne tid var Brandon officielt død, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hele tiden, som vi sad tavse i bilen.

     Endelig stoppede den. James betalte for turen, hvorefter vi alle steg ud. Vi fandt os selv midt ude i ingenmandsland.

     "Vi skal gå ned ad landevejen dér," sagde Matt og pegede. "En halv times tid, så ankommer vi til indgangen til dalen."

     Så vi travede af sted. Stadig i stilhed. James småløb, så vi andre var nødt til at gå hurtigt for at kunne følge med.

     Imens vi gik betragtede jeg de andre. Matt så ud til at føle en smule ubehag over, hvor vi skulle hen. Men så lagde jeg mærke til, at hans fevinger var ude. Han så, at jeg så det, men jeg kommenterede det ikke. Cats ansigtsudtryk var svært at tyde, og jeg vidste ikke, hvordan hun måtte have det i dette øjeblik. For hende var det bare endnu en kamp mod Darkeya. James' ansigtsudtryk var beslutsomt, mens Rins var direkte morderisk. Hun var klar til at slå ihjel, det var tydeligt. Jeg vidste ikke, om jeg brød mig om den forvandling.

     Langt om længe ankom vi til en stor port i bjergsiden. Oppe over den var et par feudkigsposter.

     "Hvem kommer dér?" sagde den ene, de stillede sig begge parate til forsvar.

     Matt trådte frem. "Matthew Harr," sagde han. "Nevø af Taius Harr."

     "Jøsses, du er vokset," udbrød den anden vagt. "Hvor har du været i al den tid?"

     Matt trak på skuldrene. "Levet livet, vel? Men det er faktisk ret vigtigt, det her, så hvis I kunne lukke os ind?"

     Vagterne kiggede mistænksomt på resten af os. "Og hvem er de andre?"

     "Øh..." sagde Matt. "James Cult, Kira Rumholdt, Cat Cyston og Rin Lee. De er mine venner."

     "Denne dal har altid været forbeholdt feer, og det ved du også godt, Matthew."

     "Jah," sagde Matt. "Men nu drejer det sig ligesom om Ninanoc. Kan vi godt få lov til at tale med min onkel?"

 

Det viste sig, at vi kom på en ret ubelejlig aften. For den aften var det Matts grandfætters fødselsdag, og byen var i stor fest. Det lignede blomsterfesten til en forveksling, men ingen af os var specielt ivrige efter at deltage i morskaben. Der var ligesom vigtigere ting at tage sig af lige nu.

     Vi blev mødt af Matts onkel, der straks lagde armene om sin nevø. Matts onkel havde Matts brune hår, men han var stor og tyk, modsat Matt der var lettere mager.

     "Matt, min nevø, hvad bringer dig hid?" sagde Taius Harr. "Er det for at deltage i Wills fest? Det glæder os, at vi endelig har fået dig at se igen."

     "Øh," sagde Matt.

     Taius fik øje på os andre. "Og hvem er de? De er da ikke feer. Er de?"

     "Øh, nej," sagde Matt.

     Nu så Taius en anelse vred ud. "Matt, vi har alle sammen gjort vort bedste på at fortælle dig, hvor vigtigt det er, at der ikke kommer folk herind, som ikke er... du ved nok. Som Fionas søn forventede jeg mere af dig!"

     "Onkel!" snerrede Matt. "Det er vigtigt, vi - "

     "Vi er her for at se til Ninanoc," afbrød James. Han kæmpede sig op, så han stod på side med Matt. "Der kommer snart nogen for at stjæle den herfra."

     Taius Harr glippede med øjnene. "Jeg ved ikke, hvordan I kender noget til Ninanoc, men det er under ingen omstændigheder noget, der rager jer. Jeg må bede jer om at gå. Matthew, du er selvfølgelig velkommen til at blive, men hvis det virkelig er den eneste grund til, at du er her, så..."

     "Onkel..." sagde Matt opgivende.

     "Det er vigtigt!" sagde James. "Der kommer snart nogen, og - "

     "Vagter!" kaldte Taius Harr. Der kom flere fevagter til. "Må jeg bede jer om at eskortere Matthew og hans venner ud fra Kirsebærdalen - og det omgående."

     "For Himmelens skyld!" udbrød Cat pludselig. Hun trampede igennem flokken og tog fat i Taius' krave. "Darkeya, som er tidligere ærkeengel og nuværende øverste faldne engel, samt hele hans hær af de forræderiske tølpere er på vej lige nu i dette øjeblik, og ønsker du måske, at han skal få fat på Ninanoc, der har alle Guds samlede kræfter? Må jeg minde dig om, at han begik oprør mod Gud i sin tid sammen med Djævelen selv? Vil du virkelig gerne gå det i møde? Vil du?"

     Taius nåede ikke at svare, for i det samme kom en vind. En stærk vind, der blæste hatte og briller af, og flere stole væltede. Jeg kiggede op, og der så jeg det. Faldne engle fløj hen over nattehimlen i hundredvis.

 

*Catriana*

 

Det var nu lang tid siden jeg sidst havde været bange for Darkeya. Jeg er klar over de ting, han er i stand til, men jeg er også klar over hans svagheder. Og jeg kender også mine egne styrker.

     Darkeya ville ikke få fingrene i Ninanoc. Det skulle jeg nok sørge for, hvis det kom til det. Så hellere dø.

     Omkring os landede faldne engle. Feer flygtede, og feer kæmpede. Og feer faldt.

     Der løb en sveddråbe ned ad Taius Harrs pande. "Staven er i det hus derovre. Stik af med den!"

     Jeg nikkede til James, der nikkede til mig.

     Darkeya må ikke se os, sagde jeg til ham i mine tanker.

     Nej. James smilte. Jeg smilte tilbage.

     Med en tanke og en håndbevægelse var os fem nu gennemsigtige. "Vær ikke skræmte," sagde jeg, da jeg så, at Matt, Kira og Rin nærmest fik et hjerteanfald. "Kom, nu." Vi satte i løb over mod huset, som Taius havde udpeget. Det var knap nok et hus, nærmere et skur. Hvis man gik forbi ville man aldrig tro, at der var noget mistænkeligt ved det. Jeg gik ud fra, at det var meningen. Da vi kom ind, så vi, at skuret kun var et enkelt lille rum, og det rum var primært en vindeltrappe, der gik langt, langt ned.

     "Wow," sagde Kira.

     "Kom, vi har travlt," sagde James. Han løb ned ad trapperne. Jeg fulgte efter, og det samme gjorde de andre.

     Det var virkelig en lang tur ned. Og da vi endelig nåede foden af trappen var vi helt forpustede. Men der kunne vi også se den. Vi befandt os i et stort mørkt grotterum, og ude midt i det hele var en jordforhøjning, og for toppen af den svævede en stav, der havde et skinnende, gyldent skær. Den var magisk at se på, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at den indeholdt den guddommelige kraft, som min far havde sagt.

     Catriana, lød James' stemme i mit hoved.

     Ja?

     Jeg indså lige noget.

     Hvad?

     ... Den stav kan vække Brandon til live.

     Jeg nåede ikke at svare før jeg lagde mærke til de fire fevagter, der stod henne ved staven. De havde nu lagt mærke til os trods vores camouflage.

     "HEY! I holder jer væk!"

     "Nej, det er okay!" råbte Matt. Han så bedende på mig, og jeg gjorde os synlige igen. "Mit navn er Matthew Harr, og jeg er fe ligesom jer. Vi er kommet for at beskytte staven, der er et angreb oppe ovenpå."

     "I kunne være i forklædning," sagde den ene vagt. De havde spyddene rettet mod os. "I kommer ikke nærmere!"

     Knap havde han sagt det før han blev ramt af en lynkugle. Vi fór alle sammen om og så Darkeya stå for foden af trappen sammen med tyve styks andre faldne engle. Da hans øjne landede på Ninanoc smilte han et smil af sejr.

     "Jamen tak, fordi I ville vise os vejen," lo Darkeya grumt. "Søde Cat, jeg kender alle dine tricks. Og flyt jer så."

     Uvilkårligt trådte vi tættere sammen i forsvar om staven.

     Darkeya sukkede. "Hent den."

     De faldne engle lettede fra jorden og fløj direkte mod staven. Der lød et gisp fra Rin, og hun lavede en høj mur af ild, så mange af de faldne engle i nødens hast måtte vende om.

     "Du får ikke Ninanoc!" råbte Rin rasende. "Det bliver over mit lig!"

     Darkeya himlede med øjnene som om han ikke kunne være mere ligeglad.

     "Nuvel," sagde han. Ud af hans håndflade kom en mørk stråle, lynhurtig før nogen af os kunne ænse det, og den ramte lige i brystet på Rin. Hun faldt om og blev liggende.

 

*James*

 

Så brød kampen ud. Jeg sprang op i vildt raseri og fyrede alle mine samlede kræfter mod Darkeya. Han svarede med lige så kraftfulde angreb.

     Rundt omkring os var Catriana, Kira og Matt også i kamp. Catriana brugte skjoldbesværgelser, lynkugler og tonsvis af andre former for angreb. Hun var den, der holdt sig tættest på Ninanoc og konstant holdt de faldne engle væk fra den.

     Det var første gang jeg så Matt bruge sine fekræfter. Men for hans hånd dukkede tusindvis af flagermus og rotter op, som deltog i kampen.

     Kira var den eneste, der ikke kæmpede. Hun faldt på knæ ved Rin og forsøgte at få liv i hende. Ved synet af den bevidstløse Rin skulle jeg kæmpe med at holde tårerne tilbage, og jeg angreb Darkeya med endnu større vildskab.

     "Morder!" råbte jeg til Darkeya. "MORDER!"

     "Ja," sagde Darkeya ubekymret. "Det er sådan man vinder."

     "Men du har ikke vundet noget endnu," sagde jeg skadefro.

     "Åh jo," sagde Darkeya. "Måske har jeg endnu ikke Himmelen, men jeg har hæren, der før var Lucifers. Jeg har loyaliteten, der før var Lucifers. Jeg står hvor jeg står lige nu, fordi jeg bildte dig ind, at kære Daniel var død."

     "Det var svinsk og nedrigt og - "

     "Netop. Og det ser ikke ud til, at din veninde vågner op. Hun var vist lidt for ivrig og taktløs. Nok fordi hun er blevet svag, fordi jeg myrdede hendes kæreste. Hvad var hans navn? Var det ikke Brandon?"

     "SIG IKKE HANS NAVN!" brølede jeg.

     Kampen blev ved, Darkeya undveg og angreb, jeg undveg og angreb. Vi blev ved sådan i evigheder. Indtil han pludselig fik ordentligt ram på mig, så jeg faldt om så lang jeg var. Darkeya gik hen til mig, han satte sig ned ved siden af mig, og han sagde:

     "Det er nogle spøjse kræfter, du har dér. Hvor har du dem fra?"

     Jeg så bare rasende på ham.

     Darkeya smilte. "Du ved det ikke engang selv. Det er højst finurligt, må jeg sige."

     Så rejste han sig op. Jeg kæmpede mig op på knæ men så nu, hvordan alle de andre var blevet overvundet. Jeg kravlede hen til Kira og Rin. Rin lå livløs, og jeg var bange for, at hun var død. Der var et stort sår i hendes bryst, lige hvor hendes hjerte var.

     "Nej," hviskede jeg, og tårerne kom uden at jeg kunne stoppe dem. Ikke også hende.

     "James, hun er i live," hviskede Kira. "Men ikke meget længere, tror jeg. James..."

     Jeg løftede Rin op. "Rin... Rin... RIN!"

 

*Rin*

 

Vi befandt os i en park. Saturnparken. Den i Pijifena by. Vi sad på en bænk. Det regnede let. Jeg var klædt i sportstøj. Det samme var Brandon. Vi var begge en smule våde.

     "Hvorfor er vi her?" spurgte jeg.

     "Det ved jeg ikke," svarede Brandon. Jeg kiggede ind i hans smukke grønne øjne, og jeg vidste, at jeg var hjemme.

     Rin!

     "Det var her, vi mødtes første gang," sagde jeg. "Kan du huske det?"

     "Det glemmer jeg sgu aldrig," lo Brandon. Hans smukke, smukke latter.

     "Vi kom begge løbende fra hver vores retning, på den sti dér," jeg pegede. "Og du gled i en mudderpøl. Og jeg hjalp dig op. Og vi satte os her, lige her. Jeg betvang mudderet af dig."

     "Og det støvregnede ligesom nu," sagde Brandon.

     "Ja..." sagde jeg.

     "Jeg er så glad for at se dig igen."

     Jeg begyndte at græde. "Du må ikke forlade mig. Jeg vil ikke forlades."

     Brandon lagde armene om mig. Trøstede mig. "Jeg vil aldrig forlade dig. Aldrig nogensinde."

     "Men det gør du jo alligevel! Du forlader mig lige nu! Hver dag og hvert sekund! Og i morgen... I morgen er det slut for altid."

     Brandon svarede ikke. I stedet kyssede han mig på panden. "Jeg er så ked af det. Det var aldrig min mening at skulle forlade dig. Men sådan er livet jo."

     "Sådan er døden," mumlede jeg. "Men så bliver jeg her hos dig. Eller... nej, jeg tager med dig. Jeg tager med dig, hvor end du er på vej hen."

     Rin!

     Brandon så trist på mig. Han skubbede en hårlok om bag mit øre. "Det er så lang tid siden, jeg har set dig sådan. Sorthåret. Du ligner jo rent faktisk en asiat for en gangs skyld." Han lo. Og jeg lo.

     "Jeg tager med dig," sagde jeg.

     "Okay," sagde Brandon.

     RIN!

     Jeg slog øjnene op og så James' blå øjne lige ud for mig. Der var tårer i dem, og James smilte svagt. Så sagde han:

     "Bliv hos mig."

     Og selvom det ikke var det, jeg ønskede, nikkede jeg. Jeg blev hos ham, selvom jeg meget hellere ville tage af sted.

     Jeg lå i James' arme. Kira havde min hånd i sin. Omkring os sad Cat og Matt. Og oppe på højen stod Darkeya. Han tog fat i Ninanoc, løftede den op. Han smilte. Et smil fuld af sejrsrus. Indtil det pludselig blegnede.

     "Hvad sker der?" spurgte en falden engel, der også havde lagt mærke til det.

     "Den er falsk," sagde Darkeya. Han vendte sig rasende imod os. "Det her er ikke Ninanoc!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...