Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1581Visninger
AA

3. Kapitel 2: "Mænd i sort"


*Brandon*

 

Klokken to den dag forlod vi vores hjem for at tage tilbage til magiskolen. Kira, Rin og jeg blev kørt af min far. Han var altid villig til at køre os, så længe der var læring og dannelse på den anden side. Det var altid hans svar når man bad ham om et lift.

     "Hvad med James og hans kæreste?" spurgte min far pludselig, som om det lige var gået op for ham. "Dem har vi da glemt!"

     "Vi har ikke glemt nogen, far," svarede jeg. "James og Cat bliver bare tilbage lidt længere. Men de fortalte ikke hvorfor."

     "Nåda," brummede min far under sit buskede overskæg. Så sagde han ikke mere om den sag.

     Men Rin, Kira og jeg vekslede bekymrede blikke. I vores stille sind fortrød vi nok alle sammen, at vi bare havde sagt okay, da James havde sagt, at han og Cat ville blive tilbage. Vi burde have tjekket op på dem. Hvad som helst kunne være sket.

     Resten af bilturen var stille, med undtagelse af Leonard Cohen, der ventede på miraklet i radioen, og min far, der følelsesladet sang med. Kira sad og læste i sin tegneserie, som hun fik til jul. Og jeg prøvede bare at følge vejen, som vi kørte, men jeg kunne ikke lade være med at skæve til Rin, der sad og stirrede stift ud i luften. Hendes ene hånd hvilede udenpå hendes bukselomme, hvor hendes telefon lød.

     Hun holdt noget skjult for mig. Jeg kunne mærke det. Men hvad var det? Og hvorfor ville hun dog gøre det? Hun og jeg... vi havde været sammen i over tre år nu. Vi burde være nået til det punkt, hvor vi fortalte hinanden alt. Der var i hvert fald intet, jeg ville holde skjult for hende. Intet overhovedet.

 

Da vi ankom til skolen splittede vi os op med det samme. Kira forlod os straks for at komme op på sit værelse. Hun ville se, om Ena også var kommet tilbage. Men jeg tvivlede nu meget på det. Ena havde sagt, at hun skulle tilbringe sin juleferie hos sin moster sammen med Kiuna. Der var sikkert ingen af dem, der kom tilbage før efter nytår. Min far gav mig et farvelkram.

     "Hav et godt semester, Brandon," sagde han med et smil. Og så forsvandt han ud af døren uden så meget. Så var der bare mig og Rin tilbage. Rin smilte til mig, men jeg kunne se, at det ikke var et ægte smil. Det fornemmede hun åbenbart også, så hun gav mig et kys på munden.

     "Skal vi gå op med vores ting?" spurgte hun.

     Jeg nikkede, og vi gik op ad trappen.

     "Jeg er faktisk lidt glad for, at Cat og James er blevet tilbage," sagde hun på vejen op. "For så er det bare os to alene."

     "Tumle eller katastrofefilm?" spurgte jeg med et skævt smil.

     "Hvorfor ikke begge dele?" Rin fniste og satte farten op.

     Vi brugte hele den dag på aktiviteter, som ikke krævede snak. Som Ludo, film og... tja, sex. Men Rin lagde ikke hoved eller sjæl i specielt meget af det. Og hun havde sin telefon på sig hele tiden. Hvad fanden var det her for noget?

     "Rin?" spurgte jeg, da jeg ikke kunne holde det ud mere. Vi sad og så Tsunami på det tidspunkt. Jeg sad i sofaen, mens Rin lå med hovedet hvilende i mit skød.

     "Ja?" svarede Rin.

     "Vi... vi to fortæller hinanden alt, ikke?"

     Rin svarede ikke med det samme. Men hun drejede hovedet så hun kiggede op på mig med de smukke brune øjne, som hun havde. "Jo da," svarede hun, og jeg kunne høre, at hun prøvede at lyde sandfærdig, men det var ikke ægte. "Vi fortæller hinanden alt."

     Jeg rynkede panden, og jeg strøg hendes hår. "Er du okay?"

     Rin betragtede mig lidt. Så smilte hun svagt og nikkede. "Selvfølgelig er jeg okay."

 

*James*

 

Den kolde vintermorgen sad jeg med en lille dreng, besvimet i favnen på mig. Og jeg anede knap nok, hvad jeg skulle stille op. Jeg så mig omkring, i håb om at se nogen i nærheden. Men der var kun mig. Mig og ham. Jeg var åbenbart den eneste, der kunne hjælpe ham.

     Jeg hørte en stønnen, og jeg så, at drengen meget svagt havde åbnet sine øjne igen.

     "Mænd..." hviskede han.

     Jeg stirrede på ham. "...Ja?"

     "Mænd... i... sort..."

     Så besvimede han igen.

     Og situationen var præcis ligesom før. Bortset fra, at nu bankede mit hjerte voldsomt hurtigt, som det løb mig koldt ned ad ryggen.

     Åh nej, var nærmest min eneste tanke.

     Jeg rejste mig op, stadig med drengen i min favn, og jeg bevægede mig ned ad stien igen og tilbage imod huset. Der bar jeg drengen ind og lagde ham i sofaen. Jeg trak tæppet over ham. Nu lignede det bare, at han sov. Det måtte han så sandelig have brug for.

     Imens han sov, satte jeg mig i lænestolen og grublede over, hvad det her kunne betyde. Jeg tænkte tilbage på den nat for så længe siden. De få minder jeg havde tilbage om den... Jeg kunne ikke huske, hvordan morderne så ud eller hvem de var, men jeg kunne huske deres beklædning. De var også klædt i sort.

     Det passede bare ikke, det her. Det passede bare ikke.

     Jeg sad stadig i stolen og betragtede drengen, da Catriana kom ind, klædt i et nyt sæt tøj og med stadig fugtigt uredt hår.

     Hun smilede til mig, men da hun fik øje på drengen stoppede hun brat op og stirrede forvirret fra mig til ham.

     "Hvem... er det?" spurgte hun.

     Jeg trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke. Jeg fandt ham ude i skoven."

     Catriana gik lidt tættere på ham og betragtede hans sovende skikkelse. "Han ligner en, der har været derude i lang tid. Hvad sagde han?"

     "Han har ikke rigtig været vågen..." svarede jeg bare. "Han besvimede så snart jeg fandt ham."

     "Så han har slet ikke sagt noget?" Catriana kneb øjnene en smule sammen. Det var, som om hun så helt igennem mig.

     "Bare..." Jeg sank en klump. "Han nævnte noget med mænd i sort."

     Ingen af os sagde noget efter det. I hvert fald ikke lige med det samme. Men vi snakkede i hvert fald ikke mere om mændene. I stedet fik vi ringet til Brandon og sagt, at vi blev lidt længere. Men jeg insisterede på, at vi ikke fortalte om drengen. Så få som muligt skulle blandes ind i det her.

 

Der var gået nogle timer, da Catriana sagde, at vi i det mindste burde ringe til Celina.

     Jeg fór op fra lænestolen.

     "DET kan vi ikke," sagde jeg forhastet.

     Catriana så helt forskrækket ud. "Jamen hvorfor ikke, James?"

     "Fordi... fordi... Det kan vi bare ikke." Jeg kunne ikke forklare hende det. For hun ville alligevel heller ikke forstå. Forstod jeg det overhovedet selv? Jeg vidste bare, at den dreng var gået igennem noget grusomt. Måske... måske endda det samme som... Og jeg var den eneste, der... ville være i stand til at forstå det. Hvis vi handlede rigtigt, kunne vi måske være i stand til at hjælpe ham. Men ét fejltrin, og alt ville gå i vasken.

     "Men, James..."

     "Hun er MIN plejemor, og vi ringer ikke til hende."

     "Hvad har du så meget imod hende, James? Du kender hende da. Hun ville kunne hjælpe."

     "Catriana, du... du ved ikke noget. Du forstår ikke noget. Han sagde mænd i sort! Det... han sagde mænd i sort."

     Catriana sagde ikke noget. Hun betragtede mig bare med rynker mellem øjenbrynene. Så åbnede hun munden, men intet nåede at komme ud før vi kunne høre en svag stønnen. Jeg vendte mig om og så drengen røre på sig. Han åbnede øjnene og så på os.

     Mit hjerte bankede lidt hurtigere, da jeg langsomt nærmede mig ham.

     "Hej," sagde jeg.

     Drengen stirrede en anelse forskrækket på mig. Så satte han sig langsomt op og så sig omkring. "Hvor... er jeg?" spurgte han med en lille hæs stemme.

     "Hjemme hos mig," svarede jeg med et beroligende smil. Jeg satte mig på hug ved sofaen. "Du er i sikkerhed her. Du skal ikke være bange."

     Drengen nikkede bare.

     "Er du sulten?" spurgte jeg.

     Han nikkede igen, tøvende.

     Jeg vendte mig om imod Catriana. "Vil du ikke hente noget mad til ham?"

     Catriana fnøs og himlede med øjnene, men hun nikkede uden et ord og forlod stuen.

     Vi sad i lidt tavshed, før jeg så igen kiggede på drengen. "Mit navn er James," sagde jeg. "Har du lyst til at fortælle mig dit?"

     "Mit... mit navn er Daniel."

     Jeg nikkede. "Er der nogen, jeg kan ringe til? Eller... kan du fortælle mig, hvad du lavede ude i skoven?"

     Daniel sad bare og betragtede mig lidt. Så rynkede han panden, som han vist begyndte at huske efter. "Det... jeg øh... der er ikke nogen du kan ringe til. Ingen overhovedet." Han gav et snøft fra sig. "Der kom nogle mænd... de... var klædt i sort. De... de slog mine forældre ihjel."

     Det var virkelig, som om mit hjerte stoppede lige dér. Jeg kunne ikke andet end at stirre på ham. For jeg vidste oprigtigt ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg vidste knap nok, hvordan jeg skulle føle omkring det.

     Jeg vidste bare, at det her var katastrofalt.

 

*Kira*

 

Det var kun mig og Thomas, der var på skolen. Og jeg og Thomas havde nærmest intet at tale om. Vi snakkede lidt om, hvordan vores ferier havde været, og om vi havde haft en god jul og sådan. Bagefter gik vi ind på hvert vores værelse og sagde ikke et ord til hinanden. Jeg pakkede ud, hvorefter jeg satte mig på min seng og stirrede ud i luften. Så besluttede jeg mig for, at det her var åndssvagt, så jeg forlod boenheden og skyndte mig imod Brandon og Rins. Selvfølgelig kunne jeg meget let komme til at forstyrre dem i noget meget vigtigt, men altså, man havde vel brug for venner.

     Jeg huskede tilbage til efterårsferien. Alt var lidt kaotisk på det tidspunkt med de faldne engle og sådan, men... jeg hang bare ud sammen med Jesus det meste af dagen. Han hjalp mig med at udforske mine egne synske kræfter. Jeg blev bare så meget bedre til at være synsk på den ene uge. Vi var kammerater, mig og Jesus. Han var en slags mentor for mig.

     Og nu var han død. Det var mærkeligt, for han havde jo været "død" i gåseøjne hele tiden, men altså... nu var han DØD-død. Jeg kan stadig huske udtrykket i Guds øjne, da han snakkede om Jesus efter han selv var blevet befriet. Det var sorg. Og der indså jeg, at intet, som jeg troede om Himmelen, var sandt. For hvis det var, hvorfor skulle Gud så være sørgmodig? Det ville jo bare betyde, at han og Jesus kunne hænge ud sammen og spille skak ud i evigheden. Men han var død, også for Gud.

     Jesus var væk. Og jeg kom nok aldrig til at se ham igen. Og det gjorde også mig ret sørgmodig.

     Anyway, jeg ankom til deres boenhed, og jeg bankede på. Der gik nogle sekunder, så kom Brandon og åbnede op. Han smilte, da han så mig.

     "Vi ser Tsunami," sagde han.

     Jeg hævede det ene øjenbryn.

     "Hvad?" sagde Brandon og hævede begge øjenbryn.

     "Hvad er der galt?"

     "Der er da ikke noget galt." Det var løgn.

     Men jeg sagde ikke noget. I stedet gik jeg bare indenfor og betragtede dem begge to. Rin sad i sofaen og prøvede at se højst normal ud, men de skjulte begge et eller andet. Min synske nerve kunne mærke det, men jeg kunne ikke helt fornemme hvad.

     "Jeg keder mig," sagde jeg.

     "Ena var ikke kommet endnu?"

     "Det var hun i hvert fald ikke. Hun er hos sin moster. Så... jeg tror bare, at jeg hænger ud med jer. Men SKAL vi se koreansk katastrofefilm?"

     Ingen nåede at svare, før Cat kom ind ad døren, slæbende på sin kuffert og hele molevitten.

     Vi stirrede alle sammen på hende.

     "Hvorfor kommer du alene?" spurgte Brandon.

     Cat trak på skuldrene. "James... han ville tydeligvis gerne have mig ud af huset."

     "Hvorfor?" spurgte jeg. "Er I blevet uvenner?"

     "Nej! Nej, det..." Cat så helt fortvivlet ud. "James kæmper bare med nogle indre... dæmoner. Han fandt en dreng i skoven."

     Det var en højst mærkelig ting at sige. Vi betragtede hende alle sammen afventende.

     "En syvårig dreng, der hed Daniel," fortsatte Cat. "Han var på flugt fra nogen. Nogle mænd, der var klædt i sort. De havde dræbt hans forældre, åbenbart."

     Jeg vekslede blikke med Brandon. Vi kendte begge to James godt nok til at vide, hvad det betød for ham. Og samtidig kunne jeg ikke tro, at sådan noget kunne ske for nogen igen. Det lød som om, der var sket præcist det samme, som dengang med James. Han måtte være gået ud af sig selv.

     "Jeg ville gerne ringe til Celina, men det ville James ikke give mig lov til," fortsatte Catriana. "Så... jeg tog af sted. Brandon?"

     "Ja?"

     "Kunne du måske tage en snak med ham? Sådan snart. Det er lidt ekstremt, det hele."

     "Jo, jeg skal nok tage ud til ham."

     "Tak."

     Vi hørte alle sammen en lavkvalitetssang spille. Vi vendte os om. Det var Rins telefon der ringede.

 

*Rin*

 

På grund af alt det med James og med drengen havde jeg et øjeblik fuldstændig glemt alt om den skide telefon og min skide far. Men så ringede den. Og det var det samme fremmede nummer. Det var min far. Det måtte det være. Jeg tog min telefon med og farede ind på mit værelse og ud på badeværelset, hvor jeg låste døren og tog imod opkaldet.

     "Hallo?"

     "Hej, Rin. Det er far."

     "Pyha," jeg åndede lettet ud. "Er du klar over, hvor bekymret jeg var? Vil du ikke godt fortælle mig, hvad der er sket?"

     "Er du på magiskolen?"

     "Ja."

     "Det var godt. Sørg for at blive der for enhver pris. Forlad den ikke."

     "Jeg har ikke nogen planer om at forlade skolen, far. Fortæl mig nu, hvad der foregår."

     "Okay, okay... Jeg har bare været så bange for, at nogen ville opdage os. Det... der er sket et uheld. Myndighederne, de ransagede vores gamle hus. Mor forsøgte at... men det nyttede ikke... de afhørte hende, og de fandt beviser, som vi ikke engang vidste, var der... De har fundet ud af, at du er i live, Rin."

     I chok satte jeg mig ned på toilettet. Jeg var komplet mundlam. Det her skete bare ikke. Jeg troede, at jeg var fri.

     "De leder efter dig, Rin, og... så du må LOVE mig, at du bliver på magiskolen. Så længe du bliver der, så..."

     "Jeg går ingen steder," svarede jeg hæst. "Og... og mor... er hun...?"

     "Din mor? Nej, de har ikke slået hende ihjel. Heldigvis, men... men de har smidt hende i fængsel. I FÆNGSLET."

     Fængslet. Det værste fængsel i verden. De historier, som jeg dog havde hørt.

     "Jeg burde have kontaktet hende..." hviskede jeg.

     "Nej, måske er det i virkeligheden bedst, at du aldrig gjorde det. De kunne have fundet dig lettere på den måde. Men... Rin, vær stærk."

     Tårerne trillede ned ad mine kinder. "Jeg kommer aldrig til at se hende igen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...