Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1581Visninger
AA

20. Kapitel 19: "Guddommelige kræfter"

 

*Rin*

 

Hen imod slutningen af april var vi alle ved at komme op på hesten igen, eller hvad man nu siger. Vi gik i skole, hvilket bragte en stemning for almindelig hverdag med sig, vi hang ud sammen efter skole og lavede så mange ting, vi kunne, sammen. James var ved så småt at komme sig over Daniels død, selvom det var tydeligt, at det stadig tog på ham. Og Kira havde også så småt accepteret, at hun ikke fik sine syn tilbage. Hun og Ena havde nu en ting tilfælles, og det gjorde, at de tilbragte langt mere tid sammen end de plejede. Men det kom ikke til at vare længe, for den 25. april ringede Brandons mor til mig og bad mig, James og Kira om at komme til hospitalet. Og jeg vidste, hvad det betød.

     "Han vågner ikke op," fortalte kirurgen, Erika Ditlevsen, os, som vi alle sammen befandt os inde i sygestuen rundt om Brandons seng.

     Brandons mor lænede sig ind imod Brandons far, hun forsøgte at skjule sine hulk.

     "Er der ikke nogen chancer længere?" spurgte Brandons far.

     Doktor Ditlevsen rystede på hovedet. "Hans krop bliver svagere og svagere. Der er ikke længere nogen tegn på hjerneaktivitet. Hr. og fru Michigan, det gør mig ondt, men det er ikke længere noget, vi kan gøre for jeres søn."

     Det var som at få en mavepuster. Al luften forlod mig, og jeg stirrede ned på Brandon, og der vidste jeg, at det var sandt. Der var intet liv tilbage i ham, ikke andet end hans hjerte, der fortsat hamrede, og hans mave der hævede og sænkede sig. Fordi vi tvang dem til det. Maskinerne tvang dem til det.

     "Der sker mirakler," sagde Brandons far. "Mirakler sker. Folk vågner."

     "Hr. Michigan, det er højst usandsynligt at - "

     "Men det er sket før. Folk vågner op af komaer."

     "Din søn vågner ikke op. Kun en guddommelig kraft ville kunne vække ham, og den slags har vi ikke noget af. Det er tid til, at I træffer et valg."

     "Et valg?" spurgte Brandons mor.

     "Ja. Om I vil holde ham i live eller om vi skal slukke for respiratorerne. Jeg vil lade jer være alene." Så forlod hun os. Vi var alle sammen stumme tilbage, vi kunne kun høre fru Michigans stille snøften.

     Så sagde Brandons far: "Vi bør holde ham i live. Han er stærk. Han skal nok vågne."

     "Nej," hulkede Brandons mor. "Hvis han vågner bliver det ikke som Brandon, og det ved du også godt. Ingen hjerneaktivitet. Han vil ikke være i stand til noget som helst. Hans sjæl vil have forladt ham."

     "Tilde - "

     "Nej! Lad os gøre en ende på hans lidelser. Det dér er ikke noget liv. Så lad ham i stedet tage videre." Hun begravede sit ansigt i sine hænder og græd. Jeg stirrede på hende. Jeg havde også lyst til at græde, men jeg kunne ikke. Alle mine tårer var sluppet op for lang tid siden. Jeg var ikke længere i stand til at græde for Brandon. Og det værste var, at så forfærdeligt, som det var, så var jeg ikke overrasket. I lang tid havde jeg vidst, at han ikke ville vågne. I mit hjerte havde jeg hele tiden vidst det.

     "Nej," sagde James. Kira og jeg kiggede på ham. Han så stift ud i luften med et blik af stål. "Nej, jeg tillader det ikke." Så forsvandt han. Jeg vendte blikket mod Kira.

     "Hvad vil han?"

     Kira trak på skuldrene. "Ved ikke. Det er jo ikke, fordi jeg er synsk længere."

 

*James*

 

En guddommelig kraft. Det var lige, hvad doktoren sagde. Og det var præcis, hvad der var brug for. Jeg ville finde en guddommelig kraft om det så end var det sidste, jeg gjorde.

     Ude på gangen stoppede jeg op. Jeg lukkede øjnene. Jeg havde teleporteret før, men det her var noget andet. Og jeg vidste ikke, om det ville lykkedes. I mit hoved så jeg min destination for mig. Den blå himmel, det grønne græs, det store palads.

     Jeg åbnede øjnene da jeg hørte en blød og melodisk fuglesang. Og der stod jeg sandelig. Med paladset tårnende op foran mig. Guds palads.

     Nogle englevagter fik øje på mig med det samme. De kom mig i møde.

     "Hvad foretager du dig her?" spurgte den ene.

     "Ja, du er i hvert fald ikke en engel."

     "Jeg skal tale med Gud," sagde jeg bare. De kiggede på hinanden, så tilbage til mig.

     "Vi lader ikke alle og enhver møde Lysets Herre, at du ved det."

     Jeg sukkede. "Mit navn er James Cult. Jeg er kæreste med Catriana Cyston, som er Lucifers datter. Jeg var med i den Jordiske Krig - og jeg var med til at redde Lysets Herres røv for et halvt år siden. Må jeg komme ind og se ham nu?"

    

Jeg blev ført ind på Guds kontor. Et kæmpestort rum med kuppelformet loft. Alt herinde var i barokstil og enten i hvidlige eller guldfarver. Bag et enormt skrivebord sad Gud ham selv. Han så på mig, som jeg kom ind igennem døren efterfulgt af de to vagter, som om han havde set mig på lang afstand.

     "Hr. Cult," sagde han med et smil. "Så mødes vi igen. Hvad skylder jeg æren?"

     Jeg gik hen til hans skrivebord. Der lød et puf og en stol kom frem, men jeg satte mig ikke i den. I stedet gik jeg lige til sagen: "Ved nytår kom min bedste ven Brandon i koma i tilfælde af, at du ikke vidste det."

     "Åh jo, det har jeg været orienteret om. En forfærdelig skæbne for så ung en dreng."

     Jeg fik et sug i maven. Han vidste, at Brandon ikke ville overleve. Han sad lige her bag sit magelige skrivebord i sin magelige lænestol og vidste, at min bedste ven ikke ville overleve.

     "Hans skæbne er ikke bestemt endnu," sagde jeg.

     "James - "

     "Jeg vil have, at du vækker ham til live. Jeg ved, at du kan gøre det. Du er kilden til vores liv. Du kan give ham liv tilbage."

     "...Det kan jeg, ja."

     "Så gør det."

     "Nej."

     Jeg var ikke overrasket over hans svar. På en måde havde jeg vidst, at han ville svare netop det før jeg tog herop. "Du skylder mig det. Jeg befriede dig fra Darkeya."

     "Det er sandt. Men jeg kan ikke bringe Brandon Michigan tilbage til livet."

     "Du KAN ikke?" Jeg kneb øjnene sammen.

     "Jeg VIL ikke."

     "Hvorfor ikke?"

     "Fordi jeg har magten til det. James, det er mange århundreder siden jeg sidst blandede mig i begivenhederne på Jorden. Den verden er med tiden blevet uafhængig af mig. Mange nægter endda min eksistens. De har ikke brug for mig længere."

     "Brandon har brug for dig."

     "Brandon er død, min dreng. Jeg vil ikke vække ham til live, for det er ikke hans skæbne. Jeg kan, til en vis grad, forhindre døden hos folket på Jorden, men ikke i en forstand, som er behagelig. Døden er betingelsen for livet. Det må du forstå."

     "Han er atten! Han fortjener at leve længere! Og du kan forhindre det!"

     "Jeg vil ikke vække ham til live, James. Jeg har ikke vækket en Jordbo til live siden... ja, jeg kan ikke huske sidste gang jeg gjorde det. Jeg blander mig ikke længere. James, hvis jeg vækker Brandon, vil der ske en kædeeffekt. En dag vil endnu en attenårig dreng ligge for døden, og mennesket vil måske igen søge om min hjælp. Og en gang måske en femårig pige. Eller et spædbarn. Hvis jeg bliver ved med at forhindre døden, vil livet også ophøre."

     "Jeg beder dig ikke om at vække hver evigt eneste døende barn til live!" rasede jeg. "Jeg beder dig bare om at vække Brandon!"

     "Men Brandon vil være starten. Jeg er ked af, at du må gå denne sorg igennem, James, men der er intet, jeg vil gøre for dig med hensyn til dette. Tag nu hjem igen. Tag hjem og sørg for din ven."

     Jeg rettede mig op og så på Gud med et destruerende blik. Han var slet ikke så mægtig, som han gav sig ud for at være. Så vendte jeg mig om for at forlade ham.

     "James."

     Jeg stoppede op. "Hvad?"

     "Hvordan kom du herop?"

     Jeg vendte mig langsomt mod ham. "Er du ikke ligeglad?" Og så gik jeg.

 

Men jeg nægtede at acceptere det. Da jeg kom tilbage til hospitalet fandt jeg Rin siddende alene ved Brandons seng. Alle andre var gået, for ingen af deres ting var her.

     "Nå?" sagde jeg.

     "De slukker for respiratorerne," sagde Rin tonløst. "De gør det i morgen eftermiddag. Så... det er dér vi skal sige farvel."

     "Nej," sagde jeg. Jeg gik bestemt hen og satte mig på den anden side af sengen. "Han kommer ikke til at dø. Jeg nægter at lade det ske."

     "James, du kan ikke gøre noget." Jeg kiggede på Rin. Hun havde ikke grædt, men hendes blik var dybe sorte huller af ulykke og håbløshed.

     "Rin, du har givet op på ham," sagde jeg. "Det giver jeg dig ikke lov til endnu."

     Så, med et par sekunders koncentration, dukkede en lille lyskugle op over min håndflade. Rin spærrede øjnene op.

     "Hvad laver du?"

     "Brandon får ikke lov til at dø. Ikke på vilkår." Og så løftede jeg lyskuglen hen imod Brandon. Lod den absorbere sig ind i hans pande. Jeg pressede min håndflade mod hans kolde, blege hud. Og jeg bad og tænkte. Jeg håbede. Håbede så inderligt.

     Jeg trak mig tilbage og så afventende på Brandon. Hvis det her ikke virkede, var der intet, der ville.

     I flere sekunder sad vi begge sådan dér og så på Brandon. Men han blev blot liggende. Ingen farve kom tilbage til hans kinder. Hans øjne forblev lukkede. Han lignede et lig, hvis det ikke var for hans bryst, der hævede og sænkede sig.

     "Det virkede ikke," sagde Rin.

     Men stålsat blev jeg ved med at stirre på Brandon. Indtil jeg mærkede noget varme mod min hånd. Mit hjerte røg op i halsen som jeg så ned. Men det var bare Rins hånd.

     "James," sagde hun. "Giv slip. Vi er nødt til at give slip. Skal vi... skal vi ikke bare gå tilbage til skolen? Der kommer intet godt ud af at være her."

     En klump ophobede sig i min hals. Jeg nikkede. "Okay."

 

*Kira*

 

Det var virkelig ikke en særlig sjov aften. Det var endda fredag, så vi havde set frem til at holde filmaften i aften. Men niks. I stedet kunne jeg sidde og være helt nede over at Brandon ville dø i morgen.

     "Hey, rævepige!" hviskede en stemme bag mig. Jeg stoppede op med mit hjerte helt op i halsen på mig. Jeg fór om men kunne ikke se nogen. Så hørte jeg det igen. "Jeg er her."

     Stemmen lød bekendt. Og så så jeg det. Omme bag en statue stod en skikkelse og gemte sig. Skikkelsen kom langsomt frem, og der så jeg, at det var Yasmin. I nogle sekunder stod vi bare og stirrede på hinanden, før jeg så besluttede mig for at tage flugten. Men jeg nåede ikke engang to skridt før jeg snublede over en lille træstamme, der IKKE var der lige før. Jeg faldt.

     "Jeg vil bare snakke med dig," sagde Yasmin og tryllede træstammen væk.

     "Ja, ja, den er god med dig," sagde jeg og kom på benene igen. "Hvorfor er du ikke i Koraldalen med Darkeya?"

     Yasmin var tavs. Hendes pande var rynket. Og der vidste jeg det, selvom jeg ikke var synsk.

     "Du forlod ham. Eller smed han dig ud?"

     "Jeg forlod ham," sagde Yasmin. "Det... jeg kunne ikke længere."

     "Ikke længere hvad?"

     "De ting, han gjorde. De var uhyrlige."

     "... Hvilke ting?"

     Yasmin rystede på hovedet. "Lad mig i stedet vise dig det." Ud af hendes hånd kom et lille lys, og før jeg vidste af det, var hendes hånd presset mod mit bryst, og det føltes, som om en skrue blev sat ordentligt på plads i et større maskineri. Jeg var hel igen. Og så:

     Det var et lille tomt rum. Lignede lidt en fængselscelle. Døren blev flået op, og ind i rummet blev der smidt en lille lyshåret dreng. Han var bleg og svag at se på, og han vaklede straks og faldt ned på knæ. Hans ansigt var præget af tårer.

     "Jeg nyder ikke ligefrem at gøre det her mod dig," lød en kold stemme. En mand var nu trådt ind ad døren. Han så på drengens ryg. "Men det er nødvendigt."

     Drengen svarede ikke. Han begravede sit ansigt i sine hænder og rystede en smule.

     "Hvis du bare fortalte mig, hvor Ninanoc var, ville det hele gå meget lettere. Jeg ville lade jer alle tage hjem. Dig, Cult og rævepigen."

     "Jeg ved det ikke," mumlede drengen grådkvalt. "Jeg ved ikke, hvor Ninanoc er."

     "Så søg videre i dit sind. Oplysningen må vel være der et eller andet sted."

     "JEG VED DET IKKE!" skreg drengen. Han græd for alvor nu. Manden stod tavs lidt. Så vendte han sig væk og sagde:

     "Javel. Men jeg sender dine to beskyttere tilbage. Jeg kan ikke have dem her."

     "James Cult ville aldrig forlade ham," lød en pigestemme, der tilsyneladende stod ude på gangen.

     "Årh, jeg tror nu nok, at jeg kunne finde på noget." Han kastede et sidste blik på Daniel. "Jo før du fortæller mig, hvor Ninanoc er, Daniel, jo før kan du komme hjem til James."

     Og så gik han og lukkede celledøren efter sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...