Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1571Visninger
AA

19. Kapitel 18: "Op af hullet"

*Kira*

 

Jeg hadede Bill. Bill havde en stor næse, et pjusket overskæg og et modermærke i panden. Jeg hadede alle tre ting meget dybt.

     "Jeg kan stadig deltage!" protesterede jeg skingert.

     "Kira - "

     "Det kan godt være, at jeg ikke er synsk længere, men jeg er god til at forvandle mig til en ræv! I kan ikke bare fjerne mig på den måde! Jeg er stadig magisk. Måske ville jeg ikke indrømme det før, men det er jeg. Jeg er stadig magisk! Der er masser er nekoer og kitsuner! Vi tæller stadig som magiske."

     "Frøken Rumholdt, det er slet ikke hvad - "

     "Du kan ikke bare smide mig ud!"

     "Jeg har ikke smidt dig ud fra noget som helst!" rasede Bill. "Du og hr. Cult har fået fri fra skole i en uge. Det er intet mere."

     "Men jeg vil i skole!"

     "Og jeg vil ikke tillade det."

     "Skal jeg virkelig udbyde vold?" Jeg kneb mine øjne sammen i håbet om at virke farlig.

     "Kira, enhver teenager er glad for at få lidt ferie. Tag hjem eller hæng ud i din boenhed. Læs tegneserier, dyrk sport eller se fjernsyn, jeg er ligeglad."

     "Men. jeg. vil. i. skole! Og du skal ikke prøve at stoppe mig!"

     "Jeg vil ikke se hverken dig eller James i et klasselokale før på mandag, er det forstået, frøken Rumholdt! Og nu nok om det." Så smækkede han døren i til sit kontor, og jeg stod rasende tilbage.

     Matt stod ved siden af mig med hænderne i lommen. Han kiggede ikke på mig, i stedet var hans blik rettet mod lysekronen over os. Han gav et lille fløjt fra sig.

     "Den er flot."

     Jeg fnøs og gik fra ham. Men han fulgte selvfølgelig med. Jeg var så vred så det kogte.

     "Kira, hold nu op. Din rektor har en pointe - "

     "En pointe?!" udbrød jeg og fór om mod ham, så han spjættede baglæns. "Jeg var tvunget til at sidde og høre på en syvårig dreng blive tortureret! Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke tænke! Jeg har brug for at lave noget matematik, noget regning, en rigtig hjernevrider! Jeg har brug for at gå i skole, så jeg er tvunget til at tænke på alt andet end det. Og..." Min stemme knækkede over, meget modvilligt. "Han tog min gave fra mig. Jeg er ikke synsk længere. Jeg er stadig et misfoster, men jeg er ikke længere synsk. Det... det var det eneste, der var noget værd." Jeg begyndte at græde fuldstændig ukontrollabelt. Klodset lagde Matt armene om mig, som om jeg var sprængfarlig. Hvilket jeg også var. Og der stod vi så i lidt tid. Faktisk var det lang tid. Jeg ville ønske, at alt bare kunne være, som det var for nogle ganske få måneder siden. Da det var juleaften. Jul er den bedste årstid, og der var alle glade. Brandon var stadig i live, Darkeya lod ikke høre fra sig, ingen kendte til Daniel endnu, og jeg var stadig synsk. Alt var perfekt. Men det føltes som flere hundrede år siden, så meget som der var sket siden da.

     Matt gav mig et kys på panden og tørrede mine kinder. Så smilte han skævt til mig.

     "Kira, du er den dejligste pige, jeg nogensinde har mødt. Og absolut intet ved dig er det mindste misfosteragtigt. Hvis du nogensinde kalder dig selv et misfoster igen, så pander jeg dig en."

     Jeg kluklo. "Man må ikke slå på piger."

     "Som om du selv følger nogen samfundsregler. Men Kira. Har du lyst til at holde James Bond maraton med mig eller sådan noget? Vi er nødt til at få dagene til at gå på den bedst mulige måde."

 

*Catriana*

 

Som udgangspunkt var det mærkeligt lettende, at Daniel var død. På en grusom og uretfærdig måde.

     Men hans død medførte, at alt var overstået. Ikke mere Darkeya, ikke mere Ninanoc. Men til gengæld havde det medført en masse kvaler. For stemningen var på ingen måde bedre. Måske havde Darkeya ikke fået staven, men han havde alligevel vundet. Gruppen havde aldrig befundet sig et mere dystert sted.

     Dagen efter, James og Kira var vendt hjem, havde de begge to været et par dystre zombier, der vandrede rundt på skolen uden at foretage sig det meste. Kira trøstespiste barbecue dagen lang, mens James ikke ville sige ét ord til nogen. Jeg forlod ikke hans side på noget tidspunkt.

     Den næste dag gik han på hospitalet for at besøge Brandon. Det var i sig selv bekymrende, for James havde ikke besøgt Brandon én eneste gang - alene. Og i dette stadie medførte det nok ikke noget positivt med sig.

     "James," sagde jeg og tog fat om hans håndled.

     "Nej, Catriana," sagde han og rev sig løs. "Jeg er nødt til det. Og jeg vil gerne gøre det alene. Så vær sød at lade mig gøre det."

     Så jeg var sød og lod ham gøre det. Han forlod ikke hospitalet i tre dage.

     Den tredje dag ankom jeg selv til hospitalet efter skole. Rin var der allerede, som hun altid var. Hun stod med armene over kors og betragtede Brandons stue gennem vinduet ude fra gangen. Jeg gik hen og stillede mig ved siden af hende. Og der så jeg, at James sad lænet ind over Brandons seng med hovedet hvilende på sine krydsede arme. Han havde hovedet vendt mod Brandon, så vi kunne ikke se hans ansigt. Man kunne meget let tro, at han sov, men jeg vidste, at James ikke ville være i stand til det.

     "Hvor lang tid...?" begyndte jeg.

     "Alle tre dage. Jeg tror knap nok han har kunnet sove. Han har også grædt lidt."

     "Hvorfor piner han sig selv sådan? Det kan da ikke gøre det bedre at - "

     "Det var den 4. april i forgårs."

     Jeg hævede øjenbrynene. "Og hvad så?"

     "Hans familie blev dræbt den 4. april. Jeg tror, at han er sunket ned i et meget dybt hul sammen med alle mulige døde folk."

     James havde aldrig fortalt mig, hvilken dag hans familie døde. Faktisk havde han aldrig fortalt mig AT hans familie var døde. Det var Rin, der havde fortalt mig det. Jeg tvivler på, at James nogensinde havde fortalt mig det på egen hånd.

     "Men Brandon er ikke død," sagde jeg.

     Rin svarede ikke lige med det samme. Så sagde hun: "Jo, han er."

     Forbløffet kiggede jeg på hende. Hun så ikke på mig, kiggede fortsat ind i stuen på James og Brandon. "Man er nødt til at indse sandheden før eller siden, ikke?" sagde hun med et lille snøft. "Han vågner ikke op." Og så gik hun ned ad gangen og drejede om hjørnet, efterlod mig dér alene med to huller af et par drenge.

     Men fandeme nej, om jeg ville lade ulykken opsluge mig. Jeg ville ikke give Darkeya den tilfredsstillelse. Den mand havde allerede fået nok af det. Han skulle ikke glæde sig på vores bekostning. Ikke igen.

     Så jeg marcherede ind i stuen og satte mig ved siden af James. "James."

     Det gav et gib i ham, og han vendte sig imod mig. Hans øjne var røde og opsvulmede. "Catriana?"

     "Ja, det er mig. Kom, James. Vi går nu."

     "Hva'?"

     Jeg sukkede og gav ham et kys. Så sagde jeg blidt: "Kom nu, James. Lad os gå."

 

Vi mødtes med Kira og Matt ude på strandpromenaden i Pijifena by.  De havde fået fat på nogle rulleskøjter til os. James virkede ikke særlig opstemt på idéen først, men jeg vidste, at han bare skulle glemme Brandon og Daniel og sin familie. Jeg havde nemlig lavet min research (hvilket vil sige, at Kira havde fortalt mig det før jeg overhovedet havde spurgt), og James elskede at rulle på rulleskøjter i ferierne. Han havde endda gået til det før han startede på Pijifenas Magiskole.

     Og der gik sandelig heller ikke så lang tid, før James var et stort smil. Og det hjalp faktisk, at jeg faldt og snublede hele tiden, for så fik han sig et godt grin. Ja, jeg havde rifter og blå mærker overalt, men det virkede som en lille pris at betale for at høre ham grine igen. Det måtte være flere måneder siden nu.

     "Stop så med at grine," grinte jeg, da jeg efterhånden havde fået nok. "Det er ikke engang sjovt."

     "Det er det da," lo Kira. Hun rullede hen til mig, holdende hånd med Matt. James hjalp mig op og stå.

     "Jeg har ikke rullet i over et år," sagde James. "Hvordan kan jeg stadig være bedre til det end dig?"

     "James, jeg har aldrig rullet før."

     Smilet forsvandt fra James' ansigt. "Det fortalte du da ikke. Du fik det til at lyde, som om du gjorde det dagligt."

     Jeg trak på skuldrene. "Vi skulle jo gerne gøre dig glad igen, ikke?"

     James svarede ikke, og han så på mig med et blik, så jeg frygtede, at han var sur på mig. Kira fornemmede det vist også.

     "Vi ruller over og får os en is," sagde hun. "Vi ses derhenne." Så rullede de væk i en styrtende fart.

     "Catriana, du kommer til at være øm i dagevis," sagde James så snart de var væk. "Og dine bukser er gået i stykker."

     Rigtigt nok, der var gået hul på begge mine bukseknæ. Men jeg rystede på hovedet og så på ham. "Det er lige meget. Jeg hader alligevel de bukser."

     James smilte og lænede sig ind over mig. Han gav mig et langt kys, og jeg lod ham gøre det. Han lagde armene om mig. Så så han mig i øjnene og sagde i mine tanker:

     "Jeg elsker dig, Catriana."

     "Og jeg elsker dig."

     Nu smilte James et skævt gavtyvesmil. "Jeg har ikke lyst til is."

     Jeg smilte også, for jeg havde en idé om, hvad han måske havde i tankerne. "Heller ikke jeg."

     "Skal vi ikke lave noget sjovere?"

     "Jeg er så på. Og hvis nogen bare så meget som prøver på at afbryde os ser jeg dem i øjnene."

     Og så rullede vi væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...