Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1564Visninger
AA

18. Kapitel 17: "Indrømmelser og tilgivelser"

*James*

 

En uendelighed senere holdt skrigene op.

     For så at begynde endnu en uendelighed senere igen.

     For så at stoppe.

     Og så begynde igen.

     Der var to måltider mellem hver uendelig tortur. Mange timer, hvor Kira og jeg sad i stilhed, i mørket. Ude af stand til at opfatte, hvad der foregik på den anden side af den dør. Maden, vi fik serveret, var nogle gange grød, nogle gange brød og ost. Det skiftede. Den faldne engel, der kom med det, så ikke på os og ignorerede mig, når jeg spurgte om det samme hver gang:

     "Hvor er Daniel? Hvad har I gjort ved ham? Er han okay? Hvor er Daniel?"

     Om og om igen. Men jeg fik ikke nogen svar. Aldrig så meget som et øjekast. Jeg sad midt i cellen og bare stirrede på døren, håbede på at kunne bryde igennem dem kun ved hjælp af mit blik. Jeg græd ikke, jeg sov ikke, jeg spiste knap nok. Alle mine tanker var centreret omkring Daniels ve og vel. Og jeg vidste, at hans ve og vel ikke var godt. Og det var det, der pinte mig mest. At han sikkert lå et eller andet sted, i smerter og uden nogen at tage sig af ham. Ubeskyttet. Forladt. Og jeg sad bare her, ude af stand til at gøre noget som helst.

     Og under torturen. Når jeg kunne høre Daniel skrige. Kira holdt sig for ørerne hver gang, desperat for at holde smerten ude. Men jeg kunne ikke lykke ørerne for det. I stedet bankede og hamrede jeg på døren, brugte mine lyskræfter det bedste, jeg havde lært, mens jeg råbte eder og forbandelser til Darkeya og enhver falden engel, der måtte befinde sig derude i færd med at torturere min lillebror.

     "DARKEYA!" skreg jeg på et tidspunkt af mine lungers fulde kraft i et forsøg på at overdøve Daniels rædselsfulde skrig. "JEG SLÅR DIG IHJEL FOR DET HER!"

     Jeg ved virkelig ikke hvor lang tid der gik. Men under den fjerde torturrunde hørte jeg Daniel skrige så højt som jeg aldrig havde hørt det før, før han så pludselig stoppede. Jeg rejste mig op.

     "Daniel?" hviskede jeg hæst. "DANIEL?!" Der kom intet svar.

     Kira snøftede. Jeg vendte mig om imod hende. "Hvorfor sidder du bare dér?" snerrede jeg.

     Hun så forskrækket på mig. Hendes ansigt var vådt af tårer, og jeg fortrød straks min snerren.

     "Undskyld," hviskede jeg og satte mig ned igen. Nu græd jeg også. En for en faldt tårerne. Så gav jeg mig til at hulke. Jeg mærkede varme og nogle tynde arme omkring mig.

     "Det skal nok gå," hulkede Kira.

     "Nej," hulkede jeg.

     "Han har det fint."

     "Nej."

     Sådan sad vi i lang tid. Den smerte, vi fik lov til at dele, den tid vi sad i det fangehul, knyttede et nyt bånd imellem os. Det var noget, vi senere havde sammen. En ting, som kun vi kunne forstå. Den smerte og pinsel det var gjorde vores forhold stærkere.

     Lang tid efter blev døren ind til fangehullet åbnet. Det var ikke for at give os mad. Ind trådte fem faldne engle, deriblandt Yasmin. Hun så ned på os med et udtryksløst, næsten dødt, ansigt, og jeg vidste, at noget var galt. For der var indtørrede tårer på hendes kinder.

     "Kom med," sagde hun tonløst. "Darkeya vil se jer. I skal hjem."

 

Daniel lå på et bord. Det var et lille rum. De eneste, der var til stede her, var fire vagter, mig og Kira, Yasmin og så Darkeya. Og alle sammen havde vi blikket fæstnet på den lille sørgelige skikkelse, der plejede at være så levende. Kira græd stille. Selv Yasmin havde svært ved at holde tårerne tilbage, og hun vendte sig væk fra bordet. Men jeg blev ved med at stirre på ham, ligesom Darkeya gjorde det.

     "Jeg har ikke længere brug for jer to," sagde Darkeya. Jeg kunne ikke få mig selv til at se på ham. "I bliver sendt tilbage til jeres magiskole. Jeg vil ikke spilde mad og vand på jer når jeg ikke engang kan bruge jer til noget."

     "Du gjorde det her," hviskede jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige ordene. Jeg kunne knap nok tænke det. At Daniel var død. Det var noget, jeg ikke kunne have forudsagt kunne ske. Jeg havde aldrig forestillet mig, at Darkeya kunne gøre noget i sådan en retning. Ja, han havde dræbt Ena og Kiunas mor for at lokke dem til. Ja han havde sendt Brandon i koma. Men de her personer var intet som helst for Darkeya. Var Daniel virkelig nede på niveau med dem i Darkeyas øjne?

     Kira hulkede. Nu vendte hun sig også væk fra bordet. Og jeg løftede blikket og så direkte på Darkeya. Han så fuldstændig upåvirket ud. Han så på Daniel med et blik, der ikke viste mere end ærgrelse. Det var alt. Det var det, der for alvor fik raseriet til at boble.

     "James," bad Kira. "Vær nu rar at - "

     "Nej," sagde jeg urokkeligt. "Du kommer ikke til at slippe godt fra det her." Jeg sprang på ham, så fuld af raseri, at jeg ikke engang tog mig tid til at bruge mine kræfter. Darkeya handlede hurtigt, jeg nåede ikke at lægge en hånd på ham, før han havde taget mig hårdt i kraven og holdt mig fast.

     "Tro ikke, at jeg nyder det her, Cult," sagde Darkeya lavt, men fuld af en isnende kulde. "Tro ikke, at jeg nyder noget af det her. Men det var nødvendigt."

     Stærke arme tog fat i mig bagfra. Pludselig blev jeg helt slap, og mine ben faldt hen under mig. Et hulk slap modvilligt over mine læber.

     "Yasmin," sagde Darkeya.

     "Ja?" sagde en stemme, der var plaget af gråd.

     "Giv ham hans kræfter igen."

     Der blev ikke svaret, men jeg mærkede noget falde på plads i min krop. Et ganske kort sekund var alt, som det skulle være, men så faldt alt fra hinanden igen.

     "Og hende?" spurgte Yasmin

     "Nej," sagde Darkeya.

     "Hvad?" spurgte Kira spagt.

     "Behold hendes syner, men giv hende hendes forvandling tilbage."

     "Nej, vent!" protesterede Kira. "Jeg... Det er mine kræfter!"

     "Ikke længere," sagde Darkeya bare.

     Det blev pludselig koldt. Og blæsende. Og jeg sad ikke længere på et hårdt, koldt gulv, men nu på blødt, koldt græs. Foran mig tårnede Pijifenas Magiskole sig op. Kira gav et gisp fra sig.

     "De beholdt mine kræfter! Mine syn! Det var mine syn! Forbandede faldne engle og dæmoner! Sataner!"

     Nogle kom løbende imod os. Jeg så op og fik øje på flere mennesker i DMP-uniformer.

     "Tilkald forstærkninger!" råbte en kvinde. "Det er James Cult og Kira Rumholdt! Sig, at de tilsyneladende begge er uskadte. Men at Daniel stadig er forsvundet."

    

Vi blev lagt i en opholdsstue i to sofaer med tæpper over os. Vi fik hurtigt selskab af Bill, Celina, Kiras forældre og slænget.

     Celina omfavnede mig. Jeg mærkede hendes varme, kunne dufte hendes parfume. Men jeg var ligeglad. Hendes tilstedeværelse var ikke til nogen former for trøst. Der fandtes ingen trøst for det hul, den smerte jeg følte.

     "Hvad skete der?" spurgte Bill. Det var henvendt til os begge to. "Og hvor er... hvor er Daniel? Hvor er han henne?"

     Det var Kira, der svarede. Men jeg hørte ikke hendes svar. For jeg rejste mig op og forlod dem, så jeg ikke behøvede græde overfor nogen.

 

De lod mig være alene et godt stykke tid. Jeg sad inde på mit og Brandons værelse, i Brandons seng, og stirrede ud i luften. Jeg var for længst løbet tør for tårer, da døren åbnede sig, og Catriana kom ind.

     "Hej, Catriana," sagde jeg hæst.

     "Hej, James Cult," sagde hun og lukkede døren efter sig, hvorefter hun satte sig ned ved siden af mig. Der blev ikke sagt mere i nogle minutter. Men jeg begyndte at græde igen. Tårerne kom tilbage, så snart Catriana var lige, hvor hun var bestemt til at være - ved min side. Catriana kunne gøre det, som hverken Kira eller Celina kunne. Hun lagde armene om mig, og jeg lænede mig ind imod hende, græd imod hendes skulder.

     "Jeg troede, at jeg kunne beskytte ham," sagde jeg grådkvalt.

     "Det ved jeg," sagde Catriana.

     "Men det passede jo ikke. Ingen kunne beskytte ham. Ikke mod det her." Jeg trak mig fri af hende, så jeg kunne se hende i øjnene. Ind i de smukke sorte øjne, som jeg elskede. "Undskyld."

     Catriana sagde ikke noget med det samme. Hun lænede sig bare frem og kyssede mig. Så sagde hun: "Vi gør alle sammen skøre ting for de mennesker vi elsker."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...