Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1556Visninger
AA

17. Kapitel 16: "Fanget"

*Catriana*

 

"Har du overvejet, at jeg måske bare ikke elsker dig mere?"

     Hver dag, James. Hver dag.

     Men jeg havde stadig svært ved at tro på, at det kunne være sandheden. Ikke at jeg opfattede mig selv som den type person, der er yderst elskelig og kærlig. Rigtigt kærestemateriale. Nej, slet ikke. Faktisk har jeg altid set på mig selv som den slags loner, der sikkert endte med at bo alene sammen med sin far som en gammel dame, mens han selv ikke havde ældet én dag. Men jeg havde alligevel troet, at det, James og jeg havde, var noget særligt. Sådan en af de dér særlige former for forhold, som man kun ser én gang hvert tiende år. Og James havde set mig i øjnene. Det var alligevel noget, jeg ikke kunne lade være med at se på som et tegn. Men kunne det virkelig passe, at han havde været vred på mig så længe, at han ikke elskede mig længere? Var det virkelig sådan det forholdt sig?

     "Han mente det ikke," sagde Rin.

     "Næh, sikkert ikke," sagde jeg, men jeg troede ikke selv på det.

     "Drenge er så dumme nogle gange. De bliver sure over ingenting og går i koma hver anden dag." Hun bundede sit saftevandsglas. "Jeg kunne virkelig godt trænge til noget alkohol! Hvorfor serverer de ikke alkohol?!"

     Jeg kunne også godt have brug for noget alkohol.

     "Sikkert fordi feer ikke drikker," lød en stemme. Vi vendte blikket mod Matt, der var kommet hen til vores bord. Han trak på skuldrene. "Der bliver aldrig serveret alkohol til blomsterfesterne. Feer foretrækker at være klare i sindet evigt og altid."

     "Spøjs kultur," fnøs Rin.

     Jeg bemærkede, at Matt så en anelse urolig ud. Han var bleg, hans pande var rynket og hans hænder rystede.

     "Hvad er der galt?" spurgte jeg ham.

     "Har I set Kira komme forbi? Hun opførte sig lidt mærkeligt tidligere."

     "Hvad skete der?" spurgte Rin og fyldte sit glas op med endnu mere saftevand. Det var hendes tiende kop. Hun håbede vel, at en eller anden magisk kraft ville omdanne saften til alkohol hvis hun bare drak nok af det.

     "Hun... hendes øjne blev store, og hun lignede én, der lige havde fået et syn. Hun tabte sit glas og styrtede væk uden at sige noget til mig. Det virkede ret alvorligt."

     Rin kiggede på mig, jeg kiggede på hende. Det her var ikke så godt.

     "Så du hvor hun løb hen?" spurgte jeg.

     Matt rystede på hovedet. "Hun forsvandt bare i mængden. Jeg håbede, at hun bare var virkelig tissetrængende, men der er gået et kvarter nu."

     Jeg skimmede mit sind for muligheder. Hvad kunne Kira have set, der fik hende til at reagere på den måde? Så slog det mig. Jeg rejste mig op.

     "Vi må se til James og Daniel."

     Nu gjorde Matt store øjne. "Kiras syn!"

     "Hvilket syn?"

     "Kira havde et syn for en måneds tid siden. Om hvordan ham Darkeyafidusen havde en plan for at få fat på Daniel. Og at det skete snart."

     "Selvfølgelig," hviskede Rin. Hun rejste sig også op. Så gav vi os til at lede. Vi trimmede hele festen igennem, men der var absolut intet tegn på hverken James, Daniel eller Kira. Hvilket vi alle var enige om, var ret foruroligende. Det var Rin, der fandt den første ledetråd. Hun havde spurgt flere af børnene om de havde set Daniel, og en pige havde endelig svaret, at hun havde hørt en dreng fortælle ham om fefontænen. Daniel ville vist gerne hen og se den.

     Så det var dér, vi gik hen. Eller småløb, rettere. Fontænen plejede at være badet i lyset fra to gadelygter når mørket var faldet på. Men her til aften var de slukkede. Det var meget usædvanligt.

     Matt gispede. Jeg vendte mig imod ham. "Hvad er der?"

     Matt havde sat sig ned på hug. I hans hånd var en blomsterring. "Det er Kiras. Hun købte den i går - til festen." Hans stemme rystede.

     Sandheden var ved at gå op for mig.

     "Darkeya har kidnappet dem," sagde Rin. Jeg fik et sug i maven, hvorefter jeg gav mig til at råbe:

     "JAMES! DANIEL! JAMES!"

     "Kira!" råbte Matt. "KIRA!"

     Selvom vi begge vidste, at det ikke nyttede noget, råbte vi som gale. Tårerne var, uden at jeg ville det, begyndt at løbe ned ad mine kinder. Jeg frygtede det værste. Hvis Darkeya havde James...

     "JAMES!" råbte jeg af mine lungers fulde kraft indtil min hals var helt tør.

 

*James*

 

Da døren blev åbnet blev jeg ramt af et magisk stød, der skød mig direkte ind i væggen. I smerter forsøgte jeg at fatte, hvad der skete. Så fik jeg øje på Yasmin. Hun lavede en håndbevægelse, og jeg mærkede noget trække i mig. Jeg mærkede min magi samle sig og dernæst sive ud af min krop. Det var smertefuldt på mere end et fysisk niveau. Jeg følte at en del af mig forlod min krop. Og så... tomhed. Dernæst gjorde hun præcis det samme ved Kira. Kira gispede og stønnede ved smerten, og da Yasmin havde gjort sit job, blev vi begge bundet og trukket med.

     Kira, Daniel og jeg var vågnet i noget der lignede et lastrum. Men man kunne mærke, at vi var i bevægelse, og jeg gik hurtigt ud fra, at det var et tog. Et tog der kørte os langt væk. Daniel havde grædt, han havde grædt og råbt i panik, og jeg havde holdt om ham. Kira havde bare siddet i et hjørne og stirret tomt ud i luften.

     Bag mig bandt de også Daniel. Han rystede af skræk og kunne ikke røre sig, så det endte med, at en falden engel simpelthen bar ham. Den tomhed, som jeg før havde følt, blev nu fyldt op med raseri. En lyst til at dræbe en vis person.

     Vi var i Koraldalen. Magisk forflyttet til et nyt sted, formodentlig. Men den lignede nu sig selv, præcis som sidst vi havde været her. Togstationen, vi befandt os på, var ikke så langt fra slottet, og det tog os ikke mere end fem minutter at komme hen til hovedporten. Derinde blev vi slæbt igennem korridorer og gange, indtil vi nåede til tronsalen, hvor Darkeya ventede på os.

     "Strålende," sagde han med et smil, da vi kom ind. Det var første gang, jeg fik et rigtigt kig på ham. Han lignede også sig selv. Han bar ingen synlige tegn på de ting, han havde gjort siden sidst jeg så ham. Som mordforsøget på Brandon. Var han overhovedet klar over, at Brandon lå i koma og sandsynlighed ikke ville vågne igen? Og hvis han var, havde han så overhovedet den mindste form for samvittighed? Og endnu værre; Darkeya så på Daniel, som man ser på en sørøverskat, man lige har gravet op efter flere måneders søgen. Og ikke sådan som min far eller min mor nogensinde havde set på mig. Darkeya rejste sig fra sin trone og gik hen imod os. "Har du taget de tos kræfter, Yasmin?"

     Yasmin nikkede. Hun lagde armene over kors. "Hvad stiller vi op med dem? Dræber dem?"

     Mit hjerte sprang et slag over. Darkeya rystede på hovedet.

     "De kan være nyttige, hvis drengen ikke vil samarbejde."

     Daniel gispede. Jeg trådte uvilkårligt lidt tættere på ham, før jeg snerrede ad Darkeya: "Sig hans navn."

     Det kom bag på Darkeya. Han vendte sig imod mig med det ene øjenbryn hævet. "Hvad?"

     "Sig din søns navn."

     "James - " hviskede Kira bebrejdende. Daniel blev bleg. Men lige nu havde jeg kun øjne for Darkeya, og jeg forestillede mig mine hænder om hans hals, stramme tættere og tættere. At gøre den slags usigelige ting mod sit eget barn var ugudeligt højforræderi.

     Yasmin så overrasket ud over, at jeg kendte til informationen, men Darkeya smilte bare. "Så nogle hemmeligheder KAN han trods alt opfange, hva'?" Han kiggede på Daniel med et tilfredst smil. "Men nej, den dreng er ikke min søn."

     "Du benægter det?"

     "Jeg benægter ikke, at jeg var sammen med en kvinde," sagde Darkeya ufortrødent. "Og at Daniel her kom ud af det. Men jeg er ikke hans far, og han er ikke min søn. Han er en Hemmelighedsspotter, og jeg skal bruge ham. Så fortæl mig, Daniel." Han trådte et skridt hen imod os, med blikket på Daniel, der rystende trådte et skridt tilbage. "Hvor er Ninanoc?"

     Jeg trådte ind foran Daniel. "Du rører ham ikke. Du kommer aldrig til at røre ham igen."

     "Nå ikke? Skulle du måske forhindre mig i det, Cult? Du har ikke engang dine kræfter. Du er ikke mere værd end et alment menneske."

     Jeg lo. Det var en hysterisk, gal og glædesløs latter. For jeg kunne stadig mærke den. En magisk kraft inde i min krop. Ikke den kraft, der forvandlede mig til firben og kæmpeulve, men den, som jeg havde holdt hemmelig for alle og enhver, men som jeg havde fundet yderst nyttig fra tid til anden.

     Mine hænder blev varme, og mit reb knækkede over og faldt ned for mine fødder. Darkeya trådte et skridt tilbage og så foruroliget på mig. Så sendte jeg en stor lyskugle lige imod ham.

     "JAMES!" gispede Kira.

     Selvom Darkeya havde været overrasket, lykkedes det ham at lette fra jorden og undvige skuddet. Men jeg var ikke færdig. Jeg mærkede en varme i min ryg og så nu, præcis som jeg havde ønsket det, at to skinnende, gyldne svanevinger var vokset ud af min ryg. Og uden det mindste besvær lettede jeg også fra jorden og satte efter ham. Jeg skød lysstråler efter Darkeya, og han undveg dem.

     "Darkeya!" råbte Yasmin nede fra landjorden. "Skal du have hjælp?!"

     "Bliv dernede!" råbte Darkeya tilbage. Han lavede et usynligt skjold mellem mig og ham, så han ikke blev ramt af min lysstråle. Men den næste ramte ham, den kraftigste af dem alle. Og den lavede et hul i det kuppelformede loft og sendte ham lige igennem det. Jeg fløj efter ham. Da jeg indhentede ham, gav jeg ham et spark i maven, og vi styrtede begge til jorden, mens jeg nu bankede løs på ham med mine bare hænder.

     Da vi kom foruroligende tæt på jorden, vandt Darkeya fatningen igen, fik vendt os om, så han nu havde styret. Han tog fat om mine skuldre og lukkede øjnene. En kulde isnede sig igennem mig, og jeg stivnede ude af stand til at bevæge mig, og jeg ramte jorden med et hårdt stød. Nogle sekunder efter kunne jeg igen bevæge mig, men stødet havde ramt mig hårdt, og jeg kunne knap nok sætte mig op. Rasende kiggede jeg på Darkeya, der landede yndefuldt ved min side. Han lænede sig ind over mig, tog et godt tag i min krave og hev mig op, så vores øjne var få centimeter fra hinanden. Jeg kunne se lige ind i hans grønne øjne. Præcis de samme grønne øjne som Daniels.

     "Du kan se Cat i øjnene, kan du ikke?" spurgte Darkeya. Til min tilfredsstillelse var han ret forslået selv med blodansamlinger i ansigtet, et blot øje og en blodnæse. Men han så ikke engang ud til at have opdaget det.

     "Og hvad så?" snerrede jeg, rasende over at blive mindet om Catriana lige nu.

     Darkeya nikkede. "Interessant," mumlede han mere til sig selv end til mig. Faldne engle kom hen til mig, og de tog et godt greb i mig, denne gang gjorde de brug af deres kræfter. Darkeya vendte sig mod Yasmin.

     "Jeg syntes, at du sagde, at du havde taget deres kræfter?"

     "Det havde jeg da også! Jeg..." Yasmin sank en klump. "Jeg kunne åbenbart ikke tage den dér. Den kraft er stærkere end min absorbering - og det siger en del."

 

*Kira*

 

James, den idiot. Den gale tosse. Jeg stirrede forbløffet på ham, som han gik til angreb på Darkeya, uden nogen som helst overvejelser for, hvilke former for konsekvenser, det kunne medføre. Det var virkelig typisk James. Han tænkte sig aldrig om, når han først var blevet vred. To faldne engle holdt ekstra godt fast i mig og Daniel, bare i tilfælde af, at vi ville følge James' eksempel.

     Daniel græd lydløst, og jeg ville gerne trøste ham, men det var ikke så let med hænderne bundet og to muskelbundter af faldne engle som vagter.

     Der gik ikke lang tid, så kom et lille hold af faldne engle tilbage, slæbende på en forslået James med øjnene lukkede. Gruppen blev ledet af en lige så forslået Darkeya og en himmelfalden Yasmin. Darkeya så dog ud til at være upåvirket af sine skader, og beslutsomt gik han imod Daniel.

     "Jeg spørger igen, dreng, hvor er Ninanoc?"

     Daniel svarede ikke. Han stirrede rædselsslagent på Darkeya. Darkeya sukkede.

     "Hvor er Ninanoc?" gentog han.

     "Jeg ved det ikke," græd Daniel.

     "Jeg har ikke tid til det her." Darkeya vendte ryggen til os. "Kaz, Theo, tag dem med ned i kælderen. Spær Cult og rævepigen inde i en celle, og bind drengen til bordet."

     "Darkeya..." sagde Yasmin, og der var en advarende tone i hendes stemme. Darkeya ignorerede hende.

     "Hvis venlighed og tålmodighed ikke kan få ham til at tale, så må vi se, hvor langt vi kommer med vold og smerte."

     Med de ord blev vi alle slæbt ud af salen og ned ad nogle trapper. Daniel var bleg som et lig. Han var nået til et rædselsstadie, hvor gråd og skrig ikke længere kunne beskrive hvad han følte.

     Fangekælderen var et ulækkert sted med spindelvæv under loftet, og rotter og kakerlakker pilende over gulvet. Jeg nåede lige at se et bord, bygget til at have et menneske spændt fast. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg gispede ved synet af det.

     "Daniel," sagde James. Jeg blev forskrækket, for jeg troede faktisk, at han var besvimet. Daniel reagerede ikke. "Daniel, du - " Han fik ikke sagt mere, før han blev kylet ind i en fængselscelle. Jeg fulgte lige efter. Døren blev smækket og låst. Knap var vi inde, før James kom på benene og gav sig til at hamre og slå på døren.

     "Darkeya!" råbte han. "Gør ikke det her! DARKEYA!"

     Men vi hørte ikke noget svar fra Darkeya. Vi var lukket inde i et mørkt rum uden vinduer. Vi kunne kun høre skridtene og lavmælte stemmer udenfor.

     Og så kom skrigene.

     Det var rædselsfulde, gennemtrængende skrig, der gik igennem marv og ben. Jeg holdt mig for ørerne, desperat for at lukke lydene ude. Men James reagerede med raseri og gråd. Han hamrede på døren.

     "DANIEL! DANIEL!" råbte og skreg han, mens Daniel skreg et sted på den anden side. Han hamrede sine knyttede næver mod døren. De lyste op, og det samme gjorde alle rummets vægge i nogle sekunder, men vi kom ikke tættere på frihed. Jeg gik ud fra, at de faldne engle havde brugt et slags skjold, og James' kræfter var ikke stærkere end falden englemagi. I hvert fald ikke endnu. Men det forhindrede ham ikke i at prøve utrætteligt.

     Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, hvor vi var spærret inde i rummet. Hvor lang tid jeg var tvunget til at holde mig for ørerne. Og hvor lang tid James' lillebror blev tortureret derude, mens han selv var tvunget til at sidde herinde fuldstændig ude af stand til at redde ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...