Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1559Visninger
AA

16. Kapitel 15: "Blomsterfesten"

*Rin*

 

Der gik en uges tid efter Daniels udbrud hvor James blot lod, som om det aldrig var sket. Daniel så ud til at følge hans eksempel, selvom han smilte og grinte mindre end han plejede. Men ellers lavede vi de samme ting. Vi gik i skole, vi spillede spil eller vi tilbragte tid hver for sig. Ofte sad vi med vores gigantiske bunker lektier, mens Daniel tegnede ved siden af. Ingen af os spurgte ind til, hvad der var sket, for det var tydeligt, at James ikke havde lyst til at få det bragt på bane. Men det var tydeligt, at Cat ønskede det. Den aften, hvor Daniel fik sit udbrud, fortalte jeg det til Cat. Siden da havde hun svært ved at skjule sin nysgerrighed. Jeg følte personligt, at jeg havde vigtigere ting at bekymre mig om - som min kæreste i koma for eksempel. Daniel havde sikkert bare set, at en fra vores klasse godt kunne lide hentai porno eller sådan noget. Og hvilken syvårig dreng ville ikke få sig lidt af et chok over at opdage sådan en hemmelighed?

     Men så, cirka en uge efter udbruddet, samlede James os alle ved Brandons sygeseng, hvor han fortalte os, at Daniels far var Darkeya.

     "Darkeya?" udbrød jeg.

     "Jeps," sagde James. "Darkeya."

     "Men... hvordan? Hvad...?"

     James trak på skuldrene. "Daniel var adopteret. Han vidste det bare ikke selv før nu. Hans forældre havde sikkert tænkt sig at fortælle ham det når han var blevet lidt ældre, men... Jah."

     "Er Darkeya klar over det?" spurgte Cat. Hun så højst chokeret ud.

     James nikkede. "Han har altid været klar over det. Han har fulgt Daniel hele hans liv. Holdt øje med ham."

     Jeg kunne se raseriet i hans øjne. Og jeg havde også svært ved at skjule mit eget chok. Hvilken far kunne gøre den slags ting mod sit eget barn? Og jeg kunne se, at alle til stede tænkte netop det.

     Det var den eneste gang, vi snakkede om det. Ingen af os havde lyst til at nævne Darkeyas navn i Daniels tilstedeværelse, og han var altid til stede. De få gange det var sket, var drengen begyndt at ryste, somme tider græde en smule. Og ingen af os havde lyst til at forårsage en sådan ulykke hos et barn. Så vi var stille. Lagde et tabu omkring navnet.

     Og som ugerne gik, kom vi tættere og tættere på blomsterfesten. Matt kom på besøg næsten hver dag for at være med til planlægningen. Det var ham og Kira, der stod for det meste. Sjældent havde jeg set Kira så fornøjet i så lang tid af gangen.

     "Se dem lige," sagde jeg med et smil til Cat aftenen før blomsterfesten, som vi var ude i haven og var ved at pynte op. Kira og Matt var ved at hænge violette blomster op over bordene, mens de smilte og grinte over de simpleste ting.

     Cat smilte også. "Jeg har sjældent set Kira så glad."

     "Det er da godt," sagde jeg. "At noget er godt, altså." Der skete for mange forfærdelige ting for tiden. For meget ulykke. Jeg vendte blikket over imod James og Daniel, der også hjalp med at pynte op. James sagde et eller andet, og Daniel lo. Han var også så fuld af glæde. Jeg var glad for, at han også havde fået det bedre.

     "Jeg fatter det ikke," sagde Cat lavmælt så kun jeg kunne høre det.

     "Ja, jeg ved det godt," sagde jeg.

     "Skulle Darkeya virkelig være far til den dreng? Jeg begriber det ikke. Og hvem skulle hans mor være?"

     "Tja, det er dig, der kender Darkeya. Hvad ved jeg?"

     Det svarede Cat ikke på. Med rynket pande forlod hun mig dér for at gå tilbage mod skolen. Jeg blev lidt og lod mig opsluge af al lykken. I aften ville jeg besøge Brandon, og der ville al lykken være forbi.

 

*James*

 

Blomsterfesten var ikke en fest, hvor man havde smokings og balkjoler på. Matt fortalte faktisk, at man bare kunne gå i sit normale tøj, så længe det var i naturlige farver. Så jeg tog en grøn hættetrøje på, fordi grøn er vel naturligt. Rin og Catriana var så forskelligt klædt som nat og dag. Rin havde taget en luftig kjole på i regnbuefarver. Hendes støvler var mosgrønne. Og hendes hår var stramt opsat. Catriana, derimod, var klædt i en stor lilla T-shirt og jeans.

     "Lilla er da ikke specielt naturligt, Cat," hørte jeg Rin kommentere, som jeg skyndte mig ud af boenheden. Jeg orkede ikke lige at snakke med pigerne lige nu. Især ikke Catriana. Jeg skulle også hente Daniel. Festen var også åben for børneafdelingen, dog måtte de kun deltage til klokken ni.

     Det var køligt, men vindstille. Hele skolen sad ude i den store have med belysningen af solnedgangen skinnende ned over os. Der var buffet, og der var virkelig de mest sindssyge retter og kager. Det meste var vegetarisk, da de fleste feer er vegetarer.

     "Hej, James," hørte jeg Kira sige ved min side. "Har du det sjovt?" Hun og Matt stod arm i arm, begge klædt i formidable blomsterfarver.

     "Jah, jo, det er da fint nok," svarede jeg uden entusiasme. Jeg betragtede Daniel, der opholdt sig lidt væk sammen med nogle andre børn fra børneafdelingen. Og så fik jeg øje på noget, der fik mit hjerte til at springe helt op i halsen på mig.

     "Er det...?"

     "Jeps," sagde Kira.

     Det var Bill, der gik sammen med Celina. De havde kun øje for hinanden, som om de var ude på en ensom måneskinstur, og der absolut ikke var flere hundrede skoleelever omkring dem.

     "Jeg tror, at jeg skal kaste op," mumlede jeg kvalmt og vendte mig væk fra dem. Men det blev det ikke bedre af, for der så jeg Catriana komme stormende lige imod mig. Åh du godeste, hvad ville hun dog nu?

     "Nå, skal vi ikke smutte, Matt?" sagde Kira, der havde opdaget den lurende fare. Hun og Matt tøffede væk netop som Catriana nåede hen til mig.

     "Hej, Cat," sagde jeg stift og tog en slurk af mit saftevand. Der blev ikke engang serveret alkohol til denne her lamme fest. Hvor kunne jeg dog godt have brug for noget alkohol.

     "Hej, James Andrew Cult," sagde Catriana koldt, og jeg fik næsten mit saftevand galt i halsen.

     "Hvad vil du?" snerrede jeg. Jeg fortrød det med det samme, da jeg så Catrianas ansigtsudtryk. Hun så såret ud, og hendes øjne blev fugtige.

     "Er det slut?" spurgte hun, og jeg kunne se, at hun skulle kæmpe for at holde tårerne tilbage. En del af mig havde lyst til at omfavne hende og undskylde for de sidste måneder, men en endnu stædigere mig fnøs bare.

     "Er hvad slut?"

     "Det her? Har vi slået op? Jeg vil gerne vide det, for jeg gider ikke gå og spekulere længere. Så fortæl mig det nu bare." Hun gik fra såret til forlangende på et splitsekund, og jeg havde svært ved at se hende i øjnene. Ikke på grund af svien men fordi hendes øjne rummede alt det, som jeg elskede ved hende. Eller som jeg plejede at elske ved hende.

     "Det ved jeg da ikke," sagde jeg bare og lagde armene over kors.

     "Synes du ikke, at du har taget hævn nok nu?" spurgte Catriana. "Ja, jeg tog en beslutning, der skabte en kædeeffekt, hvor Brandon endte i koma, men det kunne ingen have forudsagt. Ikke engang Kira. Vil du ikke nok tilgive mig snart? For jeg... gider ikke mere!"

     Jeg var tavs lidt mens jeg tog endnu en slurk af saftevandet. "Har du overvejet, at jeg måske bare ikke elsker dig mere?"

     Det havde den ønskede effekt. Catriana kiggede på mig med et hidsigt raseri, og hun så ud til, at hun skulle til at slå mig, men hun gjorde det ikke. I stedet sagde hun koldt:

     "Hvis det forholder sig sådan, så... fint." Så stormede hun væk fra mig. Jeg så bedrøvet efter hende. Hver fiber i mig havde lyst til at løbe efter hende, kysse hende, elske med hende. Men så var der den ene lille fiber i mig, der dominerede resten. Den fiber, der var min stædighed og min evne til at bære nag. Nej, jeg kunne ikke få mig selv til at løbe efter hende. Så havde hun bare vundet.

     En hånd trak i min trøje. Jeg kiggede ned og så, at det var Daniel. Han smilte til mig.

     "En af mine venner sagde, at der er en pæn fontæne i den retning." Han pegede. "Vil du ikke gå med mig hen til den? Jeg har ikke lyst til at gå derhen alene."

     Han skulle fandeme heller ikke gå nogen steder hen alene. Jeg nikkede med et smil og gik med ham. Vi forlod festen og bevægede og mellem buskene og blomsterbedene. Daniel trak ivrigt i mig. Efter at have gået lidt nåede vi til fontænen. Den var stor, men jeg havde set den mange gange før, så jeg kunne ikke se det specielle ved den længere. Men den var dekoreret med festatuer og stenblomster, så jeg kunne godt forstå Daniels begejstring. Jeg havde hørt, at denne fontæne havde været her lige så lang tid som skolen. Den var oplyst af to gadelygter. Men jeg lagde først mærke til, at der havde været lyst op, da der pludselig blev mørkt.

 

*Kira*

 

Vi var en times tid inde i festen, da jeg opdagede, hvad der skete. Hvad der var ved at ske i netop dette øjeblik.

     Det var en af de fedeste aftener jeg nogensinde havde oplevet. Min første skolefest, og jeg tilbragte den med Matt. Han fortalte mig hele tiden jokes eller også sagde han bare dumme ting, og jeg nød det i fulde drag. Imens spiste vi os mætte i små kager, drak masser af saftevand eller dansede til musikken. Desværre så hverken Rin eller Cat ud til at more sig specielt. De sad ved et bord og småsnackede chips, mens de glædesløst førte samtale. De var måske ikke så gode til at være hinandens date. Men Ena havde det skønt, kunne jeg se. Hun havde fundet sammen med en engel fra vores årgang, der hed Kim. Det var egentlig et syn, der fik mange til at stirre. En engel sammen med en heks, det var sjældent at se. Og Sally Winters blev så forarget, da hun så det, at hun tabte sit glas. Det fik mig og Matt til at le højt.

     Men hvor var James og Daniel egentlig henne? Jeg kunne ikke få øje på dem. Og netop da slog det ned i mig. Jeg så det. Jeg tabte mit glas, så det knustes ved mine fødder, og saftevandet gjorde mine sko våde.

     "Åh gud," hviskede jeg.

     "Kira?" sagde Matt uroligt.

     "Åh nej, åh nej, åh nej," gispede jeg. Jeg fór om og styrtede væk fra Matt. Jeg forvandlede mig til en ræv, så jeg kunne få mere fart på. Måske kunne jeg nå det. Måske, måske. Jeg forlod festen i fuld fart og fandt James og Daniel ved den store fontæne. Med ét blev gadelygterne slukket, og James rynkede panden.

     "JAMES!" skreg jeg og blev til mig selv igen. "JAMES! DANIEL! KOM VÆK DERFRA!"

     Men jeg nåede ikke at forhindre noget, som vi alle tre var omringet. Frem fra buskene dukkede flere personer op. De var alle elever eller lærere fra skolen. Sådan så de i hvert fald ud. James så urolig ud, og Daniel klyngede sig til ham med store øjne.

     "Hvad sker der?" spurgte James.

     "Det er ikke som det ser ud til," sagde jeg. Min stemme rystede. Og jeg havde ret. For med et blev den person, der havde skikkelse som vores chakralærer, til Darkeya. Han smilte grumt. Der lød et gisp fra Daniel af, og uvilkårligt skubbede James ham om bag sig. Men det nyttede ikke, for hver af personerne blev til faldne engle, og de stod på alle sider af os. Pigen ved Darkeyas side blev til Yasmin, som jeg genkendte fra mit syn for en måned siden.

     "Tag drengen," sagde Darkeya.

     "Det kan du lige vove på," sagde James rasende og holdt godt fast i Daniel, der skrækslagent stirrede på Darkeya. Darkeya så ikke ud til at være det mindste påvirket af skrækken i sin søns øjne. De faldne engle styrtede frem mod os. Jeg havde personligt intet forsvar, og James var endnu ikke så instinktdrevet af sine nye kræfter, at han fik gjort noget ved det. Der var faldne engle overalt omkring os, og de greb fat i mig, mens jeg hev og sled, men de var alle stærkere end mig. Jeg hørte Daniel skrige, James råbe, og Darkeya le en ond og grusom latter, før jeg ikke huskede mere fra den aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...