Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1570Visninger
AA

15. Kapitel 14: "Darkeyas hemmelighed"

*Kira*

 

Rummet var dunkelt, men også luftigt på samme tid. Det var dunkelt, fordi alt var mørkt. Mørke reoler, mørke genstande, mørke møbler, Mørkets Tegn alle tænkelige steder. Og så var det luftigt på grund af det store panoramavindue, som solens stråler skinnede ind igennem og lyste rummet op. I rummet trampede en falden engel frem og tilbage, rasende. I lænestolen sad en langt yngre falden engel, en pige.

     "Jeg vil have den stav," vrissede manden hidsigt. "Og jeg vil have den nu."

     Pigen sagde ikke noget lige med det samme. Hun trillede tommelfingre i en rum tid, mens mandens raseri bare steg og steg, før hun endelig sukkede: "Så find dog en anden Hemmelighedsspotter. Eller kidnap en ærkeengel. Hvad ved jeg?"

     "Jeg kan ikke FINDE nogen andre Hemmelighedsspottere, det er det, der er hele problemet. Der er KUN ham. Selvfølgelig er der kun ham. Det er fandens typisk." Det sidste sagde han mest til sig selv. Han stoppede op og stirrede ned på sine foldede hænder.

     "Darkeya, måske skulle du bare glemme alt om -"

     "Nej."

     "Hør nu på mig. Det her er meningsløst, hvad har du - "

     "Nej!"

     "Hvad ville du have i Himmelen som du ikke har her?"

     Darkeya så på Yasmin med et blik, der rummede noget langt stærkere end raseri. "Du vover at bruge hans ord?"

     "De er da kloge nok, det må du da indrømme. Og tænk over det. Hvad VILLE du have i Himmelen, som du ikke ville have her?"

     "Magt," sagde Darkeya. "Jeg ville have den magt, jeg altid havde ønsket mig. Ingen naturlove, ingen regler og ingen guder eller Herrer eller frelsere ville være over mig. DET ville jeg have."

     "Men til hvilken pris? Se dog på hvad vi har mistet! Os alle sammen."

     "Du fortæller mig vel ikke, at du står og savner det?" Darkeya lagde hovedet på skrå. "Cat og Helvede. Din forræderiske far og Lucifer?"

     Yasmin så såret ud, men hun svarede ikke. I stedet rejste hun sig op og gik hen til panoramavinduet. "Jeg savner at have et hjem. Et rigtigt hjem. Jeg holder af at være her, men ingen af jer vil acceptere det som et muligt hjem, så hvordan skulle jeg kunne det? Helvede er det eneste rigtige hjem for os."

     "Helvede var aldrig et hjem. Helvede var et midlertidigt stoppested indtil vi havde nok magt til at erobre Himmelen. Himmelen var vores hjem."

     "Det var måske dit hjem. Dit og Lucifers. I er de eneste to, der har levet længe nok til at kunne huske det. Men Lucifer har det vist ganske fint i Helvede. Så hvorfor har du ikke?"

     "Lucifer ønskede andre ting end jeg. Det var aldrig noget han holdt tilbage. Men mit mål var ikke at skabe et liv på Guds lodseplads. Men hvis du ikke brænder for målet længere skal jeg ikke være den til at stoppe dig. Så hvad bliver det til, Yasmin?"

     Yasmin svarede ikke på spørgsmålet. Hun vendte sig om imod Darkeya. "Hvordan har du tænkt dig at få fat på drengen? Og hvornår?"

     "Snart," sagde Darkeya. "Jeg har en plan. Og det bliver snart."

 

Jeg vågnede klokken halv et om natten. Ekkoet af Darkeyas stemme rungede stadig i min bevidsthed. Jeg undrede mig over om det havde været en drøm eller et syn. Hvis det var et syn, var det ikke ligefrem et positivt et af slagsen.

 

*Catriana*

 

Endelig kom der en ende på vinteren. Sådan da. Sneen var smeltet for længst, men der var stadig flere kolde og regnfulde dage. Men det var forår. Det var marts. Solen skinnede mange af dagene, og en gang eller to var den endda i stand til at varme, så jeg kunne tage min jakke af.

     Jeg fulgtes med Rin til time den dag, da vi mødte synet af en stor plakat på væggen på en af gangene. Jeg stoppede op, da jeg så titlen:

 

Blomsterfest

1. april

I haven

Starter klokken 19:00 og vil vare til 03:00

Det er tilladt at medbringe en date både fra og uden for skolen

Arrangeret af Kira Rumholdt

 

"Det er fandeme typisk Kira at få den slags ting sat i værks," sagde Rin. "Gad vide, om det bliver en tradition?"

     "Nu er vores skole jo grundlagt af en fe, må I ikke glemme," lød Kiras stemme bag os. Vi fór om. Hun stod med et kæmpe lykkeligt smil på. "Jeg glæder mig vildt meget."

     "Ja, det bliver sjovt," brummede jeg. Kira kneb øjnene sammen. "Du har bare at komme, Catriana Cyston. Hvordan vil det ikke se ud, hvis ikke engang mine VENNER vil deltage?"

     "Jeg fester ikke."

     "Det gør du den 1. april at du ved det."

     "Men den 1. april er en torsdag," sagde Rin.

     "Jeg har snakket med Bill om det. Vi får fri dagen efter. Bill var meget glad for idéen. Han glæder sig mindst lige så meget som mig. Han sagde endda, at han allerede havde én i tankerne, som han kunne tage med. Han fortalte mig ikke, hvem det var, men jeg ved det, både fordi det er indlysende, og fordi jeg er synsk."

     "Nå? Hvem er det så?" spurgte Rin. Jeg var glad for, at hun heller ikke havde regnet den ud.

     "CELINA selvfølgelig. De to har jo haft noget kørende i årevis. Men sig ikke noget til James, så bliver han bare sur."

     "SKAL man tage en date med?" spurgte jeg. Kira nikkede.

     "I er nødt til det. Det er molder vigtigt, og jeg accepterer ikke, hvis ikke I har dates med."

     Rin så på mig, og jeg så på hende.

     "Min kæreste ligger i koma," sagde Rin.

     "Min kæreste er ikke engang min kæreste længere," sagde jeg.

     "Så tag hinanden med," strålede Kira og gadedrengehoppede væk fra os mens hun fløjtede en glad melodi.

 

*James*

 

"Så det var en drøm?"

     "Ja."

     "Men det var også et syn?"

     "Jeps."

     "Hvor ofte sker den slags ting for dig? Er det hver nat eller bare engang imellem. Er ALLE dine drømme syn?"

     Kira trak på skuldrene. Vi sad udenfor. Det var en klar dag, og jeg var ved at spille basketball med Rin, Daniel og Ena. Daniel var en formidabel spiller. Det havde han fortalt mig for nogle uger siden. Han havde gået til basketball før... ja altså før alt det, der var sket. Godt nok var han ikke bedre end mig, fordi jeg selv spillede, men han var bedre end både Rin og Ena, der ikke havde den mindste erfaring. Jeg havde netop sat mig ned for at tage en pause, da Kira fortalte mig om sin drøm.

     "Det er selvfølgelig ikke alle mine drømme! Lyder mig, der flyver i en raketdrevet luftballon, realistisk?"

     "Næh, egentlig ikke. Men hvordan ved du, at det var et syn?"

     "Jeg kunne bare mærke det. Man lærer ligesom at fornemme det. Ligesom med menstruation og sådan noget."

     "Ad."

     "Åh du godeste, du er sådan en DRENG!"

     "Surprise, surprise."

     Vi var tavse lidt. Jeg sad og tænkte på synet. Alt det med betydningen af hjem og Helvede og Lucifer betød ikke det store for mig, men Darkeya havde sagt, at han havde en plan. Og det blev snart. Og det var ikke specielt rart at tænke på.

     "Hør, måske har Darkeya og Yasmin haft den samtale, men det betyder ikke, at hans plan lykkes," sagde Kira i et forsøg på at stilne min stigende uro.

     "Manden er øverste falden engel, Kira. Han har levet i mange tusind år, og han var ærkeengel for Gud. Det er ikke beroligende, når han siger, at han har en plan."

     Det svarede Kira ikke på.

     "Daniel?" lød Rins stemme. Både Kira og jeg vendte opmærksomheden mod basketballbanen, hvor Daniel stod med bolden i hånden uden at gøre nogen tydelige tegn på at forsøge en scoring. Han stod bare dér og stirrede ud i luften. Hans grønne øjne var kæmpestore. Jeg rejste mig op og gik hen til ham.

     "Daniel, hvad er der galt?" spurgte jeg forskrækket, da jeg lagde mærke til, at han græd. Han tabte bolden og styrtede væk fra os. "DANIEL!" råbte jeg. Kira kom også på benene. Vi stod alle sammen og stirrede efter ham, før jeg forvandlede mig til min kæmpeulv og satte efter ham. Han var allerede nået ud til Pijifena skov på det tidspunkt, og da han så mig, gispede han, som om han var bange for mig. Jeg kunne ikke begribe hvorfor. Men jeg var selvfølgelig langt hurtigere end ham, og jeg greb ham i farten, så vi begge faldt og ramte skovbunden med et stød.

     Daniel slog og sparkede for at komme fri.

     "Daniel, tag det roligt!" sagde jeg og holdt godt fast i ham.

     "Hold dig væk fra mig!" skreg han i vilden sky, mens tårerne blev ved med at løbe ned ad hans kinder, og han kunne ikke holde sin hulken tilbage.

     "Daniel, hvad i alverden - "

     "DET ER IKKE MENINGEN, JEG SKAL VÆRE HER! HOLD DIG VÆK FRA MIG!" skreg han så højt, at der kom en ringen for mit øre i evigheder bagefter. Men jeg blev dog ved med at holde fast i ham. Helt indtil han stoppede med at slå og sparke og hive og bide i mig, og han bare gav sig til at hulke og snøfte ind imod mit bryst. Jeg var stadig chokeret og forskrækket over hvad der var foregået, og hvad der foregik lige nu, så jeg fik ikke stillet nogen spørgsmål, og jeg fik ikke nogen svar før de andre fandt os, og de havde halvdelen af Pijifenas DMP-styrke med.

 

Daniel sagde ikke et ord. Han blev bare sat i en lænestol i børneafdelingen med en stor kop kakao og et tæppe over sig, mens fjernsynet kørte. Han græd stille og drak ikke det mindste, mens alverdens tegnefilm blev afspillet. Mange andre børn skævede nysgerrigt til ham nu og da, men mest var deres øjne klinget til skærmen. Jeg, Kira, Rin og Ena stod lidt væk fra fjernsynshjørnet sammen med Bill og chefen for børneafdelingen, en gammel kone, der så rar og venlig ud, men som jeg ikke kendte navnet på.

     "Og han sagde intet som helst?" spurgte Bill. Det var henvendt til mig. Jeg rystede på hovedet.

     "Intet der gav mening. Jeg..." Jeg sank en klump. "Måske har han set et eller andet. Eller sagde I et eller andet?" Jeg kiggede på Rin og Ena. De rystede begge på hovedet.

     "Vi spillede bare basketball, og så blev han sådan dér og stak af," sagde Ena. "Der var virkelig intet, som vi kunne have gjort for at forhindre det."

     Det styrkede bare min teori. Han HAVDE set et eller andet. Men hvad?

     "Tager du dig af ham, madam Dueblå?" spurgte Bill den gamle dame. Hun nikkede med et smil.

     "Det er mit job, jeg skal nok tage mig godt af ham. Han kommer ikke til at mangle noget. Det er vigtigt, at vi ikke presser ham til at fortælle noget, ikke efter den måde, han opførte sig på tidligere. Det er vigtigt." Hun så mig dybt i øjnene, mens hun sagde det. Hendes øjne var violette. En ret pudsig farve, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvilken race hun tilhørte.

     "Jeg går ikke fra ham," sagde jeg. Overrasket så Bill og madam Dueblå på mig.

     "Undskyld, men du - " begyndte Bill, men jeg afbrød ham:

     "Daniel er måske ikke min lillebror af kød og blod, men han er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på én. Jeg bliver hos ham."

     Til min overraskelse var der ikke flere, der protesterede. Jeg gik hen og satte mig i lænestolen ved siden af Daniels.

 

Daniel protesterede heller aldrig over min tilstedeværelse. Faktisk så han ud til at være glad for det. Lidt senere gik han oven i købet hen og satte sig i min lænestol. Han puttede sig ind til mig under et stort tæppe, og jeg lagde armene om ham. Han græd ikke længere, men der var ingen tvivl om, at han ikke havde fået det bedre. Klokken otte kom en arbejder og bad børnene om at komme i seng. Daniel rejste sig ikke. Han så på mig.

     "Jeg kan ikke sove," sagde han ulykkeligt. Hans stemme var hæs og svag.

     "Hvis du nu prøvede," sagde jeg mildt.

     "Nej. Jeg kan ikke."

     "Daniel - "

     "Jeg så noget." Mundlam kiggede jeg på ham. "Jeg så noget forfærdeligt. Det var en hemmelighed. Noget jeg ikke skulle vide. Det er... det er om mine forældre."

     Mit hjerte sprang et slag over, og jeg var ikke helt sikker på hvorfor. Daniel begyndte at græde stille igen, og jeg ville gerne fortælle ham, at vi ikke behøvede snakke om det, at han bare kunne gå i seng, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

     "De er ikke mine rigtige forældre. Mine rigtige forældre forlod mig." Daniel lød helt knust, som om han aldrig ville blive glad igen. Chokeret afventede jeg, at han ville sige mere. "Jeg ved ikke, hvem min mor er, men min far..." Han hulkede. "Han er min rigtige far." Han trykkede sig ind til mig, og jeg sad bare og himmelfaldent holdt om ham som opholdsstuen blev tømt for brokkende og protesterende børn, der ikke ville i seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...