Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1576Visninger
AA

14. Kapitel 13: "Ninanoc"

 

*Rin*

 

Jeg vågnede ved, at folk løb omkring mig. Sygeplejersker og læger, patienter og rengøringsdamer. De farede frem og tilbage i panik.

     "Darkeya!" råbte en.

     "De faldne engle!" skreg en anden.

     Jeg fandt mig selv ude i forhallen på hospitalet, ikke i stand til at sige, hvorfor jeg var lige netop dér. Udenfor det store panoramavindue kunne jeg se mørke skygger med mørke svanevinger.

     Det var virkelig de faldne engle. Men hvad lavede de her? James var her ikke, Cat var her ikke. Daniel var her ikke. Ninanoc var her ikke.

     Pludselig stod de ved min side.

     "Bare rolig, Rin," sagde Cat, og hendes sorte blik var beslutsomt. "Vi skal nok klare dem. Du skal bare skynde dig."

     "Skynde mig?" spurgte jeg uforstående.

     "Ja, skynde dig at finde Brandon. Sørge for, at han er sikker. Du er den eneste, der kan beskytte ham." Det var James, der talte denne gang. Han så mig lige i øjnene, og jeg vidste, at han regnede med mig. Jeg vendte om og satte i løb. Ned ad gangene, ind på stuen, der var Brandons. Han lå lunt og godt i sin seng, trak vejret tungt.

     "Bare rolig, Brandon," sagde jeg. "Jeg passer på dig."

     Men jeg kunne se de faldne engle udenfor vinduet. De smilte til mig med grusomme smil. En af dem lavede en lynkugle, og jeg vidste, at jeg ikke kunne beskytte Brandon her. Så jeg hev dynen af ham, løftede ham op og bar ham ud af stuen, ned ad gangene. Brandon var tung, og jeg havde altid været lidt af en svagpisser, så jeg mere trak end bar ham. Han protesterede dog ikke, for han sov endnu. Han sov altid. Der var ingen chance for, at han ville vågne. Jeg trak og trak af sted med ham. Jeg ankom til en trappe. Ja, det var smart. Jeg måtte ovenpå. Jeg trak ham op ad trapperne. Op og op og op. Indtil vi begge to pludselig var på taget af hospitalet. Jeg lagde Brandon i ly af nogle kasser, hvor han var godt skjult. Så så jeg de faldne engle. De havde fundet os, selv heroppe. De var der i hundredvis, de fløj højt over hovederne på mig. Men jeg havde en plan.

     "I får ham ikke!" råbte jeg af mine lungers fulde kraft. Jeg kunne se havet i horisonten. Jeg løftede mine arme, og en kæmpe bølge, en bølge større end den fra Tsunami rejste sig. Den rejste sig højere og højere op, indtil det også gik op for de faldne engle, at de var i knibe. Jeg smilte. Jeg smilte endnu mere, som bølgen skyllede dem væk. Det var en lettelse, jeg aldrig troede, at jeg skulle føle igen. De var væk. Vi var reddet. Jeg havde reddet Brandon.

     Men da jeg vendte mig om så jeg, at han slet ikke var sikker. Darkeya tårnede sig op over ham. Han smilede grumt. Først til Brandon, så til mig.

     "Jeg fik vist ikke afsluttet hvad jeg begyndte," sagde han drævende.

     "NEJ!" skreg jeg, og jeg løb imod ham. Men jeg kom ingen vegne, mine ben løb og løb og løb, men alligevel førte de mig ingen steder hen, og i hvert fald ikke tættere på min kæreste og den mand, der var ved at dræbe ham. Der havde dræbt ham. Den mand, der havde slået ham ihjel.

     Darkeya lænede sig ind over ham. Hans skygge lagde sig over Brandon, der ikke anede uråd. Skyggen blev mørkere og mørkere, og Darkeya lo. En ondskabsfuld latter, der besøgte mine mareridt nat efter nat.

     "BRANDOOOOON!" skreg jeg.

 

Jeg lå på gulvet. Først anede jeg ikke, hvor jeg var.

     "Frøken? Rin?" lød en bekendt stemme lige ved mig. "Du er nødt til at vågne nu."

     Jeg følte et sug i maven. Jeg så op. Der stod en sygeplejerske lænet ind over mig. Hun smilte. "Det var på tide, du vågnede op," sagde hun. "Du skal jo heller ikke komme for sent, vel?"

     "For sent?" mumlede jeg søvndrukkent. "For sent til hvad?"

     Så gik det op for mig, hvad der måtte være sket.

     "Er han vågnet?" gispede jeg. Jeg fik rejst mig op. Jeg havde ligget på gulvet på Brandons sygestue. Men til min dybe skuffelse lå han stadig i sengen, sovende.

     "Nej, desværre ikke," svarede sygeplejersken. "Men du skal jo i skole, skal du ikke?"

     Jeg glippede med øjnene, som jeg huskede det. Jeg kiggede op på uret. Jeg skulle møde om et kvarter.

     "Jeg kommer bare lidt for sent," mumlede jeg slukøret og satte mig ned ved Brandons seng. Så, uden at jeg kunne kontrollere det, begyndte jeg at stortude.

 

*Catriana*

 

Vi kom igennem en hel skoleuge, hvor der absolut intet skete. Okay, næsten en hel skoleuge. Onsdag kom Rin flere timer for sent, og hendes øjne var røde. Hun ville ikke fortælle mig, hvad der var galt. Ugen igennem tilbragte James meget tid med Daniel i et forsøg på at få ham til at se, hvad og hvor Ninanoc var. Jeg havde personligt hængt ud på biblioteket, slået op i hver eneste bog, jeg kunne finde. Men Ninanoc blev ikke nævnt nogle steder. Ikke engang i Bibelen, som var den første bog jeg slog op i.

     Og så var der fredag. Fredag var kun lige startet, da noget højst besynderligt skete. Jeg var til den første time, Racefag, hvor vores lærer ville lære os at flyve på koste.

     Læreren satte mig sammen med Rod. Rod af alle mennesker. Jeg var i det hele taget gnaven over, at jeg skulle se på hans grimme fjæs flere gange om ugen fordi han var troldmand, men at vi skulle være makkere var lige nok for mig. Rod havde narret mig på første år til at lave ravage på Ezavias kontor. Det havde fået os alle ud i problemer.

     "Så er det os to igen, hva', Cat?" sagde han med et gavtyvesmil. Jeg fnøs af ham. "Årh, hold da op. Du ved, jeg er ligeglad med, at du er Djævelens datter eller hvad det nu er. Jeg kan lide dig lige for den, du er."

     "Ja, ja," sagde jeg bare og holdt godt fast om min kost, mens jeg fraværende lyttede efter, mens læreren forklarede os den besværgelse, der skulle til for at gøre kosten svævende.

     Men jeg nåede aldrig at komme op på kosten, for i det samme kom en eller anden dreng løbende imod os, som jeg ikke kendte.

     "Undskyld, at jeg forstyrrer," sagde han til læreren, han var helt bleg. "Men jeg fik besked på at hente Catriana Cyston, professor."

     "Frøken Cyston? Men hun har time, unge mand. Hvad drejer det sig om?"

     "Det øh... det ved jeg ikke, men... men..."

     "Så spyt dog ud, dreng."

     "Men han sagde, at han ville gøre mig til en dansende haletudse, hvis ikke jeg hentede hende lige nu. Og hans drage var ikke meget bedre, den sagde, at den personligt ville spise mig når jeg var blevet træt i benene."

 

Jeg blev ført ud i forhallen. På vej derud passerede jeg en masse lettere paniske mennesker. Mange af dem stirrede på mig. Jeg følte mig selv helt bleg og slap i benene, ikke just ivrig efter den situation, jeg gik i møde. Selve forhallen var ret så fuld. På sådan en... lettere sorteret måde. Langs væggene og på trappen stod hundredvis af elever og lærere, men selve hallen var helt tom med undtagelse af en enkelt kappeklædt person midt ude på gulvet, som ingen turde nærme sig.

     Det var ingen anden end min far, og han så yderst malplaceret ud, selvom han så ud til at være ligeglad.

     "Cat," sagde han, og han smilte ikke. Han lignede en slagter der skulle til at dræbe sin gris. "Jeg har ventet på dig, at du ved det."

     "Christ," hviskede jeg. Alle stirrede fra mig til ham. Djævelen stod lige her i forhallen på Pijifenas Magiskole. Og han havde endda taget Dimond med, der i modsætning til min far smilede og vinkede.

    

Ti minutter senere var vi alle samlet inde i min boenhed, som jeg delte med... visse andre. Min far nægtede at sidde ned, men vi var flere andre, der gjorde det.

     "Du kan ikke bare komme til min skole på den måde!" sagde jeg, stadig i chok. "Folk går jo ud af sig selv af - "

     "Jeg er faktisk Djævelen, vil jeg minde dig om," sagde min far. "Jeg gør præcis hvad jeg vil."

     "Det gør han," sagde Dimond istemmende. Han sad i sofaen mellem Rin og Ena med en kop kaffe, der var større end ham selv.

     "Men hvorfor ville du overhovedet komme?" spurgte jeg.

     "Spørger du mig virkelig om det? Virkelig? For to måneder siden så jeg i TV-avisen - "

     Dimond fnøs.

     "Jeg mener, der så Dimond i TV-avisen, at - "

     "Ser I TV-avisen?" spurgte James.

     "Jeg gør ikke," sagde min far irriteret. "Dimond gør, nogle gange."

     "Jeg synes det er hyggeligt," sagde Dimond og drak noget kaffe.

     "Smager kaffen godt?" spurgte Rin Dimond.

     "Jah."

     "Bedre end pizza?" Rins stemme var blevet knivskarp. Dimond så op på hende.

     "Det var ikke nogen god pizza."

     "Det var en formidabel pizza, og du spiste den."

     "NOK OM DET!" brølede min far, så det gav et gib i os alle samme. "Jeg prøver faktisk at sige noget her, der er relevant." Han vendte sig imod mig. "Dimond så i TV-avisen, at I - ja, jer - at I blev angrebet af Darkeya og alle de andre af hans luskede forræderiske hundehoveder."

     "Det er sandt," sagde Kira.

     "Og alligevel er der ikke nogen, der informerer mig om det," fnøs min far, stadig med blikket mod mig. "Ikke engang min egen datter. Eller min anden datter for den sags skyld. Jeg får absolut intet at vide, selvom Darkeya faktisk burde være mit problem, og ikke jeres. Så I har bare at have en god grund."

     "Øh..." sagde jeg. Jeg så på de andre. Så tilbage på min far. "Vi havde lidt andre ting at tænke på..."

     "Som hvad? Hvad kunne være vigtigere?"

     Vi blev alle tavse derefter. En af årsagerne var selvfølgelig Brandon, som stadig lå i koma. Men det kunne jeg ikke forestille mig min far være mere end ligeglad med.

     "På grund af Daniel," sagde James så. Min far vendte blikket mod ham. Hans øjne lynede, men det var altid en automatisk refleks, når han blev mindet om, at James eksisterede.

     "Hvem fanden i helvede er Daniel?"

     "Han sidder derovre," sagde James. Det var rigtigt nok. Daniel sad henne ved bordet og tegnede sammen med Kira. Ingen af dem fulgte med i hvad der foregik i den anden ende af stuen.

     Jeg lagde mærke til, at min far stirrede meget mærkeligt på ham. Det var et højst besynderligt blik, som jeg aldrig havde set hos ham før. Nysgerrigt, undrende på en måde.

     "Og hvad er der med ham Daniel?" spurgte han så.

     "Darkeya er efter ham."

     "Interessant... hvorfor?"

     "Det ser ud til, at han er en hemmelighedsspotter," sagde Rin. "Han kan se hemmeligheder."

     "Javel ja. Fandt I ud af mere?"

     "Altså, Darkeya kidnappede ham," fortalte James. "Han ville have Daniel til at finde noget for ham. Det må være en hemmelighed hvor den er, ellers ville han vel ikke have brug for ham."

     "Fortsæt," sagde min far utålmodigt.

     "Ja, det er et eller andet der kaldes Ninanoc."

     Dimond sprøjtede pludselig en god portion kaffe ud, so sofaen blev helt våd. Helt slået ud satte min far sig ned i den lænestol, vi havde tilbudt ham.

     "Hvad?" spurgte jeg. "Hvad er der med Ninanoc?"

     "Tænk, at han er efter den..." hviskede min far. Han stirrede ud i luften med udstående øjne.

     "Hvad er Ninanoc?" spurgte Rin.

     "Hvad er Ninanoc?" lo Dimond. "Åh du godeste, hvad er Ninanoc?" Vi stirrede alle sammen på den lille drage, som han var ved at knækkes af latterkramper.

     "Ninanoc..." sagde min far. "Ninanoc er Guds hemmelige våben, en magisk stav. Og når jeg siger hemmelige, så mener jeg det i allerhøjeste grad. Når først Gud har bestemt sig for, at noget skal være hemmeligt, så kan det ikke være mere hemmeligt, siden Gud kontrollerer alt mellem himmel og jord. Det er kun ham selv der kender til den. Og så hans ærkeengle. Det er derfor jeg kender til den, og det er derfor Darkeya kender til den. Jeg ved ikke, om hans nuværende ærkeengle kender til den, dog. Jeg tror det egentlig ikke."

     "Så... hvad kan den?" spurgte James.

     "Et bedre spørgsmål ville være, hvad den ikke kan. Gud tog en kopi af hele hans samlede kræfter og lagde dem ned i staven. Den kan alt det, som Gud kan. Det er den mest magtfulde genstand, der nogensinde har eksisteret, og som nogensinde kommer til at eksistere. Gud skabte den som en slags... sikkerhedskopi, i tilfælde af at alt, hvad der kunne gå galt, gik galt. Han mente dog aldrig, at han ville få brug for den."

     "Så... hvor er den?" spurgte James.

     "Som om jeg ved det. Ingen ved det, ingen andre end Gud. Og så muligvis hemmelighedsspottere. Men har drengen set noget om, hvor den er?"

     Vi rystede alle på hovedet.

     "Det giver mening. En hemmelighed, der er skabt af Gud, ville være enormt svær at trænge igennem, selv for en hemmelighedsspotter, selvom de kan se igennem beskyttelsesbarrierer og hvad ved jeg, som orakler ikke kan se igennem. Og Ninanoc er formodentligt så godt beskyttet, som en genstand kan være i denne verden."

     Der var tavshed lidt. Så spurgte Rin: "Hvad synes du, at vi skal gøre? Altså med Darkeya - og Daniel - og staven."

     "Hvad I skal gøre? I skal holde den dreng langt væk fra Darkeya og bede til - ja, jeg sagde bede - at han i det hele taget aldrig nogensinde ser, hvor den stav er. For hvis først Darkeya får fat på den, så kan vi vist godt sige farvel og tak til alt, hvad vi holder af."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...