Ser Sort-Hvidt 3 - Den faldne engel, drengen & hemmeligheden

Alt er egentlig fint. Alt taget i betragtning. Men det varer ikke længe. For Rin er på flugt fra en fortid, som hun ikke kan gemme sig fra for evigt. Catriana ved, at Darkeya har en fase 2, som han før eller siden vil iværksætte. Men hvad er fase 2, og vil de være i stand til at stoppe ham? Og dagen efter juleaften finder James en dreng, der gemmer sig bag et birketræ. Og i den dreng ser James sig selv. Men desværre er der mere i det. For drengen er nøglen til en hemmelighed. En hemmelighed, der kan være altafgørende for verdens fremtid.

6Likes
15Kommentarer
1573Visninger
AA

13. Kapitel 12: "Hemmelighedsspotter"

 

*Rin*

 

Den store bog lå i skødet på Brandon. Han sov som sædvanligt, så han havde ingen anelse om, at den lå der. Men det gjorde den. Det store leksikon over magiske racer og kræfter hed den. Det var den type bog, som alle havde i deres hjem. Der var omkring et dusin eksemplarer på skolebiblioteket på Pijifenas.

     Jeg havde slået op på side 349.

     For tre timer siden havde jeg ringet til Cat. Jeg havde bedt hende om at sige til de andre, at de skulle komme ud til hospitalet med det samme. Cats reaktion havde selvfølgelig først været lettere urolig. Jeg havde dernæst hurtigt forsikret hende for, at Brandon havde det fint.

     "Jeg indkalder til akut gruppemøde ved Brandons seng," havde jeg dernæst sagt og lagt på.

     Og nu havde jeg altså ventet i tre timer. Tre lange timer, hvor jeg dirrede af iver for at fortælle dem min store opdagelse.

     Til sidst kom de dog også. Iklædt store frakker, vanter og huer. De var der alle sammen. Både Cat, James, Kira og Ena. Og de så afventende på mig.

     "Slut jer om sengen," sagde jeg. James himlede med øjnene ved den kommando, men han gjorde det dog sammen med de andre. Da vi stod der, pegede jeg ned på den opslåede side i leksikonet.

     "Har nogen af jer lagt mærke til noget sært ved Daniel?" spurgte jeg dem. De rynkede alle panden.

     "Har han... vist sig at have lagt mærke til ting, som han ikke burde lægge mærke til?" gravede jeg dybere.

     Det så ikke ud til at ringe en klokke hos nogen af dem med undtagelse af James, der rettede sig fremad.

     "Hvad har du fundet ud af, Rin?" spurgte han.

     Som svar læste jeg titlen på siden op: "Hemmelighedsspotter."

     Perplekst kiggede de på mig. Jeg sukkede og uddybede så: "Hemmelighedsspottere kan opfange hemmeligheder. De er ikke synske ligesom Kira, for de kan kun opfange de ting, som folk netop ønsker at holde hemmeligt."

     "Hvorfor tror du det?" spurgte Cat.

     "Han fortalte noget interessant om Thomas," sagde James.

     "Vores Thomas?" spurgte Ena. Kira kiggede også forbløffet på James.

     James kiggede nu på Kira og Ena. "Jeg tror ikke det er noget, man bør vide. I hvert fald ikke noget, han ønsker, at vi skal vide. Og Daniel... han påpegede det bare lige pludselig. Som var han i trance. Det var ret mærkeligt."

     Jeg nikkede. Det hang sammen med det, jeg havde oplevet. "Daniel gjorde det samme i går. Ved flere lejligheder. Han kunne ikke gætte åbenlyse ting, der ikke nødvendigvis var hemmelige. Men han opfangede ting, som folk ikke ønskede, at han skulle vide." Jeg tænkte tilbage på det, han havde sagt. Han havde nævnt Jack. Og De To Dale. Jeg brød mig ikke om, at en syvårig var klar over det.

     "Hvis han virkelig er en hemmelighedsspotter," sagde James overvejende. "Så må det være derfor, Darkeya er efter ham. Men hvorfor lige Daniel? En syvårig dreng. Det er jo grotesk." Jeg kunne mærke raseriet boble op i ham, så jeg skyndte mig at svare:

     "Hemmelighedsspottere er ekstremt sjældne. Ligesom absorbere. Der er sjældent mere end tyve hemmelighedsspottere af gangen. Spredt ud over hele kloden. Det skulle ikke undre mig, hvis Daniel er den eneste med den evne i hele landet."

     Det hjalp en smule på raseriet, men ikke meget. "Darkeya må have holdt øje med ham for at finde ud af, at han er en hemmelighedsspotter. Hvis jeg nogensinde ser ham igen..." Han knyttede næverne, så hans knoer blev helt hvide.

     "James," sagde Cat advarende. "Du kan ikke hamle op med Darkeya, det ved du også godt."

     James mødte Cats blik med en stædig hårdhed. "Darkeya ved ikke, hvad jeg kan. Han tror kun, at jeg er en formskifter. Men jeg skal vise ham."

     Somme tider glemte jeg det også selv. At James havde de dér mærkelige lyskræfter, som han nægtede at fortælle nogen voksne om. De var hans hemmelighed. Det var mig dog en gåde hvorfor han insisterede på at holde dem for sig selv.

     "Så... hvad skal vi gøre nu?" spurgte Ena.

     "Vi må selvfølgelig snakke med Daniel," sagde Cat bestemt. "Vi må finde ud af, hvad Darkeya har forhørt ham om."

     "Vi skal ikke forhøre ham ligesom Darkeya gjorde," vrissede James. "Under ingen omstændigheder."

     "Det siger jeg da heller ikke," sagde Cat utålmodigt. "Vi skal bare snakke med ham. Der er ingen af os, der vil gøre ham ondt. Men det glemmer du hele tiden."

     "Jeg gør bare - " begyndte James, men Kira afbrød ham:

     "Nu synes jeg, at vi skal bekymre os om hemmelighedsspotteriet, tak."

     Både James og Cat holdt kæft, hvilket var en lettelse. Jeg nikkede til Kira.

     "Det der er vigtigt," sagde jeg tålmodigt, "er at finde ud af, hvor meget Darkeya ved, og hvad det helt præcist er, han er ude efter. Og så... om ikke andet, forhindre ham i at få fat i det."

     "Og beskytte Daniel," tilføjede James stille.

     "Ja," sagde jeg. "Det må vi også sørge for."

 

*Kira*

 

Efter gruppemødet ved Brandons sygeseng gik jeg hen for at se, om Matt var der sammen med hans kusine. Det var han. Han og Helena sad og snakkede i hendes seng mens de spiste Ben&Jerry-is.

     "Hej," sagde jeg, da jeg kom ind. Smilende vendte de begge hovederne mod mig. Helenas smil sank en smule, mens Matts smil om noget blev større.

     "Kira!" sagde han begejstret. "Er du her også i dag?"

     "Jeps," sagde jeg med et trak på skuldrene. "Jeg prøver ellers at korte ned på mine besøg. Det går ikke så godt."

     "Så DU er Kira," sagde Helena. Hun var begyndt at smile igen. "Matt har fortalt så meget om dig."

     Både Matt og jeg rødmede.

     "Nå, ja... okay," sagde jeg forfjamsket. Så rømmede jeg mig. "Jeg ville bare se, hvordan det gik."

     "Det går helt fint, vi spiser bare is," svarede Matt. Han smilte stadig varmt til mig, hvilket fik sommerfuglene til at blafre i maven på mig.

     Helena hostede. Det lød mistænkeligt falsk.

     "Hvad?" spurgte Matt hende.

     "Onkel Alastor er på arbejde i dag," sagde Helena ledende. "Kom nu!"

     "Nej!"

     "Jo!"

     Jeg følte mig pludselig en anelse forstyrrende. "Nå, jeg må nok hellere se at komme hjem og - "

     Matt sukkede og greb fat i min arm. "Vil du med mig hjem? Og se hvor jeg bor?"

 

Matt boede i en lejlighed. En taglejlighed på to etager. Jeg havde aldrig kendt nogen, der boede i lejlighed, og jeg døde lidt, da jeg skulle op ad alle de trapper. Matt tilbød at bære mig, men det syntes jeg nu var under min værdighed.

     Da vi kom ind i lejligheden måbede jeg en anelse. Det her var en mandelejlighed. Det stod meget tydeligt for mig med det samme som jeg trådte ind. Væggene var rødlige. Der var mahognigulv. Alle møbler var af mørkt, glat træ. Og jeg mener dem alle sammen. Alle gardinerne var tunge at se på. Alle flader var dækket af diverse nørdedimser som globusser, landkort og mærkelige timeglas. Der var også en fuld fantaflaske fra 60'erne, men den var halvt gemt væk bag en af de dér træfrøer, der også er et instrument. Inde i stuen var der massevis af mørke reoler, alle sammen fyldt med faglitteratur af den tungeste og kedeligste slags.

     "Du... bor her?" spurgte jeg vantro. Det var slet ikke sådan et sted, jeg ville forestille mig, at han skulle have hjemme.

     "Det gør jeg," sagde Matt beklemt.

     "Her er... her er dejligt." Løgnen kom ikke let. Men det var alligevel sært. Ud fra, hvad Cat fortalte, så var hendes og hendes fars gemakker også indrettet på denne måde nede i Helvede. Og der havde jeg hoppet op og ned ad iver for at se det. Det er nemlig den slags indretning, som jeg finder hyggelig og magelig. Men ikke her. Og det var af en årsag, som meget hurtigt gik op for mig.

     Dette var ikke et sted for Matt. Matt virkede komplet malplaceret blandt gammeldags globusser og tusindsiders bøger om ordet faktisk. Matt hørte til et lyst sted. Sådan et sted, hvor man ligesom kan indånde luften og fornemme personligheden fra alle de personer, der boede der. Mine tanker vendte tilbage til fantaflasken. Hvis Matt havde indrettet det her sted, havde fantaflasken stolt fået lov til at stå helt fremme på reolen og skinne i sollyset, der skinnede ind igennem vinduer med lyse grønlige gardiner og vinduesmaling.

     "Her bor jeg så med min far," sagde Matt kort for hovedet. "Og min lillesøster."

     "Har du en lillesøster?" udbrød jeg forbløffet.

     Det havde han så sandelig. Jeg hørte en dør blive åbnet ovenpå, og nogle små fødder komme løbende op over loftet. Så hørte jeg nogen komme ned ad trappen, og før jeg vidste af det havde Matt en lille pige om halsen. Hun lignede en på seks-syv år.

     "Hej, Fiona," sagde Matt til hende. Hun slap ham og satte hænderne i siden.

     "Du kommer faktisk TO timer for sent. Nu når vi ikke at se nogen film før far kommer hjem! Og hvem er HUN?" Hun pegede på mig.

     Matts blik strejfede fra mig til hende. "Fiona, det her er Kira. Kira er min veninde."

     Pigen lyste op. "Er hun din kæreste??"

     Ingen af os svarede på det.

     I stedet spurgte Matt hende: "Du sagde, at vi ikke ville nå at se film. Men klokken er jo kun halv fire. Far kommer da først hjem ved sekstiden."

     "Niks og nul." Fiona rystede på hovedet. "Han ringede for en halv time siden og bad mig om at tage kyllingen ud af fryseren. Han sagde, at han ville være hjemme om en halv time."

     "Så... om en halv time?"

     "Nej! NU! Er du tungnem?"

     Jeg nåede lige at høre Matt bande lavmælt, før jeg hørte klokken ringe. Fiona tog den. "Er det dig, far? Jeg lukker dig ind nu."

     Matt skyndte sig straks hen til mig. "Hvis du går nu, kan du lade, som om du kommer fra etagen nedenunder eller sådan noget."

     Jeg forstod det ærlig talt ikke. "Helt ærligt, Matt, hvad er der galt i at jeg møder din far?" Jeg kunne høre nogen komme op ad de mange trapper.

     "Han er ikke..." Matt sukkede. "Har du læst Harry Potter?"

     Jeg anede ikke, hvad det havde med noget som helst at gøre. "De dér bøger om, hvor der kun findes troldmænd og hekse, og de er hemmelige?"

     "Ja, den."

     "Cat fortalte mig engang plottet. Hvorfor?"

     "Fordi... min far er ligesom onkel Vernon, du ved."

     Hvem fanden var nu onkel Vernon? Det kunne jeg da ikke huske. Og jeg fandt ikke ud af det, før døren åbnede. Ind kom en ganske almindeligt udseende mand. Hans hår var mørkebrunt ligesom Matts og Fionas. Han havde trimmet fuldskæg og var klædt i en lang frakke og en hat. Han så lidt brysk ud i ansigtet. Ansigtsfolderne blev om nu endnu strammere, da han fik øje på mig.

     "Goddag...?" sagde han med en mørk stemme, der kom helt bag på mig.

     "Hej," sagde jeg bare med et forsigtigt smil. "Jeg hedder Kira. Jeg er Matts ven." Jeg kunne se Matt gøre en bevægelse ud af øjenkrogen.

     "Matthew sagde ikke noget om, at han ville have besøgende i dag," sagde manden, og jeg fornemmede tydeligt den skarpe undertone i hans stemme.

     "Det var en spontan beslutning," sagde Matt. Han så sin far i øjnene, trodsigt, i noget der virkede som et desperat forsøg på ikke at vise frygt. Men det var tydeligt alligevel. Jeg kunne se hans hånd svagt ryste. "Og jeg troede først, at du ville være hjemme ved sekstiden."

     "Mit sidste møde blev aflyst, Matthew. Så måske kunne du tage din... veninde et andet sted hen." Han skævede til mine ører. Jeg blev pludselig meget beklemt ved dem.

     "Skal ske," sukkede Matt. "Lad os bare gå, Kira." Han tog om mit håndled. Jeg kunne ikke lade være med at sende hans far et rasende blik, som han heldigvis ikke lagde mærke til, da han ikke engang ville se på mig.

     "Farvel, Fiona," sagde jeg til hans lillesøster. Hun smilede stort og vinkede til mig, før hun lukkede døren.

     Ingen af os sagde noget, før vi var kommet helt ned ad trapperne og udenfor. Der udbrød jeg med det samme:

     "Skulle han forestille at være din far? Ham dér?"

     Matt sagde ikke noget.

     "Han kaldte dig Matthew, og ikke på den dér gode måde, som mødre gør det. Er du sikker på, at han er din far?"

     Han svarede stadig ikke.

     "Matt?"

     "Jeg skulle ikke have taget dig med. Det var en fejl. Jeg burde have vidst bedre." Matt lød fuldstændig ulykkelig, og jeg kunne se det i hans blik. Han ville ikke engang se på mig. Så jeg lagde armene om ham uden at sige mere.

     Og før jeg vidste af det kyssede vi. Det var ikke et langt kys. Det var mit første, og det var sikkert også hans første, og man kunne mærke klodsetheden hos os begge to. Men jeg nød det i fulde drag alligevel før jeg trak mig væk og så ham i øjnene.

     "Er han grunden til, at du ikke går på en magiskole?"

     Matt tøvede. Så nikkede han. "Han vil ikke lade mig gøre det. Han hader magi. Min mor... hun fortalte ham aldrig, at hun var en fe, fordi hun vidste, at han ville slå op med hende. Og de var gift og... og de havde allerede fået mig. Det var først, da jeg begyndte at udvise mine evner som femårig, at det blev klart for ham. Han... foragter mig."

     "Han er din far," sagde jeg. Jeg forstod det ikke. "Hvordan kan han foragte dig?"

     "Det ved jeg ikke," svarede Matt kort for hovedet med et træk på skuldrene. "Det gør han bare."

 

*James*

 

Søndag aften efter vi alle havde lavet vores lektier besøgte vi Daniel nede i børneafdelingen. Vi isolerede os selv i et hjørne i den store legestue. Daniel så ud til at føle sig lidt overvældet af hvor mange vi var.

     "Hvorfor kommer I alle sammen?" spurgte han spagt.

     "Ena og Cat skulle bare se på nogle af de puslespil, I har," sagde jeg med et smil til Daniel og et skarpt blik til Ena og Catriana.

     Catriana stirrede chokeret på mig, mens Ena så fornærmet ud. "Hvorfor er det os, der - "

     "Gå nu over og se på de puslespil," sagde jeg sammenbidt. De gjorde det begge to uden flere indvendinger. Nu var vi kun Kira, Rin og mig tilbage.

     "Vi skal faktisk snakke med dig om noget, Daniel," sagde jeg mildt. Daniel virkede roligere nu hvor heksene var gået og det var mig der snakkede til ham.

     "Om hvad?"

     Jeg samlede modet og ordene på tungen. "Vi tror, at vi ved, hvorfor Darkeya er efter dig."

     Daniel stivnede ved navnet, men nikkede så. "Hvorfor?"

     "Du er en hemmelighedsspotter," fortalte Rin. "Du kan fornemme andre folks hemmeligheder."

     "Så det var derfor, jeg vidste, hvad din...?" Daniel tøvede med at afslutte sætningen. Rin nikkede bare som svar.

     "Det giver mening," mumlede Daniel og så ned på sit skød.

     Jeg gav ham lidt tid til at smage på det, før jeg så sagde, så mildt som jeg kunne præstere: "Daniel, du er nødt til at fortælle os, hvad du oplevede, da du var hos Darkeya. De ting, han spurgte dig om."

     "Hvorfor?" spurgte Daniel, stadig stirrende ned på sit skød. Han knyttede næverne.

     "Så vi kan beskytte dig. Vi er nødt til at vide, hvor meget Darkeya ved. Og hvad han er efter. Hvis du virkelig er en hemmelighedsspotter, kan du hjælpe os."

     "Men..."

     "Daniel, jeg ved, at du ikke har lyst til at tænke på det, men du er nødt til det."

     Daniel sank en klump. Så nikkede han. "De slog mine forældre ihjel."

     Vi andre tav. Daniel fortsatte. "De slog dem ihjel, og de tog mig med. Darkeya sagde hvem han var, som om... som om han IKKE lige havde slået mine forældre ihjel. Han sagde, at han havde brug for mig. Det var meget vigtigt, at jeg kom med dem. Men jeg var bange. Jeg havde ikke lyst. Jeg ville ønske, at alt bare kunne være som lige før. Men de tog mig med alligevel, jeg kunne ikke gøre noget. De førte mig til... jeg ved ikke hvad det var. Jeg så det aldrig udefra. Jeg var i et værelse hele tiden,  kun med små vinduer oppe under loftet. Men jeg tror stedet var stort. De kom hver aften. Enten Darkeya alene eller sammen med andre. Han spurgte mig altid om det samme. Det var altid det samme."

     Lidt for ivrig sagde jeg: "Hvad spurgte han dig om?"

     Daniel sank en klump: "Hvor er Ninanoc?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...